Medieanalysens kunst

096_00_the_act_of_killing

Medieanalyse (Samfundslitteratur, 2015) handler om, hvordan man analyserer et væld af nye og gamle medietekster, som florerer på diverse forskellige medier og som befinder sig i grænselandet eller på tærsklen imellem forskellige medier. I den forstand handler Medieanalyse også om de paratekster (plakater, trailere, teasers, hjemmesider mv.), som er medvirkende til at pirre og aktivere brugeren på forskellige måder, og bogens design afspejler dette på den fornemste, mest naturlige vis. Bogen er indbydende og flerstrenget, og dens visuelle opsætning med mange modeller, mellemtekster og begrebsgennemgange passer til bogens flermedielle og pædagogiske fokus. Medieanalyse er skrevet af en række af landets førende medieforskere, og den blander solid faglig formidling og elementer af ny viden og forskning. Den fortjener at blive kanoniseret ligesom den tv-serie, som omslaget refererer til: Mad Men.

 

Forsiden ligner coveret til dvd-udgivelsen af Mad Men (AMC, 2007-2014), og det er næppe tilfældigt. For alt i Samfundslitteraturs aktuelle bogudgivelse Medieanalyse virker indbydende og velovervejet, og bogen handler om medieanalysens kunst, sådan som Mad Men satte fokus på tv-seriens potentielle status af samme (jf. fig. 1-2). Allusionen til Mad Men vidner også om bogens kobling imellem det historiske og det aktuelle, idet serien er fra det nye årtusinde samtidig med, at den er et periodedrama, som handler om overgangen fra slutningen af 1950’erne til slutningen af 60’erne. Også dette spejler sig i fagbogen Medieanalyse – en bog, som netop kobler det historiske blik (set igennem de historiske introduktioner til hvert kapitel og den kronologiske fremstilling af de enkelte medier) og et tiltrængt fokus på aktuelle analyseobjekter, fra Harry Potter-filmene (2001-2011) til Klovn – The Movie (2010) og World of Warcraft. Og mon ikke, at bogen får samme status som Mad Men, om end i en mindre og mere nicheagtig skala. Ligesom Mad Men bliver den næppe en massiv bestseller, men på samme måde som man tænker på Mad Men, når man tænker på nyere ’kvalitetsserier’ (over there), så vil man formentlig bruge Medieanalyse som referencepunkt, når man skal undervise i medieanalyse på universiteterne eller andre højere læreanstalter (herhjemme).

Denne bog vil formentlig blive synonym med medieanalyse, sådan som Mad Men er blevet synonym med kvalitetsdramatik og fejlbarlige mandekarakterer. I denne anmeldelse vil jeg forsøge at kortlægge nogle af bogens mange fortræffeligheder og forklare, hvorfor dette stykke fremstillingslitteratur er en nødvendig tilføjelse til bogreolen for alle, der i det daglige arbejder med formidling og analyse af medietekster og -produkter. For bogen inkluderer mange typer af medietekster, fra omnibusaviser til dokumentarfilm, tv-serier, computerspil og blogs, og ikke mindst sprækkerne eller krydsfladerne imellem de forskellige medier.

Fig. 1: Forsiden til Medieanalyse (Samfundslitteratur, 2015, red. Palle Schantz Lauridsen & Erik Svendsen), der i farvesammensætningen og fonten synes at referere til Mad Men (AMC, 2007-2014).
Fig. 1: Forsiden til Medieanalyse (Samfundslitteratur, 2015, red. Palle Schantz Lauridsen & Erik Svendsen), der i farvesammensætningen og fonten synes at referere til Mad Men (AMC, 2007-2014).

Fig. 2: Dvd-coveret til Mad Men (AMC, 2007-2014).
Fig. 2: Dvd-coveret til Mad Men (AMC, 2007-2014).

Fra Meyrowitz til moderne medieanalyse

Efter et kort forord åbner bogen, meget passende, med en generel introduktion til medieanalyse, og dette kapitel, skrevet af Erik Svendsen, er karakteristisk for hele bogen. Svendsen tager os helt tilbage til begyndelsen og kortlægger medieanalysens forskellige tilgange og forståelser, uden i skyndingen at glemme de mest basale forhold. Hvis man er tilstrækkeligt indforstået med medievidenskaben som felt og medieanalysen som en praksis, så vil man muligvis anse gennemgangen af begrebet medie (og lignende grundbegreber) som lidt vel omstændeligt og overpædagogisk. Men denne grundighed, som jeg hellere vil kalde det, er faktisk én af bogens fremmeste kvaliteter. For intet tages for givet, og alt forklares nuanceret og med fyldige referencer, uden at bogen virker patroniserende og forsimplet.

