Sort jul: Om farverne i Tim Burtons klassiker The Nightmare Before...

ET BILLEDES ANATOMI. Tim Burton og Henry Selicks moderne klassiker The Nightmare Before Christmas fra 1993 indeholder en række karakteristiske Burton-elementer, ikke mindst den ekspressive brug af farver. Bedst som du troede, at julen var overstået, viser Henrik Højer med næsten mareridts-agtig timing, hvordan Burton og Selick lægger farver til fortællingen om outsideren, der så gerne vil passe ind, men som må sande, at det er svært at være julemand i sort/hvid.

Monsterets forlængede arm – Lyd og stilhed som fortælleredskaber i A...

EN SCENES ANATOMI. Hvordan former man stilhed med lyd og kan den i sig selv fungere som antagonist? I denne udgave af En scenes anatomi dykker vi helt ned i filmlyden i gyser-thrilleren A Quiet Place for at undersøge, hvordan lydsiden med konventionelle og radikale greb fungerer som et helt afgørende fortælleredskab.

Den dobbelte darling: Bong Joon-hos The Host

ET BILLEDES ANATOMI. Bong Joon-hos tredje film, The Host (2006), blev en kæmpe salgssucces i sit hjemland og solgte godt 13 millioner biografbilletter til en befolkning på 48 millioner. I denne billedanatomi giver Mathias Bonde Korsgaard et bud på hvorfor filmen lykkedes med at blive både en publikumsmagnet og en kritikerdarling.

Den falske happy end i Eternal Sunshine of the Spotless Mind

EN SCENES ANATOMI. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) er blevet kaldt den mest emblematiske post-klassiske film nogensinde. I denne sceneanatomi udforsker Mathias Bonde Korsgaard hvad der ligger i dette med særligt øje for filmens kringlede narration. Især slutindstillingen tages op til revurdering idet den i virkeligheden er det stik modsatte af den happy end den ved første øjekast forekommer at være.

Et billedes anatomi: American Crime

ET BILLEDES ANATOMI. ABCs American Crime er måske lidt for gemt i de lange, mørke skygger fra Hulus succes The Handmaid’s Tale. I hvert fald hvis man spørger Henrik Højer, der her viser, hvordan de to serier trækker på det samme centrale visuelle greb – den lave dybdeskarphed. Et greb, der både eksemplificerer seriernes cinematiske kvalitet og tematiske pointer.

Er Lars von Trier egentlig morsom?

ET BILLEDES ANATOMI. Lars von Trier kører i en grim autocamper, når han skal på filmfestival, angiveligt fordi han er bange for at flyve. Det kan også ses som en slags sindbillede på hans æstetiske overbevisninger, for som kunstner insisterer han ofte på en grim og upoleret æstetik. Men hvad mon der ville ske, hvis han gjorde som brudeparret i Melancholia (2011) - og kørte limousine i stedet?

Slørede sandheder: Om åbningsindstillingen i Sauls søn

ET BILLEDES ANATOMI. Den første indstilling i László Nemes’ Oscar-vindende debutfilm Sauls søn (2015) er, med sin slørede billedkvalitet, mildt sagt desorienterende. I denne billedeanatomi stiller Jakob Langkjær skarpt på indstillingens kamerastil og udforsker, hvordan den gemmer på en krads kritik af den traditionelle stil i historiske film.

The Sense of an Ending – en kardinalscene i Halt and...

EN SCENES ANATOMI. Tricia Brock har skabt en af de mest rørende og kunstnerisk interessante scener i nyere amerikansk tv-historie. Scenen er taget fra den ofte oversete, men kritikerroste tv-serie Halt and Catch Fire (AMC, 2014-2017). I denne artikel går Andreas Halskov dybere ned i denne kardinalscene. Spoiler Alert.

Sharp Objects: Det dystre dukkehus

ET BILLEDES ANATOMI. I Sharp Objects gotiske dukkehjem er det ikke patriarkatets men moderens jerngreb, som hovedpersonen flygter fra. Et dystert dukkehus spiller meget passende en afgørende rolle i HBO’s miniserie (2018), hvor djævlen, som altid, ligger gemt i detaljen.

De nye guder

ET BILLEDES ANATOMI. Vi fortsætter forskræppet for 16:9s kommende bogudgivelse i denne udgave af Et billedes anatomi. Her tager Henrik Højer afsæt i en serie, der godt nok ikke indgår i bogen, men som ikke desto mindre tematiserer den medieudvikling som Streaming for viderekomne omhandler. I Starz’ psykedeliske fantasyserie American Gods (2017-) står kampen nemlig mellem de gammelkendte guder og, blandt mange andre, Lucille Ball fra I Love Lucy (1951-1957), der her repræsenterer de nye guder og den tv-fortid, som serier a la American Gods står på skuldrene af.