Petit format – stort drama: Når det korte bevæger

Mange kortfilm lever desværre stille liv langt væk fra potentielle seere. Men til filmfestivaler dedikeret formatet får de eksponering – og ikke blot som sidekicks til film af den ’rigtige’ længde. Den petit “Papa?” (2023) på kun 2 ½ minutter er et klasseeksempel på den korte kortfilms modus operandi. Den er samtidig et Kinderæg: reklame for verdens måske vigtigste kortfilmfestival, homage til kortfilmsformatet og branding af sin afsender. Hele tre ting på én gang. 

Papa?, der er instrueret af Dario Fau for den franske CANAL+, er en reklame for Clermont-Ferrand International Short Film Festival og hylder desuden på meta-manér sit eget format. Den illustrerer, hvordan kortfilm kan både røre, undre, underholde og – jævnfør Kinderæg-analogien – overraske. Denne artikel pakker Papa? ud i en klassisk næranalyse og blotlægger dermed dens strategier og virkning. Det er både ‘en scenes anatomi’, som vi her på 16:9 har en gammel tradition for at bringe, og en kortfilmsanatomi. Først skal vi dog lige runde selve kortfilmsformatet. 

“[It is] compactness that makes short things alive”.

Papa? er et eksempel på det, man kan kalde ‘slice of life-kortfilmen’, og lad os kort pausere lige dér. 

Kortfilm bruges som samlebetegnelse for film med ja … kort … varighed. Der er dog ingenlunde enighed om, hvor kort: maks. 15, 30, 40 eller 60 min? De teoretiske bud og tilmeldingsreglerne til diverse kortfilmskonkurrencer og -festivaler er forskellige. Forsker Richard Raskin har trukket linjen ved 15 min og kaldt alt mellem 15 og 40 minutter for novellefilm, hvilket flugter fint med traditionen i det danske produktionsmiljø. Fra midt-1990’erne og små ti år frem hed den statslige institution, der sikrede produktionen af flere anerkendte korte film på dansk, faktisk Dansk Novellefilm. Men hvad er så den litterære analogi for de film, der er kortere end 15 minutter: digte, prosadigte, haiku, kortprosa? Måske kan man forlade de litterære sammenligninger og fokusere på, at for den korte film er tidsbegrænsningen – hvor elastisk den end er – et grundvilkår. Amerikanske Cynthia Felando foreslår netop, at man fokuserer på de formatspecifikke kendetegn i stedet for. De handler if. hende om unity, character og endings (Felando 2015: 46). Igen tre i én. 

Unity/enhed handler om, at kortfilmen går med én idé, dvs. retter sig mod særligt udvalgte øjeblikke/handlingsforløb og i kraft af tomme pladser ofte giver køb på kausalitet og forklaringer. Hun refererer også den franske nybølge-instruktør Jean-Luc Godard for, at en kortfilm ikke har tid til at tænke (Felando 2015: 45), hvilket giver fin mening, hvis man tolker det som fravær af forklarende scener, delplots og pauser. Tendensen ift. kortfilmens karakterer er, at de er få og etableres med hurtige penselstrøg. De er uden forhistorie, ofte gådefulde og ikke-målorienterede. Derfor gennemgår de heller ikke en stor udvikling på deres meget korte ‘rejser’. Kortfilmens slutninger kan karakteriseres som intense, ofte rummende overraskelser eller twists – og får resten af handlingen til at give mening. Det er således ofte en pointe i bøger om kortfilmsproduktion, at slutningen er det første, man skal finde på.

Felandos tre træk er selvfølgelig – qua kortfilms forskellige længder – bøjelige. Korte kortfilm har ikke rigtig tid til at tænke, men de længere gør det lidt mere. I det lys foreslår Granild og Wolfhagen i deres undervisningsbog Shorts (2022), at man i bestræbelsen på at opnå overblik over det brede felt opererer med et kontinuum, hvor den klassisk fortalte kortfilm er i den ene ende af skalaen og den eksperimenterende kortfilm i den anden (Granild og Wolfhagen 2022: p140). Midt på aksen ligger slice of life-kortfilmen. Den så at sige bungyjumper sit publikum ned i én dramatisk scene og lader det blive ved det. Én begivenhed, få enkle karakterer, ingen mellemregninger, et afsluttende twist og masser af drama. Papa? kan netop dét. Den er med sine egne ord: “Petit format / Gros drama” (02:23) – lille format, stort drama. Men hvordan lader det sig gøre på 2 1/2 minutter? På sølle 30 indstillinger? En undersøgelse af det er ærindet i de næste afsnit. Det er dog en god idé at starte med at se filmen.

