O mother! What Art Thou?

af -

Manden bag bl.a. Requiem for a dream, The Wrestler og Black Swan, den feterede instruktør Darren Aronofsky, er biografaktuel med sin seneste film mother! Den er blevet lanceret som både eksistentiel thriller og psykologisk gyser, men den er egentlig ingen af delene. Den er… noget andet. Aronofsky har presset hele Bibelens fortælling, en stribe verdenshistoriske hændelser og en hel masse samfunds-, modernitets- og religionskritik ind i et to timer langt kammerspil med æstetiske noter af gysergenren. Det er en styrke, men også et problem.

 

Det var noget, der gav genlyd, da det blev annonceret, at selveste Darren Aronofsky ville kaste sig over den ellers så historisk forkætrede gysergenre. For når Aronofsky er bedst, er han en uforlignelig mester. Den jungiansk fortættede Black Swan fra 2010, der er sublim i sin æstetiske stramhed, og fremfor alt den fatalistiske og dybt bevægende The Wrestler fra 2008 udgør produktionens tinder og har rimeligvis løftet hans kunstneriske position fra hypet opkomling bag succeserne PI (1998) og Requiem for a dream (2000) til estimeret auteurskikkelse i amerikansk samtidsfilm. Læg dertil, at den fortættede og allegoriske gyserfilm de seneste 10 år fået en særdeles bemærkelsesværdig international revival med spektakulære og anmelderroste film som Låt den rätte komma in (dansk: Lad den rette komme ind, 2008), Somos lo que hay (engelsk: We are what we are, 2010) og dens amerikanske remake fra 2013, The Babadook (2014), It Follows (2014) Grave (engelsk: Raw, 2016), It comes at night (2017) og selvfølgelig von Triers monumentale Antichrist fra 2009, som mother! især i sin æstetiske fortætning må siges at stå i gæld til. Castingen af Jennifer Lawrence og Javier Bardem i de bærende roller og af Michelle Pfeiffer og Ed Harris i de væsentligste biroller udgjorde glasuren. Gyserpublikummet så med rimelig forventning frem til en anretning af de helt overdådige. Men lad det være sagt med det samme: At sælge mother! som en gyserfilm svarer til at sælge en pakke gær som nutella. Filmen er som genrefilm, gyser eller thriller, en entydig katastrofe, for den er på intet tidspunkt hverken uhyggelig eller præget af virkningsfuld suspense. Til gengæld kan den til dels noget andet.

mother & Him

Fig. 1: Allerede på den første filmplakat til det amerikanske marked afsløres det, at mother! udfoldes i et arketypisk og mytologisk univers.

Filmens allerførste indstillinger, der højekspressivt tematiserer undergang og (gen-)skabelse, demonstrerer tydeligt for os, at filmens univers er mytologisk. Vi befinder os i et filmisk favntag med kosmologiske kræfter. Herefter tager filmens plot form. Lawrences og Bardems navnløse karakterer, der krediteres henholdsvis Mother og Him (i resten af denne anmeldelse kaldet Ham), indtager herefter scenen, der er sat i en gammel landvilla. Unge Lawrences lyse, jomfrulige, overjordiske skønhed og Bardems ældre, semitisk-mørke og ligeledes smukke fremtræden etablerer hurtigt et arkaisk minimalpar. Mother er klædt i hvidt, åben, naiv og følsom, mens Han optræder mørk og mystisk om end varm og kærlig. Han er forfatter og befinder sig i huset for at skabe ny kunst, mens mother bygger og reparerer huset, der dog har fundament i fyrkælderens eroderende kaoskræfter: ”I want to create a paradise, siger hun i en af utallige lidet subtile referencer til filmens mytologiske skyggefortælling (fig. 1). På dette tidspunkt i filmen er man dog som modtager stadig delvist i vildrede om, hvem disse arkaiske personer er, og hvilken konflikt der vil drive dette besynderlige drama frem. Dette uvidenhedens suspense-greb slipper dog inden længe, for en anmassende mand (Ed Harris) entrerer paradiset og medbringer snart efter sin diabolsk indladende hustru (Michelle Pfeiffer). Bardems karakter agerer forbavsende hengivent og inviterende ift. denne i paradiset invasive art, mens mother med forundring og skepsis agerer tilskuer.

