| |
En røverhistorie
Filmanmeldelse. Big Fish (2004). Instruktion: Tim Burton.
Af JAKOB ISAK NIELSEN
Tim Burtons film er fyldt med skabere og skabninger. Der er egenartige
kunstnere, som producerer egenartige kunstværker: Victor Frankensteins
Sparky, Pee-Wee Hermanns cykel, Batmans legetøj, Edward Saksehånds
skulpturer af is, Ed Woods film og Ichabod Cranes instrumenter. Big
Fish har også en egenartig kunster ved navn Ed. Ed skaber også. Han
skaber sin egen myte.
De fleste af os har sikkert lagt øre til onkel Orlas historie om skovsøens
snu gedde, der var så stor, at dens hale og snude ragede mod jorden,
da han kørte hjem med den på cyklens bagagebærer. Én af de formildende
omstændigheder ved en sådan historie er, at man kun hører den, når
der er sølvbryllup, konfirmation eller barnedåb. Men hvad gør man,
hvis onklen er ens far, og han ALTID fortæller røverhistorier? Det
problem står William Bloom med (Billy Crudup som voksen, Grayston
Stone som barn). Hvad andre børn drages af, har han hørt hundredevis
af gange. Hans far - Edward Bloom (Albert Finney som ældre, Ewan McGregor
som yngre) – er tilbøjelig til at frem- og ophæve sig selv i beretninger
om fabelagtige handlinger og begivenheder, der indtraf tidligere i
hans liv. William derimod optræder mere som en fodnote. Ja, faktisk
synes de fabelagtige hændelser at slutte, omtrent da han kom til verden.
Tilsyneladende bliver Edward aldrig træt af at genfortælle de gode
gamle historier, og da han i bryllupstalen til William og dennes
kønne, sukkersøde, franske brud Josephine (Marion Cotillard) for
gud ved hvilken gang vælger at fortælle sin historie om,
hvordan han mødte sin kone (Jessica Lange/Alison Lohman),
kommer det til et brud mellem far og søn. De holder op med at tale
sammen. Tre år senere får William et opkald fra sin mor – Edward
er døende. Fra sit domicil i Frankrig vender William tilbage til
barndomshjemmet med en højgravid Josephine ved sin side. Big
Fish zoomer derefter ind på kernen i far-søn-konflikten. Det
handler ikke blot om opmærksomhed og anerkendelse. William står
selv på tærsklen til at blive far og har selv sagt svært ved at
tage ved lære af Edwards forbillede. Williams anke er, at han aldrig
har fundet ind til den virkelige Edward. Edwards liv er kun blevet
overbragt til ham i form af fantasifulde anekdoter om kæmper, hekse,
eventyrlige veje til hemmelige byer og ….. ja, en stor fisk, for
det sidste nummer i Edwards repertoire er naturligvis historien
om, hvordan han fangede skovsøens gamle gigant i samme øjeblik,
som hans elskede kone fødte William.
Det fantastiske og det jordnære
Tim Burton har en forkærlighed for stiliserede fiktionelle verdener,
og én af de medarbejdere, som Burton sætter højt på dagsordenen i
bestræbelsen på at visualisere disse scenarier, er hans production
designer. I interviewbogen Burton on Burton er det ligefrem
bemærkelsesværdigt, hvor meget der bliver talt om de forskellige production
designers, og hvor lidt der fx bliver talt om hans fotografer.
I Big Fish er det Dennis Gassner, der har bygget den magiske
mise-en-scene. Senest har han arbejdet på Sam Mendes’ Road to Perdition,
men han er mest kendt for sit samarbejde med Coen-brødrene på The
Man Who Wasn’t There, O Brother Where Art Thou?, The Hudsucker
Proxy, Barton Fink og Miller’s Crossing. Burtons og Gassners
visuelle flair er betagende, og de har samtidig overskud til at kaste
referencer ud af ærmet til så alsidige fiktionelle universer som Bonnie
and Clyde, Deliverance og The Wizard of Oz. Indimellem
citerer de sågar Burtons egne film!
Big Fish skiller sig dog ud fra Burtons tidligere film,
fordi Eds fantasifulde ekskursioner har udspring i et genkendeligt
og ”almindeligt” univers skildret uden pastiche eller ironi. Er
Burton blevet træt af at lege? Er Big Fish den notoriske
voksne film i hans karriere? Man fristes til at tro det,
men der er stadig tiltrækkeligt med legesyge i Big Fish til,
at man må være varsom med at udstikke en retning for hans filmkarriere.
Den jordnære familiekonflikt præsenteres ganske vist som vores emotionelle
forankringspunkt, men den kommer stort set til at fungere som rammehistorie,
idet filmen giver GOD PLADS til at dykke ned i de fantasifulde beretninger.
