I et aktuelt medielandskab af overflod, streamingkrig, bristede bobler og aflyste serier lever de nordiske public service-serier stadig. Og de fortjener et liv. Det er norske NRK’s Makta et af de nyeste eksempler på. I denne anatomi ser vi nærmere på føljetonen om Gro Harlem Brundtland og magtspil, der løb med prisen for bedste serie ved CANNESERIES 2024. Gør klar til stærke kvinder og appel om anarki.
Der er næppe tvivl om, at der det sidste årti er sket spændende ting med serieproduktionen hos den norske public service-station NRK. Både ungdomsserier som SKAM (2015-2017) og Rådebank (2020-2022) samt ‘segmentknuseren’ Exit (2019-2023) har skabt watercooler-moments (også) her i Danmark.
Der kan være flere grunde til denne succes: dygtige hoveder og hænder for det første. Men også sans for transmediakredsløb, tilnærmelse til DR’s seriedogmer om bl.a. One Vision og Crossover-princippet, økonomisk satsning på streaming-rettet kvalitetsdrama og det nordiske N12-samarbejde, der støtter op om skandinavisk samproduktion og distribution, er sikkert medvirkende faktorer.
Den seneste NRK-succes er Makta (dansk: Magtspil). Har du ikke set den? Gør det – den ligger på DRTV! Det er den, vi nu skal se på og lytte til.
Lidt fakta om Makta
Makta (2023-2024) handler om den første kvindelige statsminister i Norden, Gro Harlem Brundtland (Kathrine Thorborg Johansen), og det norske arbejderparti i 1970’erne og starten af 1980’erne. På papiret klassisk public service-drama med et biografisk hjerte og en (nær)historisk formidlingsinteresse. Skildringen af et lille nordisk land, hvor moderate socialistiske og borgerlige kræfter hele tiden skiftes til at have magten, er ganske genkendeligt. Det samme gælder miljøskandaler, energiforsynings- og ligestillingsdiskussioner, bz’ere, magtfulde LO-bosser, politiske studehandler og ditto familier, der føder magthavere i flere generationer. Vi har pænt meget til fælles i Norden, selvom vi ofte glemmer det.
Serien er blevet set flittigt i Norge, hvor de 12 episoder if. Kantar Media i gennemsnit er set 823.000 gange, og 2.890.000 har “vært innom en eller flere episoder” (Nordheim 2024). Ligeledes internationalt har den med prisen for både bedste serie og bedste musik på CANNESERIES fået anerkendelse. Showrunnerne – triple vision-skriveteamet – består af Johan Fasting (Ninjababy), Kristin Grue og Silje Storstein, mens Yngvild Sve Flikke (også Ninjababy) har virket som konceptuerende instruktør.
Den legende stil, der kendetegnede Fasting og Flikkes Ninjababy fra 2021, kan genfindes i Makta, og det er selvsamme, der har sikret serien gennemslagskraft. Den er alt andet end brun 70’er-støvet public service-fiktion. Den omfavner art-tv-tendenser med en markant iørefaldende lydside, metabevidsthed, brud på den 4. væg, håndholdt kamera, genkomne momenter af subjektiv og magisk realisme. Den er divers i sin casting, fyldt med intertekstuelle referencer og leger med dramaturgiske principper fx i bottle episoden Flodhesten, der if. Fasting er inspireret af Eugène Ionescos absurde teater (Næsehornet fra 1958). Den lader også handlingen foregå i et nutidigt Oslo, blander arkivmateriale med egne optagelser, og med en gentagen disclaimer – *BASERT PÅ SANNHET, LØGN OG DÅRLIG HUKOMMELSE – imødekommer den de (forudsigelige, måske vigtige – men også til tider trættende) diskussioner om manglende historisk nøjagtighed (fig. 1). Samme disclaimer røber i øvrigt seriens humoristiske tone, og selvom ærindet i denne artikel ikke er anmeldende, men analytisk, er det vanskeligt ikke at nævne den balance mellem alvor og grotesk humor, showrunnerne og castet har formået at ramme.
Anarkistisk konceptidé
Den ca. 140 mio (NOK) dyre serie er if. skaberne ikke blevet til for at please parnasset og middelklassen, der i forvejen ser med på store fiktionsserier af denne type. Den er derimod et forsøg på at give den gode smag fingeren, animere unge til at interessere sig for politik og være magtkritiske. Det ekspliciteres bl.a. i flere paratekster, hvor det anarkistiske symbol (et stort A i en cirkel) figurerer (fig. 2).
