Børnene redder fremtiden

children

Og se, I skal finde et barn! … Cuaróns populære og Oscarnominerede Children Of Men fra 2006 er en dyster vision om en fremtid, hvor kvinder ikke længere kan få børn, og menneskeheden derfor er truet af udryddelse (fig. 1). Men så bliver en ung pige på uforklarlig vis gravid – som ved et mirakel – og barnet kan blive menneskehedens frelser. Jesper Jensen ser nærmere på to af filmens afgørende scener, der har klare referencer til Bibelens fortælling om Kristi fødsel (fig. 2).

 

Der har i de seneste år været en bølge af post-apokalyptiske film, altså film, der foregår efter Verdens undergang. F.eks. 28 Days Later(2002), The Road (2009) og Resident Evil-serien (2002-2014). I klassiske fremtidsvisioner som f.eks. The Terminator (fig. 3 og 4) kæmper mennesker for at forhindre katastrofer som atomkrig eller teknologiens overtag – i postapokalyptiske film er det allerede gået galt. Men der er stadig mennesker på Jorden, som forsøger at opretholde livet og en form for samfund. Genrens bedste bud er interessante fabuleringer over menneskets mulighed for at fungere i en verden, hvor de fleste strukturer er væk. Hvor det ultimative spørgsmål er: Hvordan bevarer man sin menneskelighed, når eksistensen er reduceret til et spørgsmål om overlevelse? Sat på spidsen: Hvordan er man menneskelig i en umenneskelig verden?

Fig. 1: Plakaten til Alfonso Cuaróns Children Of Men (2006). En post-apokalyptisk science fiction-film – Oscarnomineret, tankevækkende og svært underholdende.
Fig. 1: Plakaten til Alfonso Cuaróns Children Of Men (2006). En post-apokalyptisk science fiction-film – Oscarnomineret, tankevækkende og svært underholdende.

Fig. 2: Cuarón under optagelserne til Children Of Men. Instruktøren førte selv det håndbårne kamera i de vilde optagelser.
Fig. 2: Cuarón under optagelserne til Children Of Men. Instruktøren førte selv det håndbårne kamera i de vilde optagelser.

I forrige nummer af 16:9 gennemgår Andreas Halskov science fiction-filmens genrehistorie. Han opstiller bl.a. undergenren alternate reality, som ikke foregår i en fjern fremtid eller i rummet, men fremskriverden velkendte verden og lader hypotetiske konsekvenser af aktuelle problematikker udspille sig.

Fig. 3: The Terminator. Teknologiens overtag og ukontrollable pandemier er ofte fantasierne, der udraderer verdens befolkning.
Fig. 3: The Terminator. Teknologiens overtag og ukontrollable pandemier er ofte fantasierne, der udraderer verdens befolkning.

Fig. 4: 28 Days Later. Teknologiens overtag og ukontrollable pandemier er ofte fantasierne, der udraderer verdens befolkning.
Fig. 4: 28 Days Later. Teknologiens overtag og ukontrollable pandemier er ofte fantasierne, der udraderer verdens befolkning.

På sitet www.girlmeetsfreak.com opstilles en lignende kategori, men med udgangspunkt i gyserfilmen. Her defineres post-apokalyptiskeller dystopisk horror som en gyser-undergenre og som “films, which take place after a global catastrophe has significantly reduced the Earth’s population”. Den ødelæggende begivenhed er typisk enten en ”global pandemic that wipes out most of humanity (The Road12 MonkeysCarriers, Doomsday)” eller “a kind of “zombie virus” that turns victims into bloodthirsty killers and/or cannibals (28 Days Later,Night of the Living Dead, The Last Man on Earth).” En variation er “science fiction hybrids set in a dystopian near-future, centering on the new, often barbaric, civilization that rises from the ashes (The Road WarriorDelicatessanThe Book of EliStake LandCherry 2000Escape from New York, RollerballDead End Drive-In)”.

Menneskebørn

Jeg vil kategorisere Children Of Men som alternate reality eller som hybridformen post-apokalyptisk science fiction. Den foregår i en nær fremskrivning af vores velkendte verden, hvor sundhedsproblemer og totalitære tendenser er kammet over. Og den indeholder ganske vist ikke gyserelementer eller er uhyggelig, men handler om livet i en forandret, og mere eller mindre barbarisk, civilisation og foregår i en dystopisk nær-fremtid efter en art apokalypse, som gør afgørende indhug i befolkningen (fig. 5).

