Pletter på skjorteærmet: Hængende plotlinjer og lukning i Mindhunter

Beslutningen om ikke at producere flere sæsoner af Mindhunter har affødt både skuffelse og vrede blandt seriens fans – særligt rettet mod den kunstneriske hovedkraft og de facto showrunner David Fincher, som tilsyneladende efter mange fans’ opfattelse har en nærmest moralsk forpligtelse til at føre seriens narrativ til ende. Som det altid er tilfældet, når serier lukkes før planlagt, er der vitterligt en del plotlinjer, der hænger uafsluttede tilbage i Mindhunter, men samtidig er der også en del elementer i Sæson 2’s afslutning, der bidrager til en vis lukning af serien. Det gælder ikke mindst det afsluttende afsnits sidste scene med hovedkarakteren Holden Ford og dens tydelige kobling til en scene fra seriens allerførste afsnit. 

Det var længe uvist, om David Finchers seneste Netflix-serie, Mindhunter, ville få flere sæsoner. De første dårlige tegn var de manglende annonceringer af produktionen af sæson 3. I januar 2020 kom så nyheden om, at skuespillernes var blevet løst fra deres kontrakter, og at serien var på ”indefinite hold” (Ausiello 2020). Og den 23. oktober samme år begravede Fincher de facto serien i en sidebemærkning i et interview i Vulture, der egentlig var helliget hans nye film, Mank (2020). Som begrundelse angav Fincher dels det enorme arbejdspres med 90-timers arbejdsuger, han som showrunner og instruktør havde været udsat for, dels at seriens seertal (som vi kun kan gisne om, da Netflix som bekendt er mildest talt selektive med offentliggørelse af brugerdata) ikke stod mål med seriens budget.

Bestyrtelsen i seriens fan-communities har været til at tage og føle på: Typiske reaktioner i facebookgrupper som ”Mindhunter Addiction”, “Mindhunter (Netflix) Fans” og ”Mindhunter on Netflix Series Fans” spænder fra sorg og skuffelse til vrede rettet mod Fincher, som i manges øjne snyder seriens fans for fortsættelsen. En ny spillefilm fra Finchers hånd opleves ikke som et plaster på såret, og i det hele taget ville det være synd at sige, at auteurtanken fylder meget i diskussionen. Følgende kommentarer er ganske repræsentative: “He left a series with a huge following for what is basically a vanity project. I’m sure somebody else could do a better job” og “Maybe now his precious Mank got nominated, he can get back to Mindhunters!” [sic]. Det er i det hele taget et tilbagevendende synspunkt, at hvis Fincher ikke selv ser sig i stand til at fortsætte Mindhunter, må han overdrage serien til en, som “gider” (fig. 1).

Fig. 1: Mindhunter-fansenes ønske om en fortsættelse af serien kommer blandt andet til udtryk gennem en lang række memes.

Der har også tilløb til fanaktivisme: ikke mindst denne appel, der foreløbigt har 3028 medunderskrivere (fig. 2). Der er også fans, der tager kontakt til seriens skuespillere og andre medlemmer af produktionsholdet for at forhøre sig om mulighederne for at holde serien i live. Fælles for alle reaktionerne fra vrede, skuffelse og sorg til de aktivistiske førstehjælpsforsøg er følelsen af, at serien på denne måde afsluttes midt i fortællingen. Men gør den nu også det?

Fig. 2: Screenshot af  “Production and Completion of Mindhunter (Netflix) Season 3.” I appellen, der er henvendt til Fincher, seriens skaber Joe Penhall (der dog forlod serien efter sæson 1) og executive producer Charlize Theron, refereres der specifikt til facebook-gruppen “Mindhunter (Netflix) Fans” og dens mere end 5800 medlemmer (dette tal er i øvrigt ultimo februar 2021 steget til 8100).

