På tærsklen: Om Andrea Arnolds Fish Tank
ET BILLEDES ANATOMI. Analysen af en enkel, men symbolladet frame fra Andrea Arnolds Fish Tank (2009) fører os ind i billedverdenen hos et af nyere britisk films største instruktørtalenter, der lige nu er biografaktuel med American Honey.
Sharp Objects: Det dystre dukkehus
ET BILLEDES ANATOMI. I Sharp Objects gotiske dukkehjem er det ikke patriarkatets men moderens jerngreb, som hovedpersonen flygter fra. Et dystert dukkehus spiller meget passende en afgørende rolle i HBO’s miniserie (2018), hvor djævlen, som altid, ligger gemt i detaljen.
Wien på vrangen: Om The Third Man og virkelighedens medgørlighed
EN SCENES ANATOMI. The Third Man har affødt et meget konkret eftermæle i form af diverse turistattraktioner hvor man kan genopleve filmens ikoniske kulisser, og noget kunne derfor tyde på at filmen primært er et historisk drama i en genkendelig by. Værket er dog i lige så høj grad en forvrængning af Wien, og er i denne artikel afsæt for Alexander Kjems Christensens undersøgelse af filmkameraets påvirkning af vores verdensopfattelse.
Børnene redder fremtiden
EN SCENES ANATOMI. Flere af Cuaróns film rummer religiøse lag, således også Children of Men (2006), hvor flere scener nærmer sig bibelsk palimpsest. Jesper Jensen ser nærmere på de frelsende karakterer i Cuaróns nyklassiker.
De nye guder
ET BILLEDES ANATOMI. Vi fortsætter forskræppet for 16:9s kommende bogudgivelse i denne udgave af Et billedes anatomi. Her tager Henrik Højer afsæt i en serie, der godt nok ikke indgår i bogen, men som ikke desto mindre tematiserer den medieudvikling som Streaming for viderekomne omhandler. I Starz’ psykedeliske fantasyserie American Gods (2017-) står kampen nemlig mellem de gammelkendte guder og, blandt mange andre, Lucille Ball fra I Love Lucy (1951-1957), der her repræsenterer de nye guder og den tv-fortid, som serier a la American Gods står på skuldrene af.
En scenes anatomi: Klap hvis du tror på eventyr!
ANATOMI. Steven Spielberg var en af 80’ernes mest betydelige amerikanske filmskabere, og i 1982 skabte han en eventyrlig, Peter Pan-lignende film, som skulle blive lidt af et generationsopus for dem, der var unge i tiden. E.T. handler om den barnlige tro overfor den voksne resignation, og netop dette hovedtema indkapsles i en nøglesekvens fra filmen. Denne sekvens ser Jesper Jensen nærmere på.
Det indifferente kamera
ET BILLEDES ANATOMI. Ruben Östlunds De ufrivillige fra 2008 er en stilistisk stringent film, hvor der aldrig klippes internt i den enkelte scene, og hvor kameraet aldrig bevæger sig. Så meget desto mere overraskende er det ene moment i filmen, hvor vi konfronteres med hvad der ved første øjekast ligner en kamerabevægelse – men viser sig ikke at være det alligevel …
Et blik til tiden
ET BILLEDES ANATOMI. I den velspillede og -fortalte serie The Deuce om New Yorks prostitutionsmiljø i 1970'erne går 'Candy' op og ned ad 42nd Street og ryster gang på gang alfonserne af sig. Hun insisterer på at passe sig selv - og i en helt central scene returnerer hun også årvågent vores voyeuristiske blikke. Men hvad har det med #MeToo at gøre? Henrik Højer ser på Candys blik til tiden.
Whiplash: Beyond what’s expected
EN SCENES ANATOMI. Slutscenen i Damien Chazelles Whiplash får os til at nyde noget, vi egentlig ikke kan stå inde for. Æstetikken går op, mens etikken går under. Jens Haaning kaster et næranalytisk blik på scenen, hvis musikalske trommesolo matches af filmisk ekvilibrisme og tilfredsstillende ambivalens.
Øje for øje og den anden kind
EN SCENES ANATOMI. Ved premieren i 2008 skilte Gå med fred Jamil vandene: Gav den et ensidigt negativt billede af sit muslimske miljø? Gennem en analyse af en af filmens mindst dramatiske, men mest velkomponerede scener, hvor hovedkarakteren Jamils valgmuligheder dissekeres, demonstrerer Jesper Borchmann, at filmen er langt mere nuanceret end som så.