Opløsning og forfald præger verden, og menneskeheden lever med en smertefuld udsigtsløshed: Af uforklarlige årsager er alle kvinder sterile, og arten er derfor dømt til at uddø inden for få generationer. Staten jager og deporterer de uønskede illegale indvandrere, og overklassen har deres egne privilegerede ghettoer (fig. 6). Befolkningens udsigtsløshed og samfundets hårdhed er som hønen og ægget. Vores antihelt, den resignerede funktionær Theo Faron (Clive Owen), der er fraskilt efter selv at have mistet et barn, siger ”The world already went to shit anyway”. Det kan være det samme under omstændighederne.

Fig. 5: Et skræmmende fremtids-Europa: Kampklædt politi og indvandrere i bure.
Fig. 5: Et skræmmende fremtids-Europa: Kampklædt politi og indvandrere i bure.

Fig. 6: Overklassen forsøger at bevare illusionen om imperiets storhed med kunstskatte og pæne manerer – læs Michael Højers billedanatomi Et svin i kongeklæder om det aspekt af Children of Men.
Fig. 6: Overklassen forsøger at bevare illusionen om imperiets storhed med kunstskatte og pæne manerer – læs Michael Højers billedanatomi Et svin i kongeklæder om det aspekt af Children of Men.

Stilen er på samme tid eksistentielt dyster og ”kultfilm-spraglet” som f.eks. Terry Gilliams 12 Monkeys (1995) og Marc Caro og Jean-Pierre Jeunets Delicatessen (1991): Vi er i et forfaldent Storbritannien anno 2027 med rickshaws og pansrede undergrundstog, vilde biljagter og skyderier, generel trøstesløshed og skør britisk humor. Billedet er holdt i en gusten grøn-grå farve, man kan næsten smage den gullige smog i luften, og det håndholdte kamera giver en urolig fornemmelse af kaos og forfald. Til gengæld giver musikkens mix af poetiske popballader og blid korsang en øm og længselsfuld fornemmelse midt i alt det grimme.

Fig 7: The Human Project, fortæller graffitien, er navnet på modstandsbevægelsen. Theo Faron har sit eget menneskelige projekt om at genfinde et formål og troen på mennesker.
Fig 7: The Human Project, fortæller graffitien, er navnet på modstandsbevægelsen. Theo Faron har sit eget menneskelige projekt om at genfinde et formål og troen på mennesker.

En dag rammer nyheden om, at verdens yngste person på 18 år er død, og det får befolkningen til at synke dybere ned i håbløshed. Da opsøges Theo af sin eks-kone, borgerretsforkæmperen Julian (Julianne Moore), som overtaler ham til via sine forbindelser at skaffe rejsepapirer til en ung kvindelig flygtning i knibe, Kee (Clare-Hope Ashitey), og ledsage hende til kysten og ombord på borgerrettighedsforkæmpernes skib Tomorrow, som kan bringe hende i sikkerhed. Theo accepterer modvilligt opgaven og den klækkelige betaling. Det bliver en halsbrækkende mission igennem et udbombet England, hvor de skal slippe forbi regeringens kontrolposter, oprørere og en afsluttende voldsom ildkamp (fig. 7).

Undervejs på rejsen afslører Kee for Theo, at hun er gravid – som den første i 18 år – og Theo overhører samtidig, at Julians gruppe, der hjælper dem, hemmeligt planlægger at kidnappe barnet og udnytte det politisk. Da vækkes håbet og beskyttertrangen i den resignerede Theo, og han bringer Kee og barnet i sikkerhed på skibet Tomorrow – hvilket til sidst koster ham livet.

Et nyt håb

Fig 8: Kee er gravid. Det er et mirakel!
Fig 8: Kee er gravid. Det er et mirakel!

To nøglescener – eller rettere en nøglescene og en nøglesekvens – tematiserer barnet og fødslen som essentielle for historien, og samtidig refererer de til Jesusbarnet i Bibelen. Der er i de to scener flere Kristus-symboler, og scenernes udtryk støttes af de audiovisuelle træk.

Det er scenen i begyndelsen, hvor Kee fortæller Theo, at hun er gravid, og ildkamp-sekvensen lige før slutningen. Tilsammen indrammer de filmens forløb fra graviditet til fødsel og tematiserer barnet og fødslen som tegn på håb. Den første ligger fra 33 til 35 minutter inde i filmen og varer 2 minutter. Den anden fra 120 til 130 minutter og varer 10 minutter (fig.8).

