Døden løber løbsk

af -
132_01

Fig. 1: Yeon Sang-hos Train to Busan (2016) er en hæsblæsende, blodigt underholdende action-horrorfilm.

Yeon Sang-hos Train to Busan (2016) er en hæsblæsende, blodigt underholdende action-horrorfilm, der udmærker sig med sit yderst kompetente håndværk, men som også sine steder bliver en anelse patosfyldt og generisk – selvom man tit glemmer lige netop det undervejs på den blodtilsølede og zombieinficerede togtur igennem Sydkorea!

 

Fig. 2: Selv under en zombieepidemi kan det være rart at vide, at man faktisk kan bruge bøger til noget. Her er det den selvoptagede familiefar Gong Yoo, der udsættes for moderat fysisk pres af de ekstremt hurtige og insisterende zombier.

Fig. 2: Selv under en zombieepidemi kan det være rart at vide, at man faktisk kan bruge bøger til noget. Her er det den selvoptagede familiefar Gong Yoo, der udsættes for moderat fysisk pres af de ekstremt hurtige og insisterende zombier.

Sydkoreansk film har altid holdt pæn stand på de hjemlige indtjeningslister mod de på verdensplan så altdominerende amerikanske blockbusterfranchises. Ud af de otte mest indbringende film var det faktisk kun Captain America: Civil War (2016), der kunne klemme sig ind på tredjepladsen på sidste års boxoffice-hitliste i Sydkorea, mens zombiefilmen Train to Busan ganske suverænt var sidste års mest indbringende film og samtidig en af de sydkoreanske film, der økonomisk har klaret sig allerbedst på verdensplan. Ikke dårligt af den live-action-debuterende instruktør Yeon Sang-ho, der ellers primært er kendt for at have instrueret de grumme og sortsynede animationsfilm The King of Pigs (2011) og The Fake (2013). Begge særdeles anbefalelsesværdige film, men henvendt til et voksent publikum.

Nu får Train to Busan så muligheden for stilfærdigt at tøffe ud i otte danske biografer, som kun alt for sjældent får besøg af både de mere genrebårne kommercielle projekter fra Sydkorea – der kvalitetsmæssigt sagtens kan måle sig med de amerikanske af slagsen – samt de mere kunstneriske film af instruktører som fx Lee Chang-dong og Kim Ki-duk. Men nye film fra instruktører som Park Chan-wook, Bong Joon-ho, Kim Jee-woon og Na Hong-jin burde være fast inventar på det store lærred i ethvert fremsynet filmland. Heldigvis har danske biografer i april premiere på The Handmaiden, der ganske som Train to Busan skabte opmærksomhed på sidste års filmfestival i Cannes.

Antihelt på første klasse

Vores hovedperson i Train to Busan er den fraskilte Seok-woo (spillet af Gong Yoo), der har rigeligt travlt med sig selv og sin karriere som fund manager i en virksomhed i Seoul. Så travlt at han ikke engang kan huske, hvilke gaver han tidligere har givet til sin unge datter Soo-an, som han dog i anledning af hendes fødselsdag skal ledsage til Busan, hvor Soo-ans mor venter. Allerede inden de forlader togstationen i Seoul er der dog tegn på, at der sker voldsomme ting rundt omkring i byen, og da togdørene lukkes, er det også med en inficeret person ombord, der snart skaber stor ravage på det alenlange højhastighedstog. Og ud af øjenkrogen kan man fornemme det vanvid, der hurtigt overtager storbyen.

Forudsigeligt nok kommer far-datter-forholdet til at udvikle sig undervejs i kampen mod ikke alene de virusinficerede zombier, men i lige så høj grad mod egoistiske og desperate mennesker ombord på toget. Mens epidemien spreder sig på nationalt plan oplever vi i togets mikrokosmos den samme udvikling, og spørgsmålet er så om togpassagererne kan overleve både kødædende zombier og menneskeligt anarki for at nå frem til the promised land i Busan.

