Retfærdighedens beskyttere: Karakterudvikling i Efterforskningen

Hvad gør det ved karakterudvikling og seernes indlevelse, når en serie baseres på en reel krimisag? Dette spørgsmål stiller vi til TV 2-serien Efterforskningen (2020). Vi undersøger fordele og ulemper ved sådan et greb. Der er både indsigter at hente, hvis du er en medielærer, der leder efter en ny analyse-case, hvis du er manuskriptforfatter på udkig efter at vide mere om karakterudvikling og plotlinjer, samt for den læser, der måtte være helt ’almindeligt’ interesseret i spændende, nye serier.

I artiklen Efterforskningen gør seeren ’nærhistorisk rørt’” undersøgte vi bl.a. tidens orkestrering i serien (Pilegaard & Philipsen 2021). Tiden spiller nemlig en afgørende rolle både ift. efterforskernes arbejde, men også som tema og viden-distribution gennem billeder og klipning. Vi rettede derfor i artiklen en særlig opmærksomhed mod tilgange fra Gilles Deleuze (2013) og hans ’tidsbilleder’ som virkemiddel. Vi konkluderede, at selvom seerne er i fare for at kede sig, idet de allerede kender sagens udfald, og når tiden skildres som langsom, og fremstillingen af en egentlig morder i øvrigt er fjernet, får de tilbudt noget andet, der erstatter begæret efter sensationsunderholdning og klassisk fremdrift, nemlig tid til refleksion over det moderne menneskes måde at omgås meningsløshed på. Har du som læser brug for at vide mere om vores metodiske og narrative tilgange til undersøgelse af Efterforskningen, henviser vi til vores første artikel (Pilegaard & Philipsen 2021)

Vores primære ærinde i artiklen hér er et casestudy med tekstanalyse (McKee 2003) af selve seriens karakterudvikling og moods. Især episode 4-6 analyseres, idet ikke blot efterforskningen, men også karaktererne vises i en venteposition. Det er spørgsmålet om bl.a. denne venten gør karakterudviklingen for flad til, at seerne kan engagere sig i den. Dette vil vi forholde os kritisk til, ligesom vi også reflekterer over hjælpe-karakterer, føljeton-strukturer, plotlinjer og Nordic Noirs indflydelse på serien. Vores tilgange hentes især fra tv-serie-teori som Harms Larsen (2003), Mittell (2015) og Hochscherf & Philipsen (2017) samt dramaturgiske teorier som fx Horton (1994) og Nielsen & Rukov (2019). Endelig medtænker vi også tilgange til Nordic Noir hos Creeber (2015) samt Jensen & Waade (2013). Disse optikker i samspil med hinanden giver os muligheden for at analysere, hvor serien følger eller afviger fra typiske serielle strukturer. 

At tage afsæt i en reel sag

Efterforskningen havde særlige vilkår i sin tilblivelse. Vi vil gå så langt som til at kalde det for seriens ’stilladsering’ eller støttende begrænsninger (Hochscherf & Philipsen 2017), at den tog tydeligt afsæt i en aktuel og morbid sag (’Ubådssagen’), der i høj grad rystede i hvert fald os i Norden. Det gav skaberne en tydelig ramme og etik at forholde sig til. Det medførte også en seerforventning, som måtte medtænkes i proces og produktion. Mange havde allerede en mening om sagen og morderen. Offerets forældre og kæreste lever endnu. Derfor var der mange etiske hensyn at tage. Desuden havde opklaringen af sagen en klar kronologi, som Lindholm, Miso Film og TV 2 ikke ville pille for meget ved, antageligt fordi seerne stadig huskede den (Philipsen og Pilegaard 2021b). Endelig valgte Lindholm også en research- og produktionsfase, der involverede reelle aktører, fx Jens Møller, politiets drabschef. Han blev et klart afsæt for karakteren Jens Møller Jensen (Søren Malling). Dette gav nogle ’gaver fra virkeligheden’, men også nogle forhindringer at forholde sig til.

Den reelle Jens Møller Jensens langsommelige arbejde med at finde beviser i havet, der kunne dømme den sigtede, sætter aftryk på serien, som, vi vil argumentere for, gør den Nordic Noir’sk både i æstetik og karakterskildring. Nordic Noir er gerne karakteriseret af relationen til krimigenren, et langsomt klippetempo, og karakterer der er polyfonisk skildret (Hochscherf & Philipsen 2017).  Alene dét, at Efterforskningen foregår om efteråret i Danmark og derfor er præget af blåt, koldt efterårshav og dage, hvor mørket falder tidligt på, er klassisk Nordic Noir. Også de typer karakterer, der ofte præger Nordic Noir, og som gerne beskrives som gnavne, trøstesløse og naturalistisk skildrede detektiver (Creeber 2015), huserer i denne serie.