Svendsen tager sit afsæt i Joshua Meyrowitz’ sondring imellem tre forskellige konceptioner af medier, hhv. mediet som kanal, mediet som sprog og mediet som miljø, og hævder på baggrund af dette, at det er svært at finde én gældende analysetradition eller -praksis, når det kommer til medieprodukter/-tekster. Anskuer man mediet som en kanal, er man primært interesseret i indholdet, i det budskab som afsendes gennem mediet, men hvis man (typisk som humanist) anskuer mediet som et sprog, så ser man på den mediespecifikke udtryksform. Den første tilgang har tendens til at overbetone indholdet på bekostning af formen, mens den anden tilgang ofte underbetoner mediets samspil med den ydre virkelighed og andre medier (medietekstens kontekster). Men den gode medieanalyse, hævder Svendsen, formår at bygge bro imellem de forskellige tilgange, som Meyrowitz nævner, og den dygtige medieanalytiker vil også være opmærksom på det ”hyperkomplekse tværmediale konvergensfænomen”, som udfordrer rimeligheden i den tredeling, som Meyrowitz fremsatte tilbage i 1997 (Svendsen 2015: 19). ”Det er med andre ord vigtigt”, som Svendsen konkluderer,

[quote_box_center]at have en paradoksal dobbelthed for øje; nemlig at der er god mening i at have blik for det enkelte mediums særtræk, men at det i dag også er nødvendigt at tage højde for sam- og modspillet mellem flere medier og medieplatforme. (ibid.: 20)[/quote_box_center]

Medievirkeligheden har bevæget og forandret sig mærkbart, og Svendsens hovedpointe, som han fremsætter sobert, nuanceret og klart, er at medieanalysen som felt eller disciplin må følge med. Den moderne medieanalyse kan således både inkludere receptionsanalytiske overvejelser, tekstanalyse, sociologiske undersøgelser og kvantificérbare data, men den bør også i særdeleshed være opmærksom på medieteksternes processuelle forløb. Med afsæt i en anden hæderkronet medieforsker, John Fiske, sondrer han her imellem primærtekster (selve serien/filmen/computerspillet), sekundærtekster (presse- og medieomtaler mv.) og tertiære tekster (brugerskabte tekster eller omtale). Men også her tilføjer Svendsen en ikke uvæsentlig fodnote, for i dag er forholdet imellem disse tekster ikke så entydigt, som da Fiske fremsatte sin teori. ”Jo mere interaktion med publikum, jo større er chancen for at skabe en mediesucces”, som han skriver. ”Ergo bliver en af præmisserne for primærteksten publikums kommentarer og folks præferencer. Tertiære tekster bliver dermed udslagsgivende for, hvordan den ’primære’ tekst kommer til at se ud” (ibid.: 24).

Et eksempel på dette er Sherlock (BBC, 2010-), som ikke blot er en remediering af en gammel litterær fortælling – som allerede eksisterer i adskillige forskellige inkarnationer – men også en videreudvikling af universet, som på meget bevidst og kalkuleret vis inddrager tv-seerne og fansene. Dette ligger, som Palle Schantz Lauridsen flere gange har påpeget (også her i 16:9), både i de trailers, som BBC har skabt (hvor man satte gang i hashtagget #sherlocklives) og i brugen af lynhurtige informationer (højhastighedsdeduktioner), som opfordrer seerne til at agere detektiver på jagt efter tekstuelle spor (hvad Henry Jenkins kalder forensic fandom) (jf. fig. 3-4).

Fig. 3: BBC og Sherlock aktiverer brugerne på forskellige måder. Dette gøres bl.a. gennem BBC’s officielle trailere.
Fig. 3: BBC og Sherlock aktiverer brugerne på forskellige måder. Dette gøres bl.a. gennem BBC’s officielle trailere.