Arytmiske dødssprintere

Train to Busan er god til at sætte sin præmis op, og vi bliver hurtigt introduceret for et spraglet om end klichebåret persongalleri, der spænder fra et helt baseballhold af unge gutter, over til machofyren (filmens måske mest interessante karakter) med sin gravide kone, til et ældre søskendepar, til den heroiske togfører og så selvfølgelig til den selviske og manipulerende forretningsmand i spidsen, der om nogen forstår at skabe splid i togsættene.

Zombierne er ikke den langsommelige variant vi kender fra fx tv-serien The Walking Dead (2010-), men derimod de hyperenergiske hurtigløbere vi kender fra 28 Days Later (2002) og Zombie World War Z (2013). Smitten overføres gennem bid, der på sekunder kan inficere og slå al menneskelighed ihjel og skaber lynhurtigt filmens monstrøse zombier, der i deres limbotilstand mellem levende og død kun styres af deres instinkt til at angribe og sætte tænderne i menneskekød. Filmens rytme afspejler det hektiske og opspeedede tempo, og efter den første time er man som seer også allerede ganske overvældet og forpustet af parkour-zombierne. Et forholdsvist nyt element i zombiegenren er også, at zombierne reagerer på det visuelle og at deres bevægelser er så akavede og arytmiske, at det kommer til at se skræmmende ud (fig. 3).

Animeret forspil

Train to Busan fungerer først og fremmest som en underholdende rutsjebanetur, hvor man kan slå hjernen fra og sanserne til og lade sig rive med. CGI-effekterne er for det meste ret velfungerende budgettet taget i betragtning, og filmen får det maksimale ud af sin klaustrofobiske setting. Og ikke ulig Bong Joo-hos sci-fi-film Snowpiercer (2013) bliver rejsen igennem toget en nærmest allegorisk færd, hvor man kæmper mod vidt forskellige samfundstyper, og alle de sociale lag er repræsenteret. Henimod slutningen støder man måske ind i et par lidt for patosfyldte øjeblikke, men ingen tvivl om, at Train to Busan er en film, der skal opleves på et stort lærred og som fortjener at blive set med et dedikeret publikum. Og filmen viser med al tydelighed at Yeon Sang-ho er en fremtidens mand, også indenfor live-action-film.

Hvis man ikke kan få nok af zombieuniverset, han har skabt, er der ingen undskyldning for ikke også at få set hans animerede forløber Seoul Station (2016), der fik premiere i de sydkoreanske biografer nogenlunde samme tid som Train to Busan, og som i en mere dyster tone fortæller om, hvordan zombieepidemien spredes blandt hjemløse i Seoul for til sidst at nå togstationen, hvor live-action-filmen tager tråden op. Desværre er der ingen dansk biografpremiere så hvis man ikke falder over den på en festival, er det bare at håbe på, at den kommer ud på streaming eller bluray her i landet. Både i Frankrig og Tyskland er Seoul Station med som ekstramateriale til deres blurayudgivelser af Train to Busan, men desværre kun med franske og tyske undertekster (fig. 4).

Fig. 3: En togstewardesse er blevet forvandlet til en zombie og man fornemmer tydeligt de forvredne og uhyggelige kropsstillinger, der er med til at gøre Train to Busans zombier til noget helt specielt.

Fig. 3: En togstewardesse er blevet forvandlet til en zombie og man fornemmer tydeligt de forvredne og uhyggelige kropsstillinger, der er med til at gøre Train to Busans zombier til noget helt specielt.

Fig. 4: Et billede af zombierne fra Seoul Station (2016), der er instruktør Yeon Sang-Hos prequel til zombieuniverset i Train to Busan.

Fig. 4: Et billede af zombierne fra Seoul Station (2016), der er instruktør Yeon Sang-Hos prequel til zombieuniverset i Train to Busan.

Allegoriens våben

Fig. 5 Night of the Living Dead (1968) var et råt angreb mod både mainstreamfilmen og gysergenren.

Fig. 5: Night of the Living Dead (1968) var et råt angreb mod både mainstreamfilmen og gysergenren.

Zombiefilm har altid fungeret som en perfekt allegori over den tid, de er producerede i, og zombiekarakterens metaforiske formbarhed har gjort de levende døde til en af horrorgenrens største aktiver i indeværende årtusinde. Hvem skulle have troet af George A. Romeros zombiefilm ville have så imponerende en gennemslagskraft?

