Fra tøsefnidder til kannibalisme: Første sæson af Yellowjackets i en økogotisk optik

En enkelt plotlinje fra Showtimes nye serie Yellowjackets er interessant, dels på grund af sin narratologiske dobbelttydighed som både flashback, flashforward og teaser til anden sæson, men også fordi den er en god måde at introducere og anvende begrebet økogotik, der endnu er forholdsvis ukendt i Danmark. Jeg må dog advare de af læserne, der endnu ikke har set serien mod, at denne artikel indeholder temmelig mange spoilere, og at jeg også – med økogotikken i ryggen – vil forsøge at ødelægge spændingen ved anden sæson ved at bruge den kulturhistoriske tradition, som Yellowjackets udspringer af til at give et kvalificeret gæt på, hvad der sker i sæson 2.

Første sæson af Showtimes tv-serie Yellowjackets har været en af de tv-serier, som er blevet diskuteret mest på de sociale medier det seneste år. Den er blevet omtalt som den nye Lost (2004-2010) – og i lighed med denne er der da også blevet dannet et hav af fan-teorier omkring serien og de ubesvarede spørgsmål, den efterlader seerne med efter sin afslutning (fig. 1).

Kort fortalt handler det ene forløb af Yellowjackets om et pigefodboldhold fra en high school i New Jersey, hvis fly i 1996 nødlander i de øde nordamerikanske skove. I 19 måneder må de klare sig uden hjælp udefra. Sideløbende følger vi i seriens andet tidsplan de fire hovedpersoners nu voksne liv 25 år senere i 2021 i deres hjemby, New Jersey. Fokus for Yellowjackets er mysteriet om, hvad der skete i skoven dengang, og hvordan det påvirker dem som voksne.

Herfra kan det kun gå tilbage

Allerede i teaseren til seriens pilotafsnit gives tilskueren flere vink, om at opholdet i skoven ikke just har været fredeligt: I en chase-scene løber en skrækslagen, halvnøgen pige for sit liv på bare tæer igennem et snedækket skovlandskab. Bag hende genlyder skoven af dyriske skrig, sandsynligvis fra dem, der jager hende. Hun standser kort op, og gennem hendes synsvinkel ser vi primitivt udseende totems, som er hængt op i træerne. Flugten lykkes dog ikke, for hun ender i en faldgrube gennemboret af spidsede pæle. En gruppe maskerede skikkelser samles omkring hullet, slæber liget gennem sneen og hænger det op til partering. Senere samles de igen for at tilberede og dele kødet ved et rituelt måltid, centreret omkring en mystisk, hornprydet skikkelse (fig. 2 og 3). 

Via close-ups er vores opmærksomhed desuden blevet fokuseret på nogle vigtige detaljer som den hjertehalskæde offeret har om halsen, og at en af de primitivt pelsklædte jægere er iført lyserøde Converse basketstøvler. Men da vi ikke ser ansigterne på hverken dem eller den jagede, ved vi dog stadig ikke noget om deres præcise identitet, lige med undtagelse af en enkelt, der tager sin maske af og smiler ud mod os: Misty (Samantha Hanratty/Christina Ricci), som vi allerede i de første afsnit lærer at kende som psykopatisk beregnende (fig. 4 og 5). 

Efter at have set de første afsnit af sæson 1 forstår tilskueren da også, at de begivenheder, vi har set udfoldet gennem serien, på mange måder er hendes værk. På denne måde har beskuerens nysgerrighed allerede fra starten af fået serveret nogle glimrende lunser(!), der bygger op til den højdramatiske cliffhanger, som afslutter hele sæsonen: Vi har grumme anelser og vil gerne vide mere (fig. 6). 

Økokritik og økogotik – teoridannelse eller kulturhistorisk tradition?