Fig. 4: Selve serien Sherlock (BBC, 2010-) indeholder dog også forskellige greb, som opfordrer tilskueren til at fungere som en detektiv.
Fig. 4: Selve serien Sherlock (BBC, 2010-) indeholder dog også forskellige greb, som opfordrer tilskueren til at fungere som en detektiv.

Disse elementer behandler Lauridsen dog ikke i Medieanalyse, hvor han, i et af sine bidrag, primært fokuserer på den litterære Sherlock Holmes. Men Svendsen fremhæver Sherlock-fortællingen som et eksempel på transmedia storytelling og bruger i denne forbindelse en bearbejdet version af Thessa Jensen og Peter Vistisens tentpole-model, ganske som Lauridsen gør det i sin bog om Sherlock Holmes i Danmark (Rosenkilde & Banhof, 2014). I det kapitel om tv-serier, som Palle Schantz Lauridsen præsenterer senere i Medieanalyse, ligger vægten i stedet på forskellige former for tv-programmer og -sening (bl.a. overgangen fra flow-tv til streaming), og et af de analytiske nedslag er ’kvalitetsserien’ Deadwood (HBO, 2004-2006), som forfatteren også har behandlet på en sober og udfoldet vis i Fjernsyn for viderekomne (Turbine, 2011) (jf. Lauridsen 2015: 223-249).

A World of Texts: Fra medietekster til transmedia storytelling

I bogens første del gennemgås nogle overordnede forhold vedrørende medieanalyse som en diffus og multimodal disciplin og genrespørgsmålet som ét af film- og litteraturteoriens mest utæmmelige bæster. Kapitlet om genrer er værd at fremhæve, da det på overlegen vis gennemgår forskellige former for genrekontrakter (ikke blot fiktions- og faktakontrakterne) og genrebegrebets forskellige betydningspotentialer (med henvisning til bl.a. Tzvetan Todorov, Peter Larsen og Gérard Genette).

Men fra bogens første del er det særligt væsentligt at hæfte sig ved Anne Marit Waade og Claus Toft Nielsens sublime gennemgang af transmedia eller multiplatform storytelling. Det er forfriskende, at en moderne bog om medieanalyse faktisk giver nogle bud på, hvordan man som læser/analytiker skal tilgå de fortællinger, som går på tværs af og integrerer forskellige medier, og dette gør Waade og Nielsen på fornemste vis med henvisning til Harry Potter-universet. Det er i denne forbindelse væsentligt at tale om universer, snarere end enkelte film, fordi der netop er tale om world building og ekspansive story worlds – noget der særligt knytter sig til fantasy- og sci-fi-genren. Waade og Nielsen skriver om transmedia-tekst-kredsløb og opstiller en analysemodel til at analysere dette kredsløb (Waade & Nielsen 2015: 67).

I medie- og kommunikationssammenhænge er der siden 1990’erne begyndt at florere adskillige begreber, som søger at beskrive og favne samspillet imellem forskellige medier og medietekster. Begreber som remediering (Bolter & Grusin 2000), mediekonvergens (Pavlik & McIntosh 2004), mediedivergens (Jensen 2003), mediediffusion (Petersen 2006), tværmedialitet (Petersen 2007), flermedialitet (Aaløkke et al. 2005), intermedialitet (Haastrup 2005), hybridmedialitet (Boumans 2004), mediesynergi (Reay 2004), cross-promotion (Smith 1998), krydspromovering (Halskov 2010) og cross media storytelling (Dena 2004) er nogle blandt utallige forsøg på at beskrive de processer og koblinger der sker, når forskellige medieplatforme spiller sammen og indbyrdes begunstiger hinanden. Det er dog vigtigt, som Waade og Nielsen påpeger, at sondre imellem flermedialitet og transmedialitet:

[quote_box_center]I modsætning til flermedialitet (crossmedia), som tilpasser og genfortæller den samme historie i flere medier, så refererer transmedia storytelling til en teknik, hvor hver enkelt medietekst tilføjer noget unikt til den samlede narrative verden gennem narrative forlængelser. (Waade & Nielsen 2015: 61)[/quote_box_center]

