Den 4. maj får The Rain premiere på Netflix. Serien er ikke bare noget så sjældent som en dansk postapokalyptisk spændingsserie og coming-of-age-fortælling, den er også den første danskproducerede Netflixserie. I dette interview fortæller en af seriens skabere, hovedforfatteren Jannik Tai Mosholt, om samarbejdet med Netflix, fortælle-og genremæssige overvejelser samt arbejdsprocessen i det efter danske forhold store writers’ room.
Hvordan kom aftalen med Netflix i stand?
Netflix ledte efter en serie i Skandinavien. De ville gerne starte en lokal serie op. De har jo efterhånden gjort det i rimelig mange andre lande og fundet ud af, at det kan svare sig at lave lokale serier. Og Netflix var altså i gang med denne proces, da jeg kom i dialog med dem og præsenterede dem for den her idé.
Hvor langt var I med projektet, da du præsenterede Netflix for ideen?
Jeg havde en ide men i virkeligheden ikke så meget. Vi var klar over hvilket univers, og hvilken tematik og hvilken overordnet ramme, der skulle være, men der var meget, der blev ændret efterfølgende. Og så havde vi korte beskrivelser af en mulig sæson. Og i modsætning til hvad man normalt er vant til, hvor man præsenterer nogen for en ide og så går man i gang med et udviklingsforløb, der kan vare i årevis, præsenterede jeg dem for idéen, og en uge efter ringede de og sagde, at det ville de gerne være med til at lave.
Den dansk-skandinaviske fortælletradition
Var det dit indtryk, at den internationale succes, som danske serier og særligt DR’s store søndagsserier har haft de seneste mange år, var en medvirkende faktor i forhold til Netflix’ forhåndsinteresse?
Vi er jo i den situation herhjemme, at der efter Borgen, Forbrydelsen og Broen er kommet enormt meget opmærksomhed på den skandinaviske måde at fortælle på. Det, vi er gode til, er de relationelle historier og karakterdramaer, og, uanset om det er en krimiserie som Forbrydelsen eller et politisk drama, er det det samme dna. Det er som om, når man arbejder med små midler, så er man nødt til at skærpe sin fortællemåde og være mere præcis.
Der har ikke været noget krav fra Netflix om, at vi skulle gøre det præcist som DR men mere en tro på, at vi ville lægge os i den fortælletradition, som kunne være interessant at sætte op imod et mere internationalt islæt.
Du har tidligere været tilknyttet flere af DR1s store serier. Føltes det befriende ikke at skulle leve op til DR’s dogmer?
Jeg har ikke oplevet DR’s dogmer som en spændetrøje. Grundlæggende vil jeg jo til hver en tid hellere arbejde med rammer, som man jo altid har, når man arbejder med nogen, end arbejde fuldstændigt frit. Lige så snart du ved, hvad det er for en sandkasse, du har at lege i, er det bare nemmere og også mere kreativt.
Jeg tror i øvrigt dogmet om den dobbelte historie på en eller anden måde er svært at slippe uden om. Det ligger i vores dna og fortælletradition, men samtidig prøver vi jo også at bevæge os over i nogle andre genrer, og det er jo det, vi har fået mulighed for her – at arbejde i nogle genrer, som vi ellers aldrig ville få mulighed for at arbejde med herhjemme. Og det bringer måske også nogle ting, som der er mere fokus på end den dobbelte historie. Med disse genrer følger, at der måske også er mere fokus på nogle andre ting end den dobbelte historie.
Den væsentligste forskel er i virkeligheden, at både på DR og TV2 skal du lave noget, der rammer en femtedel af landets befolkning. Og det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger, at man skal ramme så bredt. På Netflix har vi jo et potentielt langt større publikum. Og lige fra starten sagde de, at det ikke gjorde noget, at det var en nicheserie, og at det ikke handlede så meget om at ramme bredt som om at ramme præcist, for så skulle publikum nok være der. Der er ikke nok unge i Danmark til, at man kan lave en serie på et stort budget specifikt til denne gruppe. Men her har vi kunnet få det nødvendige budget, fordi vi ikke bare går efter de danske unge men et internationalt nichepublikum.
Hvordan placerer The Rain sig i forhold til andre danske tv-serier, når man ser på eksempelvis casting og budget?
Det er en dansk serie, og den er lavet på et dansk budget. Det er sjovt at opdage, hvad man kan få ud af det budget, hvis man får lov til at prøve nogle andre ting. I forhold til casting var der ret stor frihed. Der har ikke været nogen krav om navne. Vi kunne faktisk få det cast, vi ville have.