I det lys giver det noget løsrevne tolvte afsnit, Affaldet, bedre mening. Det har fokus på Nini Stoltenberg (Jens Stoltenbergs lillesøster, spillet af Flo Fagerli) og vennernes kamp for et ungdomshus i Oslo samt deres kontakt til den anarkistiske undergrundsavis Gateavisa. Og det slutter med, at Nini og vennerne giver kameraet, establishmentet og os seere fingeren (fig. 3-6).
Umiddelbart inden har Nini forklaret en hjemløs pige, hvad banneret på det nye ungdomshus ALL MAKT TIL INGEN betyder: Hvis ingen har magten, har alle magt. Ingen bør bestemme over hinanden, og statens magt bør ikke diktere livet for os. I denne kontekst betyder anarki selvsagt frihed, ikke negativ lovløshed og selvtægt. Friheden til selv at tage styring over sit liv – imperativet til at handle selv.
Den antiautoritære præmis var ikke kun styrende på indholdssiden, hvor den også er tydelig i Arbeiderpartiets moralske nedsmeltning. Den blev også brugt som æstetisk ledetråd. Johan Fasting fortæller i NRK’s podcastrække Seriesnakk om Makta, hvordan de hurtigt i researchen stødte på historien om, hvordan redaktionen på Gateavisa under valgkampen i 1981 bedrev ‘garbagologi’. De stjal simpelthen de to statsministerkandidaters skrald for at analysere, fortolke og lægge frem, hvad det sagde om dem, så folk var bedre i stand til at vælge. En sekvens, der er genskabt i serien.
“Serien skal føles som om, at redaktionen på Gateavisa har fundet et kamera i affaldet, og så har de bestemt sig for at lave 12 timers tv-drama om Arbeiderpartiet. Det var ligesom efter lange samtaler om, hvordan vi kunne konceptualisere denne serie, så blev det ligesom … det var dét, idealet, sådan som serien ideelt set burde føles. Så det blev en pegepind for os, og den er blevet givet videre til alle i staben, alle instruktører, fotograferne … okay, hvordan ville Gateavisa have lavet den serie, og så prøvede vi at tilnærme os det.”
– Fasting til Risan 2024, afsnit 12, 15:29-16:08, min oversættelse og transskription
Så når Fasting, Grue og Storstein lader Gateavisa-gruppen finde et udtjent videokamera i Gro Harlem Brundtlands skraldespand, og de joker med, at de nu kan lave en tv-serie (22:48 min), er det en metahilsen til seriens eget koncept. Det forklarer selvfølgelig umiddelbart den ofte håndholdte kameraføring og bruddene på det klassiske filmsprog, som Makta som nævnt bruger. Filmisk anarki (fig. 7 og 8).
Omvendt – hvis vi læser serien lidt mod hårene – er de greb, som umiddelbart virker som en fuckfinger til den gode smag, en ganske veletableret avantgardeæstetik. Så etableret, at den ikke længere for alvor er ‘avant garde’. Og i Makta gives fuckfingrene da også af vaffelspisende, smilende unge i varm belysning, der har fået deres ungdomshus uden et voldeligt showdown med politiet. (Den rødhårede oprører Nini Stoltenberg har desuden omsorgsfuldt lagt slumretæppet over sin far, den forhenværende forsvarsminister og senere diplomat, inden hun forlader sit trygge hjem for at møde de andre unge). Det er en nordisk, velfærdssamfunds-konsensussøgende version af anarki og magtkritik, vi er vidner til.
Makta lader dog også andre bryde den 4. væg. Vigtigst af alle: hovedkarakteren Gro. Tre gange i løbet af de tolv afsnit.
Gros første blik
I den første del af serien er Gro så moralsk ordentlig, autoritetstro og fokuseret på at gøre ‘et godt stykke arbejde’, at partifællerne nærmest ikke kan rumme det. Samtidig eksploderer hendes popularitet i befolkningen. Det gamle gubbeslæng laver derfor en rokade, hvor de kører hende politisk over. Selve scenen, hvor statsminister Nordlie degraderer hende til almindeligt stortingsmedlem – med den begrundelse, at det er en slags statsministertræning og vidner om hendes lyse fremtid – er et studie i spin. På lydsiden markeres Gros erkendelse af, at hun ‘er blitt luret’ af en diskret alarmlyd (43:22), der lyder som en nutidig mobilalarm. Den er ganske diskret, men markerer selvsagt, at noget afgørende er sket: Vågn op, Gro.
