Satiriske spøgelser: Visuel komik og satire i Roy Anderssons ”Living-trilogi”

FEATURE. Den svenske instruktør Roy Anderssons filmiske univers er unikt og straks genkendeligt i sin dommedagslignende tragikomik, men i denne artikel undersøges, med ugangspunkt i Anderssons “Living Trilogy”, forbindelsen til foregangsmænd inden for den visuelle filmkomik, samt hvordan de blege skikkelser, der optræder i filmene fungerer som satiriske legemliggørelser af moderne tilstande.

”Welcome to fucking Deadwood”: Fortælling, sprog og krop i verdens vildeste...

FEATURE. Serieskaberen David Milch var en del af det panteon af forfattere og showrunnere, som satte gang i den såkaldte ”kabelguldalder” i amerikansk tv. Sammen med Steven Bochco havde han i begyndelsen af 1990’erne skabt den nybrydende politiserie NYPD Blue, og i begyndelsen af 2000’erne skabte han egenhændigt - og efter sigende næsten egenrådigt - den nu klassiske HBO-serie Deadwood. I anledning af, at 16:9s første bogudgivelse Fjernsyn for viderekomne snart bliver gratis tilgængelig online, bringer vi her Palle Schantz Lauridsens bidrag til bogen om netop Milch og hans grænsesøgende mesterværk Deadwood, som brød grænser ift. sprogbrug, karakterskildring og genreforhold, men som ofte har stået i skyggen af kabelklassikere som The Sopranos og The Wire.

Da ingen mestrer det, forbliver livet rent

FEATURE. Under arbejdet med sin anden roman En Suite (Vandkunsten 2020) genså Klaus Rød Frederiksen Terrence Malicks Knight of Cups (2015) og Paolo Sorrentinos Den store skønhed (2013). Mødet med de to, på hver sin måde, provokerende film og ikke mindst mødet med de to mandlige hovedpersoner har affødt essayet Da ingen mestrer det, forbliver det rent.

Show or tell? Om Tobias Lindholms skrivestil i Kapringen-manuskriptet

FEATURE. “Show, don’t tell”. Det er ikke bare en floskel eller en tommelfingerregel, som de fleste sikkert på et tidspunkt har hørt. Det er også en af grundpillerne i den måde, mange manuskriptforfattere skriver og er blevet skolet på. Men ikke Tobias Lindholm. Nathali Pilegaard kaster et nærmere blik på hans særlige skrivestil, som gerne går stik imod den kendte læresætning.

Five types of voice-over in feature film storytelling

IN ENGLISH. This article is for anyone who would like to have a better grasp of the five types of voice-over found in such classics as Wings of Desire, Rashomon, and The Third Man. Richard Raskin presents an original model in plain, jargon-free language with plenty of stills, full transcription of thoughts and spoken lines, and no filler or mystification.

Once Upon a Time… in Good Old Hollywood: Nostalgi, brydningstider og...

FEATURE. I sin nyeste film tager Quentin Tarantino publikum med tilbage til Hollywood anno 1969, hvor han selv er vokset op. Eller i hvert fald til en version af byen. For hånd i hånd med hans nostalgiske genskabelse af de lysende neonskilte og brede biler går en refleksiv leg med filmmediet og en bevidst omskrivning af de faktiske begivenheder. Og det er netop forholdet mellem nostalgi og selvrefleksivitet, mellem det gamle og det nye, og mellem historiske begivenheder og filmmagi, som er omdrejningspunktet for Lasse Krøghs feature.

Viklet ind i film: Om David Lynchs haptiske intensitetsplaner

FEATURE. Lunefulde Lynch er ofte garant for film der ganske enkelt ikke giver særlig meget mening - såfremt vi altså anser ‘mening’ som noget kognitivt funderet. I denne feature undersøger Alexander Kjems Christensen hvordan Fire Walk With Me, Lost Highway og Mulholland Drive inviterer tilskueren til en filmoplevelse der overskrider fornuftens grænser.

Dystopiens engel: Om stripklubben som kronotop i dystopiske film

FEATURE. Selv om verden er ramt af en dødbringende virus, danser kvinder, iført gasmaske, for mænds blikke. Og også i filmiske dystopier danser kvinder for mænds blikke. I dystopien er stripklubben både en undtagelsestilstand og et sted, hvor kvinder har muligheder for at handle og omsætte deres erotiske kapital. Karen Dich viser hvordan stripperen som figur rejser diskussioner af (seksual)moral og køn.

Rundt om Mad Men

FEATURE. Mad Men var en game changer i amerikansk tv. Mere end nogen anden serie understregede den, at i amerikansk tv’s tredje guldalder var seertal langt fra det eneste succeskriterium eller for den sags skyld et udtryk for seriens kommercielle værdi. Uden på noget tidspunkt at kunne prale af imponerende ratings blev serien et kulturelt fænomen, og den profilerede på afgørende vis AMC og banede vejen for serier som Breaking Bad. I anledning af, at 16:9s første bogudgivelse Fjernsyn for viderekomne snart bliver gratis tilgængelig online, bringer vi her Jakob Isak Nielsens bidrag til bogen om netop Mad Men.

”Hav en god dag, alligevel”: Om true crime og sensationalisme

FEATURE. True crime er alle vegne, og true crime er ingen døgnflue. Sværere er det at definere og afgrænse genren. Jørgen Riber Christensen gør forsøget med afsæt i den eksisterende litteratur og et udvalgt sample på hele 58 true crime-udsendelser. Sensationalisme – i forskellige afskygninger – viser sig som et overraskende fællestræk.