Samarbejdet med Netflix
Hvordan fungerer samarbejdet med Netflix? Er der vitterligt tale om et ”light touch”, sådan som Netflix-ledere som Cindy Holland fremstiller det?
Det har været en meget tæt dialog hele vejen igennem, og de har været gode at arbejde med. Det, der har været fedt, er, at de hele tiden har haft øje for det, der var vores udgangspunkt, og det jeg havde pitchet for dem. Så et typisk indspark fra dem kunne være: ”Nu føler vi, at I går lidt væk fra det, der var udgangspunktet. Hvordan kommer vi tilbage til det?”.
Noget andet vi har snakket meget med dem om har været, hvordan vi kunne gøre scener mere effektive, og hvordan vi kunne øge vores fortælletempo. Herhjemme har vi måske lidt en tendens til, at hvis nogle karakterer skal snakke sammen, sætter vi dem omkring et bord. Netflix var meget opmærksomme på, hvordan man også i plotformidlende dialogscener holder folks opmærksomhed – også visuelt – og skabe noget bevægelse i scenen. Hvilket jeg også tror er i forhold til den konkrete gruppe, vi prøver på at ramme. Og det er måske også noget, jeg ikke har tænkt så meget over før. Og netop derfor har det været fedt at arbejde med.
Amerikanske netværksserier fortæller ret konsekvent i korte fortællemæssige enheder eller beats, om man vil. Er det også noget, I har arbejdet med? Er det noget, I har talt med Netflix om?
Vi har i hvert fald talt med dem om den præcision, vi fortæller med. Jeg har måske selv haft en tendens til at være lidt løs på det punkt. En scene har godt kunnet vare i en evighed, uden at føre nogen steder hen – det vigtige har mere været tilstedeværelsen. Det er jo nok en meget europæisk måde at fortælle på. Når der kommer amerikanske øjne på: ”ja ja det er fint nok, men hvad skal det egentlig?” Og hvis vi skal nå fra A til B, hvordan kan vi så komme det så effektivt som muligt. Det har faktisk været sindssygt inspirerende, for det er jo også i høj grad den slags fortællinger, jeg selv godt kan lide at se, og det er også en måde, jeg godt kan lide at fortælle på.
Coming of age-historie i velfærdssamfundets ruin
Velfærdssamfundet italesættes i høj grad i traileren. Er det vigtigt for serien, at de overlevende er vokset op i det danske velfærdssamfund?
At serien foregår i Danmark var i hvert fald udgangspunktet og det, der gav mig lyst til at fortælle en postapokalyptisk historie. De postapokalyptiske fortællinger er på en eller måde en meget amerikansk ting og kommer netop ud af deres kultur, og de foregår i en verden, hvor der i forvejen ikke er noget sikkerhedsnet. Så ideen om at klare sig selv eller være i stand til at klare sig selv er stærkere, og genren ligger så at sige i forlængelse af deres survivalist tradition. I det lys tænkte vi, at det ville være interessant at placere den postapokalyptiske fortælling i Danmark. Ville vi være i stand at klare os? Ville vi overhovedet have den nødvendige indstilling?
I bund og grund er The Rain en coming of age-historie – en relations- og karakterbunden fortælling i en verden, hvor civilisationen er brudt sammen. Og med den postapokalyptiske genre, der træder man også ind i en sandkasse, hvor alle mulige andre har leget i forvejen. Men det, som jeg synes vi bringer ind i det, er en mere kitchen sink-agtig fornemmelse, eller et mere jordbundent drama, om man vil, som vi så prøver at se, om vi kan få til at balancere indenfor denne genre.
Dybest set er det en historie, hvor man møder nogle karakterer på det tidspunkt i deres liv, hvor man normalt går fra at være ung til at skulle definere sig selv som menneske og finde ud af, hvem man er. Og normalt gør man det i en verden, man kender. The Rain er på sin vis et forsøg på at undersøge, hvor man så gør det, når man slet ikke kender rammerne, og alt omkring en er nyt. Men målet er stadig det samme: at finde ud af, hvem man er.
I andre postapokalyptiske serier som The Walking Dead og Romeros zombiefilm, udgør zombierne en konkret ekstern trussel, samtidig med at de interne grupperinger også skaber problemer. Er der på samme måde sådanne konkrete eksterne trusler i The Rain, eller kommer truslen primært fra grupperingerne blandt de overlevende?