Mørke moods

Vi vil nedenfor reflektere over, om Efterforskningen er præget af flere Nordic Noir-karakteristika. At seriens temaer og karakterer er mørke, plus at den falder inden for genren krimi, gør den i sig selv Nordic Noir’sk i samme ånd som fx DR’s Forbrydelsen (2007-10), Broen (2011-18) eller ITV’s Broadchurch (2013-17). Forbrydelsen betragtes som et banebrydende fyrtårn for ’Nordic Noir-brandet’, som udfoldet og eksemplificeret i Beyond the Bridge (2017). Brandet viste producenter og skabere verden over, at det er muligt at gøre det nordiske klima og mørke til et særkende. Nordic Noir beskrives af flere forskere som en karakteristisk måde at bruge både æstetik, narration og karakterer på i nordiske og andre tv-serier (Jensen & Waade 2013, Hochscherf & Philipsen 2017). Ifølge disse serie-forskere indeholder Nordic Noir særlige moods (stemninger), skabt gennem brug af åbne rum, lav belysning og en farveholdning såsom sort, hvid, blå og grå, der medvirker til et blues-agtigt og dystert mood.

Trøstesløse locations og gnavne detektiver vises i et langsomt tempo og er krydret med et nordisk strejf af mørke dage, der giver et ofte ret trist mood til scenerne (Creeber 2015: 21). Lidt mutte og ordknappe karakterer kan også af omverdenen betragtes som et typisk nordisk træk. Efterforskningen præges især af farverne grå og mørkeblå, da den indeholder mange scener ude på havet eller ud over havet. Den foregår om efteråret, hvorfor skyerne hænger lavt, og mørket falder tidligt på. Dens mood er trist og seriøst. Få smil og solstrejf præger denne serie. Efterforskningen bekender sig tydeligt til Nordic Noir, og det er ikke usædvanligt for serier af den type at kede seerne i starten. I en anmeldelse af Broen, skrev en anmelder således efter 1. episode, at hun hellere ville dø end at se mere af serien (Hochscherf & Philipsen 2017). Anmelderen, Grace Dent, blev dog mildere som sæsonen skred frem. Hun kaldte den dog stadig for ‘slow-moving’, og her slægter Efterforskningen klart Broen og andre nordiske brødre på. Lys og mørke-dualiteten i serien er desuden gennemgående både som tema og i billedrækkefølgen. Mørket truer helt konkret sagen, idet vi får at vide i episode 4 (gennem Jens), at dykkerne kun kan arbejde til 16.30, derefter er det for mørkt. I mere overført betydning truer mørket også med at politiet er på nippet til at opgive bevisbyrden, mens Walls forældre kæmper med lysten til leve videre. Men i slutningen (episode 6) opfordrer Kims Walls mor (Pernilla August) helt konkret unge, kvindelige journalister til at søge hen imod lyset (fig. 1). Der bruges også såkaldte ’bevægelsesbilleder’ igen i slutningen af episode 6, hvor hun står over for de unge kvindelige journalister og opfordrer dem til at bruge den mørke sag om datterens død til at søge mod lyset og stadig levere kritisk journalistik. Herigennem sættes tiden altså i gang igen, meningsfuldheden genoprettes delvis, og der skildres handling, håb og det modsatte at bitterhed, lammelse og gerningsmanden, der fængsles og gemmes bort i mørke.

Fig. 1: Kim Walls mor indgyder håb i slutningen af serien (episode 6).

Hochscherf & Philipsen har i Beyond the Bridge (2017) analyseret fem nyere danske DR-serier og deres produktionsomstændigheder og modtagelse. De argumenterer for, at alle fem serier helt kvantitativt er mest fyldt af selve karakterskildringerne fremfor de sager, der fokuseres på i serierne (Hochscherf & Philipsen 2017). Dette relaterer de til den public service-optagne produktions-kultur, der findes hos DR. Ifølge de 15 såkaldte ’Produktionsdogmer’ skal historierne bl.a. opbygges om dobbelte lag, hvor seerne dels tilbydes en medrivende historie, eller et karakterbåret drama, som manuskriptforfatter og dramaturg, Andrew Horton kalder det (Horton 1994) med såkaldte polyfoniske, dvs. nuancerede karakterer, man kan sætte flere titler på – og dels en historie med en krog ud i virkelighedens samfundsdebat om retssamfundet. Vi uddyber det polyfoniske, det komplekse og det karakterbårne i den fortsatte analyse herunder.

Karakteren Jens’ udvikling

Efterforskningen er struktureret i seks dele centreret omkring hovedkarakteren Jens. Den blev sendt mandag aftener i efteråret 2020 på TV 2, ligesom den kunne streames fra TV 2 Play. I dag kan den streames på HBO, der har købt serien og givet den et internationalt efterliv. Som belyst i vores første artikel, fik den en relativt god modtagelse hos seere og anmeldere herhjemme. Samtidig blev den dog også beskyldt for at være: 1) For langsom og kedelig, 2) For tæt på den reelle ubådssag, der fandt sted med Peter Madsen i fokus bare tre år tidligere (2017). Særligt for serien er, at Madsen end ikke nævnes i historien. Han refereres blot til som ’den sigtede’, ligesom det vises, at han afhøres i et lokale, der er optaget under forhør (fig. 2). Man kan argumentere for, at dette greb dels indikerer, at subgenren ‘police procedual’ er inde over serien, og dels at sådan et greb overlader mere til tilskuerens egen refleksion, end mere traditionelle fremstillinger af mordere gør. Den svenske serie, Beck (1997-) rummer eksempelvis police procedual. Det samme gælder en nyere, svensk serie som Tunna blå linjen (2021). Broen, skrevet af den svenske hovedforfatter Hans Rosenfeldt, har også træk derfra. Denne subgenrer synes at trives godt med den langsomme Nordic Noir stil og svenske manuskriptforfattere. 