Fortolkningsmæssigt er begrebet økokritik en god vinkel til at forstå plotlinjen i vildnisset – og Yellowjackets i sin helhed. Som teoridannelse har økokritikken efterhånden været kendt i et par årtier. I forlængelse af den ligger begrebet økogotik, der kort og godt kan siges at handle om naturens rolle som noget truende eller ”gotisk” på samme måde, som gamle borge, kirkegårde og mørke huler dannede rammen om de klassiske gyserfortællinger. Elisabeth Parkers forklarer forskellen på de to begreber således i sin bog The Forest and the Ecogothic:

The essence of ecocriticism lies in the study and interrogation of the relationship between ‘the human’ and ‘the nonhuman’; the essence of the ecoGothic lies in the study and interrogation of the darker ties of this relationship. (Parker, 2020, s. 213)

Hun skelner mellem ”place”, der er det velkendte, og fortrolige og ”space”, der er det ukendte og skræmmende. I denne kontekst fremstår skoven som en tænkende entitet, der ikke er venligt indstillet over for fremmede og gemmer på kræfter, som vil mennesket til livs, noget bl.a. The Blair Witch Project (1999), Lars von Triers Antichrist (2009) og Robert Eggers’ The VVitch (2015) er gode eksempler på. Parker opridser økogotik i syv teser, som jeg i det følgende vil anvende som udgangspunkt for at undersøge sekvensen (Parker, s. 47):

  1. Skoven er en modstander af menneskelig civilisation
  2. Skoven associeres med fortiden
  3. Skoven er et prøvelsens landskab, hvor det gælder om at overleve
  4. Skoven er en labyrint, hvor udefrakommende farer vild
  5. Skoven er en trussel, som truer med at opsluge os
  6. Skoven er et hjemsted for den menneskelige underbevidsthed (skoven = underbevidsthed – vi mister kontrol og logik)
  7. Skoven er et antikristent sted

Med feministiske teenagekannibaler på picnic?

Ser vi igen på teaseren, minder den nærmest om noget, som er taget ud af The Revenant (2015) plus en italiensk kannibalfilm. Det er tydeligt, at vi er ude i ”space”, hvor der gælder helt andre regler end i seriens andet sceniske rum; hovedkarakterernes hjemlige og fortrolige ”place”, New Jersey, der på amerikansk film traditionelt er blevet fremstillet som et trygt, men også kedeligt og bornert forstadsområde, som samtidig gemmer på frustration og mørke hemmeligheder, tænk bare på Desperately Seeking Susan (1985) eller Cop Land (1997).

Her, i de vilde skove, lader det omvendt til, at al form for civilisation er forsvundet, og at det er gået ligeså menneskets empati med sin næste, efterhånden som urinstinkterne har taget over: Man jager hinanden for føde, og kun den stærke overlever. Den snedækkede skov bliver dermed også til et prøvelsens område, og suspensen opbygges, mens vi følger med i den ukendte piges forsøg på at undslippe sine forfølgere. Lykkes det for hende – og senere rumsterer spørgsmålet: hvem af de karakterer, vi efterfølgende introduceres for, er hun i øvrigt?

Vores bange anelser bliver bekræftet, efter at pigen er faldet i gruben med spyd: Det ER virkelig gået tilbage for de overlevende. Så langt kan mennesker altså synke i forsøget på at overleve, at de behandler hinanden som tobenet vildt. Eller er der mere end mad på spil i jagten? Det, der følger efter, giver nemlig mistanke om, at den foregående jagt har været et led i et grusomt, nøje planlagt ritual– at pigen hverken har sko eller overtøj på, betyder jo, at hun ikke kan nå langt, noget, som også vises via de blodige fodspor, hun efterlader sig i sneen.

Den sidste scene, der står som plotlinjens klimaks, fører os endelig tilbage til en fjern urtid eller postapokalyptisk barbari; Det er et primitivt kultritual, hvor deltagerne skærer lunser af ”byttet”, præsenterer de bedste stykker for den tilslørede skikkelse, der allerede har fået tilnavnet ”The Antler Queen” på internet forums og derefter i fællesskab langer til fadet. Scenen introducerer de fleste af de troper, der hører til folk horror, og derfor skifter vi igen subgenre. Søde lille Mistys smil ud mod os, idet hun tager sin maske af og sætter sine hinkestensbriller på, er det sidste, vi ser.