Det er primært de forskellige grupperinger. Så er der selvfølgelig også den virus, der kommer med regnen, men det er helt overordnet grupperingerne og de forskellige strategier i kampen for overlevelse. Inspirationsmæssigt har vi snakket meget om Lord of the Flies og The Road. I begge har vi jo den fornemmelse, at det er det civiliserede menneske, der nedbrydes og ender som et dyr. De har været meget centrale inspirationskilder, men vi har også snakket om Hunger Games, for vi vil jo også gerne lave en historie, der rummer noget håb, og som har noget lethed over sig.
I Nordeuropa har vi – mig selv inklusiv – en tendens til at gå mørkt, gå melankolsk og gå sort, og her havde vi i virkeligheden lyst til at holde fast i også at have noget håb, noget energi, så fortællingen ikke bare bliver trist og tung. På trods af at de lever i en verden, som er brudt sammen, så kan livet undertiden være sjovt og lystfyldt.
Serie til streaming og binge-watching
Bærer det fortællemæssige præg af, at serien er skabt til Netflix og dermed en anden visningssituation?
Jeg tror ikke, at den bærer så meget præg af, at den bliver lagt op på en gang. Serien bærer snarere præg af balancegangen mellem vores måde at fortælle på og en amerikansk fortælletradition. Det har været enormt interessant at udforske de to forskellige måder at fortælle på, og hvad det gør ved tempo og dynamik. Når jeg ser serien nu, kan jeg se det i den, og det er enormt glad for.
Flere artikler fra de senere år – blandt andet i The New York Times, Quartz og Vox – har spekuleret i, at serier, der produceres til Netflix, bør anses for en helt ny genre, fordi det er helt andre constraints, der gælder for serier lavet specifikt til streamingtjenester. Er det noget, I har været meget fokuserede på?
Nej. Altså den måde man deler op i afsnit og akter herhjemme ligger jo i virkeligheden i forlængelse af en amerikansk fortælletradition fra de amerikanske reklamefinansierede netværkskanaler, hvor man bygger akterne op til at peake inden reklamepauserne, og vi gør det samme, selv om hverken DR eller TV2 afbryder et program med reklamer.
Vi har jo gjort os mange overvejelser om, hvordan vi kan slutte afsnittene, så seerne har lyst til at se videre, men i virkeligheden er det jo ikke så forskelligt fra de overvejelser, vi havde på Bedrag og alle mulige andre serier om, hvordan man sikrer, at folk har lyst til at se videre om en uge.
Har det gjort en forskel i måden, I arbejder med plot-recaps og opsummering af plotinformation i dialogen, at serien skal ses på Netflix?
Ja, det gør vi ikke i samme grad, og der er der selvfølgelig en forskel. Det er jo gjort tilgængeligt, så man kan se det i et stræk, så vi kører jo sådan set bare videre og har ikke recaps eller gentager information i dialogen.
På Netflix er det jo ikke sådan, at afsnittene skal passe ind i en sendeplan, og at længden på de enkelte afsnit derfor kan variere. Benyttede I jer af det?
Afsnittene varierer fra 45-46 minutter ned til 37 minutter. Det var fedt med den frihed, og især i klippefasen gav det fleksibilitet. Ikke så meget i skrivefasen, hvor vi sigtede mod 42 siders manus per afsnit. Det handler også om, hvad man kan nå at skyde. Men i klippefasen var der den frihed, at det bare skulle være så godt som overhovedet muligt uden at skulle ramme et præcist minuttal.
Er der afsnit i The Rain, I har tænkt som særligt vigtige?
Helt klart afsnit 1. Det har vi haft sindssygt meget fokus på. Der bliver jo lavet ekstremt mange tv-serier i disse år. Jeg ved jo fra mig selv, at for ikke så mange år siden havde jeg oplevelsen af, at jeg fik set alle de gode serier. Men nu opdager jeg nærmest hver eneste dag, at der er et eller andet, der er fløjet under min radar. Og derudover er det jo også bare sådan, at hvis jeg går i gang med noget, jeg ikke finder interessant, så slukker jeg bare, for der er jo tusind andre ting.
Så det handlede meget om for os, hvordan vi kunne spænde afsnit 1 så hårdt op som muligt og sikre os, at publikum ville have lyst til at se mere. Og så tro på, at når vi først er inde i det, så er publikum også så interesserede i vores karakterer og vores univers, at de kan blive udfordret mere, eller vi kan prøve nogle andre ting af, men til at starte med vil man bare gerne have folk ind.