I denne forbindelse fremhæver forfatterne, med afsæt i Henry Jenkins, en række brugbare begrebspar, som de pædagogisk redegør for og udfolder. Et af disse begrebspar er deling (spreadability) og fordybelse (drillability), som hhv. henviser til tilskuernes ”participatoriske engangement i strømmen af medieindhold” og den opfordring, som man giver brugeren til at dykke dybere ned i teksten. Det førnævnte eksempel fra Sherlock kunne igen tjene som eksempel, idet BBC via deres trailers opfordrede fansene til at dele hashtagget #sherlocklives og således at føle et medejerskab over tekstuniverset og udbrede det blandt venner og bekendte (hvilket er medvirkende til at skabe den ønskede hype), og eftersom man i de indforståede intertekstuelle henvisninger og hurtige informationer opfordrede tilskueren til en anden og mere detektivisk form for sening. Man ville både have seerne til at engagere sig i og promovere teksten for hinanden, og man ønskede også at gøre seerne til produsers, der både brugte serien (users) og skabte nye tilføjelser til primærteksten (producers).

Fra filmisk realisme til virkelighedsbundne medietekster

Bogens første del beskæftiger sig altså med forskellige medieanalytiske tilgange, forskellige mediegenrer og samspillet imellem forskellige genrer og medietekster. Bogens anden del er derimod viet til en række konkrete medier, som præsenteres i kronologisk rækkefølge og som alle behandles udfra både mediehistoriske og -analytiske perspektiver. To kapitler, som fint illustrerer nogle af kvaliteterne ved Medieanalyse er Kim Toft Hansens gennemgang af filmrealismen som en modus (i modsætning til genrer) og Anne Jerslevs fine kortlægning af dokumentarfilmens historie og de forskellige repræsentationsformer. En af de store kvaliteter i Medieanalyse ligger i dens stærke sammenhængskraft, og dette ser man bl.a. i forbindelse med Hansens og Jerslevs kapitler, for ikke alene ’taler de sammen’, idet de begge handler om fiktions- og faktakontrakten og krydsfeltet imellem fakta og fiktion. Nej, Anne Jerslev åbner også, helt konkret, sit kapitel med at koble tilbage til Kim Toft Hansens kapitel, idet hun skelner imellem dokumentarisme og realisme som forskellige repræsentationsformer og kontrakter.

Kapitlet ”Film – Realisme, genrer og kontekst” bygger ovenpå Palle Schantz Lauridsens solide introduktion til genrer og genreteori (i Del 1) og tager samtidig fat i en særdeles kompliceret debat vedrørende filmrealismen. Er realisme en genre eller en modus, og hvad ligger der i begrebet ”realisme”? Kan man tale om forskellige filmrealismer, hvor nogle måske markerer sig ved en upåfaldende stil (Hollywoodrealismen), mens andre film skaber en fornemmelse af realisme netop ved et påfaldende og råt udtryk (tænk blot på Dogme 95 og det flaksende håndholdte kamera i den iranske film Close-Up [1990] af Abbas Kiarostami) (jf. fig. 5-7)?

Fig. 5: Ladri di biciclette (1948) og neorealismen var ét eksempel på realisme, én af mange realismekonceptioner.
Fig. 5: Ladri di biciclette (1948) og neorealismen var ét eksempel på realisme, én af mange realismekonceptioner.

Fig. 6: Realisme kan bl.a. markeres gennem en upåfaldende æstetik, men man kan også give fornemmelsen af autenticitet gennem heftig brug af zooming, flaksende håndholdt kamera mv., som set i Abbas Kiarostamis Close-Up (1990).
Fig. 6: Realisme kan bl.a. markeres gennem en upåfaldende æstetik, men man kan også give fornemmelsen af autenticitet gennem heftig brug af zooming, flaksende håndholdt kamera mv., som set i Abbas Kiarostamis Close-Up (1990).

Fig. 7: Filmen Weekend (1962) og dens realismestatus er blevet opfattet forskellige i dens sam- og eftertid.
Fig. 7: Filmen Weekend (1962) og dens realismestatus er blevet opfattet forskelligt i dens sam- og eftertid.

