Sort jul: Om farverne i Tim Burtons klassiker The Nightmare Before Christmas

Tim Burton og Henry Selicks moderne klassiker The Nightmare Before Christmas fra 1993 indeholder en række karakteristiske Burton-elementer. Derfor er filmen heller ikke et traditionelt juleeventyr men tværtimod en fortælling, hvor de mættede julefarver iblandes en god del sort/ hvid ekspressionisme.

Ovenstående gif er fra stop motion-filmen The Nightmare Before Christmas eller, som den blev markedsført op til premieren i julen 1993, Tim Burton’s Nightmare Before Christmas. For selvom filmen er instrueret af Henry Selick, bærer den Burtons umiskendelige mærke. Filmen er da også  produceret af Burton, og karakterer og universet er konciperet af den daværende Hollywood-wunderkind. Fra spillefilmsdebuten i 1985 med Pee-Wee’s Big Adventure og frem til Ed Wood i 1994 kunne Burton tilsyneladende ikke sætte en fod forkert, og det lige meget hvor langt han bevægede sig væk fra de traditionelle opskrifter for succes ved billetlugerne. Han var for dyster til Disney (hvor han indledte sin karriere) og for nørdet og gotisk til de fleste andre, men Paul Reubens (manden bag Pee-Wee Herman) kunne se potentialet, og Pee-Wee Herman blev den første af mange Burton-helte, der er for sære til denne verden. Hvor Pee-Wee Herman lever i en form for lykkelig uvidenhed om sin egen særegenhed, bliver det på tragisk vis tydeligt for Edward, Scissorhand, Batman, The Penguin, Ed Wood og ikke mindst Jack Skellington, at de på trods af et stort ønske om det modsatte forbliver misfits.

Burton Classic

The Nightmare Before Christmas er Burton classic. Filmen fortæller historien om Jack Skellington, der er stjernen i Halloween-town, men som alligevel drømmer om andet og mere. Han er efter mange år i branchen træt af at skræmme børn fra vid og sans en gang om året, og da han på en af sine ensomme vandringer ved et tilfælde ender i Christmas-town vil begejstringen, som det fremgår herover, ingen ende tage. Jack vil være en del af festen og insisterer overfor en skrækslagen julemand på at overtage tjansen blot et enkelt år. Det går grueligt galt. Jack har slet ikke forstået konceptet og entrerer under navnet Sandy Claws med skeletrensdyr og skræmmende gaver. At Jacks i udgangspunktet venlige overtagelse af julen ender i tragedie, kan ikke komme som en overraskelse for faste Burton-følgere, og som altid hos Burton er det udprægede dårlige match mellem Jack og julen markeret visuelt og ikke mindst gennem farverne.

Black Christmas

Julen er i The Nigthmare Before Christmas, defineret ved sine mættede farver. Den rød/hvide julepynt, den rød/ hvide julemand, det grønne juletræ, den mørkeblå stjernehimmel og det orange skær fra pejs og stearinlys. Over for det står Jack i sort/hvid skikkelse som en omvandrende negation. Han er tillige et skelet og derfor lige så tynd som julemanden er tyk. Hans øjne er af samme grund mørke huler, der minder os om den død og evige fortabelse, som han repræsenterer. Jack er alt det, julen for en kort stund fortrænger, og derfor er der ikke anden udvej for ham end at blive ved sin læst og efter bedste evne hjælpe med at genetablere julen som lysets fest.

I modsætning til Pingvinen i Batman Returns og til Edward Scissorhand og Ed Wood får Jack noget, der ligner en lykkelig slutning. Han får sin elskede og finder hjem, men pointen er, trods alt, bittersød, og skomageren må blive ved sin læst. Akkurat som de øvrige Burton (anti-) helte kan Jack ikke skjule, at han med sit udseende er fastlåst i rollen som uhyggespreder. Og heri ligger måske det allermest ’julede’ ved Selick og Burtons film; at de trods alt har overbevist alverdens biografgængere verden over om, at helten i en julefilm kan være et skelet.

Godt nytår!

* * *

Fakta

Tidligere artikler fra 16:9’s spalter med fokus på Tim Burtons film:

Film

  • The Nightmare Before Christmas (1993), instrueret af Henry Selick
Henrik Højer
Født 1969. Medstifter af 16:9. Cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film- og tv-kundskab. Adjunkt på VIA Film and Transmedia i Aarhus. Sammen med Jakob Isak Nielsen forfatter til bogen Film i øjet (Dansklærerforeningens Forlag, 2005). Har tidligere undervist på Aarhus Universitet i nyere amerikanske dramaserier, et område han også har skrevet om i flere sammenhænge; er medforfatter samt –redaktør (s.m. Jakob Isak Nielsen og Andreas Halskov) på bogen Fjernsyn for viderekomne - De nye amerikanske tv-serier (Turbineforlaget, 2011) og Guldfeber – På sporet af Oscarfilmen (Turbineforlaget 2014).