Cliffhanger: BTK er derude

Ser man på epilogen i afsnit 2.9 er svaret ja. Efter et tekstskilt med oplysninger om den videre udvikling i den virkelige sag om Atlanta-børnemordene, som tjener til dels at afrunde sæsonplottet dels at understrege seriens virkelighedsforankring, rettes blikket mod seriemorderen Dennis Rader med tilnavnet BTK (en forkortelse af “bind, torture, kill”), som det i øvrigt også er tilfældet i epilogen i første sæsons sidste afsnit. Ud over de to sæsonepiloger er BTK gennem både sæson 1 og sæson 2 dukket op i en række ’cold opens’ (afsnit 1.2-7, 1.9, 2.1-3, 2.5-6 og 2.8). Begrebet ‘cold open’ er Lisa Coulthards, og hun har selv defineret det således: “a pre-credit teaser that is not necessarily or directly tied to the action of the episode itself, but is rather an attraction on its own terms aimed at catching an audience quickly and convincing them to stay” (Coulthard 2010). BTK er på vej ud af en midlertidig dvale, og i disse scener har man kunnet følge udviklingen fra indestængt aggression og kontrolbehov til hans dyrkelse af seksuelle fantasier om bondage, cross-dressing og strangulering (se i øvrigt Romero, 2019).

I overensstemmelse med Coulthards definition har scenerne med BTK kun i sporadisk omfang haft nogen egentlig tilknytning til den øvrige handling i de første to sæsoner. Tench får overdraget FBI’s sagsmappe om BTK i afsnit 2.1 og taler i afsnit 2.2 med Kevin Bright, der som den eneste har overlevet mødet med BTK, mens hans søster blev dræbt. Efterfølgende er interviewet med Son of Sam (afsnit 2.2.) og en samtale med Ed Kemper (afsnit 2.5) motiveret af ønsket om at forstå BTK, men han bliver aldrig for alvor topprioritet for Tench og Fords Behavioural Science Unit, og i løbet af sæsonen overtager Atlanta-sagen al opmærksomheden. Der er heller ikke ikke en kausal sammenhæng mellem BTK-scenerne og Ford og Tench’ interesse for ham. Alt i alt peger BTK-scenerne primært fremad mod senere sæsoner (for mere herom, se Bastholm 2021). 

Dette gælder ikke mindst sæson 2s epilog, der har karakter af en cliffhanger og dermed i høj grad bidrager til oplevelsen af, at serien slutter midt i det hele. Tanken om, at der er en seriemorder derude, som Ford og Tench ikke har efterforsket, er ubærlig for mange fans, for hvem fascinationen og dyrkelsen af seriemordere udgør den væsentligste del af seriens appel (fig. 3).

Fig. 3: Med cross-dressing, masochistiske fantasier og souvenirs fra hans tidligere ofre omhyggeligt arrangeret lader den afsluttende epilog ingen tvivl om, at BTK snart vil begynde at dræbe igen. Den virkelige BTK genoptog sine drab i midt-80’erne, som en hypotetisk 3. sæson af Mindhunter fint kunne udspille sig i. Det er dog værd at huske på, at BTK først blev arresteret i 2004, så en egentlig narrativ lukning af denne plotlinje i serien ville reelt have lange udsigter i Mindhunters narrativ.

Lukning

Vælger man imidlertid at se bredere på slutningen af afsnit 2.9, er billedet et noget andet. Tench kommer hjem fra Atlanta og opdager, at Nancy har forladt ham og taget deres adoptivsøn med sig, mens Dr. Wendy Carr i afsnittet forinden har brudt med sin kæreste, Kay Ganz. Mens plotlinjerne omkring disse parforhold naturligvis godt kunne genoplives i de følgende sæsoner, bliver de i og for sig lukket ganske fint her. Spørgsmålet om Tenchparrets adoptivsøn Brians videre udvikling, som seriens fans er meget optagede af, hænger, men de sidste afsnit i 2. sæson etablerer ikke en egentlig cliffhanger omkring ham til næste sæson. Endvidere kan man overveje, om uvisheden i virkeligheden ikke er mere tilfredsstillende end et svar på spørgsmålet, hvad enten dette måtte være, at Brian udvikler sig til at blive seriemorder (hvad de fleste fans hælder til), eller at han bliver mere velfungerende.