Dette felt kortlægger Kim Toft Hansen på overbevisende facon, og han tager særligt udgangspunkt i den danske realismetradition og det nylige, digre fagværk af Birger Langkjær (Realismen i dansk film, Samfundslitteratur, 2012). Ifølge Langkjær kan realismen betegnes som ”et mere omfattende æstetisk normsystem” (citeret i Hansen 2015: 141), og via Langkjær nævner også Kim Toft Hansen nogle kriterier for den filmiske realisme:

(1) Realismebegrebet gælder kun fiktionsfilm.
(2) Realismen er en særskilt alvorsmodus (dvs. at den tager fat i alvorlige sider af tilværelsen).
(3) Realismen fremstår tilgængelig og med et bredt publikumstække.
(4) Fremstillingen er kohærent, således at vi aldrig er i tvivl om, hvad der virkeligt sker for de fiktive karakterer.
(5) Realisme er en ikke-genre.
(6) Realisme er en global form. (ibid.: 141-142)

Foruden at gennemgå og diskutere selve realismebegrebet, så skitserer Kim Toft Hansen også en række af de filmhistoriske bevægelser og strømninger, som knyttes til begrebet realisme – dette i en af bogens mange velvalgte mellemtekster eller temabokse, som dukker op løbende. Det ligner en tanke, at der ikke er tale om traditionelle temabokse med en overlægningsfarve, men at der derimod blot er tale om en tekst skrevet i mindre font og adskilt fra brødteksten af nogle farvede og stiplede linjer. Hele bogen Medieanalyse handler jo om flydende grænser – blurred boundaries, som Bill Nichols udtrykker det – og denne fornemmelse af grænseopløsning i forbindelse med forskellige medier, genrer og udtryksformer synes at afspejle sig i disse stiplede linjer. Hansen sondrer imellem fem forskellige konceptioner af realisme igennem filmhistorien, hhv. realisme som indre virkelighed (Hugo Münsterberg), realisme som ydre virkelighed (André Bazin, Siegfried Kracauer og neorealismen), realisme som ideologi (Vsevolod Pudovkin og Sergei Eisenstein), realisme som social bevidsthed (Raymond Williams) og realisme som historisk form (ibid.).

Hansens gennemgang af filmrealismen ligner en naturlig partner til Anne Jerslevs efterfølgende kapitel om dokumentarisme, et kapitel som hun passende har kaldt ”Dokumentaren – kreative bearbejdninger af virkeligheden”, med slet skjult henvisning til dokumentaristen John Grierson. Som flere af bogens øvrige bidrag, så er Jerslevs behandling af dokumentaren også grundig og sober, og hun introducerer de væsentligste teoretikere, begreber og repræsentationsformer, som vi kender dem fra fx Carl Plantingas og Bill Nichols’ skriverier. Jerslev ser på ”hvordan virkeligheden sættes i scene”, og hun parafraserer Paul Ward, når hun taler om dokumentarisme, som noget der defineres i et relationelt felt imellem afsender, medie og modtager. Dokumentarisme defineres udfra en dokumentarisk intention (afsenderfokus) og en dokumentarisk respons (modtagerfokus), og således er der altså tale om et kontraktforhold imellem afsender og modtager (Jerslev 2015: 152-155). Herpå gennemgår Jerslev tre faser i dokumentarens udvikling, og hun bruger Nichols og Plantinga som afsæt, når hun skelner imellem den poetiske form (som man bl.a. kender fra storbysymfonier som Joris Ivens’ Regen [1929; fig. 8]), den autoritative form (bl.a. eksemplificeret ved nogle af Griersons dokumentarfilm og Christoffer Guldbrandsens Den hemmelige krig [2006; fig. 9]) og den observerende form (bl.a. repræsenteret ved D.A. Pennebakers Don’t Look Back [1967; fig. 10]).

Intet i denne gennemgang er som sådan ny viden, og med undtagelse af nogle nyere danske eksempler, så er Jerslevs gennemgang af dokumentargenren, dens diskussionsfelter og undertyper en kreativ bearbejdning og videreformidling af det, som Carl Plantinga, Paul Ward, Bill Nichols og John Corner har beskrevet. Dette er dog ikke et problem, idet Medieanalyse netop er tænkt som formidlingslitteratur – en introduktion til forskellige mediegenrer, -udtryk og -analysetilgange – og den sidste del af Jerslevs kapitel har da også en mere personlig og nyskabende karakter. I denne del af kapitlet beskæftiger forfatteren sig bl.a. med performative dokumentarfilm som Gensynet (2013; fig. 11) og The Act of Killing (2012; fig. 12), som begge anvender en heftig grad af rekonstruktioner og fiktionaliseringer baseret på virkelige oplevelser og begivenheder. Denne del af kapitlet og den fine gennemgang af den såkaldte onlinedokumentar, eksemplificeret ved David og Austin Lynchs Interview Project (2009-2010; fig. 13) undersøger en moderne, grænseoverskridende dokumentarform, som befinder sig i krydsfeltet imellem film- og webmediet, og som aktiverer brugeren på en anderledes måde end den traditionelle dokumentar. Som alle øvrige bidrag i Medieanalyse, så er Jerslevs kapitel en blanding imellem seriøs, grundig og flydende medievidenskabelig formidling på den ene side og elementer af ny viden og forskning på den anden. Man turde næsten kalde det eksemplarisk.