Fig. 2. Det vises at morderen afhøres, men morderen selv ses ikke (episode 5).

Efterforskningen tilbyder således mere ’true investigation’ end ’true crime’. Det er et såkaldt ’karakter-båret drama’ (Horton 1994) opbygget omkring Jens Møller og hans politi-kollega Maibritt (Laura Christensen) samt advokaten Jakob (Pilou Asbæk). Vi følger disse aktørers ihærdige arbejde med at få sigtede dømt gennem at finde tilstrækkeligt med bevismateriale. Dermed diskuterer serien vores opbygning af et dansk retssamfund, idet man i Danmark skal kunne dokumentere skyld for at kunne dømme en sigtet. Vi følger også reaktionerne fra Kim Walls forældre, Joachim og Ingrid (Rolf Lassgård og Pernilla August), undervejs. Således bygger seriens også på deres udvikling fra chok, til frustration og accept af datterens død. Man kan sige, at deres ’want’ er at få dømt den sigtede og sikre en form for retfærdighed, mens deres ’need’ er at acceptere døden og finde måder at komme videre på.

Karakterudviklingers want og need er præsenteret af mange skribenter inden for manuskriptudvikling, fx Truby (2007) og tidligere Horton (1994). Men hér refererer vi til måden, det er anvendt på af Nielsen og Rukov, hvor want er et mål og need er et indre behov (2019: 63). Jens’ want er at opklare ubådssagen og derved at gøre sit politiarbejde ordentligt. Hans need er mest – kan man argumentere for – at blive et familiemenneske, en god morfar og at gøre noget meningsfuldt for andre mennesker. ”Det fineste, man kan blive, er en morfar”, siger Joachim i episode 4. Denne replik rummer flere aspekter. Dels at Joachim aldrig selv bliver morfar, nu datteren er død, men også at han ikke skildres som en bitter mand. Morfar-rollen repræsenterer det sted, hvor Jens skal bevæge sig hen, dét han behøver at indse. Man ser ham til sidst i seriens episode 6 få overrakt det nyfødte barnebarn (fig. 3). Dette kan ses som et højdepunkt i hans udvikling.

Fig. 3: Jens med barnebarnet (episode 6).

Hvad ofrer Jens sig for?

En krystallinsk tidseffekt ses i Efterforskningen gennem to graviditeter. Den første vender vi tilbage til i afsnittet ”Retfærdighedens beskyttere”. Gennem at vise sameksisterende tider (Jens med barnebarn fx) opfordrer ’krystalbilleder’ seerne til at reflektere over fortid, nutid og fremtid samtidig, argumenterer Deleuze (2013). Dette aspekt omkring krystalbilledets funktion som et tidsbillede, introducerede vi i vores første artikel (Pilegaard & Philipsen 2021). Serien slutter altså med at pege på en fremtid gennem barnebarnet. Efterteksterne oplyser om, at Jens valgte at gå på pension efter denne sag. Altså vælger hovedkarakteren at udvikle sig frem mod sit need, nemlig at han har behov for at bruge tid på sin familie frem for at opklare flere sager om døde. Dog er det også muligt at læse Jens’ fravalg af datteren, Cecilie, mindre patetisk ved at konkludere, at Jens er iscenesat som en, der har været nødt til at bruge tid på sagen og ikke datteren, for at kunne sikre at retfærdigheden sker fyldest i Wall-sagen. I den bestræbelse ’ofrer’ han tiden med Cecilie. Denne læsning er en mulighed, men den gør, om muligt, hans udvikling endnu mindre.

Selvom afstanden mellem Jens’ want og need – uanset fortolkning – ikke er skildret som stor, vil vi argumentere for, at den er der, og den illustrerer en udvikling. Han har også fået nye venner: Wall-parret. Men spørgsmålet er, om hans karakter, rent dramaturgisk betragtet, ville have kedet seerne og anmelderne mindre, hvis den var skildret som endnu mere kompleks. En mere kompleks sæsonbue fra want til need kunne have tilført Jens flere nuancer og måske tiltalt endnu flere seere. Han skildres som meget fåmælt, og det kan irritere seeren, at han blot står og kigger, når fx hans datter fortæller om en eksistentiel vending i deres begges liv. Mere action eller drama kunne have præget handlingen, men det er ikke dette greb, Lindholm har valgt. Derfor kan man godt opfatte karakterudviklingen som værende for lille, hvilket vi uddyber forneden. Det greb han har valgt, opfatter seerne som sobert, uden at være ret interessant, jf. vores receptionsundersøgelse fra sidste artikel (Pilegaard & Philipsen 2021).