I den første scene gør vores venner ophold på en gård, og Theo kommer ind i laden, hvor Kee vil fortælle ham noget. Unge Kee står som Jomfru Maria i den primitive lade omgivet af dyr og lader med alvorlig mine sin skjorte falde og afslører en tyk gravid mave. Theo stirrer forundret. Maven er bevis på, at kvinder stadig kan få børn, og at der stadig er håb. Det rusker op i Theos opgivende sjæl. Han spørger måbende hvordan. Kee svarer ungdommeligt drilsk, at hun da er from jomfru – som Maria. Selvom hun retter forklaringen med den jordnære sandhed, at hun ikke holder styr på de forskellige flirter, står graviditeten hen som et uforklaret mirakel. En i modstandsgruppen fastslår ”It’s a miracle, ins’t it?”Ligesom det oprindelige problem, den udbredte sterilitet, aldrig forklares, er løsningen et mysterie. Kan det virkelig være rent held – eller er der tale om overnaturlige kræfter eller guddommelig indgriben? ”Jesus Christ!”, udbryder Theo overvældet, da han indser situationen. Det samme gør en soldat senere ved synet af det nyfødte barn.

Fig. 9: Kee dækker sig blufærdigt, først med den venstre arm, og derefter den højre. Måske et subtilt varsel om, at Theo ændrer kurs?
Fig. 9: Kee dækker sig blufærdigt, først med den venstre arm, og derefter den højre. Måske et subtilt varsel om, at Theo ændrer kurs?

Til forskel fra det trøstesløse grå udenfor er der i stalden et varmt og dæmpet lys omkring Kee, og den almindelige støj er erstattet af stilhed og en blid og højtidelig korsang, hvilket tilsammen kaster et højtideligt og forunderligt skær over underet.

Nyheden bliver vendepunktet, der får Theo til at indse situationens storhed og påtage sig opgaven.

Der er i øvrigt en påfaldende continuity-fejl i scenen: Da Kee afslører sin mave, dækker hun sit nøgne bryst med sin venstre arm. Og da der klippes fra Theos reaktion tilbage til hende, bruger hun den højre. Denne detalje virker for tydelig til at være en banal fejl (fig. 9). Skiftet fra venstre til højre kan symbolisere, at situationen nu er afgørende forandret – at Theo må skifte retning og tage del i kampen.

I ilden

Fig 10: Theo fører Kee og babyen i sikkerhed …
Fig 10: Theo fører Kee og babyen i sikkerhed …

Ildkamp-sekvensen følger Theo, Kee med sit nu nyfødte barn og to hjælpere det sidste stykke fra deres skjul til havnen. Sekvensen begynder med et hårdt klip, hvor personerne kommer ud af en port indhyllet i morgentåge til intens skinger ambient-musik. Nu gælder det! Der er udbrudt gadekampe mellem oprørere og soldater, og modstandsgruppen dukker op og snupper Kee og babyen og søger tilflugt fra ildkamp med hæren i et lejlighedskompleks. Theo følger efter for at redde Kee og barnet. De første fire minutter af sekvensen er én lang – imponerende og meget omtalt – uklippet indstilling i krigsreportage-stil, der følger Theo løbe lukt ind i et Helvede på Jord, imens folk dratter om omkring ham, og blodet sprøjter på kameralinsen. Først da Theo på anden sal igen finder og redder Kee og barnet, klippes der. Scenen er både voldsom og medrivende. Men ved at følge Theo intenst i en længere uklippet indstilling viser den også både, hvor hårde oddsene er, og der fokuseres på Theo, der er trådt i karakter som redningsmand – eller frelser om man vil (fig. 10).

Fig. 11: … og soldaterne sænker våbnene og lader dem komme forbi.
Fig. 11: … og soldaterne sænker våbnene og lader dem komme forbi.

Mens der stadig kæmpes hårdt, leder Theo forsigtigt Kee og barn ned af trappen, og den overraskende lyd af barnets gråd får både oprørere og soldater til at indstille kampen, og vi hører igen den højtidelige blide korsang, nu blandet med stille spontane lovsange. Mirakelbarnet bremser bogstaveligt kamphandlingerne, og vi følger i en langsom baglæns tracking Theo forme en beskyttende skal om Kee og barnet og føre dem ud af bygningen og væk fra området, imens rækker af soldater sænker deres truende våben, og enkelte knæler og slår korsets tegn for sig – overvældede som hyrderne på marken og de tre vise mænd (fig. 11).

