«Det er bare du som kan føle det du føler» –...

FEATURE. I SKAM-klippet «Tenker det du føler» sier Isak til Even at det er bare han som kan føle det han føler, før Even hvisker tilbake at slik som dette har han aldri følt før. Men tar han ikke feil? For er det ikke slik at også mange SKAM-seere har følt med Isak gjennom sesong 3? Kommentarfeltet som følger dette og andre SKAM-klipp vitner om mange seere med sterk emosjonell investering til seriens univers og karakterer. Men hva er det som gjør SKAM til en dramaserie så mange føler så sterkt rundt?

Hvilket filmsprog taler København?

FEATURE. I anledning af bogen Filmens København, som udkommer på Gyldendal til september, tegner den ene af bogens to forfattere et billede af de mange måder, København er blevet skildret på gennem filmhistorien.

Scener fra det parallelle liv

FEATURE. Bertrand Bonellos De la guerre (2008) er en særlig og særligt fransk blanding af surrealisme, selvportræt, formalisme og pop. Bonellos film, som Mads Mikkelsen behandler i denne artikel, er en skæv og intellektuel sag, men også en vigtig produktion, der fejrer to af artfilmens største tabuer: nydelsen og det at have det sjovt.

Neil Young – også kendt som Bernard Shakey

FEATURE. Du kender sikkert godt rock-legenden Neil Young, men kender du Bernard Shakey? Uden at afsløre for meget kan vi oplyse, at de er én og samme person. Musikeren har nemlig en hel parallelkarriere som filmskaber og den har resulteret i nogle af de mest offbeat og rå musikfilm nogensinde, fra den totalflippede musical Human Highway, der er lige dele David Lynch og Morten Korch, til den rå og ærlige Muddy Track, hvor Neil Young filmer sig selv og sine nærmeste musiksammensvorne i en af karrierens sværeste perioder. Læs med her, hvor dokumentarforsker Peter Ole Pedersen dykker ned i Bernard Shakeys forunderlige filmverden.

True Crime: Forbrydelse, fortælling og dom

FEATURE. Kan du spotte en morder? Fortællinger såsom Netflix’ Making a Murderer giver os adgang til de anklagede og en vifte af nøglepersoner i en mordsag, og inviterer os til at tage stilling. I artiklen ”True Crime: Forbrydelse, fortælling og dom” sætter Thomas Enemark Lundtofte fokus på de nye dokumentariske krimiseriers deres retoriske apparat og etiske ansvar.

Eye-gouging, gagballs og afsavede fødder

FEATURE. I starten af dette årtusinde fik den kommercielle gyser med film som fx Saw og Hostel en ny subgenre - torturpornoen. Søren Søberg Poulsen undersøger, hvor trangen til at save, stikke, snitte og hugge menneskekroppen i stumper og stykker kom fra, hvad der blev af den, og hvad den egentlig ville os.

Da tøserne overtog tossekassen

FEATURE. Ved årets DGA-uddeling gik samtlige af de meste prominente tv-priser til kvindelige skabere og instruktører, hhv. Lisa Cholodenko (Olive Kitteridge), Jill Soloway (Transparent) og Lesli Linka Glatter (Homeland). Dette markerer et skifte i det amerikanske tv-landskab, som i stigende grad præges af stærke kvinder både foran og bag kameraet. Med udgangspunkt i et interview med Lesli Linka Glatter undersøger Andreas Halskov netop dette skifte.

Ud i natten

FEATURE. På film kan nattens mørke betyde alt fra stil og romantik til gys og magi. Jesper Jensen ser nærmere på film, der foregår om natten, og undersøger med Norman Jewisons Oscarvinder In the Heat of the Night (1967) som eksempel, hvordan natten som fænomen og mørket som virkemiddel kan være afgørende for historien.

Harry Potters tyngdepunkter

FEATURE. Harry Potter og fangen fra Azkaban betragtes ikke normalt som et af Cuaróns hovedværker, men måske snarere som en vildfarelse i hans karriere. Ikke desto mindre rummer filmen en række træk der gør at den kan betragtes som en slags forstudie til de senere og mere anerkendte Children of Men og Gravity, heriblandt især Cuaróns særlige brug af long takes. I denne artikel retter Kristin Thompson således opmærksomheden mod de tre long takes i Harry Potter-filmen og læser dem i lyset af Cuaróns øvrige produktion.

Når stilheden overdøver

FEATURE. Den østrigske instruktør Michael Haneke bruger ofte stilheden som både filmisk virkemiddel og motiv. Gennem analyser af Hanekes to seneste film, Das weisse Band – Eine deutsche Kindergeschichte (2009) og Amour (2012), undersøger Marie Larsen, hvilke iørefaldende former og funktioner stilheden antager hos Haneke.