Muren som katalysator: Spion- og kærlighedsfilm fra Den Kolde Krigs og kommunismens tid

0
377
I krig og kærlighed gælder alle kneb, siger man. Det gælder også i de film, der tematiserer spionerne i Den Kolde Krig og den kærlighed, der kunne opstå på tværs af Muren. På grund af den fastlåste verdenssituation skal filmenes helte og heltinder – uanset genre – bevæge sig i spændingsfeltet mellem idealisme, pragmatisme, konformitet og opportunisme. Her fungerer Muren, der ofte er en central location, som en slags katalysator, der accentuerer filmenes plot. Som bonus gives et par turisttip til spionernes by, Berlin.

Slutscenen i den ultimative spionfilm, Spionen, der kom ind fra kulden (1965): Agent Leamas (Richard Burton) er ved at klatre over Berlinmuren fra den østlige side. Der er monteret trin af metal på Muren på det aftalte sted i Pankow. Klatreøvelsen kræver ingen akrobatiske evner. Efter Leamas følger filmens heltinde, den naive britiske idealist og medlem af det kommunistiske parti, Nan Perry (Claire Bloom). De ved, at de har ca. to minutter, inden vagttårnets søgelys igen rammer stedet. Der er tid nok. Men med ét vender lyset tilbage i forstærket form. Næsten en lyseksplosion. En mand på den østtyske side af Muren tager ladegreb på sit gevær, sigter omhyggeligt og rammer Nan Perry med bare et skud. Hendes hånd slipper Leamas’ og hun falder til jorden.

Leamas stirrer lamslået ned fra toppen af Muren. Fra begge sider råbes der til ham. Han opfordres til at springe ned på den vestlige side. Leamas indser, at Nan Perry skulle dø, fordi hun er den eneste civilist, der har kendskab til den med succes gennemførte hemmelige operation i DDR. Agentvirksomhed er et beskidt spil. En kvinde, der ved for meget, må dø, collateral damage. Under bilturen til Berlin har han ellers – opfyldt af selvhad – givet et levende indtryk af de hemmelige agenters kyniske og desillusionerede verdensbillede:

”Hvad fanden tror du, spioner er? Moralfilosoffer, der måler alt, hvad de gør, mod Guds eller Karl Marx’ ord? Nej, det er de ikke. De er bare en flok snuskede og lurvede stoddere som mig.” (fig. 1)

Fig.1: Efter en hemmelig operation bag jerntæppet gør agent Leamas (Richard Burton) – alt for sent – op med spionverdenens kynisme og bedrag.

Leamas var alt for længe om at indse, at også han selv kun var en brik i et sindrigt spil i den hemmelige krig mellem øst og vest, mellem britiske MI6 og Stasis udlandsafdeling. Leamas følger ikke opfordringen til at bringe sig i sikkerhed på den vestlige side af Muren. Han klatrer ned på den østlige side, hvor han går ind i en kugleregn. Leamas falder ned ved siden af liget af Nan Perry. Hans frivillige møde med døden kan tolkes som en bevidst gestus, en afsked med agentverdenens kulde, bedrag og kynisme. Han tilslutter sig – alt for sent – sin venindes humanistiske livsanskuelse.

Berlinmuren som kulisse

Martin Ritts film er en kongenial fremstilling af John Le Carrés mesterlige roman fra 1963, som angiveligt blev skrevet i raseri og afmagt over Berlinmurens opførelse et par år tidligere. Muren blev den synlige demarkationslinje mellem to forskellige systemer: I øst den realsocialistiske alliance under ledelse af Sovjetunionen. I vest den realkapitalistiske alliance under ledelse af USA. Berlin, spionernes by fremfor nogen, blev den oplagte kulisse for en lang række andre agentfilm, som selvfølgelig ikke alle kan nævnes her. Her bliver kun plads til enkelte nedslag.