Theo og barnet er her begge en slags Kristusfigurer, der får de kæmpende til at stoppe ufreden og erkende muligheden for frelse. For en stund. For da de er nået lidt væk, stryger en granat ud af et vindue, og Helvede bryder løs igen. De får en jolle i vandet og møder omsider skibet Tomorrow.

Men Theo er blevet ramt i kampen og bløder i siden – ligesom Jesus på korset, der blev spiddet – og han dør på målstregen. Men han har fået et formål og sammen med sin eks-kone og et nyt barn muligvis frelst menneskene.

Dyrebare børn

Barnet og fødslen er gennemgående temaer i mange film, ikke bare i dystre fremtidsvisioner. F.eks. i The Kid fra 1921. Her begår en desperat mor den utilgivelige synd at forlade sit nyfødte og sårbare barn i en fremmeds bil. Det bliver ad omveje opgaven for Chaplins vagabond at opfostre og beskytte den lille – som hedder barnet slet og ret – selvom han er ludfattig og nogenlunde lige så desperat som moren. Med tiden kræver moren sit barn tilbage, men vagabonden er nu blevet knyttet til det lille menneske, som han fik til opgave at tage sig af (fig. 12).

Også deciderede sci-fi gysere udstiller det kostbare, ubeskyttede barn. I Aliens (1986) og Alien 3 (1992) lover piloten Ripley at beskytte den forældreløse pige Newt, efter at hendes familie er udslettet af monstre (fig. 13). Og hun bliver knust over at svigte sit løfte og miste sit erstatningsbarn pga. monstrenes overlegenhed. Tragedien bliver grotesk, da Ripley ved nogle gale forskeres mellemkomst bliver ”mor” til en bastard med monsterkrop og menneskekranie og hun for at overleve må dræbe sit aggressive monster-”barn” på den mest makabre vis.

Fig. 12: Vagabonden og hans ”søn” vender Verden ryggen. Eller er det omvendt?
Fig. 12: Vagabonden og hans ”søn” vender Verden ryggen. Eller er det omvendt?

Fig. 13: Riplev trodser den værst tænkelige fare for at beskytte forældreløse Newt.
Fig. 13: Riplev trodser den værst tænkelige fare for at beskytte forældreløse Newt.

Børnene redder fremtiden

Fig 14: En galgenhumoristisk graffiti fra en scene genbrugt i filmens markedsføring.
Fig 14: En galgenhumoristisk graffiti fra en scene genbrugt i filmens markedsføring.

Children Of Men beviser Kees graviditet, at der trods massiv selvdestruktivitet og selvforskyldte sygdomme, forurening og krigsførelse stadig er håb for menneskeheden. Vi kan stadig reproducere os selv. Men vi skal tage vare på fødslens mirakel og livet i dets forskellige afskygninger. Vi må værne om vores helbred, men også om hinanden – trods samfundets forskellige udfordringer. Som Theo siger: Hvad er det værd at sætte børn i en rådden verden? (fig. 14)

Selv efter Verden er gået til grunde, er der håb for menneskeheden. Og det er børnene, der redder verden, og forældrene, der ofrer livet for børnenes og menneskehedens overlevelse.

Og måske får vi hjælp, hvis vi ikke selv slår til. Hvis vi tror og håber.

[quote_center]* * *[/quote_center]

Fakta

Children Of Men. Manus og instruktion: Alfonso Cuarón, Timothy J. Sexton, David Arata, Mark Fergus og Hawk Osthy. Premiere 2006. Købe-DVD, Nordisk Film – Egmont. Køb den f.eks. her

Andre film

  • The Kid. Manus og instruktion: Charles Chaplin. Premiere 1921.
  • Aliens. Manus og instruktion: James Cameron. Premiere 1986.
  • Aliens 3. Manus og instruktion: David Fincher, David Giler og Walter Hill. Premiere 1992.
DEL
Jesper Jensen

Født 1969. cand.comm. fra RUC. Arbejder med kommunikation, skriver om film, musik og popkultur, og har lavet flere dokumentarfilm.