Narratologisk dobbelttydighed og signifikante genstande

Plotlinjen udgøres i pilotafsnittet af fem scener, der er placeret sideløbende med de to narrative hovedforløb, så de indrammer afsnittets dramaturgiske højdepunkter. Der klippes tematisk fra den afskedsfest, holdet arrangerer, før de tager afsted på den skæbnesvangre flyrejse til den kannibalske nadver. Dermed opstår en dobbelttydighed, der gør, at det barbariske måltid kan forstås som en hallucination eller forudanelse hos en af hovedpersonerne, Natalie (Sophie Thatcher), som i tråd med sin rebelske natur har taget LSD på afskedsaftenen: Først etableres et mønster af POV-figurer omkring Natalies omtågede blik, der punktueres af close-ups af levende ild – tilsyneladende det bål, nogle af de unge til festen har tændt. I et sidste close up kigger Natalie skræmt på noget uden for framen, hvorefter der igen klippes ned til ilden, men herfra klippes til de syv maskerede figurers picnic. Lydsiden bidrager til at forbinde de to planer, da musikken fra Natalies trip – PJ Harveys “Down by the Water” fortsætter under picnicen.   

I forhold til første sæsons plot består dobbelttydigheden derfor også i, at de begivenheder, plotlinjen viser, netop ikke sker i det forløb, vi ser finde sted i 1996. Derfor fungerer den som en flashforward og teaser til anden sæson. Samtidig må menneskejagten jo også forstås som et flashback i forhold til nutidsforløbet i 2021, hvor vi følger de fire, nu midaldrende hovedpersoner Natalie (Juliette Lewis), Misty (Christina Ricci), Shauna (Melanie Lynsky) og Taissa (Tawny Cypress) i deres forsøg på at leve med det, der dengang skete (fig. 7).

Rent narratologisk bidrager plotlinjen altså med masser af input til seerens konstruktion af  seriens story med hints om begivenheder, vi endnu ikke har set udfoldet i selve plottet. Flere af dens close-ups indeholder dog spor, der går igen flere gange i første sæsons handlingsforløb: Det gælder for eksempel ofrets halskæde den jagtkniv, hun får skåret halsen over med, og de lyserøde Converse basketstøvler.

Især jagtkniven bliver et vigtigt omdrejningspunkt, da den går igen i flere af første sæsons vigtigste scener og er tæt på at blive et mordvåben i seriens næstsidste afsnit, hvor en improviseret fest, de overlevende arrangerer for at holde modet oppe, ender i svampetrip og vild menneskejagt, der er hårsbredder fra også at blive til en -ofring. men selv disse betydningsladede genstande bliver igen ambivalente, da de skifter ejermand flere gange igennem første sæson. Vi kan altså ikke være sikre på, at det er de samme personer, der vil have dem på i fremtiden. Teasermomentet, som introduceres i første afsnit, er derfor noget af det, der holder os på kanten af stolen hele serien igennem.

”Hello Misty, you crazy fucking bitch” – når vildnisset presser sig på i hverdagen

Yellowjackets bliver på denne måde til en omvendt form for dannelses- eller coming-of-age fortælling med en klassisk hjem-ude-hjem-struktur. Begivenhederne i 1996, som vi må gå ud fra plotlinjen er en del af, repræsenterer personlige hemmeligheder, som de voksne hovedpersoner gør alt for at skjule, og dette bliver omdrejningspunktet for 2021-forløbets handling. Dette ses tydeligt på de to bedst ”tilpassede” af de fire: Husmoren Shauna og politikeren Taissa, som er frustrerede i deres daglige liv og samtidig gemmer på minder, som de omhyggeligt holder skjult for omverdenen. Det, der dengang skete, begynder at påvirke deres adfærd som en tiltagende aggressivitet, der til sidst udløses i et mord. Men samtidig er de vågnende overlevelsesinstinkter dem også til stor hjælp, da de begge bliver mere selvsikre i deres daglige liv. Desuden besidder de begge – i bogstaveligste forstand – et skjult rum, som fyldt med minder relateret til 1996’s ophold i vildnisset. På denne måde er skoven altså, som Parker beskriver, fulgt med dem tilbage til civilisationen som indhold fra underbevidstheden, der gradvis presser sig mere og mere på og – for Taissas vedkommende direkte giver hende en natside. Den er et hjemsted for alt det, vi vælger at fortrænge (fig. 8).

