Løbets stemme – afskedshyldest til Jørgen Leth

Foto: Heine Pedersen

Jørgen Leth har lært os at se cykelløb. Han har givet sporten stemme i Danmark, især Tour de France. Men i år har løbet mistet sin stemme, og derfor fortjener den en afskedshyldest. Jens Haaning kaster med det formål et blik på Leths Giro d’Italia-film Stjernerne og vandbærerne (1974).

For at karakterisere den stemme, Jørgen Leth har givet cykelsporten, præcist – og det gælder netop, som Lars Bukdahl engang har sagt, om at rose ham præcist – skal blikket ikke rettes mod Tour de France, men Giro d’Italia. I filmen Stjernerne og vandbærerne fra 1974, som følger Giroen, sætter Leth første gang ord på sin fascination af cykelsporten. En perle af en sportsfilm, som foregriber Leths rolle som hele Danmarks Tour de France-stemme.

Leth har altid dyrket kunsten at kommentere det, han ser. Ikke bare i sine film, men også i sin digtning. Om det så gælder livet i Danmark, det erotiske menneske eller den sædvanlige udsigt. Metoden er den samme, også som cykelkommentator. Sætte en ramme op for virkeligheden og beskrive det, der sker i den ramme. Han startede med at kommentere Tour de France på TV2 i 1991, men har dækket løbet som journalist siden 1970. Stjernerne og vandbærerne er optaget under Giroen i 1973 og har lidt ufortjent stået i skyggen af den meget større produktion En forårsdag i helvede fra 1976.

Cykelnostalgi og filmisk coolness

Stjernerne og vandbærerne var dengang en kontroversiel film. Professionel sport var underlødigt i 70er-tidsånden og helt uegnet som kunstnerisk motiv. I dag står filmen som en perlerække af enkeltscener, stemninger, ansigter, trøjer, cykler, tilskuere, byer og bjerge. Det er rendyrket cykelnostalgi fortalt med en filmisk coolness, som ville være Godard værdig. En af den slags film, hvor nye detaljer dukker op for hvert gennemsyn (fig. 1 og 2).

Figur 1: Marino Basso i den regnbuefarvede verdensmestertrøje.
Fig. 2: Francesco Moser og Ole Ritter i udbrud.

I en af filmens smukkeste scener følger kameraet cykelholdet Bianchi Campagnolo med bl.a. Ole Ritter og Felice Gimondi filmet bagfra i slowmotion med et 16 mm kamera på vej op gennem en lille italiensk by til startområdet for dagens etape. Nogle enkle lyse klavertoner er strøet ud over scenen som underlæg til morgenstemningen.

Leths speak lyder:

Holdet drysser i samlet flok op gennem byen. En langsom cykeltur. Strække sig. Opvarme musklerne, som er blevet blødgjort af en let gang morgenmassage. En flok professionelle idrætsmænd på vej til arbejde. Det er deres job at køre på cykel.
[…]
10 professionelle cykelryttere, som har et stykke arbejde sammen. Det er deres job at medvirke i et rituelt skuespil af stor skønhed og dybde. De er aktører på en klassisk skueplads, cykelløbet Giro d’Italia, Italien Rundt. Det er et spil om de gammeldags dyder. Tapperhed, udholdenhed, opofrelse, mod, ære, stolthed og så videre.

For Leth er rytterne på den ene side en flok mænd på vej til dagens arbejde for at tjene penge, men på samme tid spiller de rollerne i et storslået drama. Beskrivelsen og de filmiske virkemidler udvider normalperspektivet på løbet.

Leths fascination

Cyklingens kommercielle karakter er fuldstændig ligestillet med dens æstetiske lag i Leths fascination. Det har virket som en rød klud for nogle af datidens ideologikritiske modstandere af den professionelle konkurrencesport, som blev anset for kapitalismefremmende folkeforførelse og det, der var værre. Men Leth er ligeglad, måske endda bevidst polemisk mod dette sportssyn. For ham er løbet det hele på én gang: En stor rullende arbejdsplads, reklamesøjle, konkurrence, skueplads, historiemotor og ritual. Det smukke står sammen med det grimme. Hvert aspekt af løbet får sit kapitel: Vandbærerne. Pengene. Mekanikerne. De gammeldags dyder. Og så videre.

Kapitlet fortsætter med en montage af feltet, tilskuerne, byerne og landskabet smukt indrammet af fotografen Dan Holmberg:

Skriver man kommentarsporet ud i denne sekvens, har man nærmest et ready-made Jørgen Leth-digt:

En anden by, en anden dag.
Før starten på en ny etape. Cykelløbet mønstrer sine deltagere. De samme navne. Hænderne i en anden rækkefølge. Indskrivning. Ritualerne gentager sig.
En anden dag, en anden by.
Kulisserne skifter. Aktørerne er de samme, og rekvisitterne er de samme. Detaljer som skal rettes. Kritik som skal fordøjes.
En anden by, en anden dag.
Et nyt udgangspunkt. Holdet hygger sig, mens det venter på afgang. De sædvanlige minutter før start. De sædvanlige forberedelser. Hele feltet har gjort sig klar. Feltet samler sig. Optoget sætter sig i bevægelse.
Farvel til det torv, den by.
Og ledsagevognene indtager deres pladser i kortegen. Feltet sætter sig i gang og forlader langsomt scenen.
Farvel til den scene, den by.