At der er tale om en tæt, nærmest 1-1, allusion til bibelfortællingens Adam og Eva tydeliggøres i en barok syndefaldsscene, hvor de to påtrængende gæster i deres pilfingrede iver bryder ind i Hans gemakker og smadrer en hjerteformet krystal, der er kilden til al Hans skaberkraft. Og så er resten af filmens narrativ dybest set udfoldet som en lektion i bibelhistorie, tilsat en ikke sjældent morsom samfundskritik. Ind kommer temmelig umotiveret parrets to sønner, hvoraf den ene selvfølgelig – i en ligeledes barok, næsten klodset, dramatisering af myten om Kains broderdrab på Abel – i misundelsesaffekt dræber den anden, hvilket efterlader en uafvaskelig blotplet på gulvet. Man kan jo ikke sådan lige vaske synden af skabelsen, når blodet først har flydt. Og så vælter hele slægten ellers – først i sorg, siden i respekt- og tøjlesløst festlag – ind i stakkels mothers ellers så fint vedligeholdte paradis i kuriøse gendigtninger af gammeltestamentlige myter med Sodoma og Gomorra som omdrejningspunkt og med syndflodsmyten som det klimaks, der i første omgang hjælper mother til at losse de nu utallige ubundne gæster ud af huset.

Det allegoriske greb

Filmens optik centreres hele tiden omkring mother, der er repræsentant for naturen eller skaberværket og opretholder af dette intenderede paradis. ”My goddess”, kalder Bardems gudfaderlige karakter hende konsekvent, så selv popcorn-gnaskerne på bagrækken kan fange filmens mytologiske niveau. Ofte iagttages handlingen fra mothers skeptisk betragtende PoV eller over hendes skulder, ligesom filmen har utallige reverse-shots på hendes forfærdede reaktioner over de mildest talt hæmningsløse ”gæsters” adfærd. Dette er filmens afgjort mest vellykkede allegoriske greb. Filmen udfolder sig som Moder Naturs uforstående blik på en menneskerace, der invaderer, hærger, misbruger og forurener hæmningsløst egoistisk, uden skelen til skaberværkets jomfruelige skrøbelighed og uden ydmyghed for skaberens bundløse generøsitet. Dette originale blik gør moral- og samfundskritikken i filmen, der kaster sig nådesløst over egoisme, forurening, globalisering, forbrugssamfund og ikke mindst religion, anmassende og grotesk.

Det er en styrke, men det er også et problem. For filmen er hverken uhyggelig, spændende eller overraskende, men til gengæld er den undertiden ganske morsom i sit portræt af den almenmenneskelige respektløshed. Det havde på sin vis været mere i flugt med modtagervirkningen, om filmen var blevet lanceret som sort og pessimistisk komediefabel. Nærheden med mother-figuren er godt tænkt i forhold til allegorien og filmens kritiske sigte, men den funker simpelthen ikke på det modtagerrelationelle plan. Upåagtet Lawrences kompetente og insisterende facework og de utallige patosmættede nærbilleder bliver modtageren aldrig alvorligt bevæget af hendes ellers mangfoldige kvababbelser i mødet med menneskeslægtens iboende ondskab og egoisme. Dertil er karakteren for kunstig og arketypisk defineret, og handlingen er for grotesk eller slet og ret for åndssvag. Den nære identifikation, som den stilistiske linje lægger op til, er simpelthen en umulighed (fig. 2+3).

Fig. 2: De syndefulde slanger i paradiset.

Fig. 3: Nærbilleder af Jennifer Lawrence er der nok af. Filmen følger sin hovedkarakter intimt, men det er alligevel ikke så nemt endda at identificere sig nært til den meget konstruerede, mytologiske heltinde.

Fig. 4: Barselperioden bliver alt andet end fredelig for filmens mother, der kort før fødslen nok engang må se sit hjem overløbet af hærgende, hensynsløse horder.

