Farver, tekstur og melodrama: Det naturalistiske udtryk i Carol

ET BILLEDES ANATOMI. Todd Haynes’ film Carol fra 2015 har en række træk tilfælles med samme instruktørs film fra 2002, Far From Heaven. I forhold til den visuelle stil har man dog denne gang, meget bevidst, valgt et mindre ekspressivt udtryk, end det var tilfældet i forgængeren. Henrik Højer kigger i Et biledes anatomi nærmere på farveholdning og tekstur i Todd Haynes film om lesbisk kærlighed i 1950’ernes USA.

Kompromisløst sortsyn? Henrettelsen, der forsvandt fra Double Indemnity

ET BILLEDES ANATOMI. Kan film noir blive mere desillusioneret end dette still fra Double Indemnity (1944) af Neff i gaskammeret? Imidlertid blev hele den afsluttende henrettelsesscene skrottet i klipperummet. Det giver anledning til overvejelser om hvor markant slutningen i den færdige film reelt bryder med Hollywoods krav om happy endings.

Hilsen til en Oscarvinder: En 16:9-quiz

ET BILLEDES ANATOMI. I anledning af Oscaruddelingen den 28. februar hopper 16:9 på quiz-vognen. Har du et bud på hvilken Oscarvinder, der refereres til i denne udgave af Et billedes anatomi inden fredag d. 26. februar, er du med i lodtrækningen om tre eksemplarer af 16:9-bogen Guldfeber – På sporet af Oscarfilmen.

Natten er blå som… – Teal and Orange er det nye...

ET BILLEDES ANATOMI. Begrebet teal and orange eller the blockbuster look har de seneste år fået en del opmærksomhed i filmkredse, fordi en uforholdsmæssig stor andel af film color grades med udgangspunkt i netop disse to komplimentær-farver. Nu har fænomenet også nået tv-skærmen, og i billedanatomien Natten er blå som… kigger Henrik Højer nærmere på hvorfor netop farvekombinationen blå og orange dominerer i tv-serier som Fear the Walking Dead og The Knick.

Øje for øje og den anden kind

EN SCENES ANATOMI. Ved premieren i 2008 skilte Gå med fred Jamil vandene: Gav den et ensidigt negativt billede af sit muslimske miljø? Gennem en analyse af en af filmens mindst dramatiske, men mest velkomponerede scener, hvor hovedkarakteren Jamils valgmuligheder dissekeres, demonstrerer Jesper Borchmann, at filmen er langt mere nuanceret end som så.

Whiplash: Beyond what’s expected

EN SCENES ANATOMI. Slutscenen i Damien Chazelles Whiplash får os til at nyde noget, vi egentlig ikke kan stå inde for. Æstetikken går op, mens etikken går under. Jens Haaning kaster et næranalytisk blik på scenen, hvis musikalske trommesolo matches af filmisk ekvilibrisme og tilfredsstillende ambivalens.

Family Noir

ET BILLEDES ANATOMI. Det er blevet mindre entydigt, hvilke tv-serier der skal ses og kan ses. I ugens billedanatomi præsenterer Henrik Højer et godt bud på skal. Meet The Americans!

Det indifferente kamera

ET BILLEDES ANATOMI. Ruben Östlunds De ufrivillige fra 2008 er en stilistisk stringent film, hvor der aldrig klippes internt i den enkelte scene, og hvor kameraet aldrig bevæger sig. Så meget desto mere overraskende er det ene moment i filmen, hvor vi konfronteres med hvad der ved første øjekast ligner en kamerabevægelse – men viser sig ikke at være det alligevel …

Lad os snakke om Kevins mor

EN SCENES ANATOMI. We need to talk about Kevin er en ubehagelig og skræmmende film, som man egentlig ikke har lyst til at se til ende. En eksistentialistisk gyser, hvor seeren står tilbage med et stort ’hvorfor’, og det samme gør Kevins mor. Curran & Schou ser - helt tæt - på filmens fragmentariske og labyrintiske anslag.

Nick Cave mellem virkelighed og fiktion

EN SCENES ANATOMI. I den fiktive dokumentar 20.000 Days On Earth oplever vi hvordan en fiktionaliseret virkelighed kan blive andet og mere end den virkelige virkelighed – i hvert fald når emnet er sangeren, sangskriveren og forfatteren Nick Cave. I filmen påstår Cave at han ikke længere er et menneske. Men hvad er han så? Det undersøger Morten Søding Sørensen her.