Cykelløbet som en sammenklappelig fiktion

Leth ser et cykelløb som en historie, der pakkes ud og pakkes sammen for hver dag og flyttes til et nyt sted, hvor et nyt kapitel skrives. En slags sammenklappelig fiktion, som han selv har beskrevet sin film Udenrigskorrespondenten. Du kan ikke følge historien uden at følge løbet. Scenen forklarer meget præcist, hvorfor Leth ikke kunne tage TV2s tilbud om at sidde i Odense og kommentere et cykelløb, der foregår i Frankrig, alvorligt.

Bevægelsen gennem geografien og live-elementet i det er uundværlige for Leth. Speaken i filmen er naturligvis ikke live-kommenteret, men i de dramatiske kapitler mimer den en live-kommentator. Andre steder er den mere poetisk eller didaktisk afhængig af handlingen og billederne. Men pointen er, at Leth bliver inspireret af det, der udvikler sig for øjnene af ham. Han vil fortælle, mens han oplever, ellers keder han sig. Af samme grund hader Leth manuskripter, som han selv har givet udtryk for i et dobbeltinterview jeg lavede med ham og Nils Malmros til 16:9 i 2013:

Ja, jeg hader at se drejebøger, jeg hader at læse dem. Jeg hader tanken om, at man tager det stykke papir ud, og så skal man gentage det i optagelsen. Det har jeg aldrig villet gøre. Det er en afsky for mig.

Et cykelløb udfolder sig uden et manuskript, uden et forudbestemt plot, men inden for nogle simple rammer og regler. Det er den formel, der tænder Leths stemme, det der sætter ham i gang som kommentator, men egentlig også som digter og filminstruktør. Her er det blot selvetablerede spilleregler eller benspænd, der skal til for, at filmmaskinen starter. Det er der ikke brug for i et cykelløb; det er allerede den perfekte fortællemaskine for Leth: Kulissen, castet, forhindringerne og fortiden er der. Historien er klar til at åbenbare sig, og Leth er klar til at give det stemme.

‘Galmandsværk’

Et godt eksempel på det ses i kapitlet ’Galmandsværk’, hvor filmholdet følger den spanske rytter José Manuel Fuentes soloudbrud på løbets næstsidste dag.

Fuente har indtil da lidt flere nederlag til løbets førende rytter Eddy Merckx, og de to er gennem filmens kapitler blevet etableret af Leth som henholdsvis tragisk helt og overmenneskelig skurk. Rent filmisk er det meget enkelt på grund af det lille filmhold (der udover Dan Holmberg bestod af Ebbe Traberg og Ole Henning Hansen på lyd) og det minimale udstyr – et enkelt 16 mm kamera og en motorcykel. Beskæringerne veksler mellem totaler fra motorcyklen filmet af Holmberg siddende bagpå og faste totalskud, der panorerer med feltet, der kører forbi. Efter Fuente er stukket af fra feltet krydsklippes der mellem udbryderen og feltet, som efterhånden bliver reduceret til en lille gruppe med Merckx i spidsen. Der er sandsynligvis ikke optaget reallyd fra motorcyklen, i hvert fald er det erstattet af Gunnar Møller Pedersens Bolero-agtige score, som mimer det lange optimistiske soloudbrud. Til et sjældent nærbillede af Fuente filmet fra motorcyklen kommenterer Leth:

Men Fuente viser ingen tegn på træthed. Skal dette vanvittige og storslåede projekt virkelig lykkes for ham? Eller skal han igen gå frygteligt ned på sin dristighed? Fuente er skør, siger de andre. Han er i al fald anarkisten blandt dem. Igen har han fået en etape til at eksplodere. Og feltet er også sprængt.

Og da Fuente kører først over målstregen lyder speaken:

Så lykkedes det endelig for José Manuel Fuente. Endelig levede han op til sit ry som sin landsmand Bahamontes’ arvtager. El rei de las montagnas – bjergenes konge. Og han fik sin revanche mod Merckx.

Her sætter Leth ord på sin nu velkendte forkærlighed for de ryttere, der har modet til at prøve lykken med lange, soloudbrud i bjergene, som splitter feltet og gør løbet uforudsigeligt. Selvom Fuente ikke er i nærheden af at true Merckx’ samlede sejr, er dette for Leth løbets største bedrift. Karakteristisk for Leth fremhæver han Fuentes egenskab til at trodse fornuften og køre sig ud over grænsen af det forventede og helt ind i Leths og løbets egen mytologi. Fuente slår ikke bare Merckx, men også skyggerne fra tidligere store ryttere som Bahamontes. Det er den historie, Leth fremmaner, og som vi har lært at kende fra Tour de France-transmissionerne, f.eks. med Chiappucci, Pantani og Sarstre som ekkoer af tidligere helte som Ocana og Coppi.