Fig. 8: Anne Jerslev gennemgår de tre dokumentarformer (den poetiske form, den autoritative form og den observerende form). Den poetiske form repræsenteres bl.a. af storbysymfonien Regen (1929).
Fig. 8: Anne Jerslev gennemgår de tre dokumentarformer (den poetiske form, den autoritative form og den observerende form). Den poetiske form repræsenteres bl.a. af storbysymfonien Regen (1929).

Fig. 9: Den omstridte danske dokumentarfilm, Den hemmelige krig (2006), er et pædagogisk eksempel på den autoritative form.
Fig. 9: Den omstridte danske dokumentarfilm, Den hemmelige krig (2006), er et pædagogisk eksempel på den autoritative form.

Fig. 10: Don’t Look Back (1967) er et eksempel på den observerende form.
Fig. 10: Don’t Look Back (1967) er et eksempel på den observerende form.

Fig. 11: Gensynet (2013) er et interessant eksempel på performativ dokumentarisme.
Fig. 11: Gensynet (2013) er et interessant eksempel på performativ dokumentarisme.

Fig. 12: The Act of Killing (2012) illustrerer det, som Bill Nichols kalder blurred boundaries, hvor grænsen imellem fiktion og fakta nærmer sig den totale opløsning.
Fig. 12: The Act of Killing (2012) illustrerer det, som Bill Nichols kalder blurred boundaries, hvor grænsen imellem fiktion og fakta nærmer sig den totale opløsning.

Fig. 13: The Interview Project (2009-2010) – en såkaldt onlinedokmentar, som krydser grænsen imellem forskellige medier aktiverer brugeren på en for genren ny måde.
Fig. 13: Interview Project (2009-2010) – en såkaldt onlinedokmentar, som krydser grænsen imellem forskellige medier aktiverer brugeren på en for genren ny måde.

Bogens tredje del handler om digitale medier, og det er eksempelvis interessant at læse om analyse af websteder og om computerspillet i modsætning til film. Kjetil Sandvik sondrer imellem filmens moving pictures og computerspillets moveable pictures, og han beskriver hvordan man spiller handlingen i et computerspil, hvor handlingen udspiller sig i en film (jf. Sandvik 2015: 287). Her trækker Sandvik bl.a. på Espen Aarseth, der er en central figur i computer game studies og som allerede i 1990’erne introducerede begrebet ergodisk fiktion til at beskrive den type tekst, som kræver at læseren selv skal danne sig en sti eller vej igennem fortællingen (som var man en computerspiller, der spillede handlingen). Men Sandviks kapitel er ingenlunde et opkog af eksisterende tekster på området, men er derimod en fornem blanding af klassiske teoridannelser indenfor feltet (så klassiske som de nu kan være, med tanke på feltets unge alder) og ny forskningsbaseret viden. Og Mogens Olesen bidrager også med et interessant kapitel om analyse af websteder, der ligesom Sandviks kapitel udvider læserens forståelse af forskellige medier og de forskellige analysestrategier, som hvert medie kræver.

Medieanalyse handler således om forskellige medietekster og processuelle forbindelser imellem medietekster og -genrer. I den forstand handler bogen også om de paratekster (plakater, trailere, teasers, hjemmesider mv.), som er medvirkende til at pirre og aktivere brugeren på forskellige måder, og bogens design afspejler dette på den fornemste, mest naturlige vis. Bogdesignets allusioner til Mad Men viser, som allerede nævnt, at denne bog netop handler om et moderne medielandskab. Et landskab, som kræver nye analysemodeller og nye begrebsdannelser. Og netop dette tilbyder Medieanalyse – en gennemført lækker fagbog, som forventes at blive et centralt, dansksproget referencepunkt og en introduktionsbog på tværs af de højere læreranstalter.