En del af filmene blev indspillet i de første år efter Murens opførsel, f.eks. Begravelse i Berlin (Funeral in Berlin, 1966), et spiondrama om en russisk efterretningsobersts mulige afhopning til vesten med tråde tilbage til nazi-tiden. I filmen er grænsen mellem øst og vest optaget on location og ikke i f.eks. Dublin som i Spionen, der kom ind fra kulden. Det er er derfor muligt at få et indtryk af Muren, som den så ud i de første år: Mursten af letbeton beklædt med pigtråd. I Begravelse i Berlin ses også andre interessante berlinske lokaliteter, f.eks. lufthavnen Tempelhof samt det på det tidspunkt splinternye Europa-center med den ikoniske roterende Mercedes-stjerne på toppen (fig. 2).

Fig.2: Location i Begravelse i Berlin, det dengang helt nye Europacenter med den ikoniske Mercedes-stjerne. © Secret Pilgrim / Gemäß CC-Lizenz.

I Alfred Hitchcocks Bag Jerntæppet (The Torn Curtain, 1966) spiller Paul Newman rollen som amerikansk forsker, der rejser til Østberlin for at få fingrene i formlen til et raketværnssystem. Det meste af filmen er dog indspillet i USA. En scene, der skal forestille at foregå i Østberlin, er i virkeligheden optaget på Fehrbelliner Platz i Wilmersdorf i Vestberlin. Her ses diverse bilmærker – BMW, Ford og Mercedes – som næppe kørte rundt i samtidens Østberlin. Filmen indeholder dog en bemærkelsesværdig scene med udsyn til Gendarmenmarkt, optaget fra Springer-koncernens 19. etager høje domicil i Kochstrasse i Vestberlin, som netop var blevet indviet. 

Gensyn med Den Kolde Krig

Under tøbruddet i 1970’erne blev der lavet færre spionfilm med Berlin og Muren som kulisse. Der blev først skruet op for produktionen igen i 1980’erne, da Den Kolde Krig igen var blevet rigtigt kold. Her skal nævnes James Bond-filmen Octopussy (1983), hvori nå-generationens Bond, Roger Moore, redder verden fra den atomkrig, som General Orlov planlægger. To berlinske øjebliksbilleder fra filmen: Bond kører i høj fart hen ad Ku’Damm i en Mercedes. Bond overlades til sin skæbne ved Checkpoint Charlie med ordene: „Remember 007, you are on your own“. Mens sidstnævnte scene er optaget on location, er scenerne i Østtyskland optaget i Storbritannien. 

Efter Murens fald i 1989 fik agentfilmene karakter af tilbageblik på en anden tid. F.eks. Spy Game (2001), der – udover Berlin – rummer en række andre internationale brændpunkter: Vietnam, Libanon og Kina. (Øst)Berlin delen er dog optaget i Budapest. Filmen nævnes mest på grund af det formidable sammenspil mellem de to CIA-agenter Nathan D. Muir (Robert Redford) og Tom Bishop (Brad Pitt), som har en far-søn lignende relation. 

En anden tilbagebliksfilm er et stort anlagt agentudvekslingsdrama: Spionernes bro (Bridge of Spies, 2015) er ikke Steven Spielbergs bedste film – den mangler noget gnist – og historisk bevidste Berlin-nørder opdager måske en fejl: Filmen foregår i 1962, men Biografen Kino International, stedet for en vigtig scene, åbner først i 1963. Men Bridge of Spies rummer en overdådighed af berlinske locations, 11 i alt. Vigtigst er selvfølgelig den legendariske Glienicker Brücke, spionernes bro, der forbinder Berlin og Potsdam (fig. 3).

Fig.3: Glienicker Brücke, spionernes bro. Mellem 1962 og 1986 blev der gennemført en række agentudvekslinger mellem øst og vest.

Er der slet ingen nævneværdige tyske agentfilm, der tematiserer den Den Kolde Krig? Ikke mange, men der skal selvfølgelig være plads til et par ord om De Andres liv (Das Leben der Anderen, 2006). Vi kommer på intet tidspunkt i filmen uden for centrum af Østberlin. Det eneste vestlige islæt er to besøgende Spiegel-journaliser med en rød rejseskrivemaskine. Uanset hvad: Filmen, hvori Stasi-fundamentalisten Major Wiesler – via Brecht og Beethoven – gennemgår en dannelsesproces og bliver et rigtigt menneske, er og bliver mesterlig.