Netflix har jo faktisk offentliggjort data, der viser, at 1. afsnit ikke er så afgørende for deres brugere, men det er måske ikke noget, de har italesat i dialogen med jer?
Nej, vores dialog har mest gået på det kreative. De har helt banalt bare gerne ville have os til at lave noget, der var så godt som muligt. Vi har ikke talt med dem, om at vi skal være opmærksomme på, hvornår folk ifølge deres data står af eller på. Vi har faktisk snakket meget med dem om afsnit 1, også fordi det er det, der sætter tonen for hele universet.
Grundlæggende synes jeg også, at det er svært at lave et ”Afsnit 1”, fordi alting skal sættes op, så det bliver tit en lang introduktion af universet, karakterer og dilemmaer, fordi det er det afsnit, resten af serien skal trække på. Vi havde en god dialog med dem om, hvordan vi balancerer første afsnit, så det ikke bare bliver en lang informationsformidling.
Er der andre afsnit, som I har set som nøgleafsnit?
Generelt har vi bare kløet på. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at du synes afsnit 8 er så fedt, at du har lyst til at se en eventuel sæson 2, så det handler jo om at lukke sæsonen ordentligt ned samtidig med at universet åbnes yderligere op. Men der er selvfølgelig en overordnet struktur i sæsonen (på 8 afsnit), som jo et eller andet sted ligner en spillefilms sekvensstruktur. Vi har en midte, vi har nogle vendepunkter. Så i og med der er otte afsnit i sæsonen, har vi arbejdet meget op mod afsnit 4 og midtpunktet: Hvad betyder det, og hvad skal forandre sig, så der har selvfølgelig været nogle strukturelle overvejelser i forhold til at sætte sæsonen op.
Aktstrukturer og sekvensinddelinger
Du nævnte, at danske serier jo i høj grad trækker på en amerikansk tradition. Betyder det, at det enkelte afsnit i The Rain så er bygget op med en fire-akt-struktur?
I The Rain-afsnittene er det lidt mere en tre-akt-struktur. På Bedrag arbejdede vi med en fire-akter, men her har vi arbejdet med en lidt mere traditionel spillefilmsagtig struktur på det enkelte afsnit med tre akter i forholdet 1-2-1, hvor 1. akt fungerer som setup og får en introducerende rolle, men også en overgangsfunktion i forhold til forrige afsnit, så første akt i et afsnit er på sin vis både afrundende og introducerende.
Kan du sige lidt om, hvorfor I har brugt en tre-akter frem for en fire-akter i The Rain, og hvordan de to adskiller sig?
Det handler mest om, at jeg føler mig mere komfortabel med en tre-akt-struktur. I nogen grad er det et spørgsmål om, hvad man er vant til. Min oplevelse, når jeg selv ser noget, er, at det er svært at mærke, om man har konstrueret ud fra en tre- eller fire-akts-model. For Jeppe Gram [hovedforfatter på Bedrag] ligger fire-akt-strukturen på rygraden, for han har fra starten vidst, han ville lave tv-serier, mens mit udgangspunkt er tre-akt-strukturen, hvilket hænger sammen med, at jeg startede i spillefilm og efterhånden er skiftet over til at lave tv, så grundstrukturen har jeg taget med fra filmen.
I sin analyse af storytelling i Hollywoodfilm har Kristin Thompson argumenteret for, at en sådan tre-akter i virkeligheden bedst forstås som en fire-akter, fordi der typisk også er et markant midtpunkt (i 2. akt). Hun definerer i høj grad akterne i forhold til udviklingen i hovedkarakterens mål. Er det også sådan, du arbejder med akter, eller er det i højere grad et spørgsmål om spændingskurver?
Det er helt klart mest et spørgsmål om karakterernes mål. Det er vigtigt at lade karaktererne definere plottet, fremfor at plottet definerer karaktererne.
Men jeg kan godt følge argumentet om, at spillefilmen i virkeligheden også kan ses som en fire-akt-struktur på grund af den lange 2. akt. Når det er sagt, så er akt-inddelingen jo ikke den eneste opdeling, vi laver. Vi deler os ind i sekvenser, så et afsnit af The Rain har vi også delt op i otte sekvenser. I virkeligheden er det et spørgsmål om at dele det op i så små og overskuelige dele af gangen som muligt. Og opdelingen af disse sekvenser er i øvrigt også dikteret af karakterernes mål. Strukturen i The Rains første sæson er – i modsætning til mange andre serier, der er ensemblefortællinger – meget styret af en enkelt historie. The Rains struktur er i høj grad styret af hovedkarakteren Simones plot, og hvor hun er i historien.