Vigtigst i forhold til at lukke fortællingen er den sidste scene med Ford. Den er tredje led af en sekvens, der bindes sammen af Marinne Faithfuls sang ”Guilt”, som Dr. Carr sætter på hjemme hos sig selv i sekvensens første, meget korte, scene, men som også høres ikke-diegetisk og kommenterende i scenen, hvor Tench kommer hjem og opdager, at Nancy er rejst, og i scenen hjemme hos Ford (fig. 4).

Fig. 4: Tench i det stort set tomme hus, efter at Nancy har forladt ham.

Sangens tekst, særligt den gentagne linje “Though I know I’ve done no wrong I feel guilt”, tjener til at understrege den skyldfølelse, både Tench og Ford har over det, de hver især ikke har formået: I Tench’ tilfælde at være til stede i familien, og i Fords at holde sit løfte til det afroamerikanske samfund i Atlanta og opklare alle sagerne.

Fra et karrieremæssigt synspunkt er Atlanta-sagen en succes for Ford, men både opklaringsarbejdets forløb og hans overordnedes beslutning om at lukke sagen, nu hvor man kan sigte Wayne Williams for to af drabene, har efterladt ham absolut desillusioneret. Tilbage i sin lejlighed spiser han takeaway, mens han ser nyheder. Så opdager han, at han har spildt lidt nederst på skjorteærmet, han rejser sig, tager skjorten af og forsøger at vaske pletterne af (fig. 5). Mens han er i gang med dette, skifter nyhederne til pressekonferencen i Atlanta, hvoraf det fremgår, at FBI nu overdrager den videre efterforskning til det lokale politi, hvormed det står endeligt klart, at Fords løfte til det afroamerikanske samfund ikke vil blive indfriet. 

Fig. 5: Ford bliver opmærksom på pletterne på skjorteærmet.

Med pletterne på skjorten skabes en kobling til seriens allerførste afsnit, en kobling som i øvrigt ikke er mere diskret, end at den hurtigt blev diskuteret på Reddit og derfra bl.a. nåede Cosmopolitans læsere. Mere konkret kobler det til den scene, der følger lige efter åbningsscenens gidselsituation, der ender med gidseltagerens selvmord og leder over i den efterfølgende titelsekvens. Også her i afsnit 1.1 vender Ford hjem efter en aktion, hvis resultat hans overordnede egentlig er glimrende tilfredse med, men Ford ser ikke succesen – i hans øjne er det klart, at hans forståelse af gidseltagerens psykologi var utilstrækkelig. Derhjemme opdager Ford, at han har fået nogle blodpletter på skjorten, som han trods ihærdige anstrengelser ikke kan fjerne (fig. 6).

Fig. 6: Blodet på skjorten i afsnit 1.1 er ikke umiddelbart realistisk motiveret og får således en ret eksplicit metaforisk status.

Blodpletterne i afsnit 1 virker mere symbolsk end realistisk motiverede – Ford står ca. 15 meter fra gidseltageren, da denne begår selvmord, og tilsyneladende rammes han ikke af blodstænk. Blodpletterne bliver derfor ret åbenlyst et billede på Fords (følelse af) utilstrækkelighed. En følelse, som Fincher i øvrigt selv har fremhævet som et særkende for seriens hovedperson (Hans 2017), og som særligt i sæson 1 bliver drivkraften i Fords kortlægning af seriemordernes psykologi. 

Ekkoer på tværs

Min redaktionskollega Jakob Isak Nielsen har påpeget en lignende genklang på tværs af sæsoner i Mad Men (2007-2015), hvor der stilles store krav til langtidshukommelsen, hvis man skal have det fulde udbytte. Da Don Draper lægger sin hånd på Bettys i afsnit 4.7 giver det således en vigtig merbetydning, hvis man genkalder sig det næsten identiske motiv i seriens pilotafsnit, hvor rollerne dog var byttet om (Nielsen, 2012, pp. 87-88, fig. 7).

