Trekant med Woody

af -

124-00

Woody Allen er en af vores mest populære og produktive filmskabere gennem de seneste årtier. Når han er bedst, er han en mesterlig instruktør, der udnytter filmsproget på raffinerede måder. Det kan f.eks. opleves i hovedværket Hannah and Her Sisters, hvor filmens hovedkonflikt antydes i ét enkelt billede.

 

I dette efterår udkom Woody Allens film nummer 47, Café Society, til jævnt lunkne anmeldelser. Hvis veteraninstruktøren på det seneste virker en smule uinspireret, er der til gengæld guf i hovedværkerne fra halvfjerdserne og firserne.

Hannah and Her Sisters (1986) er et af Allens veloplagte og ambitiøse dramaer om kærlighed og livskriser. Og et af hans mest anerkendte: Filmen vandt en Oscar for bedste manuskript og var desuden nomineret som bedste film og bedste instruktør. Den er fotograferet af Carlo Di Palma, en af Allens faste fotografer, som også arbejdede på instruktørens visuelt eksperimenterende Husbands and Wives (1993) og Deconstructing Harry (1997) og i øvrigt på Michelangelo Antonionis hippe kultfilm Blowup (1966).

Historien kort: De tre søstre Hannah (Mia Farrow), Lee (Barbara Hershey) og Holly (Dianne Wiest) lever typiske Woody Allen-tilværelser på det pulserende Manhattan med kreative jobs, store familiemiddage og mange eksistentielle samtaler. Hannahs mand Elliot (Michael Caine) og søsteren Lee indleder en affære, men efter få måneder indser de, at situationen er uholdbar, så de skilles, og Elliot vender hjem til Hannahs overskud og varme.

Trekantsdrama i ét billede

Billedet, som det her skal handle om, forekommer under familiens Thanksgiving-middag i filmens første sekvens. Billedet er en del af en længere scene, men det fortæller i sig selv på subtil vis den opmærksomme seer noget afgørende om den historie, der følger: Billedet varsler nemlig symbolsk den kommende affære mellem Elliot og Lee, og det indkapsler tilmed affærens forløb.

I billedet taler Elliot, Lee og Hannah alene sammen i et gæsteværelse. Lee sidder på sengen, Elliot sidder på en skammel overfor hende, og Hannah står midt imellem dem, ved siden af sin mand og med front mod søsteren. Kameraindstillingen er fast, og beskæringen indrammer personerne i halvnær, så vi er inde i deres fælles privatsfære og helt opmærksomme på kontakten imellem dem.

Kompositionen gør, at personernes hoveder tilsammen danner en trekant. Trekanten varsler, at personerne senere vil udgøre et trekantsdrama (på engelsk ’love triangle’).

Lee sidder på en seng, som antyder, at hun og Elliot senere vil ende der sammen. Hun er iklædt en afslappet sweater og har udslået hår, hvilket udstråler naturlighed og sensualitet, og at hun er modtagelig for tilnærmelser. Elliot sidder som på spring overfor hende.

Fordi Elliot og Lee sidder ned, er de i bunden af billedet, hvorimod Hannah som stående udfylder hele billedet som i en normal framing. De to er dermed i kontakt med noget ”nedre” – eller ”lavt” om man vil – en fysisk og følelsesmæssig tiltrækning. Deres underkroppe er i øvrigt skjulte udenfor billedet, hvilket antyder noget fordækt, nemlig en hemmelig affære. Hannah fremstår som ”hævet over” dem og er i øvrigt iklædt skjorte og opsat hår som nydelig og respektabel værtinde.

Udover at varsle trekantsdramaet indkapsler kompositionen også symbolsk dramaets forløb: De to, der har affæren, vises overfor hinanden og dermed forbundne. Men den enes ægtefælle kommer konkret imellem dem og afbryder forbindelsen. Og hun er placeret ved siden af sin mand, hvilket viser, at de hører sammen, nu og senere.

Hvad siger Freud?

Fig. 1: Hannah er placeret øverst i billedet og vises som domineret af sit overjeg, hvorimod Elliot og Lee begge er nederst i billedet og ses som domineret af deres underjeg.

Fig. 1: Hannah er placeret øverst i billedet og vises som domineret af sit overjeg, hvorimod Elliot og Lee begge er nederst i billedet og ses som domineret af deres underjeg.

Psykoanalyse er jo et ofte benyttet motiv hos Woody Allen. I Annie Hall (1977), Deconstructing Harry (1997) og i flere af Allens film gennemgår personerne psykoanalyse eller samtaleterapi. Noget ved det omtalte billede leder tanken hen på Freuds psykoanalyse – og mere specifikt teorien om personlighedens tredeling i jeg, overjeg og underjeg (Nejst 1992, kap. 5).

Vi kan anskue billedfeltet som en model af personligheden med overjeget øverst, jeget i midten og underjeget nederst. I den optik kan Elliot og Lees placering nederst i billedet illustrere, at deres personligheder er domineret af underjeget, som drives af lyst og behov. De har netop begge tilbøjelighed til selvisk behovstilfredsstillelse og grænseoverskridelser trods store omkostninger, også for deres nærmeste. Og modsat Hannah er de begge i personligt og karrieremæssigt limbo, hvilket muligvis forstærker deres selviskhed og hensynsløshed. Hannahs placering øverst i billedet kan derimod afspejle, at hendes personlighed er domineret af overjeget, der drives af pligt og ansvar. Hun er den solide husmor, man kan regne med, og som ofrer en skuespillerkarriere for familien.

Begavet billedmager

Woody Allens bedste film byder på mere end de velkendte eksistentielle bryderier og gakket komik, nemlig også begavet filmkunst, der udnytter filmsproget kreativt til at fortælle sine historier. I hovedværket Hannah and Her Sisters komponerer og beskærer instruktøren i samarbejde med fotografen Di Palma visuelt en trekant af tre hovedkarakterer i et enkelt billede til at praje os om den kommende konflikt og dens forløb. Det er den slags raffinerede og betydningsdannende greb, vi kan nyde både æstetisk og intellektuelt, og som gør hans bedste film til klassikere, vi kan vende tilbage til igen og igen.

***

Fakta

Woody Allen: Hannah and Her Sisters (1986)

Litteratur

Carsten Nejst (1992): Mennesker imellem – nærhed og distance : i udvikling, samspil og forskellighed : grundbog i psykologi. Munksgaard

Lignende artikler