Anslag på 17 sekunder

Den første indstilling er med sine 17 sekunder filmens længste og etablerer universet uhyre præcist. Vi droppes direkte ned på en hospitalsgang, hvor det bakkende håndholdte kamera med høj pace følger en mand. Den tætte frontale beskæring og lave dybdeskarphed tuner os effektivt ind på ham, og vi fornemmer trods den sparsomme belysning, at han febrilsk leder efter en bestemt hospitalsstue. Lydsidens hastige fodtrin, travle offscreen lyde af bl.a. ambulancesirener understøtter fornemmelsen af alvor og hast. Efter fire sekunder indhenter og overhaler manden kameraet, der fortsætter efter ham og dermed synliggør hans blikretning. En gråhåret, distingveret læge lukker døren til en stue, ser op og genkender manden, hvorefter han ordløst slår ud med armene. Lægen forlader herefter framen. Der er tydeligvis tale om en situation, hvor lægevidenskaben på den ene eller anden vis har givet op. Manden (og kameraet) stopper nu kortvarigt foran døren, lægen lukkede.

Stille sætter manden og kameraet igen i gang, da han åbner døren, og mens vi orienterer os visuelt, fortæller EKG-bip os, at patientens hjerterytme overvåges. Situationen er alvorlig. Panorering og øget dybdeskarphed giver os nu i en total overblik over hospitalsstuen, mens de andre lyde fra sygehuset fader væk. Såvel visuelt som auditivt koncentrerer vi os nu om hospitalsstuen, hvor en ældre mand ligger i sengen. Centralt i billedet sidder en lille pige lige op af EKG-apparatet og i fodenden en dreng med en violin i skødet. Bag sidstnævnte står en buttet mand, der alvorligt vender ansigtet mod den ankomne og os.

Tættest på døren sidder en voksen kvinde, der taler indtrængende til patienten: “Papa? Papa, jeg ved, at du kan høre mig”. På 17 sekunder etablerer filmen således situation, tema, sted og personer. Vi forstår tillige, at kvinden er datter, de to børn er børnebørn, den buttede mand er svigersøn, og den nytilkomne er søn af den døende.

Mange hænder i spil

Filmens første klip giver os et frontalt reaktionsskud af den nyankomne, og derefter klippes der hurtigt videre til halvnære skud af hhv. svigersønnen og pigen ved EKG’en, der begge ser alvorligt på ham. Pigen er ellers ubevægelig, hendes hænder hviler under sengens kant, og hun ser betuttet ud. Et meget diskret setup ved den, der ser filmen for anden gang. For førstegangsseeren fremstår hun blot trist.

Klip til den talende kvinde i en noget længere indstilling. Hun fortsætter sin talestrøm med at fortælle den døende, at de alle er hos ham nu, og at barnebarnet Antonin vil spille hans yndlingsstykke på violin. Alt synes nøje tilrettelagt. De – eller hun – har gjort sig umage for at få arrangeret en god afsked. Da Antonin ikke øjeblikkeligt begynder at spille på sin mors clue, ser hun insisterende, en anelse manisk, på ham. Et mikroskopisk tegn på, at alt ikke går helt som planlagt, og at hun måske er lidt for meget. Der klippes nu til Antonin, der lægger violinen til rette på skulderen, mens begge forældres blikke nu hviler på ham. Vi hører stadig hjerterytmens regelmæssige bip fra EKG’en, mens det usikre og ikke særligt vellydende violinspil begynder. 