Kærlighed mellem øst og vest: Helga og Gerd

En lang feature fra 1972 i den tyske ugeavis Die Zeit skildrer en autentisk, bittersød kærlighedshistorie under overskriften Liebe zwischen Ost und West. Helga, en kvindelig TV-producer fra Østberlin, og Gerd, en forretningsmand fra Bayern, mødes helt tilfældigt. Det er kærlighed ved – om ikke første så – senest ved det andet eller tredje blik. Men Muren forhindrer en normal relation. Helga og Gerd skriver glødende kærlighedsbreve og ses kun i weekenden, når Gerd har købt det dagsvisum, der giver ham ret til at opholde sig i Østberlin indtil midnat. Så er der kvalitetstid og gaver: Fransk parfume, silkesjaler og fyldte chokolader.

Forelskelsen ser ud til at være langtidsholdbar. Helga og Gerd planlægger Helgas flugt til vesten via en fælles ferie ved Sortehavet. Men noget går galt. Helga idømmes en straf på to år og fire måneders fængsel. Republikflugt er en alvorlig forbrydelse. Efter at have afsonet ti måneder løslades Helga og køres i en bus over grænsen til Forbundsrepublikken. Historien melder ikke noget om det, men hun er formentlig blevet frikøbt til markedsprisen, skønsmæssigt ca. 10.000 D-mark. Eksport af fængslede borgere fyldte en del på DDR’s statsbudget. Da den vestlige bus passerer den indre tyske grænse, spiller bilradioen Abi & Esther Ofarims hit Garden of my home. Alt kan nu blive godt.

Eller kan det? Var kærligheden i virkeligheden stærkest, da der var et jerntæppe imellem dem? Var Muren en slags katalysator, der forstærkede kærligheden? Forædlede den?  Som der står i featuren: ”Hvis der fandtes en mulighed for at måle kvaliteten af menneskelige relationer, ville denne tid for deres søndagskærlighed fremstå som den bedste.” For Helga var Gerd en slags inkarnation af det forjættede vesten. For Gerd var Helga inkarnationen af det forbudte østen. Men hvor godt kender Helga og Gerd egentlig hinanden? Kærligheden består ikke hverdagens jernhårde test. Det går fra slemt til værre, indtil Gerd – som den ultimative krænkelse – forlanger de penge tilbage, han har investeret i Helga.

Kærlighed eller karriere? Sophie og Konrad

Den autentiske historie om Helga og Gerd er langtfra enestående. Der er også historien om Sophie og Konrad (fig. 4).

Fig.4: Konrad (August Zimmer) og Sophie (Corinna Harfouch) mødes ved Olympia Stadion i Vestberlin. Senere blev stadion renoveret forud for VM i fodbold i 2006.

Margarethe von Trottas Løftet (Das Versprechen, 1994) strækker sig over perioden 1961-1989, dvs. hele Murens levetid. I efteråret 1961 vil Konrad, Sophie og tre andre unge østberlinere flygte til Vestberlin via kloaksystemet. Konrad snubler i det afgørende øjeblik og kommer ikke med de andre ned under kloakdækslet. ”Jeg kommer senere!”, råber han.

Det gør han bare ikke. Han kommer i stedet til at aftjene en barsk værnepligt ved Den Nationale Folkearmés Grænsetropper. Først syv år senere genser Konrad og Sophie hinanden. I Prag. Konrad deltager i en konference for astrofysikere, og de stadigt unge mennesker tilbringer et intenst døgn sammen. I Prag kan Konrad skrive sin doktorafhandling. Her kan han og Sophie bygge en fremtid sammen. Næste morgen vågner de imidlertid ved lyden af sovjetiske kampvogne: Den broderlige hjælp er på vej! Det tjekkiske forår er forbi!

