Lad os snakke om Kevins mor

057-00_we_need
We Need to Talk About Kevin er en eksistentialistisk gyser, som mange mennesker er veget uden om, og det er ikke svært at forstå. Det er en uhyggelig, ubehagelig og skræmmende film, som ikke nødvendigvis tilfredsstiller ens narrative begær eller behovet for en happy ending. Der gives ikke noget svar på, hvad meningen er med brutaliteten og ondskaben. We Need to Talk About Kevin er både en piberenser gennem sjælen og en katarsisk kunstoplevelse.

 

En mors mareridt

Fig.1: Kevins mor i slutningen af anslaget.

Fig.1: Kevins mor i slutningen af anslaget.

Lynne Ramsays film We Need to Talk About Kevin fra 2011 er en meget ubehagelig, men også meget dragende labyrintisk film. Den handler om rejsebogsforfatteren Eva (Tilda Swinton), som på sine rejser verden rundt kaster sig ud i eksotiske og sensuelle eventyr, men pludselig ser sig gravid med en temmelig jordbunden mand. Meget mod sin vilje må hun både opgive det vilde rejseliv og sætte et barn i verden.

Det går galt fra start. Eva, der måske rammes af en fødselsdepression, kan ikke knytte sig til sin søn. Kevin gør fra spæd, tilsyneladende, livet til et helvede for sin mor, mens han i den lidt naive og godtroende fars nærvær fremstår som en helt normal dreng. Familien får også en lillesøster, som Kevin i det skjulte terroriserer – og det hele ender så galt, som det overhovedet kan, da Kevin med bue og pil udfører en skolemassakre i skolens gymnastiksal, som han forinden har boltet til, så de skrigende elever ikke kan slippe ud.

Eller… det handler filmen måske slet ikke om?

We Need to Talk About Kevin er i bund og grund en film om følelser og tanker – ubehagelige og grimme – man ikke har lyst til at føle. Frygtelige tanker, man nødigt vil tvinges til at tænke – og i hvert fald slet ikke noget, man har lyst til at tale om. Filmen skildrer en mors mareridt – en mor, der soner og sørger, en mor, der leder efter svar på sin egen rolle i katastrofen (fig. 1).

I want you to tell me why?

Handlingen, som er splittet op i nutid, fortid, mellemtider og mareridtsagtige rædselssekvenser, giver hverken hende eller os noget entydigt svar på det spørgsmål. Men samtidig afspejler filmens labyrintiske dramaturgi netop dens indhold. Lige så meningsløst som det vil være at forsøge at folde filmen kronologisk ud, lige så umuligt er det for Eva at finde svar og mening. Billed- og lydside udnyttes til fulde til at fremstille det følelsesmæssige rædselskabinet, som Kevins mor befinder sig i efter sønnens grusomme handling.

Formålet med filmen er således ikke at komme med en psykologisk eller sociologisk profil på en skoleskyder og på den måde tilbyde en forklaring på fænomenet skoleskyderi. Filmen handler om Eva og hendes kamp for at forstå, og filmen er fortalt fra Evas point of view. Den fragmenterede fortællestruktur viser Evas forvirring, og det spørgsmål, hun stiller sin søn til sidst, da hun besøger ham i fængslet: I want you  to tell me why? er en ledetråd i filmen. Der gives som nævnt ikke noget svar, men vi forstår godt, hvorfor hun spørger. For det samme gør vi, mens filmen skrider frem, de rædselsvækkende brikker falder på plads, og sagens sammenhæng går op for os i al sin gru.

Ind i anslaget – og ned i sølet

Fig.2: Gyset antydes.

Fig.2: Gyset antydes.

Anslaget til We Need to Talk About Kevin, består af 3 scener og er lige så komplekst, fragmenteret og ambivalent som filmen. I anslaget præsenteres flere genreelementer, som indgår i filmen. Den første scene har tydelige gyserelementer med en antydende, mystisk lydside og et blafrende hvidt gardin i low-key belysning (fig. 2).

Den næste scene er en montage, hvor hundredevis af mænd og kvinder vælter halvnøgne rundt i et blodlignende tomatbad. De deltager i den spanske tomatfestival ”La Tomatina” som afholdes hvert år i den lille by Buñol og tiltrækker tusindvis af turister fra resten af verden. Stemningen i denne scene er på én gang ekstatisk og klaustrofobisk, og så giver den associationer til både splatterfilm og krigsfilm.

Den sidste scene i anslaget er en mere hverdagsrealistisk scene, hvor Eva vågner op i sin stue til lyden af maling, der klasker mod hendes hus. Dette er filmens nutidslag – massakren er sket, hun søger arbejde og besøger ind imellem Kevin i fængslet. Anslaget er her, som i mange andre film, et godt udgangspunkt for en analyse, da genreelementer, tema og hovedkarakter ridses op til videre udvikling. Filmens æstetik og symbolik fastlægges.

