Atombombens æra danner rammen om to film fra i år, hvor fortidens store opfindelser ændrer historiens gang, mens filmenes hovedkarakterer ser på konsekvenserne med tomme blikke. Oppenheimer (Nolan, 2023) og Asteroid City (Anderson 2023) kan ses som nuanceringer af det amerikanske heltebillede i en tid, hvor USA’s status som stormagt er til forhandling.
Paddehatteskyerne fra prøvesprængninger af atombomber fylder himlen i to amerikanske film fra i år, henholdsvis Wes Andersons Asteroid City og Christopher Nolans Oppenheimer. I førstnævnte stiger skyen til vejrs i baggrunden, bag dineren i den fiktive titelby i Nevadas ørken. Rystelserne får krigsfotografen Augie Steenbeck (Jason Schwartzmann) til at rejse sig fra sin rødpolstrede barstol, pibe i mundvigen, og kigge ud ad vinduet: En nydelig, vatlignende røgsvamp strækker sig op i den pastelblå horisont, bag beige kulliseklipper og små smaragdgrønne kaktusbuske. Kameraet er, som ofte hos Anderson, placeret lige på og symmetrisk i midten af framen i et tableauskabende totalskud, hvor dinerens ene vinduesparti og Steenbecks lænende overkrop udgør billedets højre kant, mens en klippe udgør venstre kant.
Alt i filmen er, som også ofte hos Anderson, i flere metalag møjsommeligt opdigtet og iscenesat, Steenbeck en fiktiv figur, men den virkelige historiske kontekst er året 1955: Rumkapløbet og Den Kolde Krig er i gang, og billedet – udsigten fra en vejsidediner til en atomprøvesprængning – indrammer USA’s daværende dobbelte globale magtposition, kulturel og militær, der skulle definere de kommende årtier på flere fronter.
I Oppenheimer er paddehatteskyen en kulmination, der æder hele billedet op. Her er konteksten Los Alamos, New Mexico 16. juli 1945. Filmen baseret på den virkelige ”atombombens fader”, fysikeren Robert J. Oppenheimer, er godt halvvejs inde: Verdens topforskere har i årevis været samlet i en interimistisk landsby i ørkenen, mens krigen har hærget Europa, for at knække koden til våbnet, der skal redde menneskeheden gennem dets evne til at ødelægge den. I en langstrakt, suspensefyldt sekvens bygges der op til Trinity-prøvesprængningens detonationsøjeblik; et flammehav, en enorm røgsky, så eksplosionens rystende lydbølger. Vi ser Oppenheimers ansigt i profil i et nærbillede: kiggende ud af et koøje i et beskyttelsesrum på afstand af eksplosionen. Han er iført beskyttelsesbriller, og hele hans profil, fra det strittende hår til jakkesættets krave, er overeksponeret af bombens skarpe lys. Hans mund er let åben, han holder vejret, eller måske har han tabt pusten. Billedet af et geni, oplyst af sin egen opfindelses storhed, men også billedet af en mand, der måbende og magtesløs må betragte det monster, han har skabt på sikker afstand.
Et par måneder senere er bomben operationsdygtig, og i en scene senere i filmen beslutter en lille forsamling af mænd i et rum, hvordan historien skal forløbe. Bomberne falder over Hiroshima og Nagasaki, et par hundredetusinde personer og deres hjem udslettes fra Jordens overflade, og krigen slutter. USA vinder magten som ledere af Den Frie Verden, russerne halser efter på den anden side, og i asken fra naturvidenskabens mest destruktive eksperiment tegnes de geopolitiske linjer, alle kommende generationer indtil nu er vokset op inden for.
Begge film omhandler således en skelsættende årrække i den moderne historie, hvor overlegen teknologi og militærmagt fra én nationalstat lagde kimen til hidtil usete fremskridt i store dele af verden. Hidtil uset fred, hidtil uset velstand og komfort. At disse fremskridt stod på skuldrene af massive ødelæggelser og tab af menneskeliv er selvfølgelig ingen hemmelighed, ej heller et underbehandlet faktum på film. Alligevel føles ansigtsudtrykkene på de to films helte, fotografen Augie Steenbeck og fysikeren Robert J. Oppenheimer, som et særsyn. Væk er den stoiske og ansvarsbevidste ro, eller modsat, krigstraumernes maniske delirium, der så ofte er malet i ansigterne på krigens hovedpersoner i amerikanske film.