Og det er forholdet i realiteten også. Selvom Sophie er blevet gravid i Prag, og det efterhånden ikke længere så unge par får en chance eller to mere for et fælles samliv, bliver det aldrig til noget. Det antydes, at Konrad ikke vil det nok. I modsætning til andre karakterer i filmen er han villig til at arrangere sig med det regime, hvor han nyder flere og flere privilegier. 

Das Versprechen er på flere måder en fin film, men den væver desværre en række spor – det storpolitiske, den østtyske fredsbevægelse, forskningsverdenen etc. – sammen på en lidt for skematisk måde.

Fru Kerners kærlighed til realsocialismen

Wolfgang Beckers Good bye, Lenin! (2003), som snart har tyve år på bagen, er vel især kendt for at vende historien på hovedet: Det var i virkeligheden vesttyskerne, der – efter at have fået nok af det kapitalistiske albuesamfund – ønskede at blive indlemmet i den Tyske Demokratiske Republik. Derfor ser det i de geniale parodier på verdens suverænt kedeligste nyhedsudsendelse, Aktuelle Kamera, ud som om vesttyske biler i store sværme kører ad Karl-Marx-Allee i østlig retning, at vestberlinere i hobetal kravler over Muren ved Brandenburger Tor, etc (fig. 5). Filmen blev startskuddet til den første bølge af Ostalgie. Smagen af den helt ægte Spreewald agurk, af den autentiske kaffe (Mocca fix Gold) og de rigtige bønner (Tempo Bohnen) gav pludselig livet fylde og mening – i hvert fald i bagklogskabens lys, ca. 15 år efter genforeningen. 

Fig.5: Verden af i går. Alexanderplatz i hjertet af Østberlin, spektakulær som et kitschet postkort.

Man kan helt glemme, at filmens motor og grundlag er en familielegende, der er baseret på en løgn. Frau Kerner, hovedkarakteren Alex’ komaramte mor, har altid fortalt sine børn, at deres far flygtede til Vestberlin for at leve sammen med den kvinde, han havde været hende utro med. Nu – efter at være vågnet op af sin længerevarende koma – fortæller hun omsider børnene sandheden. Robert Kerner var i virkeligheden ikke utro. Han valgte at blive i Vestberlin, da han havde fået grønt lys af regimet til at deltage i en konference. Meningen var, at hans ægtefælle og børn skulle følge efter, når de havde fået bevilget tilladelse – hvor længe det end måtte vare. Det var de enige om, men hun tøvede:

”I ved, hvordan det er at ansøge om udrejse med to børn (…). Man må vente i årevis. Og jer kunne man have taget fra mig. Forstår I? Ja, jeg tog ikke afsted. Det var mit livs største fejl. Det ved jeg nu. Jeg har løjet for jer. Tilgiv mig!”

Frau Kerner vier efter bruddet med Robert sit liv til at give det realsocialistiske regime et menneskeligt ansigt: Hun skriver ”Eingaben” – små klageskrivelser – på vegne af sine medborgere. Hun er aktiv på arbejdet og i fritiden. Hun er på alle måder en socialistisk mønsterborger. Det er morsomt. Det er smukt og bevægende, men fru Kerners kærlighed til den østtyske hverdag virker måske ikke helt troværdig på dem, der kendte de faktiske forhold i den østtyske sværindustri.

Ung kærlighed i kommunismens tid: Anna og Philipp

Den Kolde Krig og Muren bliver naturligvis stadigt mere abstrakte størrelser, hvis man ikke selv kender tiden indefra. Kunne verden virkelig gå under ved et atomart ragnarok, udløst ved en bevidst handling eller bare ved en menneskelig eller teknisk fejl? Stod der virkelig en mur, der gjorde Vestberlin til en ø midt i DDR? Hvordan kunne folk leve med denne viden? Hvordan kunne der overhovedet opstå kærlighed mellem øst og vest?