På dannelsesrejse til vildnisset? – økofeminisme og kvindelig empowerment

Splittelsen mellem ”place” og ”space”, eksisterer altså også inde i hovedpersonerne selv. Set i et bredere perspektiv er dette noget, som går igen i amerikansk kultur, og som en anden kritiker, Bernice M. Murphy har undersøgt i sin bog The Rural Gothic in American Popular Culture, der er en undersøgelse af amerikanernes forhold til vildnisset, som det er kommet til udtryk i litteratur og senere film igennem de sidste knap fire hundrede år.

Ifølge Murphy er en af USA’s grundlæggende myter de første puritanske kolonisters idé om at skabe det nye paradis på jord ved at tæmme og opdyrke vildnisset i den nye verden. At fælde skoven og opdyrke det, der før var vild natur sås som en sejr over det onde. De utæmmede skove og deres beboere, indianerne, kom derfor til at stå som satans domæne, som man frygtede at blive opslugt af og dermed miste sin kristne sjæl.

Murphy undersøger blandt andet hvordan denne frygt er kommet til udtryk i en række horrorfilm, eksempelvis Deliverance (1972), The Texas Chainsaw Massacre (1974) og Wrong Turn (2003), i hvilke byboere, som er strandet i øde naturområder må forsvare sig mod angreb fra de lokale beboere, der vises som indavlede, morderiske og kannibalske. Murphy anvender ikke begreberne økokritik- eller gotik, men sammen med Parker tegner hun omridset af en kulturhistorisk tradition. Det er som sådan, man må forstå begrebet økogotik: en kortlægning af, hvordan et tankesæt har manifesteret sig i amerikansk kulturliv.

Der er ingen tvivl om, at Yellowjackets skal ses i denne tradition, hvis faste troper den bruger løs af. Med analysen ovenfor i hånden kan vi derfor sætte kryds ved alle de bokse, Elisabeth Parker har opstillet.

Men vi kan også opridse en anden tradition i nyere amerikansk film, nemlig den, hvor kontakten med det mytiske Amerika og kampen for overlevelse omvendt styrker hovedpersonerne. Som Rikke Schubart påpeger, har actionfilmen sit ophav i det mytologiske USA og westerngenrens idé om at tage loven i egen hånd, som flyttede til storbyen i 70’erne med Clint Eastwood og Charles Bronson (Schubart, 2002, s. 25-36). Sideløbende er det interessant at se, hvordan den kvindelige actionhelt i samme periode udviklede sig fra et exploitationfænomen i fx rape-revenge og blaxploitationgenren eller slasherfilmen. 

Det virker som om det at skulle kæmpe for sit liv og hævne uretfærdigheder styrker kvinder, der før enten har været underkuede eller bare levet et banalt liv, som det fx sker for alle Final Girls’ moder, Laurie (Jamie Lee Curtis), i Halloween (1978) eller Sarah Connor (Linda Hamilton), der i Terminator (1984) går fra servitrice til kampklar amazone. Man bemærker desuden, at kvindelige actionhelte, rape-revengere eller final girls indtil 1990’erne ikke var trænede til kamp på forhånd, men blev tvunget til at mobilisere al deres styrke for at redde livet eller hævne uretten. Hvad der ikke dræber en kvinde, gør hende altså kun stærkere (Schubart, 2007, s. 5-38).

Dette er den anden tradition, som skinner igennem i Yellowjackets og går igen i seriens 2021-plotlinjer. Dermed får serien sin kulturkritiske pointe: De fires oplevelser har gjort det svært for dem at tilpasse sig deres nutidige ”place”, New Jersey, men har samtidig lært dem nogle egenskaber, der er vigtige for at klare de prøvelser, som nu melder sig. På den måde fremtræder vildnisset og kampen for overlevelse som en art vitaliserende instans: Det er noget, der vækker vildkvinden og den indre kriger.

Epilog: Jamen, hvad sker der så i anden sæson?

Kan vi så bruge den tradition, som økogotikken opridser til at forudsige, hvad der vil ske i næste sæson? Gennem første sæson har vi set vildnissets indflydelse blive gradvist stærkere på de overlevende. Drifterne, både selvopholdelsesdriften, men også seksualiteten, er begyndt at tage over, samtidig med at en shamanistisk kult med den clairvoyante Lottie (Courtney Eaton) som leder har fået sine første tilhængere i sidste afsnit. Naturen er altså i bogstaveligste forstand ved at vinde over optugtelsen, og vi er klar til at se en forbindelse til plotlinjen fra pilotafsnittet (fig. 9).