Således tilbringer vi størstedelen af tiden i Eds fantasiland. Givet
hvad vi kender til Burtons visuelle fantasi, kommer det næppe som
nogen overraskelse. Vi har trods alt med instruktøren at gøre, som
har givet os Gotham City, dødens venteværelse, Edward Saksehånds
pastelfarvede forstad, Hallowe’entown og Sleepy Hollow.
Desværre kniber det med engagementet i den klassiske fader-søn
konflikt, som filmen er bygget op om – som er filmens hjerte, om
man vil. Man kommer let til at tænke på den kritik, som ramte nogle
af Burtons tidlige film, bl.a. Beetlejuice, Batman-filmene
og Edward Saksehånd. Kritikken går for det første på, at
Burton bruger sit krudt på filmenes visuelle design, og for det
andet at han tegner nogle hovedpersoner for grå og kedelige, mens
andre bliver malet i alle regnbuens farver. Det er ikke en opfattelse,
som jeg deler utvetydigt. I visse tilfælde er det et falsk modsætningsforhold
(Michael Keatons Batman er da ikke kedelig, men intens og mystisk),
i andre tilfælde er det en humoristisk eller dynamisk kontrast (fx
i Beetlejuice og Edward Saksehånd). I Big
Fish mener jeg dog, at dette modsætningsforhold vitterligt er
til stede, og at det ikke er til filmens fordel.
Selv om man godt forstår motivationen bag Williams ønske om at
punktere myterne, så er han i Billy Crudups skikkelse lidt for pæn
og nydelig, ordinær og passionsforladt. Josephine-karakteren er
så yndig, forstående og pussenusse-sød, som kun franske kvinder
kan være i amerikanske film. Det meste af filmen tumler hun rundt
med højgravid mave og store fugtige øjne. Parret er så perfekt,
at det er til at gabe over. Kunne de ikke få bare en enkelt lille
brist!? Audiovisualiseringerne af Edwards historier er derimod fantasifulde
og farverige. Her får vi det freak show, som vi kender fra
Burtons side. I glasøjet på en heks ser William, hvordan han skal
dø; han bliver hjembyens sportshelt og driver en kæmpe ud af byen;
han finder en hemmelig by, hvor gaderne er belagt med græs; han
strides med en levende skov; han møder en venligsindet varulv /
cirkusdirektør i skikkelse af Danny DeVito, og som faldskærmsudspringer
under Koreakrigen havner han midt i den røde hærs talentshow, hvor
han stifter bekendtskab med de siamesiske tvillinger Ping og Jing.
Ren vaudeville! Undervejs når han såmænd også at forelske sig i
Sandra, som han vinder til sin kone.
Eds magiske oplevelser er underholdende at følge, men det spektakulære
karaktergalleri til trods har universet ikke den dystre tone, som
er så dragende i andre Burton-film. Danny Elfmans musikspor er tættere
det sentimentale, og McGregors lattermilde gå-på-mod skubber filmen
væk fra det dystre og bizarre over mod det magiske og fantastiske.
Ingen kan vel klandre Burton for at forny sig ved ikke at
anvende en freak eller særling som hovedperson, men man savner
lidt kant i karakterskildringen og lidt kompleksitet i filmens tone.
Fortælleglæde
At indhylle sig selv og andre i fiktionelle konstruktioner ligger
naturligvis enhver historiefortæller nært for hjerte, og alene i de
seneste år er dette tema spillet over forskellige variationer – bl.a.
i Goodbye, Lenin og Livet er smukt. Såvel Big Fish
som disse film hylder fortællingens kraft, men der er også en væsentlig
forskel i måden, de gør det på. I Goodbye, Lenin og Livet
er smukt er opbygningen af en fiktionel verden forårsaget af specifikke
omstændigheder og omgivelser. I Big Fish kan vi selvfølgelig
antage, at Eds hverdag er ordinær og begivenhedsløs, men vi får aldrig
indsigt i, hvad der præcist motiverer Eds kreative omgang med virkeligheden.
Hvorfor er det nødvendigt? Fortællingens fortrinligheder er dermed
kun bundet op på selve fortællingerne. Det er en væsentlig
grund til, at der ikke er den friktion og dynamik mellem fantasisporet
og hverdagssporet, som der kunne have været. Set fra mit biografsæde
overtrumfede Eds fantasiland simpelthen familiedramaet. Den konklusion
synes filmen også at komme til, for mod slutningen løber familiekonflikten
ud i sandet. I stedet falder det magiske spor ind over det realistiske.
William finder ud af, at røverhistorierne måske har mere grobund i
virkeligheden, end han turde tro. De spektakulære vaudeville-karakterer
sluses ind i det realistiske univers, og filmen ender med at opretholde
og favntage Eds magiske beretninger på bekostning af den jordnære
hverdag. William indstiller sin efterforskning og lader Ed blive identisk
med de historier, han fortæller om sig selv. Fantasien længe leve! |
|


Tim Burton: Big Fish (2003). |
|