“Our future is in the city”: Storbyens udfordringer i David Simons...

FEATURE. David Simon har været idémand bag alle sine serier og ført dem igennem fra start til slut. The Wires kanoniske status er uomtvistelig, men har også skygget for nogle tværgående træk i Simons serier. Èt af de træk er det genkommende fokus på amerikanske storbyer og de udfordringer, som de hver især står over for. Mikkel Jensen fører os igennem Simons serier med det for øje.

En film uden kajakker? Et lokationsstudie af grønlandsfilmen Nuummioq. Del 2:...

FEATURE. Grønland er meget mere end høje fjelde og dybe fjorde. I anden feature af to arbejder Anders Grønlund og Emilie Dybdal videre med grønlandsfilmen Nuummioq og træder denne gang bag kameraet. Ved hjælp af en såkaldt skrivebordsanalyse undersøger de filmens produktionsmæssige omstændigheder og giver et indblik i den grønlandske filmhistorie, en turbulent proces og et unikt produktionsmiljø, hvor ressourcerne er små, men ambitionerne enorme.

En film uden kajakker? Et lokationsstudie af grønlandsfilmen Nuummioq. Del 1:...

FEATURE. Indlandsis, høje fjelde og nordlys – klichéerne regner ned over Grønland. Med Nuummioq (2009) fik landet sin første egenproduktion, og intentionen var klar: Filmen skulle modarbejde stereotyperne og vise det ‘sande’ Grønland. I nærværende feature – den første af to – stiller Anders Grønlund og Emilie Dybdal skarpt på den ambitiøse film og undersøger, hvordan den leverer et nuanceret billede af Grønland.

“So-Bad-It’s-Good”: The Room and the Paradoxical Appeal of Bad Films

IN ENGLISH. What makes some bad films “so-bad-they’re-good”? In our latest article, Marc Hye-Knudsen and Mathias Clasen shed light on the paradoxical appeal of bad films by bringing contemporary humor research and cognitive film theory to bear on Tommy Wiseau’s cult classic The Room, often heralded as “the best worst movie ever made.”

Theatrical Transcendence: Mizoguchi, Noh Theatre and Film Style

IN ENGLISH. Kenji Mizoguchi remains as one of Japan’s most accomplished filmmakers. His work called upon a number of influences, not just from his cinematic peers, but also from his own culture. One such influence which was prevalent throughout his life as a director was the Japanese theatre, particularly traditional noh theatre which was used as both a stylistic and narrative device. In our latest article, Paul Spicer explores this relationship by examining two of his most important works of the 1950s.

Showrunner-effekten

FEATURE. Hvad er det afgørende, når en tv-serie genindspilles? Er det kultur? Den nye kanal? Nej, det er showrunner-effekten, mener Lynge Stegger Gemzøe, der i denne feature stiller skarpt på de amerikanske genindspilninger af Forbrydelsen, Broen og Nikolaj og Julie.

The Saga of the Star Wars Soundtrack Album Overture: On Forty...

IN ENGLISH. For more than 40 years, John Williams's Star Wars main title music has remained one of our most popular pieces of symphonic film music. This is the story of its very first recording, used in the film and on the soundtrack album. Subjected to reconception, deconstruction, suppression and restoration, this the most celebrated recording has led a surprisingly eventful commercial career.

Troper i krimiserier

FEATURE. Tv-krimiserien ligger i forlængelse af en cirka 200 år lang litterær tradition og har etableret sig som en stærkt normbunden populærkulturel genre. Men hvilke genkommende træk er der reelt i tv-krimiserien, og hvor fasttømrede er disse? Er tv-krimiserier uoriginale og klichéfyldte, eller er der plads til genremæssige innovationer?

Fra underdog til happy end: Føljetonfortælling og karakterudvikling i SKAM

FEATURE. Hvordan kan vi forstå SKAM som en kompleks tv-serie? Hvad kendetegner karakterudviklingen og føljetonserien? Og hvordan bruges intertekstuelle referencer som en del af fortællingen? Helle Kannik Haastrup analyserer SKAM i et æstetisk perspektiv og placerer serien i forhold til andre tv-serier i den tredje guldalder.

Touching the Colour and Sound of Your Body’s Tears: Affect...

IN ENGLISH. The original cycle of giallo films were infamous for their scenes of murder presented in lurid and graphic detail. Although dismissed at the time as exemplifying the traits of ‘bad’ filmmaking, these films have since become highly influential. Lindsay Hallam argues that the neo-giallo focuses less on recreating a giallo narrative, and more on evoking sensory responses through vivid colour schemes, psychedelic soundtracks, and visceral imagery.