Lindholms greb kan betragtes som en ’stilladsering’, der bl.a. opstår, fordi han skrev på baggrund af en aktuel case. Stilladsering er et didaktisk begreb, der kan medvirke til at forklare, hvordan begrænsninger kan skabe fremdrift eller udfordringer for en skabelsesproces (Hochscherf og Philipsen 2017). I forhold til Efterforskningen satte den reelle case skub i at give serien et udtryk, der virker stemningsskabende med de mange havscener eksempelvis. Den initierede også, at Lindholm, som manuskriptforfatter og instruktør, fik lyst til at tænke kreativt over, hvordan man kan undgå en sensationspræget udlægning af ubådssagen ved at afstå fra at vise morderen. Men det satte også grænser for, hvor meget meddigtning han kunne tillade sig, da det antageligt ville provokere de seere, der kender enten Møller, hans datter eller sagen. Katrine Vogelsang gør selv i vores forskningsinterview opmærksom på, at karakterudviklingen egentlig er for flad. ”Karakterudviklingen er jo lillebitte […] Men virkeligheden følger jo ikke dramaturgiens regler”, udtalte Vogelsang (Philipsen & Pilegaard 2021b). Lindholm er netop – metodisk – mere interesseret i at bruge research i det reelle fremfor i andre serier. Men dette udfordrer seernes aflæsning, da måden man aflæser på, ofte influeres af netop andre serier/film og skaber en form for ’transtekstuel motivation’ (Bordwell 2014), der udfordres i denne serie.

’Stilladsering’ fra den aktuelle case

Den aktuelle case satte også stilladserende rammer for brugen af karakteren Maibritt, der bygger på Jens’ kollega i den reelle sag. Maibritt er i serien skildret som den hjælpe-karakter, der faktisk opklarer sagen! Hun er iscenesat Sarah Lund- og Saga Norén-agtigt. Som i hhv. Forbrydelsen og Broen, er Maibritt en dedikeret arbejdshest uden meget privatliv (fig. 4). Da Maibritt begår den fejl at glemme sagsmappen på et værksted, indrømmer hun den og tilgives af Jens. Herefter honorerer hun hans tillid ved at arbejde endnu hårdere og faktisk opklare sagen. Hun skildres professionel, dygtig, loyal og sympatisk, og hun anvendes dramaturgisk til at vise, at Jens er i stand til at vise stor tillid og empati. Hun forstærker måske derved seernes tro på, at Jens kan nå i mål med sit behov for også at være et familiemenneske. Men hun skildres ikke i sig selv som en ret polyfonisk karakter og tildeles ikke sit eget bi-plot.

Fig. 4: Maibritt er skildret som en dedikeret arbejdshest (episode 6).

Dette viser en ulempe ved at tage afsæt i en reel case. For i virkeligheden blev en sagsmappe netop også glemt, men fadæsen tilgivet. Virkeligheden er somme tider for troværdig og kedelig til fiktionen. Som nævnt i vores 1. Efterforskningen artikel, udførte vi en mindre undersøgelse af mødet med serien ved at bruge den som karakterudviklings-case i faget ”Manuskriptudvikling til serielle formater” på Manuskriptudvikling, SDU (Philipsen 2020a). Disse studerende kunne ønske sig, at Maibritt blev ramt af konsekvenserne ved sin fejl, der rummer en potentiel konflikt rent dramaturgisk og et bi-plot. Dette ville øge spændingen og indfri seernes forventninger fra andre krimier. Men det sker netop ikke, fordi grebet fra Lindholms side er at respektere det reelle og fokusere på opklaringsarbejdet. 

Serien formidler altså fiktionelt opklaringen af den danske ubådssag fra 2017. Både i den reelle sag og i serien er der fokus på opklaringsarbejdet som en fælles samarbejdsindsats med Jens i front. Ydermere er Efterforskningen tidsmæssigt tæt på sit ’forlæg’, da serien altså blev vist på TV 2 blot 3 år efter Kim Wall blev myrdet. Dette har angiveligt medvirket til at gøre seerne nysgerrige, retfærdighedssøgende, men også kritiske. TV 2 Fiktion valgte at gennemføre en testvisning af serien for en seergruppe, før den blev færdig. De var klar over, at kritikken ift. at skildre noget nærhistorisk kunne ramme dem. Undersøgelsen viste, at test-seerne faktisk fandt det attraktivt, at der var referencer til en reel sag og blev brugt reelle artefakter (de rigtige dykkere og Wall-familiens hund fx). Den viste også, at seerne kedede sig over serien og ønskede et højere tempo. Resultatet blev fremlagt for Lindholm, der dog, jf. Vogelsang, fastholdt sine greb (Philipsen & Pilegaard 2021b). Dermed illustrerer vores studie af processen med denne serie, at en aktuel case både har fordele og ulemper i en manuskriptudvikling. Fordelen er at seernes nysgerrighed og interesse pirres, samt den troværdighed der kan tilføres udtrykket i fiktionen. Ulempen er, at de dramaturgiske friheder må nedtones i bestræbelsen på at opretholde fx kronologi og de reelle involveredes udviklinger, uden at skrue op for dem.

