«Det er bare du som kan føle det du føler» –...

FEATURE. I SKAM-klippet «Tenker det du føler» sier Isak til Even at det er bare han som kan føle det han føler, før Even hvisker tilbake at slik som dette har han aldri følt før. Men tar han ikke feil? For er det ikke slik at også mange SKAM-seere har følt med Isak gjennom sesong 3? Kommentarfeltet som følger dette og andre SKAM-klipp vitner om mange seere med sterk emosjonell investering til seriens univers og karakterer. Men hva er det som gjør SKAM til en dramaserie så mange føler så sterkt rundt?

“A Monster for the Ages”: Anton Chigurh and the Image of...

IN ENGLISH. Anton Chigurh, the main villain of the Coen Brothers’ No Country for Old Men (2007), has been called a ”Monster for the Ages.” What makes him so? Jens Kjeldgaard-Christiansen shows how a moral psychological perspective can render the aesthetically supercharged antisociality of the character intelligible.

Vikinger, drug dealers og bitches

FEATURE. At HBOs storværk The Wire har litterære forbilleder er ikke nyt, men i denne uges 16:9-artikel føjer sagaforsker Pernille Hermann ny viden til feltet. For de to tekstuniversers tematiske fællesmængde er overraskende fyldig.

Godard in Wall-eyed 3D

IN ENGLISH. Godard’s 3D-film Adieu au langage (2014) shapes a new cinematic aesthetic of 3D that is decidedly non-immersive. Placing the film in the history of Godard’s cinema and in the history of 3D cinema, Mathias Bonde Korsgaard argues that the film at once points to a potential crisis of the 3D film as well as its radical artistic possibilities.

Hannibal’s Tasty Paradox

IN ENGLISH. Why do we rarely see him carry out the actual act of killing while we often get to see him eat a fancy dinner? Whenever the sadistic cannibal Hannibal Lecter enjoys another gourmet meal, this broadcast TV series displays culinary cannibalism with luxurious aesthetics that could rival most cooking shows. But why? Mads Møller Andersen analyzes the many appeals of NBC’s Hannibal and especially its food strategies.

True Crime: Forbrydelse, fortælling og dom

FEATURE. Kan du spotte en morder? Fortællinger såsom Netflix’ Making a Murderer giver os adgang til de anklagede og en vifte af nøglepersoner i en mordsag, og inviterer os til at tage stilling. I artiklen ”True Crime: Forbrydelse, fortælling og dom” sætter Thomas Enemark Lundtofte fokus på de nye dokumentariske krimiseriers deres retoriske apparat og etiske ansvar.

Den komplekse Bond

FEATURE. Den nye James Bond-film, SPECTRE, tilbyder os som vanligt eksotiske locations, billedskønne kvinder og action af højeste kvalitet i selskab med agent 007. Men ved indlemningen af Daniel Craig i rollen som James Bond skete der samtidig en ændring af seriens fortællemæssige strategi, som nærmest er blevet overset i modtagelsen af filmene.

Pik træet og nisseost

FEATURE. I nyere tid er det blevet en udbredt praksis at lave audiovisuelle remixes. Her tildeles eksisterende billeder nye humoristisk-absurde betydninger gennem kreative manipulationer og ændringer i deres tilhørende lydside. I sin artikel om disse remixes demonstererer Mathias Bonde Korsgaard, hvorledes humoren i sådanne klip tilvejebringes, og foreslår samtidig, at disse remixes nærmest kan betragtes som en slags teoritekster om audiovisuelle relationer. Artiklen er desuden en forsmag på den kommende bogudgivelse fra 16:9 om moderne audiovisuel komik, Helt til grin.

Dalton Trumbo: En fortælling til skræk og advarsel!

FEATURE. I årene efter Anden Verdenskrig bredte der sig en frygt for, at Hollywood var infiltreret af kommunistiske agenter. Et af ofrene for paranoiaen var manuskriptforfatteren Dalton Trumbo, som blev udstødt af filmbranchen på grund af sin politiske overbevisning. Jay Roachs biopic Trumbo tager udgangspunkt i dette kontroversielle kapitel i Hollywoods historie. Isak Thorsen ser nærmere på filmen og den historiske baggrund.

Touching the Colour and Sound of Your Body’s Tears: Affect and...

IN ENGLISH. The original cycle of giallo films were infamous for their scenes of murder presented in lurid and graphic detail. Although dismissed at the time as exemplifying the traits of ‘bad’ filmmaking, these films have since become highly influential. Lindsay Hallam argues that the neo-giallo focuses less on recreating a giallo narrative, and more on evoking sensory responses through vivid colour schemes, psychedelic soundtracks, and visceral imagery.