Efter mother har haft held med for en stund at fordrive den ødelæggende hob af fremmede, dyrker hun og Han sex for muligvis første gang, og næste morgen erklærer hun storstrålende sin graviditet. Ikke så overraskende inspirerer dette Ham til straks og for første gang i umindelige tider at forfatte noget nyt: en opfølger til sit hidtil eneste (enormt succesfulde) værk. Og, ja, det er naturligvis Det Nye Testamente, der er hastigt på vej, mens Messias ham selv ligger og vækster sig stor i mothers snart bugnende mave. Kort efter stormes huset af søgende sjæle, der har læst den nye udgivelses frelsende ord, og huset rummer inden længe hele verden i et kaotisk mikrokosmos (fig. 4). Herefter udvikler filmen sig til et æstetisk stormvejr, hvor sanserne bombes heftigt og kontinuerligt i billed- og især lydside. Jeg skal undlade at redegøre for det videre, spinkle handlingsforløb frem imod klimaks, men hvis man helt vil undgå spoilers om mothers og barnets skæbner, skal man nok ligeledes holde sig på behørig afstand af Bibelen.

Den pessimistiske og kritiske tone radikaliseres i filmens sidste tredjedel, der så klart er den mest vellykkede, og bevæges man ikke af mothers nu moderlige følelsestrængsler (og det gør man næppe), så får man da i hvert fald en ordentlig lussing af sanseapparatet i filmens voldsomme, groteske og særdeles støjende visualisering af hele menneskets kollektive vanvid. Religionskritikken, navnlig kristendomskritikken, skærpes endvidere til det radikale, idet diabolske præsteskikkelser påbegynder en perverteret kult, der senere kulminerer i en om ikke så overraskende, så æstetisk påtrængende, nadverhandling, der i sin fremstilling tydeligvis sigter imod at chokere modtageren. Endvidere lader filmen – igen ikke uden sort humor – den sleske forlægger (Kristen Wiig), der distribuerer Hans nye skrift, senere i filmen agere bøddel, der koldblodigt henretter bagbundne krigsfanger. Religionskritikken er heftig og peger tydeligt ind i en amerikansk sammenhæng, hvor det kristenmoralske hykleri er en noget mere oplagt målskive for ideologikritik end i f.eks. en dansk kontekst.

Vild mytebasker

Fig. 5: Castet lader ikke meget tilbage at ønske.

mother! er en film, der hverken er spændende i dramaturgisk eller æstetisk forstand eller uhyggelig på nogen måde. En anbefaling til den thriller- eller gyserhungrende seer kunne således være at droppe biografturen og i stedet gense traileren, der – tangerende kontraktbrud – fremstiller filmen med en genre-nerve og en suspense-mætning, der giver løfter om det solide gys, som filmen ikke tilnærmelsesvis leverer. Til gengæld er mother! af og til morsom, ind imellem vild og gennemgående grotesk og særdeles original. Mens vi venter på, at Aronofsky får vendt sig af med sin nyerhvervede mytologi-fetich, der i 2014 kastede hans dårligste film, Noah, af sig, og som nu har foranlediget denne ikke dårlige, men heller ikke helt overbevisende, myte-basker af en film, kan vi jo gense hans eksistentielle mesterværker fra slutningen af sidste årti og håbe på, at karrieren ikke afrundes med 40 års ørkenvandring. Endvidere kan vi lune os ved, at en radikalt tænkt, barok og dybest set vanvittig kunstnerisk vision stadig kan finde distribution af en så central, kommerciel Hollywood-aktør som Paramount, der står bag filmen. Og at det endnu kan lykkes at trække kapaciteter som Lawrence, Bardem, Harris og Pfeiffer med ind i et vildt og overlæsset vanvidsværk (fig. 5).

***

Fakta

  • mother! (Darren Aronofsky, 2017), dansk premiere d. 14/9 2017. Facebookside

Aronofskys andre spillefilm

  • Pi (1998)
  • Requiem for a Dream (2000)
  • The Fountain (2006)
  • The Wrestler (2008)
  • Black Swan (2010)
  • Noah (2014)