Figur 7: Betty lægger sin hånd på Dons i Mad Mens pilotafsnit. 45 afsnit senere bliver rollerne byttet om.

’Genklangen’, eller ekkoet om man vil, markerer således karakterernes respektive udviklinger i Mad Men. På lignende vis understreger små forskelle mellem de to scener, hvor Ford får pletter på skjorteærmerne, hans udvikling i løbet af de første to sæsoner. Mens Ford i første afsnit bliver chokeret, da han opdager pletterne og energisk forsøger at fjerne dem, er hans reaktion i seriens sidste afsnit træt og resignerende. Denne forskel kommer også til udtryk stilistisk – blodpletternes betydning understreges af en POV-figur, mens der ikke klippes, da han opdager sovsepletterne, og vi derfor i stedet udelukkende ser dem fra en objektiv kameraposition(se evt. Fig. 5). Pletterne ses i forgrunden af den halvnære indstilling af Ford, men accentueres ikke af lyssætningen, og seeren bemærker dem givetvis først, da Fords selv opdager dem. 

Den ubrudte kameraindstilling, da han går op til køkkenvasken for at vaske pletterne af, er i sig selv betydningsbærende – den afspejler ikke bare denne situations mere hverdagstrivielle karakter, den understreger også Fords ligegyldighed og ikke mindst hans træghed i situationen. 

Faithfuls sang, der dominerer lydbilledet i starten af scenen, fader ned, da tv-nyhederne når til pressekonferencen fra Atlanta, hvorefter seerens og Fords opmærksomhed rettes mod den (fig. 8). 

Fig. 8: Ford ved køkkenvasken. TV-apparatets placering i foregriber nyhedsudsendelsens betydning, inden Ford for alvor retter sin opmærksomhed mod det.

Den lange indstilling brydes først, da det officielt bekendtgøres på pressekonferencen, at den mistænkte Williams ikke vil blive tiltalt for mere end to af mordene, hvorefter der klippes til fjernsynsapparatet. Strengt taget er indstillingen ikke set fra Fords perspektiv (Fords hofte ses off-screen i forgrunden), men klippet er motiveret af hans blik og markerer, at han nu retter sin opmærksomhed mod tv’et. 

Fords nederlag fuldbyrdes stilistisk i de to sidste indstillinger i scenen. Først klippes der til Fords reaktion i en frontal halvnær, da omfanget af FBI’s – og dermed hans – svigt gøres endegyldig med bekendtgørelsen af, at sagen nu overdrages til det lokale politi. En langsom kamerabevægelse ind mod ham understreger hans smertelige erkendelse af dette (fig. 9). 

Fig. 9: Ford i nederlagets stund.

Talsmandens afrunding: “while we do not have enough evidence to convict [Williams for flere af drabene], we do have enough to close” motiverer klippet til den knugende supertotal, der afrunder scenen. Ford sænker armene i afmagt. Han har stadig skjorten i højre hånd, og det synes at være her, han endeligt opgiver håbet om at få skjorteærmet rent. 

Den lidt uharmoniske billedkomposition med svagt kælkede linjer placerer tydeligt begge indstillingens interessepunkter – Ford og tv-apparatet – til højre for centrum, mens resten af billedet er fyldt med møbler, der tjener som en ironisk kommentar til Fords sociale liv. Han har jo aldrig gæster, så hvorfor have et bord med fire matchende stole? At loftet over Ford er synligt, giver indstillingen  en klaustrofobisk fornemmelse, og i det hele taget fremstår rummet mere som et ikke-hjem med upersonlige typemøbler og nøgne vægge. Et ikke-hjem, hvor man selvsagt spiser take-away-måltider (fig. 10).