Det labyrintiske gys

Fig.3: Der overblændes ind i lyset – som ind i en dødstunnel.

Fig.3: Der overblændes ind i lyset – som ind i en dødstunnel.

Filmen begynder således, da det grufulde er sket, og Eva kommer hjem. Vi hører et lydmix af en havevander og en fængselsdør, der smækker i det øjeblik, titelskiltet kommer på den sorte skærm. Det er fra start ildevarslende signaler, der sendes. De forstærkes i den næste indstilling, hvor vi i en langsom travelling nærmer os et blafrende hvidt gardin. Vi kan svagt ane en terrasse og et rækværk gennem gardinet. Lyssætningen er kontrastfyldt low-key – rummet er gemt i dystre skygger, og gardinet bevæger sig spøgelsesagtigt frem og tilbage mellem lys og mørke. I bevægelsen frem mod gardinet vokser lydsiden – vi kan høre havevanderen og noget, der lyder som unge mennesker, der råber taktfast i en gymnastiksal. Vi får gennem lydsiden flere set-ups til den videre handling, og det antydes, at vi er ved indgangen til en labyrintisk fortælling, hvor lyd, billeder og dramaturgi tilsammen danner et meget kompleks univers. Der kan drages paralleller til Nicolas Roegs klassiker Don’t Look Now fra 1974, hvor filmens hovedperson er på en labyrintisk, indre rejse gennem Venedigs virvar af gader og kanaler. En reference, der også henter belæg i filmenes brug af farver og barnet som motiv.

Med en travelling bevæger vi os i et close-up ind i gardinet, ind i det hvide lys, som kommer fra en lyskilde uden for huset (fig. 3).

Det er en reference til og et varsel om filmens slutning, hvor Eva forlader fængslet ad en gang ud i det samme blændende, hvide lys. Det er en blanding af gys og eksistentielt nulpunkt. Eva ved intet, hun forstår intet, men hun må lede efter en meningen med Kevins liv og dermed med sit eget liv. Hun må besøge ham i fængslet, hun må finde sig i at blive konfronteret og ydmyget på gaden, hun må tage sig et usselt job, hun må blive ved med at vaske skammens maling af sit hus – og derfor spørger hun ham ’hvorfor’. Svarene findes måske ude i den hvide intethed. Det er både gys og mere end gys. Det refererer samtidig helt konkret til det tidspunkt senere i filmen, hvor hun efter at have set Kevin blive ført ud af politiet efter massakren, kommer hjem og finder sin mand og datter dræbt af Kevins pile ude i haven.

La Tomatina

Via en lydbro bringes vi fra gardinets hvide intethed over i næste indstilling. Den asynkrone lyd fra havevanderen kører hurtigere, høres tydeligere og blandes gradvist med tudende horn og et højt skud, som skyder den rituelle tomatfestival ”La Tomatina” i gang, efterfulgt af skrig, der går over i lyden fra jublende menneskemasser.

Næste scene åbner i et ekstremt fugleperspektiv, der giver os overblik over en bølgende, pulserende og meget tæt menneskemasse. Rød-orange farver er dominerende, alle er halvnøgne, og det er ved første øjekast svært at se, hvad der foregår, og hvad det forestiller. I næste indstilling er vi stadig i en ekstrem fugl, men vi er nu tættere på menneskemængden. Kameraet bevæger sig i en slags nedadgående travelling, og den rød-orange farve bliver stadig mere dominerende. Det er uklart, hvad der foregår, folk står meget tæt og bevæger sig nærmest som ét bølgende væsen, et tætpakket menneskehav af bare overkroppe. På lydsiden er der høje jubelråb og stemning som på et fodboldstadion.

Fig.4: Massepsykose.

Fig.4: Massepsykose.

Der klippes i kamerabevægelsen til, hvad vi kan betegne som en halvtotal, stadig i ekstrem fugl. Kameraet kører i en travelling hen over hovederne på menneskemængden, som bevæger sig i slow motion. Vi ser røde sårlignende klatter af tomat, der i foruroligende grad ligner kød- og blodrester på folks hoveder (fig. 4).