[quote_center]***[/quote_center]

Fakta

Litteratur

  • Aaløkke, Stinne et al. “Gate Keeping or Bridge Building”, i The Passion for Learning af Knowning, Proceedings The 6th International Conference on Organisational Learnings and Knowledge, Vol. 2, 391-408l.
  • Bolter, Jay David & Richard Grusin. Remediation: Understanding New Media. The MIT Press, 2000.
  • Boumans, Jan. “Cross-media, ACTeN – Anticipating Content Technology Needs”
  • Dena, Christy. “Current State of Cross Media Storytelling: Preliminary observations for future design”, paper præsenteret ved European Information Society Technologies (IST) Event, Holand, November.
  • Haastrup, Helle Kannik. ”Oplevelser på tværs – en tværmediel analyse af relationen mellem tv-serie og website”, i På tværs af medierne, red. Anja Bechmann & Steen K. Rasmussen. Århus: Ajour, 2007, 201-24.
  • Halskov, Andreas. “Quid pro quo – om tværmedialitet og krydspromovering”, 16:9, september, 2010.
  • Lauridsen, Palle Schantz & Erik Svendsen. Medieanalyse. København: Samfundslitteratur, 2015.
  • Lauridsen, Palle Schantz. ”Audience Involving Strategies in Sherlock”, 16:9, januar, 2016.
  • Nielsen, Jakob Isak et al. (red.). Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier. Aarhus: Turbine, 2011.
  • Pavlik, John V. & Shawn McIntosh. Converging Media – an introduction to mass communication. Pearson Education: Boston, 2004.
  • Petersen, Anja Bechmann. ”Mediediffusion”, Skrifter fra Center for Internetforskning. Aarhus Universitet, Aarhus, 2006.
  • Petersen, Anja Bechmann. ”Tværmedialitet som kommunikationsform”, i På tværs af medierne, red. Anja Bechmann & Steen K. Rasmussen. Århus: Ajour, 2007, 17-40.
  • Reay, Pauline. Music in Film: Soundtracks and Synergy. London: Wallflower Press, 2004.
  • Smith, Jeff. The Sounds of Commerce: Marketing Popular Film Music. New York: Columbia University Press, 1998.
  • Tryon, Chuck. Reinventing Cinema: Movies in the Age of Media Convergence. New Brunswick, New Jersey: Rutgers University Press, 2009.
DEL
Andreas Halskov

Andreas Halskov (f. 1981). Cand.mag i filmvidenskab og engelsk med speciale i filmens lydside, ekstern lektor ved Københavns Universitet og adjunkt i engelsk og mediefag ved Egaa Gymnasium. Har undervist, holdt foredrag og udgivet artikler i diverse film- og medierelaterede sammenhænge (bl.a. i tidsskrifter som P.o.v., Cut!, AngloFiles, Soundvenue og Kosmorama). Har desuden bidraget med et kapitel om ”Tendenser og brudflader i moderne dansk reality-tv” til bogen MedierNu – Massemedier og meningsdannelse (Systime 2011) samt et kapitel om fejlæstetik i film til bogen Et fejlæstetisk univers (2011, red. Marie Boye Thomsen), foruden at have medforfattet og -redigeret bøgerne Fjernsyn for viderekomne – de nye amerikanske tv-serier (Turbine 2011, red. Jakob Isak Nielsen, Andreas Halskov og Henrik Højer) og Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen (Turbine 2013, red. Andreas Halskov, Henrik Højer og Thomas Schwartz Larsen). Herudover har han bidraget til en kommende amerikansk antologi om The Walking Dead (red. John W. Morehead), og han har skrevet to monografier: Paradoksets kunst (Turbine, 2014) og TV Peaks: Twin Peaks and Modern Television Drama (Syddansk Universitetsforlag, 2015). Halskov har også fungeret som ekspert i diverse medier (fx DR2, P1, P3, P4, Radio 24/7, Tv2 News, Politiken, JP og Børsen), foruden at være fast filmekspert ved Tv2’s Go’morgen Danmark. Og han skriver også fast om film og tv på bloggen “Det røde rum”.