Absurditetens grænseløse frirum: Den moderne animationssitcom

FEATURE. The Simpsons og Family Guy er ikke længere de frækkeste drenge i de voksnes animationsklasse. Moderne animerede sitcoms som Rick & Morty, Archer, Big Mouth og Close Enough har rykket på subgenrens grænser og taget absurditeterne til nye højder. I denne artikel stikker Jeppe Ank Jørgensen hovedet ind i de nye animationsseriers syrede universer og undersøger de overraskende sammenhænge mellem pruttehumor, samfundskritik, karnevaller og streamingtjenester.

Da ingen mestrer det, forbliver livet rent

FEATURE. Under arbejdet med sin anden roman En Suite (Vandkunsten 2020) genså Klaus Rød Frederiksen Terrence Malicks Knight of Cups (2015) og Paolo Sorrentinos Den store skønhed (2013). Mødet med de to, på hver sin måde, provokerende film og ikke mindst mødet med de to mandlige hovedpersoner har affødt essayet Da ingen mestrer det, forbliver det rent.

Eye-gouging, gagballs og afsavede fødder

FEATURE. I starten af dette årtusinde fik den kommercielle gyser med film som fx Saw og Hostel en ny subgenre - torturpornoen. Søren Søberg Poulsen undersøger, hvor trangen til at save, stikke, snitte og hugge menneskekroppen i stumper og stykker kom fra, hvad der blev af den, og hvad den egentlig ville os.

Troper i krimiserier

FEATURE. Tv-krimiserien ligger i forlængelse af en cirka 200 år lang litterær tradition og har etableret sig som en stærkt normbunden populærkulturel genre. Men hvilke genkommende træk er der reelt i tv-krimiserien, og hvor fasttømrede er disse? Er tv-krimiserier uoriginale og klichéfyldte, eller er der plads til genremæssige innovationer?

Dalton Trumbo: En fortælling til skræk og advarsel!

FEATURE. I årene efter Anden Verdenskrig bredte der sig en frygt for, at Hollywood var infiltreret af kommunistiske agenter. Et af ofrene for paranoiaen var manuskriptforfatteren Dalton Trumbo, som blev udstødt af filmbranchen på grund af sin politiske overbevisning. Jay Roachs biopic Trumbo tager udgangspunkt i dette kontroversielle kapitel i Hollywoods historie. Isak Thorsen ser nærmere på filmen og den historiske baggrund.

Klovns mørke hjerte

FEATURE. Er filmen Klovn: The Movie (2010) mere end blot en underholdende komedie? Svaret er ifølge Rasmus Bach Frandsen ja, og i denne feature undersøger han filmen som parafrase af Joseph Conrads berømte roman Mørkets hjerte (1899) samt lighederne med Francis Ford Coppolas film Apocalypse Now (1979).

Show or tell? Om Tobias Lindholms skrivestil i Kapringen-manuskriptet

FEATURE. “Show, don’t tell”. Det er ikke bare en floskel eller en tommelfingerregel, som de fleste sikkert på et tidspunkt har hørt. Det er også en af grundpillerne i den måde, mange manuskriptforfattere skriver og er blevet skolet på. Men ikke Tobias Lindholm. Nathali Pilegaard kaster et nærmere blik på hans særlige skrivestil, som gerne går stik imod den kendte læresætning.

Fra myte mod mainstream: Pandoras æske i Kiss Me Deadly, Repo...

FEATURE. En dødbringende æske, et eksplosivt bagagerum og en mappe værd at dræbe for: Myten om Pandoras æske går igen som motiv i tre filmklassikere: Robert Aldrich’ film noir Kiss Me Deadly, Alex Cox’ kultfilm Repo Man og Quentin Tarantinos megahit Pulp Fiction. De tre film kan ses i forlængelse af hinanden, som en kæde af indbyrdes inspiration. 16:9-redaktionen ønsker alle en god sommerferie og vender tilbage i august.

Pik træet og nisseost

FEATURE. I nyere tid er det blevet en udbredt praksis at lave audiovisuelle remixes. Her tildeles eksisterende billeder nye humoristisk-absurde betydninger gennem kreative manipulationer og ændringer i deres tilhørende lydside. I sin artikel om disse remixes demonstererer Mathias Bonde Korsgaard, hvorledes humoren i sådanne klip tilvejebringes, og foreslår samtidig, at disse remixes nærmest kan betragtes som en slags teoritekster om audiovisuelle relationer. Artiklen er desuden en forsmag på den kommende bogudgivelse fra 16:9 om moderne audiovisuel komik, Helt til grin.

Kameraet som vagabond: Strejftog i mexikansk film

FEATURE. Findes der en mexicansk filmproduktion, som taler med sin egen distinkte stemme? Otto Pretzmann prøver sig frem med et par svar på dette spørgsmål. Han tilbyder ikke nogen encyklopædisk viden om emnet, ej heller færdigsyede opfattelser, snarere et par vævsprøver af centrale værker. Han ser bl.a. på film af the three amigos of cinema, Alfonso Cuarón, Alejandro Gonzáles Iñárritu og Guillermo del Toro, og finder især i Cuaróns Y tu mamá también (2001) en distinkt mexikansk stemme, som han savner i Cuaróns senere film.