Der er stadig ekstatisk jubel på lydsiden, som i denne fase af scenen peger på en form for massepsykose. Næste indstilling er stadig med kamera i ekstrem fugl, men nu med statisk kamera og i normalt tempo. Der er meget mere aggressivitet i denne indstilling. Den homogene menneskemasse fra før fremstår nu, da vi er tættere på, som individer, der kæmper mod hinanden. I de følgende indstillinger, hvor vi stadig svæver over begivenhederne i fugleperspektiv og gradvist kommer tættere på, veksles der på denne måde kontrastfyldt mellem lystbetonede, sensuelle scenarier i slow og aggressivt, voldelige optøjer i normalt tempo. Vi ser en mand med hjelm, der bærer på en kvinde, mens en anden mand med bar overkrop bøjer sig ind over og kysser hende. Vi ser muskuløse mænd med tatoverede arme i nærmest hooliganagtig slåskamp, hvor de kaster med tomaterne og skubber til hinanden. Der fokuseres i en nær på en spand med rød tomatmasse, der hældes over hovederne på folk.

Let me get out

Hvad der ved første øjekast kunne ligne et blodblad, viser sig altså at være et gigantisk tomatorgie – halvnøgne mennesker, der vrider sig mellem hinanden i let slow motion – effekten er en foruroligende blanding af seksuel ekstase og blodigt voldsorgie. Der klippes i de næste fire indstillinger mellem mennesker, der vrider og vælter sig i tomatmassen, og mennesker, der skubbes og kæmper for ikke at drukne i det røde søle. Der er en klar modsætning mellem lidenskab og smerte i billederne. Kameraet forlader først fugleperspektivets distancerede overblik i anslagets indstilling 17, hvor vi, i frøperspektiv og dermed nede i sølet sammen med de andre, ser en kvinde, der som en gudinde, løftes af opstrakte arme (fig. 5). Det viser sig at være filmens hovedkarakter, Kevins mor, Eva, som bæres i procession. Vi klipper igen til en fugl, hvor vi i en halvtotal ser hende i slow – erotisk, henført smilende.

I de næste indstillinger bliver vi i fugleperspektivets overblik, og der klippes først til et close-up af den blodrøde tomatmasse på jorden, efterfulgt af endnu en halvnær af mennesker, der vælter sig rundt i tomaterne. Herefter vender vi tilbage til Eva, nu i total. Idet hun kigger op mod os, skifter hun ansigtsudtryk. Hendes blik bliver fjernt og lidende, og med de udstrakte arme ligner hun næsten en Kristus på korset (Fig. 6).

Fig.5: Eva som gudinde.

Fig.5: Eva som gudinde.

Fig.6: Eva som Kristusfigur.

Fig.6: Eva som Kristusfigur.

Dette stemningsskift understøttes af lydsiden, der også ændrer karakter.

Fig.7: Eva kæmper for ikke at drukne.

Fig.7: Eva kæmper for ikke at drukne.

Den diegetiske jubellyd fra tomatorgiet udtones og erstattes af non-diegetiske lyde fra skolemassakren, der høres som et fjernt ekko af desperat skrigende elever, og hvad vi senere erfarer, er lyden fra Kevins pile, der rammer eleverne. Samtidig trækkes Eva længere og længere ned i tomatsølet, hun slippes af de bærende hænder, som lader hende synke ned og nu nærmest aggressivt dænger hende til med kød- og blodlignende tomatstykker, på en måde der får os til at tænke på makaber splatteræstetik. Samtidig fornemmer vi på lydsiden en stemme, der råber: Let me get out. Og senere, med en slags rumklang, en anden stemme, der råber Everybody down.

Mens skoleeleverne kæmper for deres liv på lydsiden, kæmper Eva på billedsiden desperat for ikke at drukne i blodbadet (fig. 7).

Den sidste indstilling i denne scene er et nærbillede helt ned i tomatpølen, der kastes en sidste gang med tomatmasse, som højlydt splatter ned i sølet, mens vi på lydsiden samtidig trækkes ud af tomatorgiets drømmeunivers, ved at skifte til reallyd. Vi kan høre nogen, der griner og kaster, hvad der senere viser sig at være maling på Evas hus.

En brat opvågnen

Fig.8: Den røde farve dominerer hele filmen, specielt i anslaget.

Fig.8: Den røde farve dominerer hele filmen, specielt i anslaget.

Endnu engang er det således en lydbro, der sammen med den røde farve bringer os over i næste scene. Via et sløret point-of-view shot og en søgende travelling i close-up, først langs en vindueskarm, bagefter ned ad gardinet, afsløres det, at vi efter to drømmeagtige scener befinder os i Evas stue i filmens nutid. Kameraet fortsætter videre hen over et bord, hvor vi ser tallerkner med madrester, et rødt æbleskrog, et rødt stearinlys, en vinprop, en proptrækker, en halvspist toast, en omelet med blodrød ketchup (fig. 8), og vi slutter med nogle pilleglas, hvorefter kameraet bevæger sig søgende tilbage og opad, som om det leder efter nogen eller noget, og ender i en halvnær af Evas ansigt, der er dækket af et rødligt skær fra vinduet. Via endnu et sløret pov-shot, der understøtter, at Eva befinder sig i en tilstand mellem drøm og virkelighed, ser hun op på vinduet. Gennem de delvist transparente gardiner aner vi blodrøde malerklatter på ruden. På nær en svagt pibende lyd og få lyde udefra er denne scene meget stille. Tomatorgiets støjende drømmescenarie er langt væk.