Retfærdighedens beskyttere

Ligesom i filmen Retfærdighedens ryttere (2021) kredser Efterforskningen også om en person, der mistes på uretfærdig vis. En familie, der arbejder med chokket og sorgen. Et team, der forsøger at rydde op og stille til the bad ones til regnskab. Men hér er Jens og teamet mere beskyttere end ryttere, og humoren inddrages ikke i retfærdigheds-arbejdet. I seriens allerførste episode introduceres seerne for en retssag, hvor en ung mand er sigtet for drab på en anden ung mand. Sagen slutter med, at den dømte frifindes. I Danmark skal man dokumentere sigtedes skyld, før de kan dømmes, hvor man fx i USA skal kunne bevise sin uskyld som sigtet. Da dommeren læser dommen højt, kigger den sigtede mand over på den afdødes gravide kæreste og trækker på smilebåndet. Det kan give seerne det indtryk, at den sigtede faktisk har begået mordet, men der er ikke fundet nok beviser til at kunne dømme ham. Retfærdighedssansen, som er central for resten af Efterforskningens handlingsforløb, bliver dermed aktiveret allerede gennem denne scene. Den understøttes også i den efterfølgende scene, hvor Jens og Jakob forlader retssagen, og Jens siger: ”Jeg ved, han har gjort det”, hvortil Jakob svarer ”Det ved jeg også. Men vi kunne åbenbart ikke bevise det.” (Episode 1: 03:30) (fig. 5). Scenen fungerer som en mise-en-abyme, altså et lille forvarsel om, hvordan en sag kan ende. Dermed ligger det indlejret i resten af aflæsningen, at man kan risikere, at den sigtede i Wall-sagen også går fri. Jens og Jakob får funktion som retfærdighedens beskyttere.

Fig. 5: “Jeg ved han har gjort det”, siger Jens. Måske sker retfærdigheden ikke fyldest? (episode 1).

Fra starten af iscenesætter serien altså ’uretfærdighed’ som et centralt tema. Netop dén følelse er knyttet til en værdi om, at retfærdighed bør ske fyldest, hvilket stikker dybt ind i de fleste menneskers moralske kompas og prikker til nogle genkendelige følelser. Alle har oplevet at blive behandlet uretfærdigt. Seerne får således straks et begær efter at vide, hvordan retfærdigheden kan ske fyldest i den næste sag, når den ikke gjorde det i episode 1. Serien forlader denne sag og handler i de resterende episoder alene om ubådssagen og at få den sigtede dømt. Seerne får altså etableret begæret efter at følge, hvordan systemet og fællesskabet kan retsforfølge en mand, der har begået det ultimativt uretfærdige: at frarøve et forældrepar deres eneste datter. Disse forældre tilbydes man fra starten af sympati med. Det formidles, at de ikke alene er frarøvet deres datter, men dermed også muligheden for at blive “det fineste, man kan blive”, som karakteren Joachim Wall udtrykker det: bedsteforældre. Jens’ datter, Cecilies, graviditet peger frem i tid. Igennem karakter-buen, lærer Jens (bl.a. i sin relation til Walls forældre) vigtigheden af at tænke fremad og engagere sig i det kommende barnebarn og ikke kun i de døde. Sidst i episode 6 ser man ham få overrakt netop barnebarnet i sine arme. Samtidig får Joachim Wall også mulighed for at agere og tænke fremad ved at tage ud og lede efter Kim Walls mobil (og dermed flere oplysninger) i havet. Dette gør han, godt hjulpet på vej af Jens, der bevidst ’glemmer’ dykker-notaterne i Walls hjem. Serien arbejder på den måde med at iscenesætte, at retfærdigheden godt kan ske fyldest, hvis man står sammen og arbejder tålmodigt og dedikeret på at dæmpe mørket og handlingslammelsen. Derigennem viser den, at hverken Walls forældre eller Jens hænger fast i meningsløsheden. De er skildret som typer, der tænker fremad.

For at nå frem til at indse et (muligt) need, får Jens assistance af en del hjælpere. Manuskript-eksperterne, Nielsen og Rukov (2019), tager afsæt i aktantmodellen, når de fremhæver, at hjælperfunktionen i en narration bidrager med afgørende assistance til hovedkarakteren (2019: 34). I Efterforskningen har både Cecilie, Maibritt, konen til Jens, Kirstine, og Jakob-karakteren, men også dykkerne, hundene, oceanografen og Walls forældre, vigtige og komplekse hjælpefunktioner. Som Nielsen skriver: ”De har deres karaktertræk og deres brist. De kan få hjælp og modstand. De har deres egne viljer, projekter, planer og ønsker” (Nielsen & Rukov 2019: 34). Vi vender tilbage til, hvordan disse aktører influerer på både opklaringen af sagen samt Jens’ karakter-bue og hans vej gennem frustrationen over sagens kompleksitet.

Mørke, nordiske karakterer

Jens er i serien iscenesat som klædt i mørke benklæder med grå-hvide skjorter på eller sorte pullovers. Han skildres hele vejen med alvorlig mine og ansigtet lagt i bekymrede og professionelle folder. Som nævnt ovenfor slægter han Nordic Noir-detektiven på. Da vi inddrog Jens’ alvorstunge fremtoning på Manuskriptudvikling SDU , indvendte de fleste studerende, at de fandt ham kedelig og med en alt for monoton ansigtsmimik. De kritiserede også, at hans karakterudvikling var for lille. Ulempen ved at kede seerne kan naturligvis være, at de fleste forlader serien, hvilket ikke helt var tilfældet med denne serie. Men hvad er fordelen ved at kede dem? Den kan være, at seerne giver sig til at reflektere og mærke efter.

Ud fra Deleuzes optik iscenesættes Jens flere gange i serien som nærmest handlingslammet. Han hverken gør eller siger ret meget. Han studerer sagen, mens han sidder på kontoret alene eller sammen med Maibritt (fig. 6). Og han vises også meget, mens han kigger tomt ud i luften. 