Klip tilbage til kvinden. Hendes bror træder helt hen bag hende, mens hun atter vendt mod patienten fortæller, at hans søn nu også er kommet – omend sent (man fornemmer bebrejdelsen, men et kort reaktionsskud af broderen viser både imødekommenhed og beklagelse) – og at de ønsker at fortælle ham, at … “BIIIIP”! (0:45). Hjertet er stoppet med at slå, men kameraet bliver på kvinden, der bremses midt i sin sætning. Hun ser vantro mod EKG’en. Den store afsked er afbrudt inden sit klimaks. Er døden brutalt ligeglad? Blev arrangementet for meget for den døende, tænker vi måske?

Et par hurtige reaktionsskud følger, mens drengen fortsætter sit disharmoniske violinspil. Sammenstødet mellem den alvorlige situation og de skingre toner virker kikset og absurd. En humoristisk inkongruens antydes. Kameraet finder tilbage til kvinden, hvis underlæbe bæver, hvorefter hun begraver sit ansigt i hænderne. Hun er lidt for meget, nok til at vi ikke for alvor græder sammen med hende, men vi har ondt af hende. Det ér døden, det handler om.

Et sjældent totalskud viser os nu i let fugleperspektiv den ubevægelige patient, hvis højre arm ligger ubevægelig langs hans krop (0:57). Hans venstre hånd, der vender mod pigen og EKG’en, kan vi ikke se. Den nytilkomne har nu lagt en trøstende hånd på sin søsters skulder. Pigen sidder stadig mut med sine hænder i skødet. Ikke brudt sammen. Violinen fortsætter sammen med den vedvarende BIIIIP-lyd, og replikken “Det er slut” hænger i luften. Kvinden rejser sig, og i en ny indstilling beder svigersønnen endelig Antonin om at stoppe sit spil. I et par sekunder hører vi kun BIIIIP-lyden, der klippes til et nærbillede af EKG-skærmen – og så pludselig er der hjerterytme igen. Klip til kvinden, der glad vender sig mod de andre og smiler. Et reaktionsskud af hendes mand viser både forundring og lettelse, hvorefter han opfordrer Antonin til at genoptage sit violinspil. Endnu et skud af den nytilkomne viser glæde, og så følger en halvnær af den spillende Antonin og hans violinspillende fingre helt tæt på kameraet. I baggrunden aner vi hans fars fromt foldede hænder. 

Der er rigtige mange hænder her. Vi har nu set alles hænder undtagen pigens – og den døendes venstre hånd. Og der er rigtige mange følelser i spil fra sorg og sammenbrud over afventen og tvivl til glæde og lettelse.  

Død igen

Kvinden læner sig nu smilende frem mod patienten og kameraet og gentager sit “Papa?”. BIIIIP! Patienten er død igen, hvilket atter udløser sorg og vantro i hendes ansigt. Den jamrende violin suppleres af fjernlyden fra en rumlende torden uden for hospitalets mure. Klassisk parafraserende lydeffekt i et dramatisk klimaks. Kvinden vender sig mod sin brors trøstende favn, og han konkluderer igen: “Det er slut” (1:42). Klicheerne står i kø, tragedien bliver for komisk – eller gør den? Der er nu gået 1:42 min., og patienten er død for anden gang. Endnu en af de sjældne totaler skaber overblik over stuen. Antonins spil stoppes igen. Alle er stille. Vi hører kun BIIIIP-lyden og regnen, der nu slår mod ruden. Alles hænder er i øvrigt synlige, næsten.

Klip til manden, der holder om sin søster. Den slørede forgrund afslører, at det er en over the shoulder fra pigens perspektiv, vi nu ser fra. Vi ser med hendes blikretning. Og så begynder hjerterytmen igen. Kvinden vender sig vantro. Er patienten nu vendt tilbage til livet for anden gang? En total fra fodenden understreger alles tilbageholdte åndedræt. De læner sig frem. Svigersønnen ser afventende på de andre voksne. Et nærbillede af manden afslører samme reaktion, mens kvinden med sin genkendelige overtydelige mimik igen ser håbefuld ud.