Figur 10: Ford er alene, desillusioneret og med den velkendte følelse af utilstrækkelighed.

Tilbage ved udgangspunktet

På et niveau er pletterne på skjorten for Ford nu blot et eksempel på tilværelsens trivielle genvordigheder – hvad de jo vitterligt også er – det er jo bare sovs og ikke blod fra en mand, der har skudt hovedet af sig selv. Og så alligevel ikke. For de refererer jo tilbage til blodet i afsnit 1.1. Fords illusioner om sit arbejdes ufejlbarlighed har lidt et knæk, og han er så småt begyndt at indse, at arbejdet indimellem giver beskidte hænder – eller pletter, der ikke kan vaskes af.

Ford udviser således mere ligegyldighed, men desillusionen og følelsen af utilstrækkelighed fra seriens begyndelse er vendt tilbage, og den eksplicitte kobling tilbage til scenen i afsnit 1.1 understreger, at Ford grundlæggende er tilbage ved udgangspunktet. I det lys fungerer scenen som en solid afslutning og afrunding af ikke bare sæson 2, men af serien som helhed. Selv om Fincher faktisk ikke selv instruerede dette afsluttende afsnit (det havde han overladt til Carl Franklin), giver det plettede skjorteærmes tilbagekomst anledning til gisninger om, hvorvidt han allerede under optagelserne af dette afsnit gik med overvejelser om at lade det blive seriens definitivt sidste.

Den vanskelige afrunding

Føljetonseriernes slutninger er ofte en kilde til frustration for de pågældende seriers fans. Det har således ofte vist sig ganske vanskeligt at afslutte føljetonserier på – en i seernes øjne – tilfredsstillende vis. Blandt talrige eksempler kan nævnes The Sopranos (HBO 1999-2007), Lost (ABC 2004-2010), Dexter (Showtime 2005-2013) og ikke mindst Game of Thrones (HBO 2011-2019), ja selv antologiserien True Detectives eller højt besungne første sæson (HBO 2014) fik kritik for slutningen (for mere om sidstnævntes slutning se bl.a. Bastholm 2014 og Nussbaum 14). Man skal nok være varsom med generaliseringerne, men overgangen fra at holde gryden i kog med den ”stadig[e] strøm af kriser” (Schepelern, 2010 s. 76) til den afrundede fortælling, hvor alle de løse ender samles til sidst, er tilsyneladende vanskelig. Nemmere bliver det ikke af, at man både skal slutte fortællingen i seriens ånd og tone, samtidig med at skæbnen helst skal være relativt nådig over for de karakterer, som seerne (og seriens bagmænd) er kommet til at holde meget af i løbet af seriens levetid.  

Frustrationen er naturligvis ikke mindre, når det gælder serier, der ikke forlænges, selv om den seneste sæsonafslutning med cliffhangers og uafrundede plotlinjer tydeligvis lægger op til en fortsættelse. I tilfældet Mindhunter er der dog som påvist faktisk en del elementer i slutningen af sidste afsnit, der bidrager til en vis lukning af fortællingen.

* * *

Fakta

Serier

  • Mindhunter (Skaber: Joe Penhall / showrunner: David Fincher; Netflix 2017-2019)

Film

  • Mank (David Fincher, 2020) 

Litteratur

Født 1975. Cand. mag i Engelsk og Film & TV fra Aarhus Universitet med speciale i Den amerikanske film noirs transformationer. Engelskunderviser ved Læreruddannelsen i Silkeborg. Tidligere lektor i engelsk og mediefag i gymnasieskolen og ekstern underviser på Aarhus Universitet (bl.a. filmhistorie og filmanalyse). Har udover artikler til 16.9 og Cut samt foredrag (om bl.a. Scorsese, Fincher og Del Toro) bidraget til 16:9s antologi Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen (2013) med artiklen ”Hævnen den fødte Oscarvinder”). Medlem af 16:9-redaktionen siden 2014.

Seneste artikler