Enkeltstart

Ligesom Fuente får Ole Ritter en større rolle i filmen, end han gør i løbet. Kapitlet ”Sandhedens time” er dedikeret til Ritter og hans enkeltstart, som han dengang var en af de bedste i verden til.

Nogle hurtige nære indstillinger placerer os på startrampen, hvor der er uro og larm rundt om Ritter, men idet han sætter cyklen i gang, forsvinder reallyden af de støjende omgivelser, og Leth kommenterer:

Så er han startet. Og uret er begyndt at tælle hans tid. 37 kilometer. Hver mand alene. Starter med 2 minutter mellem hver. Hver mand alene mod uret og mod sig selv. Her er kun manden og hans maskine. Her er kraft, cykel og stil i det enklest mulige udtryk. Sandhedens prøve.

Enkeltstartens betydning som etape i løbet er mindre interessant for Leth. Han ser Ritters løb som et udtryk. Af kraft, cykel og stil. Den oplevelse hviler på en indlevelse i rytteren, for hvem det ikke handler om andet end at finde sit tråd og smelte sammen med sin cykel.  

Filmisk har Dan Holmberg haft bedre betingelser her. Vi kommer tættere på Ritter og præsenteres for et mere varieret billedudsnit og roligere kameraføring på den lange lige vej.

Da Ritter nærmer sig målstregen, ser vi ham bagfra i meget høj fart med krumbøjet ryg og ubevægelig overkrop, mens benene arbejder dynamisk. På lydsiden mimes dækkenes syngen hen over vejen og indimellem høres åndedræt – sandsynligvis foley – for at underbygge Leths indlevelse i hans bedrift. Leth kommenterer:

Det er ligesom noget i en drøm. Dette flydende, runde tråd, som udligner tid og afstand, Anstrengelse befriet for tyngde. Kraften som et klassisk tegn. Smerten som en ikon.

Poetisk fortætning

Igen udvisker Leth grænsen mellem sig selv som kommentator og digter. Ordene er en fortætning af den udtrykskraft, han oplever i billederne. Leth ser rene, kondenserede billeder af kraft og smerte, hvor en anden kommentator ville se mellemtider og afstanden til mål. Det er den optik, Leth tilbyder os, som hviler på en evne til indlevelse og distancering i samme bevægelse. Indlevelse i løbet samtidig med en sproglig-æstetisk distancering. Leths idé om cykelrytteren som en kunstner i gang med sit værk er blevet en del af vores Tour de France-forståelse idag, når vi ser stilfulde enkeltstarter og lange soloudbrud i bjergene.

Mange andre scener fra Stjernerne og vandbærerne fortjener opmærksomhed, men kogt ind ligger fascinationskraften for Leth i cykelløbets udspænding mellem konstanter og variabler. Mellem det konstante landskab og løbets variable bevægelse gennem det. Mellem rytternes faste roller og deres evne til at bære dem. Mellem forventningerne til løbet og sandhedens time på bjerget, på enkeltstarten eller i spurten. Hele tiden en spænding mellem forudsigelige rammer og uforudsigelige begivenheder. Et cykelløb som en serie af gentagelser og åbenbaringer.

Det er det, Leth har lært os at se, når vi ser cykelløb. Det er den stemme, han har givet sporten. Og selvom Tour de France nu mister sin stemme, forsvinder den ikke helt. De vil stadig hænge sammen, den stemme og det løb.

En ny dag, en ny by. Ritualerne gentager sig. Løbet sætter sig i bevægelse. Hver etape har sin egen uforudsigelige historie.

Vi vil stadig kunne høre stemmen for os de næste tre uger i juli. Løbet vil klinge af Leth, når en colombianer kører væk i bjergene. Når en belgier finder sit tråd på enkeltstarten. Når en kedelig etape ender i massespurt. Når en rytter kører sig ind i løbets egen mytologi. Det vil stadig klinge af Leth – løbets stemme. 

* * *

Fakta

Baggrund

  • Jørgen Leth har kommenteret Tour de France på TV2 siden 1991 kun afbrudt af udelukkelsen i 2004-2007 som følge af hans selvbiografi Det uperfekte menneske
  • I år er Leth blevet sat fra bestillingen som Tour-kommentator i følge TV2 på grund af uenighed om hans rolle i dækningen. 

Han dækker i stedet Tour de France 2019 “med en ny vinkel” i en podcast, som laves i samarbejde med Citroën og optages i Frankrig under løbet. Læs mere her.

Læs videre

Føles savnet af Leth på TV2 ubærligt, kan man måske mindske savnet med nedenstående artikler: