Stjernedrys i prestigevideoer

FEATURE. Der vises færre og færre musikvideoer på TV, men i sin feature om 'prestigevideoen' viser Lennard højbjerg, hvordan stjerner som Robin Williams og Justin Timberlake forsøger at skille sig ud fra mængden af levende billeder på det allestedsnærværende internet. Det gør de bl.a. med produktioner, der er længere, mere eksperimenterende og extravagante end de musikvideoer, der dominerede MTV og VH1 tilbage i halvfemserne.

Grimhedens grammatik – om eksperimentalfilmen Traité de bave et d’éternité

FEATURE. Som et led i 16:9s serie af artikler om ”bizarre” film kigger Andreas Halskov nærmere på Jean Isidore Isous bevidst fejlbehæftede film Traité de bave et d’éternité fra 1951. Filmen er en aldeles umedgørlig sag som bevidst nedbryder klassiske filmstilistiske konventioner – den gør en dyd ud af æstetiske fejl og tilfældigheder og formulerer således i lyd, billeder og støj hvad Isou selv har betegnet som en filmisk antigrammatik.

I Don’t Want My MTV: Musikvideoens forhistorie

FEATURE. Blev musikvideoen til overnight med MTVs lancering i 1981? Denne artikel udforsker musikvideoens meget sammensatte ophav og viser, at tv ikke er musikvideoens arnested. Tag med Mathias Bonde Korsgaard på en tur omkring stumfilm, Disney, avantgardefilm, videojukebokse, Elvis-filmene mm. i denne artikel, som er første del i et kommende musikvideotema.

“The worst movie ever made” – en revurdering af Twin Peaks:...

FEATURE. Tv-serien Twin Peaks (ABC, 1990-1991) blev hurtigt et internationalt kultfænomen, der af mange regnes som et centralt tv-historisk værk. Anderledes forholder det sig med David Lynchs prequel Fire Walk With Me (1992), som blev mødt med kritiske tilråb i Cannes og har fået en næsten entydigt negativ reception. Andreas Halskov tager filmen op til revision og hævder, at den bør ses som andet og mere end et addendum til tv-serien.

Filmens krop, kroppens film

FEATURE. I de seneste år har vi set en række dokumentarfilm såsom Kinbaku - The Art of Bondage (2009) og Autumn Gold (2010), der beskæftiger sig med kroppen på grænseoverskridende vis. Steffen Moestrup argumenterer for, at vi med fordel kan afkode disse film, ikke blot med vores intellekt, men med hele kroppen.

Scener fra det parallelle liv

FEATURE. Bertrand Bonellos De la guerre (2008) er en særlig og særligt fransk blanding af surrealisme, selvportræt, formalisme og pop. Bonellos film, som Mads Mikkelsen behandler i denne artikel, er en skæv og intellektuel sag, men også en vigtig produktion, der fejrer to af artfilmens største tabuer: nydelsen og det at have det sjovt.

De- og rekonstruktion i Guy Maddins alternative erindringsfilm

FEATURE. Canadiske Guy Maddin indtager med sine film en skæv rolle i filmhistorien, og i blandingen af en intensiveret klippestil og en ekspressiv chiaroscuro-æstetik, som vi kender fra 1920'ernes Tyskland, forener hans film fortid og samtid. Kenneth McNeil ser nærmere på Maddins film, heriblandt The Saddest Music in the World, Brand Upon the Brain! og My Winnipeg, og beskæftiger sig særligt med disses forhold til 1920'ernes film.

Blockbusteren som eksperimentalfilm

FEATURE. Lige fra Intolerance (1916) til Inception (2010) har man kunnet opleve det besynderlige fænomen, at storsatsende, storskrydende amerikanske blockbusters samtidig kan være voldsomt idiosynkratiske. Ja, ligefrem have karakter af eksperimentalfilm. Alfonso Cuaróns Gravity (2013) er netop en sådan film. Den indskriver sig altså i en tradition, som på paradoksal vis netop har traditionsbrud som fællesnævner.

Kameraet som vagabond – strejftog i mexikansk film

FEATURE. Findes der en mexicansk filmproduktion, som taler med sin egen distinkte stemme? Otto Pretzmann prøver sig frem med et par svar på dette spørgsmål. Han tilbyder ikke nogen encyklopædisk viden om emnet, ej heller færdigsyede opfattelser, snarere et par vævsprøver af centrale værker. Han ser bl.a. på film af the three amigos of cinema, Alfonso Cuarón, Alejandro Gonzáles Iñárritu og Guillermo del Toro, og finder især i Cuaróns Y tu mamá también (2001) en distinkt mexikansk stemme, som han savner i Cuaróns senere film.

Harry Potters tyngdepunkter

FEATURE. Harry Potter og fangen fra Azkaban betragtes ikke normalt som et af Cuaróns hovedværker, men måske snarere som en vildfarelse i hans karriere. Ikke desto mindre rummer filmen en række træk der gør at den kan betragtes som en slags forstudie til de senere og mere anerkendte Children of Men og Gravity, heriblandt især Cuaróns særlige brug af long takes. I denne artikel retter Kristin Thompson således opmærksomheden mod de tre long takes i Harry Potter-filmen og læser dem i lyset af Cuaróns øvrige produktion.