Mens statsminister Odvar Nordli efterfølgende holder pressemøde med sin nye regering, fortrækker Gro – som det ordentlige menneske hun er – til sin nye post på et kælderkontor på Stortinget (fig. 9). Kontoret, der på flere måder trænger til udluftning, er dunkelt, tomt og trist. Hun sidder bogstaveligt talt klemt inde mellem to nedløbsrør, og rummets eneste smalle koøje-lignende vindue sidder så højt oppe, at hun ikke kan se ud på verden, med mindre hun rejser sig … Hun sidder dog ikke længe, før en af hendes indignerede allierede, A-pressens redaktør Arvid Jacobsen (Gunnar Eiriksson), banker på. Den efterfølgende samtales 20 indstillinger afvikles med håndholdt kamera i den ringe belysning, diskret modlys som synes at komme fra vinduet og den interimistiske skrivebordslampe. De indledende french over-kompositioner af den rygvendte Gro understreger fornemmelsen af resignation (fig. 10 og 11).
Men de erstattes af profilbilleder, og Arvid bevæger sig tættere på – ind i kontoret, ind i nære beskæringer og tættere på grunden til sit besøg: “Nej, og nu sidder du her (…) Hvad forestiller du dig selv? Det er helt fint, at du fokuserer på de opgaver, du har, men om et eller fem år vil du sidde her og gøre ‘et godt stykke arbejde’? Eller vil du være statsminister?” (50:22-51:27) (fig. 12 og 13).
Gro lytter og ser op på Arvid, hvorefter hun for første gang vender sig mod kameraet og møder vores blik. På lydsiden starter en pulserende dyb rytme og en klingende lyd som fra en triangel, der ekkoer alarmen fra fyringssamtalen med statsministeren. Hun er vågnet nu. Og Gros første brud på den fjerde væg markerer således det vendepunkt, hvor hun stopper med at være den pæne pige, tager magtkampen på sig og indvier os i sin beslutning. Måske siger blikket: Slutt på Gubbeveldet! Nu skal jeg fandme til fadet. Måske er det her, at hun breaker bad … (fig. 14)
Gros andet blik
Anden gang, at Gro vender sig mod os, er i 7. afsnit, hvor hun er blevet statsminister og har arvet den såkaldte Alta-konflikt, hvor samernes rettigheder og lokalsamfund trues af myndighedernes planer om at udbygge et vandkraftværk i deres nærområde. En gruppe samer har sultestrejket foran regeringsbygningen, og en gruppe samekvinder og -børn beslutter sig for bestemt, men venligt at besætte statsministeriets mødelokale. Her igen et anarkistisk kip med kasketten – en insisteren på at handle og at blive hørt.
Gro forsøger sig med både realpolitisk dialog, udmattelsestaktik og undvigelse, inden hun til slut giver grønt lys for, at samerne fjernes med politiets hjælp. Dagen efter i det nu rengjorte mødelokale, mens hun preppes til en radiodebat på NRK, finder hendes spindoktor på en stol en af samebørnenes tegninger af den forstående tragedie. Han giver tegningen til Gro. Hun bliver stille og genkalder sig sandsynligvis den appel, kvinderne kom med. At hun skulle overveje konsekvenserne som menneske og som mor. Kameraet laver en pull in fra halvnær til nær for at understrege øjeblikket, og indstillingen varer næsten et halvt minut, hvor vi kun ser Gro i denne frontal. På lydsiden høres en stigende dyb, summende underlægningsmusik, til kommer en elektronisk hjerterytme eller alarmlyd. En ret interessant uafkodelighed – er det igen en alarm, der prøver at vække hende, eller er lydenes uorganiske præg en understregelse af, at hendes menneskelighed er væk? Der melder sig også en ubrudt tone fra en tynd vokal, der til sidst lyder som om, den mangler luft. Men da hun løfter blikket fra tegningen og ser op på sin medarbejder med et: “Jeg er klar” (49:14), melder hjerte/alarm-lyden sig med fornyet kraft. Hun er vendt tilbage til den realpolitiske virkelighed, vender sig nu mod kameraet og bryder igen den fjerde væg. En lydeffekt af et fjernt brag skaber eftertryk, hvorefter der klippes til sort, underlægningsmusik og rulletekster. Ikke meget håb der (fig. 15).
Konteksten er, som det fremgår, anderledes end første gang. Her er det realisten i statsministeriet, der ser ud på os. Hun giver ikke efter af empati, sætter ikke sin magt på spil for et mindretals rettigheder, og hun bruger om nødvendigt politiet som redskab. Vores sympati udfordres. Vi kan egentlig godt lide denne kvinde, men magten har fået overtaget. Hun ér breaket bad.
At (i hvert fald noget af) dette fandt sted i virkeligheden minder Makta os i øvrigt om ved at blande autentisk arkivmateriale af kvinderne med egne optagelser, da de bliver fragtet væk i politiets salatfade.