Disse udtryk er afløst af tunge folder i panderne og mørke rander under øjnene. Begge figurer portrætteres i stedet som melankolske og martrede, depressive med en tomhed, der plejer at være forbeholdt den nærere hverdagsrealisme. Her er to mænd midt i historiske omvæltninger, der burde sætte midtlivskrisen på pause, men som svælger i deres dysfunktionelle familieforhold, deres ar på sjælen, ikke kroppen, og deres evige, forbandede tvivl om, hvorvidt deres idealer stemmer overens med deres handlinger.
Klip til virkelighedens 2023, krig i Ukraine og Israel/Palæstina, Kina buldrer derudaf, Joe Biden i spidsen for en splittet nation, hvor demonstranter har stormet Capitol Hill, og hvor en forretningsmand sender mennesker i rummet og opkøber global digital infrastruktur. Man fornærmer ikke mange ved at sige, at USA ikke længere er den supermagt, der voksede frem i atombombens skær.Måske er tiden nu til selvransagelse? Til en nuancering af det heltebillede, som størstedelen af amerikanske krigsfilm (eller film med krig i baggrunden) har fremsat de sidste mange årtier.
Revurdering af “den gode krig”
Måske indvarsler Asteroid City og Oppenheimer de nedslåede, misforståede geniers tid, der skal afløse de offervillige soldaters tid, og de handlekraftige lederes tid som fikspunkter for billedet af USA’s militære og kulturelle verdensorden. Måske er disse to mutte mandefigurer led i en kommende behandling af et nationalt krigstraume – som hos tyskerne, der på forbilledlig vis har behandlet nazismens og nederlagets traume på tværs af kunstneriske discipliner i årtier. Amerikanernes traume er naturligvis omvendt, det er sejrherrens og magtudøverens, de ædle intentioners og den kyniske instrumentaliserings traume. Men måske skulle nutidens opbrydningstid i USA til for at pudse en linse, der får fortidens magtmanifestationer til at fremstå i et nyt lys. Måske er tiden til en revurdering af billedet af af “den gode krig”, hvor demokratiet og de allierede magter skulle frelse verden fra fascisme, nazisme og enhver diktatorisk totalitarisme gennem en blanding af militærets hårdhændede befrielseskamp og popkulturen og materialismens bløde magt.
Måske er kameralinsen også en undersøgende lup, der både kan vise snavset i systemets korridorer og sørgmodigheden i individets øjne. Bag sørgmodigheden gemmer sig privatliv – i Steenbecks tilfælde opfundet, i Oppenheimers delvist opfundet, i begge tilfælde famlende og frastødende, omsorgsbegærende og koldt opslugt af professionelle besættelser. Men bag sørgmodigheden hos individerne synes der også at gemme sig større spørgsmål på Nationens og Historiens vegne: Hvad ville vi med al den magt? Hvorfor greb vi ud efter den?
Oppenheimer selv vil løse universets gåder gennem kridtformler på tavlen, men som intellektuel ressource bliver han en møtrik i krigsmaskineriet. Steenbeck leder efter det perfekte motiv til at illustrere andre menneskers smerte, han repræsenterer den anden side af mønten; ressourceløs, formålsløs på jagt efter spænding i efterkrigstiden.Begge film drejer sig altså om individer med gode intentioner, der nedbrydes af kræfter omkring dem, som de, i Oppenheimers tilfælde, selv har sluppet løs, eller, i Steenbecks tilfælde, må betragte magtesløst gennem et filter. Deres vilje er i teorien god, men som de eksperimenterende fysikere siger i Oppenheimer, ”får teori dig kun så langt”. I praksis er virkeligheden mere indviklet – for det idealistiske individ og den idealistiske nation. Ideer møder eksperimenter møder instrumentaliseringer møder operationer møder nye industrier og systemer, der skaber efterdønninger langt ind i fremtiden. Den apatiske heltefigur repræsenterer i den kontekst nutidens splittede USA, der ser tilbage på fortidens magtdemonstrationer: Stirrer med tomme øjne ind i en timet eksplosion på afstand, hvor rystelserne først mærkes længe efter, at ilden har ristet sig gennem atmosfæren.
* * *
Fakta
Film
- Oppenheimer, Christopher Nolan, 2023
- Asteroid City, Wes Anderson, 2023