Fig. 6: Jens og Maibritt arbejder på kontoret. Vi ser dem mere på kontorer og gange end ude i felten (episode 4).

Især i skildringen af forholdet til datteren, Cecilie, står han stille. Seerne foranlediges til at ruske i Jens, når han ikke forholder sig aktivt til hendes graviditet. Hun kan læses som en form for utraditionel modstander ift. Jens’ opklaringsarbejde, da hun ønsker sin fars opmærksomhed, og det er også muligt at tolke serien sådan, at han først skal være færdig med arbejdet og derpå kan agere en opmærksom far. Vores tolkning er imidlertid, at datteren personificerer dét, man i dramaturgi-litteraturen kalder for karakterens ’brist’ (Nielsen & Rukov 2019: 28). Jens skildres – i denne udlægning – som udspændt mellem hensynet til sin datter og sit job. Hans brist er, at han ikke prioriterer at involvere sig i hendes graviditet. En brist beskrives som: ”[..] noget indeni hovedkarakteren selv, forhindrer, at han kan nå sit mål” (Nielsen & Rukov 2019: 28). I episode 4, og flere andre steder, skildres det, at Jens vælger involvering i datterens graviditet fra for i stedet at arbejde. Han går ud for at tage en arbejdstelefon, da hun fortæller, at hun er gravid. Han dropper at besøge hende sammen med Kirstine, da dykkerne finder to ben og et hoved i havet, hvorpå Kirstine må tage på graviditetsbesøg alene hos Jens’ datter.

TV 2 Fiktions executive producer på serien, Jennifer Green, kalder det (i vores forskningsinterview) for, at: ”Jens investerer sin datter og andre mennesker i arbejdet” (Philipsen & Pilegaard, 2021a). Gennem en scene som den nævnte formidles det, at Jens ikke ville nå sine mål med arbejdet, hvis han valgte at bruge tid med datteren. Men at han også er nær ved at miste datter og barnebarn i den prioritering. Dette understøtter Efterforskningens fokus på menneskeligt drama fremfor på samfundsmæssige forhold. Ifølge Vogelsang er det netop dét, der adskiller TV 2-dramaer fra DR-dramaer. Ift. den dobbelte historie (en historie både om en karakter og en samfundsdebat) sagde hun: ”Det handler altid om en karakter, og så går vi ned i det alment menneskelige, ikke ud i samfundslaget”. Eftersom hun selv tidligere har arbejdet for DR, vækker det perspektiver, at hun tilføjer: ”Når DR laver Borgen, handler det først om Borgen og dernæst om Birgitte Nyborg. Når TV 2 laver Rita, er det Rita først og skolen derefter” (Philipsen & Pilegaard 2021b). Vi har i denne artikel ikke plads til at gå på tværs af serier og efterprøve om TV 2-visionen lykkes generelt. Men i tilfældet Efterforskningen handler serien først om Jens og hjælpernes opklaring og dernæst om selve retssystemet og krimisagen.

Dén handlingslammelse, som Jens er udstyret med, rummer også en dobbelthed. Den illustrerer det svære og meningsløse, han står over for; men samtidig også den tålmodighed, der fører til, at sagen alligevel (hjulpet på vej af Maibritt) opklares, hvorved den sigtede (Walls morder) kan dømmes.

Seriens komplekse buer og karakterer

Vi introducerer herunder få, centrale seriestruktur-karakteristika for at anskueliggøre brugen af dramaturgiske ‘buer’ (herunder karakter-buer) i Efterforskningen. En såkaldt ’serie-bue’ er een, der ligger over hele serien og skaber en spænding på tværs af alle episoder. Seriebuen i Efterforskningen består af selve efterforskningsarbejdet. En såkaldt ’føljeton-bue’ består af plotlinjer, der gerne strækker sig over en række episoder og har cliffhangers, som får seerne til at følge med. I Efterforskningen kan en føljeton-bue fx bestå af, at man får præsenteret lig-hundenes arbejde, der følges over et par episoder, men ikke afrundes nær så føljeton-bue-agtigt, som seeren er vant til fra lignende føljetoner. Dette kan selvfølgelig også have at gøre med, at serien er mulig at opfatte som en mini-serie. Mini-serie eller ej, så vil en føljeton-serie ofte være baseret på flere bærende plots, der gerne er fordelt på en række bærende karakterer, som vi eksempelvis ser det i tre så forskellige føljetoner som Matador (1978), Badehotellet (2013-) og Orange is the New Black (2013-19). De forskellige karakterer og plots samles i et veldefineret miljø (Harms Larsen 2003). Piber i Orange is the New Black er hovedkarakteren i et fængsel. Men det skifter undervejs, og mange karakterer fylder på skift, ligesom mange plots og bi-plots varierer serien, som derved udgør en klassisk føljeton. Efterforskningen leger tydeligvis med ovenstående føljeton-elementer. Men den har klart Jens som bærende karakter. Den puffer lidt til forventningerne om, at Maibritt og Jens måske indleder et forhold og dermed et bi-plot, da de i episode 4 vises, mens de venter på retsmedicineren og falder i søvn tæt op af hinanden (fig. 7). Men intet sådant sker.