Den oprindelige Night of the Living Dead (1968) var et råt angreb mod både mainstreamfilmen og gysergenren (fig. 5). Filmen cementerede for alvor den moderne horrorfilm, men red også med på slut-60’ernes modkulturbølge og var en af de første amerikanske film, der castede en sort mand i hovedrollen (Duane Jones) på grund af, at han ganske enkelt var den bedste skuespiller til opgaven. Zombierne – de levende døde – blev fjernet fra den oprindelige voodoo-inspirerede definition og det unikke ved Night of the Living Dead var, at med den kannibalistiske zombieepidemi fik vi truslen på allertætteste hold, da angrebene og smitten nu også kunne komme fra familien selv og kunne vende børn mod deres forældre. Og var zombierne samtidig ikke også et billede på både de forandrede og døde soldater, der vendte hjem fra Vietnamkrigens rædsler. I Dawn of the Dead (1978) var det i højere grad forbrugerisme og materialisme, man tematiserede, og settingen var derfor også ganske indlysende i et kæmpe shoppingcenter, mens koldkrigsparanoiaen satte sig igennem i militærbunkeren og den fascistiske paranoia i Day of the Dead (1985) (fig. 6).

De bedste zombiefilm er ofte Frankenstein-fortællinger om menneskehedens hybris, der som en nemesisstyret boomerang rammer lige plask tilbage på mennesket selv. Det er menneskene selv, der har skabt zombierne upåagtet, om det er en virus, vi selv har udviklet, eller det er vores egen frygt, paranoia eller forbrugerisme, der har skabt de rene driftsvæsner, vi kæmper imod. Zombierne er os. Vores eget forvrængede spejlbillede og det må vi ikke glemme.

Det centrale i mange nye zombiefilm og –serier er ikke kun menneskets møde med zombierne, men i langt højere grad den forandring, der sker med mennesket selv i en zombieinficeret virkelighed. Således bliver zombierne i tv-serien The Walking Dead ret hurtigt ikke den eneste trussel, men i langt højere grad de mennesker, der mishandler, undertrykker og udnytter hinanden. Og på samme måde handler Train to Busan lige så meget om rejsen hen imod det sted, hvor man igen kan genfinde en form for menneskelighed ved nærvær, samarbejde, selvopofrelse og næstekærlighed. Train to Busan (og måske i endnu højere grad Seoul Station) er en klar kritik mod klasseskel og social ulighed, og det er tankevækkende, at filmens mest monstrøse karakter er forretningsmanden – den ultimative egoist og eksperten i at manipulere folk så det hele tiden tjener ham selv – i en tid, hvor Sydkorea for alvor er præget af økonomiske skandaler, korruption og nepotisme, der for alvor sætter fokus på den økonomiske ulighed og den manglende sociale ansvarlighed. Netop derfor er det så vigtigt med zombiefilm, og at der stadig er spræl i de levende døde.

Fig. 6: Dawn of the Dead (1978) foregik ganske sigende i et kæmpe shoppingcenter og tematiserede da også forbrugerkultur og materialisme.

Fig. 6: Dawn of the Dead (1978) foregik ganske sigende i et kæmpe shoppingcenter og tematiserede da også forbrugerkultur og materialisme.

Fig. 7: Den unge datter Soo-an i en indstilling, der viser hendes isolation og fremmedgjorthed overfor det kaos der omgiver hende. Den unge pige, som spilles til empatisk perfektion af Kim Soo-an, bliver et meget symbolsk billede for det der er værd at kæmpe for i en verden, hvor egoisme og voldelige handlinger overskygger det menneskelige nærvær.

Fig. 7: Den unge datter Soo-an i en indstilling, der viser hendes isolation og fremmedgjorthed overfor det kaos der omgiver hende. Den unge pige, som spilles til empatisk perfektion af Kim Soo-an, bliver et meget symbolsk billede for det der er værd at kæmpe for i en verden, hvor egoisme og voldelige handlinger overskygger det menneskelige nærvær.

zombie

***

Fakta

Train to Busan (2016). Instruktion: Yeon Sang-ho.

Lignende artikler