Den stilistiske signatur
Hvad kendetegner serien stilistisk?
Vi ville gerne lave en blanding af noget enormt stiliseret teknologi sat op imod fornemmelsen af, at naturen har overtaget og at civilisationen er nedbrudt. Vi snakkede meget om følelsen af, at naturen slår tilbage.
Produktionsmæssigt har det selvfølgeligt været en udfordring, at du ikke bare kan gå ud og skyde noget. Uanset hvor du tager hen, er du nødt til at lave alting om, for at det skal se ud som om naturen har taget over. Vi har haft en production design-afdeling, som har gjort et fantastisk stykke arbejde og lavet nogle ting, som bare er virkelig, virkelig flotte. Jeg synes der er kommet en god kontrast mellem det meget stiliserede og enkle – altså det menneskeskabte på den ene side – og så den fuldstændigt kaotiske natur på den anden.
Har I medtænkt i det stilistiske koncept, at serien skal ses på Netflix og dermed i mange tilfælde vil blive set på tablets, computerskærme eller måske ligefrem mobiltelefoner?
Vi har i hvert fald snakket om, at det ikke måtte blive for mørkt, når der er nogen, der skal se på mobiltelefoner. Men i sidste ende har vi haft nogle sindssygt dygtige fotografer, og jeg synes selv det er blevet så flot, at jeg bare håber folk ser det på noget stort, så de kan se, hvor flot det er.
En serie som Skam opprioriterede nærbillederne, netop fordi de fungerer godt på mobilen. Har I også gjort det?
Nej, tværtimod er vi gået efter at kunne få så mange store billeder, som det kunne lade sig gøre – også rent økonomisk, for det var jo også der, vores production value lå.
I skriverummet
Afslutningsvis kunne jeg godt tænke mig, at vi fokuserede på skriveprocessen. Kan du fortælle om den?
Jeg sad sammen med fire episodeforfattere, Marie Østerbye, Mette Heeno, Lasse Kyed Rasmussen og Poul Berg. Vi tog den short bible, jeg havde skrevet, og så pillede vi den fra hinanden og startede forfra. Det var et spørgsmål om at gøre plads til, at alle kunne komme med input for, at det samlet blev så godt som muligt. Samarbejdsprocessen er jo vildt berigende og vigtig. Når man får fire så kompetente folk ind i rummet, så giver det jo enormt god mening at træde et skridt tilbage og få deres inputs på det materiale, der lå og prøve på at lukke det op og ikke fra starten have låst os fast på noget. I sådan et arbejde er det vigtigt, at alle føler ejerskab, og ’at det her er vores’. Og så skrev jeg afsnit 1, mens de andre har skrevet et eller to afsnit hver, og så har jeg skrevet ovenpå, helt som man gør normalt.
Hvordan er det at være hovedforfatter på en serie sammenlignet med at være episodeforfatter?
Den store forskel er, at man sidder med ansvaret i sidste ende i forhold til at gøre det færdigt, og så at man er med i alle faserne – i klipningen og er med til at tage beslutninger i forhold til musik og casting. Og det er jo fedt, men jeg har også altid nydt at være episodeforfatter, hvor du skriver noget og gør dig så umage, du kan, men når du afleverer det, kan du også bare slippe det. Som hovedforfatter er arbejdspresset meget mere massivt, for du slipper det aldrig rigtigt.
Er du som hovedforfatter også med på settet hver dag?
Jeg har været med på settet nogle gange, flere gange end normalt, tror jeg, men jeg tror ikke, vi kommer til at lave den der model herhjemme med forfatteren på settet, der skal diktere alt, og at instruktøren dybest set bare afvikler det. Det ligger ikke til vores system. Grundlæggende er vores produktionsform mere flad og ikke så hierarkisk opbygget. Vi er jo en samarbejdskultur. Så i den fase er det jo instruktøren, der står med ansvaret, men der har selvfølgelig været en konstant dialog.
Hvor store ændringer laver hovedforfatteren typisk i de udkast, som episodeforfatterne afleverer?