Samtidig har vi oplevet nogle af survival/backwoodshorrorens genrens faste troper i form af angreb fra ulve og ”The Cabin in The Woods”, et plot device som meget belejligt har forsynet holdet med husly (fig. 10).

Elisabeth Parker beskriver skoven som farlig på grund af tre dimensioner: Det, at den synes at være en levende entitet, dens monstre og dens mennesker (Parker, s. 269). På trods af nogle uhyggeligt spor i form af mumifceret lig, der giver associationer til bedstefaderen i allerede nævnte The Texas Chainsaw Massacre, er vi heller ikke stødt på menneskene: De klassiske indavlede, kannibalistiske rednecks … men omvendt ser det jo ud til, at det er, hvad de overlevende er ved at blive til, eller hvad?

Derimod er en anden trope begyndt at manifestere sig: Bernice Murphy dedikerer tredje kapitel af sin bog til wendigoen, de indfødte amerikaneres legendariske monster, der kan besætte mennesker og gøre dem til kannibaler, en figur, der er gået igen i film som Ravenous (1999) og Pet Sematary (1989/2019) (fig. 11). 

Gennem første sæson har vi fået stadig flere antydninger af, at overnaturlige kræfter hersker på stedet og begynder at manifestere sig. Det er ikke bare sket igennem det mystiske symbol, som går igen, men også via en række begivenheder: Ethvert forsøg, de overlevende gør på at slippe væk, bliver straffet hårdt: Holdets kristne dydsmønster dør, da hun forsøger at skaffe hjælp ved at flyve væk i det fly, som holdet – igen meget belejligt – fandt tæt på hytten. Det eksploderer simpelthen for øjnene af dem alle, lige efter at det er lettet. Det samme sker, da nogle stykker fra gruppen forsøger at slippe af sted til fods: de bliver angrebet af ulve, og en af hovedpersonerne er tæt på at dø. Der er altså tegn på, at disse kræfter ikke ønsker dem væk – og i særdeleshed ikke bryder sig om kristne. Derfor er det, hvis vi skal følge den kulturhistoriske tradition, Elisabeth Parker og Bernice Murphy har opridset, og i lyset af de nedslag vi har analyseret, meget rimeligt at antage at det er wendigoen, som er spil her (fig. 12). Der er med andre ord nok at glæde sig til for seriens fans!

* * *

Fakta

Yellowjackets (Ashley Lyle & Bart Nickerson. Showtime 2021-)

Litteratur

  • Bastholm, Søren Rørdam: “Storytelling på tv”. In: Cut 98 – Medlemsblad for Medielærerforeningen (2012).
  • Hiltner, Ken (red.): Ecocriticism – the essential reader. Routledge Literature Readers, Routledge, 2015.
  • Murphy, Bernice M.: The Rural Gothic in American Popular Culture – Backwoods Horror and Terror in The Wilderness. Palgrave Macmillan, 2013.
  • Parker, Elizabeth: The Forest and the Ecogothic – The Deep Dark Woods in the Popular Imagination. Palgrave Macmillan, 2020.
  • Schubart, Rikke (2002): Med vold og magt – Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix, Gyldendals Bogklubber.
  • Schubart, Rikke: Super Bitches and Action Babes – The Female Hero in Popular Cinema, 1970-2006. McFarlane & Company, 2007.
  • Smith, Andrew & Hughes, William (red.): Ecogothic. International Gothic, Manchester University Press, 2013.

Født 1975. Cand.mag. i dansk og historie fra RUC 2002. Har bl.a. været sendelektor i dansk ved universiteterne i Tartu, Estland, Sankt Petersborg og Reykjavik. Har tidligere udgivet artikler om dansk sprog og litteratur, bl.a. Karen Blixen og Naja Marie Aidt. Artikler om Tommy Wiseaus The Room, Andrea Arnolds Fish Tank og Harmony Korines Spring Breakers i 16:9. Har i de sidste par år fokuseret på setting og genrehistorie inden for gyser- og horrorgenren med artikler om vandets rolle i It Follows og Folk Horror-bølgens genkomst.

Seneste artikler