Mens Eva kommer til sig selv og kigger op høres en fjern rumlen af et tog, hvilket antyder, at hun ikke bor i det bedste nabolag. Evas sindstilstand tydeliggøres i en halvnær indstilling, hvor den triste gullige farve fra gardinet, der lyser ned over hendes ansigt, viser, hvor udmattet og modløs hun er. Fra en kameravinkel i gulvhøjde med delvist kælkede linjer ser vi Evas knoglede fødder, der tungt rammer gulvet, idet hun med besvær kæmper sig op fra sofaen. Der klippes til en nær af Eva i profil, hvor vi tydeligt ser, at en simpel handling som at komme ud af sengen er en voldsom kraftanstrengelse. I næste indstilling fortsætter Evas kvaler, idet hun vaklende støder ind i bordbenet og vælter pilleglassene, så de hvide piller flyver ud over gulvet.

Fig.9: En tragikomisk situation, der muligvis også kunne rumme et symbolsk lag.

Fig.9: En tragikomisk situation, der muligvis også kunne rumme et symbolsk lag.

Vi vender tilbage til det slørede point of view-shot og følger Eva gennem huset, hvor flere piller, gamle aviser og flyttekasser understreger vores første indtryk af en deprimeret kvinde og et hjem i opløsning. Da Eva i samme indstilling når hen til døren og tager i håndtaget, falder det af (fig. 9). Det er nærmest tragikomisk midt i hendes tristhed og forfaldet. Der klippes til en indstilling af genbohuset, der er ude af fokus. Eva træder ind i billedet i en halvnær og vender sig mod os og kameraet med et fortabt og opgivende udtryk. Næste og sidste indstilling i anslaget viser os, hvad der fremkalder dette udtryk: hendes hvidmalede hus er sølet til i dryppende blodrød maling – og et markant symbol på Evas skyldfølelse og soningsproces og ikke mindst omgivelsernes stigmatisering af hende. På lydsiden afsluttes anslaget med nærmest kontrapunktisk fuglekvidder, som kommentar til det hyggelige nabolags behandling af den martrede kvinde. Eva trækker sig modløs og opgivende tilbage ind i sit skjul, lukker døren og dermed anslaget.

Kan blodet vaskes af?

Fig.10: Eva i rødt mareridt.

Fig.10: Eva i rødt mareridt.

Anslaget i We Need to Talk About Kevin gør netop det, et anslag skal, når det er allerbedst – det etablerer filmens tematik, dens komplekse dramaturgi og ikke mindst dens æstetik. Rød præsenteres tydeligt som filmens dominerende farve, der er til stede i næsten hver eneste indstilling. Det komplekse lydspor og den fragmenterede handling afspejler Evas sindstilstand og hendes kamp med sine følelser og sin skyld. Kontrasten mellem det farlige og det lystfyldte trækkes skarpt op. Eva var fri og fuld af lyst, inden hun blev fanget af moderskabet og familielivets lænker. Hun ønskede ikke Kevin – kunne han mærke det? Var det derfor? Måske – og derfor må hun, i sin egen forvredne logik, sone. Blodet skal vaskes af, som den røde maling, der er kastet på huset og bilen, og hun må gå bodsgang igennem byen igen og igen (fig. 10).

***

Fakta

We Need to Talk About Kevin

  • År: 2011
  • Instruktør: Lynne Ramsay
  • Skuespillere: Tilda Swinton (Eva), John C. Reilly (Franklin), Ezra Miller (spiller Kevin i teenagealderen) m.fl.
  • Filmen er baseret på en roman af Lionel Schriver
  • Lynne Ramsay har tidligere lavet bl.a. filmen Ratcatcher (1999)
Lilian Curran: Lektor på Paderup Gymnasium i engelsk og mediefag. Foredragsholder, bl.a. om anvendelse af film og medier i engelskundervisningen. Kursusleder på fagdidaktiske kurser i engelsk. Forfatter til artikel i Anglofiles om film i engelskundervisningen i gymnasiet. /////////////////////////////////////////// /////////////////////////////////////////// Hans Oluf Schou: Lektor på Viby Gymnasium i dansk og mediefag. Tidligere fagkonsulent i mediefag. Medforfatter til bøgerne Levende Billeder (Systime 2007) og Film i dansk (Systime 2004). Medredaktør af medielærerforeningens blad CUT. Foredragsholder, bl.a. om anvendelse af film og medier i danskundervisningen i gymnasiet.