Gros tredje blik
Så springer vi til det omtalte sidste tolvte afsnit med Nini og ungdomsoprøret. Arbeiderpartiet har tabt valget til de borgerlige, hvilket afsnittet som før antydet egentlig ikke interesserer sig synderligt for. Sandsynligvis fordi, at for den antiautoritære ungdomsbevægelse er det hip som hap, hvem der vinder. Det politiske system er samlet set en hindring for en verden, hvor alle bør have magten. Men da Nini og vennerne går gennem Oslos gader med slagord og bannere (igen montageklippet med autentisk arkivmateriale) passerer de et fornemt konditori. Der sidder Gro, Ninis far og de andre detroniserede folk fra Arbeiderpartiet og drukner deres sorg i kaffe og kager.
Kameraet bliver udenfor (på de unges side), mens den næsten et minut lange indstilling starter i en 3/4-total og slutter i et tele-nærbillede af Gro, der ser ud på demonstrationen – og samtidig os. Demonstranterne er uskarp obstruction i billedets forgrund og bliver næsten symbolsk – en tåge for Gros blik. Hun forstår ikke rigtigt, hvad hun ser? Framet af og i sin politiske virkelighed, sammen med de gamle ‘gubber’ og på sikker afstand bag ruden. Lyden af demonstranterne og en repetitiv, rocket underlægningsmusik skaber optrapning. (fig. 16).
Måske er der dog antydningen af et smil? Måske er blikket et metabevidst farvel til os? Eller et på gensyn – mange vil vide, at hun fik comeback som statsminister og endte med at få en glorværdig karriere ved FN og WHO, efter hun forlod norsk politik. Men lige i det moment handler det ikke om Gro længere. Det handler om de unge, der får det sidste ord – og de sidste seks minutter spilletid. Det er if. showrunnerne den rigtige slutning, når det hele handler om at få vækket unges magtkritiske bevidsthed.
Og så er der gubberne…
Denne artikels titel, “Slutt på Gubbeveldet”, er showrunner Kristin Grues ord fra 1. episode af podcasten Seriesnakk. ‘Gubbevelde’ passer så utrolig fint på det un-woke patriarkalske arbejderparti, vi møder undervejs. Skal man se blot et afsnit, der indkapsler dette, må det være “Tut tut”, hvor partiet drager på togtur lastet med journalister og en masse alkohol. Tut rimer på sprut.
Men mange af disse mænd er faktisk også sympatiske og/eller interessante. Der er idealisten og antihelten Reiulf Stein, hvis alkoholmisbrug giver ham nogle af de vildeste (også filmiske) scener i serien, men også de mest rørende som i sommerlejren på Utøya i afsnit ni. Der er stor-aflytteren møbelhandler Arvid Engen (Trond Espen Seim), der både indgår i serien som en diegetisk karakter og fungerer som metabevidst fortæller fra en græsk tragedie. At han er en virkelig person, er et godt eksempel på, at virkeligheden kan overgå fantasien. Og der er Odvar Nordli med den kolossale hjemve, der bliver dels fanget dels smigret til at gå efter statsministerposten. Hans hovedpinesmerter giver anledning til nogle af Maktas allerbedste eksempler på subjektiv realisme, særligt hans totale sammenbrud i slutningen af afsnit fem.
Men denne gang fik ‘gubbeveldet’ altså ikke hovedrollen.
* * *
Fakta
- Fasting, Johan, Kristin Grue og Silje Storstein: Makta (dansk: Magtspil, internationalt: Power Play), en sæson med 12 afsnit, NRK 2023-2024. Kan ses på DRTV
Litteratur og materialer
- Jensen, Ib Keld: NRK-dramaserie er en sjælden segmentknuser, d. 1/3 2022, af Nordvisions årsrapport 2022
- Johansen, Sondre H.: En sann løgn. Manusforfatternes metode og arbeid med karakterer i TV-serien Makta, bacheloroppgave i Film- og videoproduksjon (vejleder Anne Gjelsvik), NTNU – Institutt for kunst- og medievitenskap, maj 2024
- Nielsen, Jakob Isak: Den kreative fabrik, 16:9 nr. 48, årg. 10, november 2012
- Nordheim, Jasin & Nils Petter Strømmen: TV-fakta om Makta, Kantar Media 2024
- Nordisk Film og TV Fond: In Dialogue: the Norwegian NFTVF Prize nominated creator-writers Johan Fasting, Silje Storstein & Kristin Grue, d. 22/1 2024
- Nordvision: N12 – Nordic Drama, uden dato
- Risan, Torkil: Seriesnakk – Makta, podcastserie fra NRK Radio, 2023-2024