Her leverer Norbert Lechners film fra 2019, Zwischen uns die Mauer, anskuelsesundervisning på smukkeste vis. I filmen, som bygger på Katja Hildebrands selvbiografiske roman af samme navn, drager den 17-årige Anna i midten af 1980’erne fra sin lille vesttyske provinsby i Westfalen på en studietur til Berlin. Hun og rejsefællerne glæder sig til at opleve det alternative liv, der udfolder sig i Vestberlin. Især Kreuzberg, som ligger lige op ad Muren – dvs. ved verdens ende – virker som en magnet på ikke-konformt tænkende unge fra hele den vestlige verden. 

Anna og hendes rejsegruppe bliver dog nødt til at aflægge et pligtbesøg i den østberlinske kirkekreds, der er med til at finansiere studieturen. Allerede ved kaffebordet blusser en spontan forelskelse mellem Anna og præstens søn, Philipp, op. De MÅ gense hinanden. Det gør de også i de efterfølgende dage, uger, måneder og år. Som Gerd og Helga i Liebe zwischen Ost und West er det altid korte møder, som ophører, når Annas dagsvisum udløber, dvs. kl. 23.59. Kærligheden blomstrer på deres fælles vandringer gennem Østberlins kommunistiske tristesse (fig. 6). Resten af tiden skriver de gammeldags kærlighedsbreve. De overvejer en lang række mulige og umulige flugtscenarier.

Fig.6: Anna (Lea Freund) og Philipp (Tim Bülow). Kærligheden spirer midt i den østberlinske tristesse.

Som Konrad og Sophie i Das Versprechen vil de forelskede unge mødes i Prag, men Philipp dukker ikke op. Han har fået rejseforbud og ser sig nødsaget til at gøre en ende på forholdet. Anna og Philipp lever hver sit liv, studerer, indgår nye relationer. Men det stopper ikke her. Murens fald i november 1989 kan måske give Anna og Philipps forhold en ny chance? Det ville næsten være synd at spoile slutningen og dermed filmen. Det bliver ind imellem tydeligt, at Zwischen uns die Mauer er lavet på et mindre budget, men atmosfæren er så autentisk og samspillet mellem Anna og Phillip – spillet af Lea Freund og Tim Bülow – er så charmerende, at filmen er en gave til nutidens unge, som er indstillet på at forstå, at tysk historie og kultur ikke er uddøde ”kompetencer”. Til gengæld har Muren måske snart udspillet sin rolle som katalysator.

* * *

Fakta

Spionfilm i den rækkefølge, de nævnes

  • Spionen, der kom ind fra kulden, Martin Ritt (1965)
  • Begravelse i Berlin, Guy Hamilton (1966)

  • Bag Jerntæppet, Alfred Hitchcock, (1966)
  • Octopussy, John Glenn (1983)
  • Spy Game, Tony Scott (2001)
  • Spionernes bro, Steven Spielberg (2015)
  • De andres liv, Florian Henckel von Donnersmarck (2006)

Anvendt litteratur

  • Spionagefilme made in Berlin, Baggrundsartikel udgivet af Deutsches Spionagemuseum i forbindelse med Lange Nacht der Museen 2017.

Kærlighedsfilm med Muren som omdrejningspunkt i den rækkefølge, de nævnes

  • Løftet, Margarethe von Trotta (1994)
  • Good bye, Lenin!, Wolfgang Becker (2003)
  • Zwischen uns die Mauer, Norbert Leuchner (2019)

Anvendt litteratur

  • Liebe zwischen Ost und West, feature i Die Zeit (4. februar 1972)

Født 1962. Cand.mag. i tysk og fransk fra Aarhus Universitet. Sidefag i mediefag, også fra Aarhus Universitet. Lektor på Kolding Gymnasium. Udgivelser på People’sPress: Knud og Vera – Et Stasi-Drama (2012),Lenz – Stasi-agenten, der blev fanget af fortiden (2015) og Bjarne Corydon og nødvendighedens politik (2020). Udgivelse på Forlaget Fjordager: Carpe diem – 40 tekster om uddannelsessystemet (2016). Udgivelser på Tyskforlaget: Good bye, Lenin! (2003),Die Stille nach dem Schuss (2005), Napola - Elite für den Führer (2006), Generationen (2009), Die Welle (2009) og Der Baader Meinhof Komplex (2011).