Det er meget forskelligt, og det kommer i virkeligheden tit an på, hvor velforberedt man er som gruppe, inden episodeforfatteren går ud og skriver sit manus. Både som hovedforfatter og som episodeforfatter har jeg været ude for, at der ikke skulle ændres et komma, men jeg har også prøvet ikke at kunne genkende det færdige resultat, når det kom på skærmen, fordi der var lavet så meget om.
Kan du beskrive arbejdsprocessen i jeres writers’ room?
Et eller andet sted er det stadig ret nyt herhjemme. Vi er ikke skolet i det på samme måde, som man er i USA, hvor det er mit indtryk, at de fleste manusforfattere også optræder i en eller anden producerrolle, så et writers’ room er i virkeligheden også et producers’ room, hvor alle har en rolle udover at skrive, og det i øvrigt er meget hierarkisk opbygget, så alle ved, hvilken position og hvilken specifik arbejdsopgave de har.
Herhjemme er det en mere demokratisk proces, hvor man i virkeligheden prøver at skabe et rum, hvor et antal forfattere arbejder sammen. At vi var fem på den første sæson af The Rain, er ret atypisk. Der plejer ikke være så mange mennesker i et skriverum i Danmark. Så det handlede om at få os fem til at arbejde sammen mod et fælles mål.
I det samarbejde sidder man og prøver på at dele alle karakterers buer ud igennem sæsonen ud over sæsonen og skrive det op i en 8-afsnits-bue, hvor der så er en yderligere opdeling i otte sekvenser per afsnit. I den proces sad vi sammen og storylinede, og den person, der skulle skrive det pågældende afsnit, gik ud og skrev på det, mens vi andre fortsatte med at outline det næste afsnit. Det var en flydende proces, hvor der konstant var en ude at skrive, mens vi andre prøvede at få de færdige udkast til at blive en helhed.
Hvorfor valgte I at arbejde med så stor en gruppe forfattere på serien?
Det handlede både om vores tidsramme og en lyst til at prøve det af. Jeg oplever også, at der generelt er en lyst til at opdyrke en stærkere writers’ room-kultur herhjemme. Det giver andre muligheder og en større effektivitet, men det er også bare interessant set fra et kreativt synspunkt. Omvendt er det jo også sådan, at jo flere mennesker, der er i et rum, jo flere meninger er der også, så det er en interessant balance, om man kan få det flade hierarki til at harmonere med så mange mennesker i rummet.
* * *
Fakta
The Rain får premiere på Netflix fredag den 4. maj 2018.
Serien er skabt af Jannik Tai Mosholt, Christian Potalivo og Esben Toft Jacobsen og produceret af Miso Film.
De første fire afsnit er instrueret af Kenneth Kainz, som også har fungeret som konceptuerende instruktør. Sæsonens sidste fire afsnit er instrueret af Natasha Arty.
Jannik Tai Mosholt har skrevet manuskripter og storylines til en lang række film og tv-serier. Blandt tv-serierne kan nævnes Rita (TV2), hvor han på fjerde sæson fungerede som hovedforfatter sammen med Christian Thorpe, samt Borgen og Bedrag som episodeforfatter. Af spillefilm har han blandt andet skrevet manuskript til Kollegiet (2007), Den kæmpestore bjørn (2011) og Fjerkongens Rige (2014) – begge de to sidstnævnte i øvrigt sammen med Esben Toft Jacobsen, der også har instrueret.
Teaser
Trailer
Litteratur
De i interviewet nævnte artikler, der argumenterer for at Netflix’ originale serier bedst forstås som en helt ny genre:
- Lynch, Jason: “Here’s the recipe Netflix uses to make binge-worthy TV”, in Quartz 20. Marts 2015.
- Poniewozik, James (2015): “Streaming TV Isn’t Just a New Way to Watch. It’s a New Genre.” The New York Times 16. December 2015.
- VanDerWerff, Todd (2015, 2): “Netflix is accidentally inventing a new art form — not quite TV and not quite film”, in Vox 30th July 2015.
Netflix’ offentliggørelse af data om hvornår serier har fået brugerne på krogen er blandt andet beskrevet her:
- Spangler, Todd (2015): “Netflix Data Reveals Exactly When TV Shows Hook Viewers — And It’s Not the Pilot” in Variety 23rd September 2015.
Kristin Thompsons argumentation i forhold til at anskue spillefilmens struktur som en fire-akter frem for en tre- akter er bedst beskrevet i:
- Kristin Thompson: Storytelling in the New Hollywood, Cambridge, Massachusetts & London England, Harvard University Press 1999.