Og død igen

Til lyden af kvinden, der offscreen for tredje gang prøver med sit “Papa?”, ser vi nu i halvnær pigen. Hun ser ud af billedrammen, sandsynligvis mod sin bror, så derefter med et skævt og skælmsk smil først op og så ned. Et klip i blikretning afslører hendes hænder. Med sin ene hånd har hun fat om EKG-sensoren på morfaderens/patientens finger. Hun klipser den lynhurtigt og diskret af og udløser det karakteristiske BIIIIP!

Det har været hende hele tiden. Hun har leget med de andres følelser og med vores. Hun har drillet og narret sin familie: sin lydige bror, sin veldresserede far, sin over the top-mor og sin intetanende onkel. Hun har fået lægen til at give op. Hun har narret os, men nu delt sin morbide, småsadistiske og meget underholdende hemmelighed med os. I virkeligheden er hendes morfar ikke død, men det ved de andre ikke. Hun har stadig hænderne under sengekanten. Legen kan fortsætte.     

Mens hendes mor skriger “Papa!” og råber efter en læge, klippes til større beskæring, og kameraet laver en cool og kontrolleret 10 sekunders pull away. Underlægningsmusik toner ind – en professionel, velklingende ikke-diegetisk version af den melodi, Antonin har prøvet at spille. Pigen sidder igen i midten af billedet. Hun er totalt i kontrol, og mens de slørede voksenskikkelser i billedets forgrund råber og springer rundt – mændene prøver uden held at få moderen til at falde til ro – sidder hun roligt i baggrunden med et diskret, underfundigt smil og betragter dem. Næsten stolt ser hun ud, og så møder hun vores blik i et afsluttende brud på den fjerde væg.  

Hvid tekst viser sig nu på skærmen: “Petit format / Gros drama”, og der klippes til sort skærm og teksten: “Le court n’a pas fini de nous faire vibrer”. Det kan i denne kontekst oversættes til noget i retning af “Kortfilmen/det korte er ikke færdig med at bevæge os”. Og derefter kommer teksten: “CANAL+. Partenaire officiel du festival international du court-métrage de Clermont-Ferrand” (da. “officiel partner for den internationale kortfilmsfestival i Clermont-Ferrand”).

Payoff x 3

Med sit pay off og genretypiske afsluttende twist viser Papa?, hvad kortfilmsformatets kompakte fortælleform kan. Den er en petit eksemplarisk hyldest til selve kortfilmskunsten. Den er også i sjælden grad ‘show, don’t tell’ i sin reklamestrategi. Det er ikke nødvendigt med velmenende eksperter, der proklamerer formatets fortsatte vitalitet, eller berømte ambassadører for kortfilmfestivalen, der lokker med stjernestøv og fornemme priser. Papa? er en demonstration af festivalens værdi og relevans, der kan stå alene. Kortfilm kan røre, underholde, vække genkendelighed og forføre. Også med et strøg af djævelsk begavelse. 

De 2 ½ minutter er som nævnt også virkelig effektiv branding for afsenderen CANAL+, der fremviser sig selv som partner for Clermont-Ferrand. Det er ingen hemmelighed, at der ikke er penge i kortfilm, men CANAL+ er – må vi forstå – en god støtte for de urentable kortfilm og i det bredere perspektiv selveste filmkunsten.

Papa?  blev vist første gang d. 27/1 2023, dvs. på åbningsdagen for årets festival i Clermont-Ferrand. Den blev distribueret via CANAL+ og diverse sociale medier. Efter sigende findes den også som 15 sekunders teaser. Den vandt selv en Golden Lion i filmkategorien på reklamefestivalen Cannes Lions i juni 2023 og er altså nu et prisvindende Kinderæg: homage, reklame og branded content. 

Den er også et godt eksempel på, hvordan grænsen mellem reklame og kunst er udvisket de senere år. Det er ikke længere kedeligt at se (visse) reklamer. Mange er begavede mikrodramaturgiske kortfilm.

* * *

Fakta

 Film

  • Papa? er instrueret af Dario Fau. Den er produceret af Blue Paris i samarbejde med kommunikationsbureauet BETC og franske CANAL+, der er sponsor for Clermont-Ferrand International Short Film Festival. Engelsksproget version findes her: Canal+ : Papa?

Litteratur

Seneste artikler