Fig. 7: Maibritt og Jens falder i søvn (episode 4).

Pointen er her, at seernes antagelser skuffes. Der startes intet nyt bi-plot op. Det handler ret snævert om opklaringsmetoderne bag ubådssagen med Jens som drivkraft. Det er seriens altoverskyggende A-plot. Et B-plot er hans forhold til datteren. Men resten af karaktererne følger vi slet ikke med hjem, og historierne om dem udfoldes ikke i bi-plots. På den måde er dette en usædvanlig føljeton. Spændingen og muligheden for et nyt bi-plot udfoldes også i scenen, hvor Maibritt (som nævnt ovenfor), glemmer en sagsmappe på et værksted, og der er lagt op til, at den havner i forkerte hænder og koster hende jobbet. Igen snydes seeren, da intet sker. Bi-plottet afbrydes, inden det er etableret. Efterforskningen byder på noget andet, end den klassiske føljeton og krimi og krydrer sit drama med Nordic Noir moods og et nedtonet tempo, samt også en nedtonet karakterudvikling og en række bi-plots, der ikke udfoldes. Vogelsang fortalte (Philipsen & Pilegaard 2021b), at det var intentionen, at Maibritt skulle udbygges meget mere, men at det blev nedprioriteret til fordel for et ret snævert fokus på Jens og selve opklaringen, altså max. to bærende plots. Et sådant valg betyder også, at Jens-karakteren er dén, der gerne skal bære hele seerens engagement, hvilket kniber for nogle seere ifølge vores undersøgelse.

Seerne drages potentielt set ind i Efterforskningens karakterer på baggrund af, at Lindholm skabte dem ud fra en grundig research blandt aktørerne i den reelle sag. Det har skabt mere autentiske end stereotype karakterer. Men det har antageligt også medvirket til at generere færre bi-plot-linjer, end de fleste føljetoner har. Jens-karakteren fremstår kompleks og er udtryk for dét, som Horton, kalder for ’polyfoniske karakterer’ (Horton 1994). Dvs. én, man kan sætte flere titler på (en chef, en efterforsker, en far, en bedstefar, en mand i tvivl osv.) En fortælling, der primært er båret af en karakter og dennes udvikling, ’character education’, er dét, vi møder i Efterforskningen. Én af udfordringerne er, at dette dramaturgiske valg mest virker engagerende, hvis seerne køber indlevelsen i karakteren. I denne serie får de seere, der kan engagere sig i Jens, dermed et godt drama, mens andre seere keder sig for meget og heller ikke har alternative bi-plot at involvere sig i. End ikke morderen får tildelt et bi-plot, men udelades helt.

En anden udfordring, serielt, er at opretholde dét, tv-forsker, Jason Mittell, betegner som ’seer-comprehension’ gennem alle episoder (Mittell 2015: 14). Seere engagerer sig i en serie via en vifte af information, sympati og hypotesedannelse. Såkaldt ’komplekst tv’ gør en ekstra indsats for at engagere og udfordre dem, argumenterer Mittell, og det kræver derfor øget tolerance fra deres side ift. opmærksomhed. Efterforskningen udgør komplekst tv i Mittell’sk forstand, idet karakter-buens flade udvikling, som Jens-figuren følger, ikke giver seerne et pay-off før til sidst i sæsonen og endda ikke et ret overraskende et af slagsen. Også det langsomme tempo bidrager til seriens kompleksitet. Serien kræver således en tålmodig og reflekterende seer, som værdsætter komplekse serier. Den kræver også en seer, der ikke for hurtigt finder Jens asympatisk fx i kraft af hans afvisning af datteren eller hans eftertænksomhed.

Seere læser efter karakterernes relationer

Efterforskningen har vi i denne artikel karakteriseret som en nordisk føljeton-serie med en lang karakterbue og få plotlinjer primært opbygget omkring Jens. Men idet hans udvikling er flad, og serien er produceret med fokus på at være tæt på den reelle sag og væk fra tabloid-historie og morderfokus, kan man også stille sig kritisk overfor, om den simpelthen bliver for kedelig til 6 episoder. Vores studie af processen med denne serie viser, at brugen af en aktuel case både har fordele og ulemper af stilladserende karaktér. Fordelen er fx troværdigheds følelsen, der skabes. Ulempen er fx hensynet til de reelle involveredes udviklinge, der skaber forhindringer for optimal dramaturgisk disponering, i hvert fald hvis man går så 1:1-agtigt til en aktuel case, som det var tilfældet med Lindholms greb om Efterforskningen.

Serien tilbyder et drama om autentisk skildrede og hårdtarbejdende mennesker, der er skildret polyfonisk, og som må leve med til tider at være afskåret fra handling og retfærdighed. Dette forhold udtrykkes helt ud i seriens bevægelse fra tidsbilleder til bevægelsesbilleder. Den illustrerer en vej igennem handlingslammelse, i form af fællesskab, relationer, tålmodighed og professionalisme. Vi kan som samfund være kloge og tålmodige og bruge sammenhold og relationer i kampen mod sigtede. Det er dét budskab, især Jens og Wall-forældrene illustrerer i serien. Det traditionelle detektivarbejde, seere normalt oplever i en krimi, er altså hér afløst af indlevelsen i de professionelle, personlige og emotionelle reaktioner på en mørk sag. Hvordan føles ventetiden for de sørgende forældre? Hvordan håndterer man at vente på et barnebarns fødsel, mens man opklarer en morbid sag, der har frataget et andet forældrepar deres datter og mulighed for børnebørn? Disse spørgsmål giver serien sine eftertænksomme bud på. Det er til tider kedeligt, fordi Jens’ udviklingskurve kunne have været stejlere, og da flere bi-plots glimrer ved deres fravær. Men det er også et signifikant valg. Efterforskningen tilbyder, som sine Nordic Noir-forgængere, et dybt indblik i karakterernes relationer og deres omgang med det langsommelige og det meningsløse. Om Jens’ udvikling er tilstrækkelig til, at seerne engagerer sig hele vejen, kan der sættes spørgsmålstegn ved. Men de valg, der er truffet om at prioritere det karakter-bårne drama og nedtone et højt klippetempo og en stejl udviklingskurve, er truffet konsekvent og tilbyder et drama, hvor det ikke er morderens motiv, men nærmere karakterernes komplekse relationer og deres evne til at være retfærdighedens beskyttere, der fylder rammen ud.

* * *

Fakta

Denne artikel følger op på en tidligere artikel om Efterforskningen af de samme forfattere.

Litteratur

  • Bordwell, D. (2014) Narration in the Fiction Film. Oxon: Routledge
  • Deleuze, G. (2013) Cinema II: The Time-Image. London: Bloomsbury.
  • Hochscherf, T. & Philipsen, H. (2017) Beyond the Bridge: Contemporary Danish Television Drama. London: I.B. Tauris Publishers.
  • Horton, A. (1994) Writing the Character-Centered Screenplay. California: University of California Press
  • Jensen, P. M. & Waade, M. (2013) “Nordic Noir challenging ‘the language of advantage’: Setting, light and language as production values in Danish television series” in Journal of Popular Television (vol. 1, nr. 2)
  • Larsen, P. H. (2003) De Levende Billeders Dramaturgi: Fiktionsfilm, bind 1. Aarhus: Phønix-Trykkeriet.
  • McKee, A. (2003) ”What is textual analysis?” in McKee, A., Textual Analysis (pp. 2-33). London: SAGE. Publications. 
  • Mittel, J. (2015) The Complex TV: The poetics of contemporary television storytelling. New York: New York University Press. 
  • Nielsen, E. & Rukov, M. (2019) Dramaturgi med Mogen Rukov. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
  • Pilegaard, N. & Philipsen, H. (2021) ”Efterforskning gør seeren ’nærhistorisk rørt’” in 16:9 (juni)
  • Philipsen, H. & Pilegaard, N. (2021a) Forskningsinterview med TV 2 Fiktions executive producer på Efterforskningen, Jennifer Green, udført af forfatterne d. 12/4-21.
  • Philipsen, H. & Pilegaard, N. (2021b) Forskningsinterview med TV 2 Fiktion sleder Katrine Vogelsang, udført af forfatterne d. 14/5-21.
  • Philipsen, H. (2020a) Undervisning i faget ’Manuskriptudvikling til serielle formater’ på uddannelsen Manuskriptudvikling SDU, d. 31/10-2020.
  • Philipsen, H. (2020b) ”Serieproduktion i Danmark anno 2020 – Fra Borgen til Badehotellet”, in Halskov, A. et al. (2020) Streaming for viderekomne – Fra Doggystyle til Black Mirror og The Jinx. 16:9 Bøger, Via Film & Transmedia, Århus, pp. 36-52.

Film og tv-serier

  • Badehotellet (2013-, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad)
  • Beck (1997-, Sjöwall og Wahlöö)
  • Borgen (2010-, Adam Price)
  • Broadchurch (2013-2017, Chris Chibnall)Broen (2011-2018, Hans Rosenfeldt)
  • Efterforskningen (2020, Tobias Lindholm)
  • Forbrydelsen (2007-2012, Søren Sveistrup)
  • Matador (1978-1982, Erik Balling og Lise Nørgaard)
  • Orange Is the New Black (2013-2019, Jenji Kohan)
  • Retfærdighedens ryttere (2012, Anders Thomas Jensen)
  • Rita (2012-2020, Christian Torpe)

Født 1994. Manuskriptforfatter og undervisningsassistent på tilvalgsstudiet Manuskriptudvikling og på kandidatuddannelsen i Medievidenskab på Syddansk Universitet i Odense. 2019: Cand.mag. i Dansk med speciale i dansk manuskriptskrivning og dramaturgi. 2017: Uddannet manuskriptforfatter fra Manuskriptudvikling på Syddansk Universitet.

Heidi Philipsen (1971) er Ph.d., Lektor på Institut for Kulturvidenskaber, SDU. Hun underviser både på Manuskriptudvikling og Medievidenskab og er leder af Manuskriptuddannelsen. Hendes Ph.d. afhandling var om Den Danske Filmskole og Heidis forskning har i mange år været centreret om kreative medieskabelsesprocesser. De seneste godt 5 år har også tv-serie-produktion været blandt forskningsemnerne. Hun har blandt andet udgivet bogen Beyond the Bridge sammen med Tobias Hochscherf (2017). Heidi skriver desuden manuskripter og romaner i sin fritid.