Ødipus’ hemmelighed – om spoilerfænomenet

074-00

[SPOILER ALERT: I denne artikel diskuteres bl.a. slutningen til St. Elsewhere, Twin Peaks, Fight Club og Six Feet Under, og der vises en afslørende frame fra Game of Thrones]
En sagnomspunden kælk og en incestuøs, morderisk far. Et historisk forlis og et forelsket par, som på tragisk vis dør. En mand, som viser sig at være et spøgelse og en anden mand, som viser sig at være en fraspaltning af filmens navnløse personal-fortæller. Vi kender dem alle sammen. De berømte slutninger og de herostratisk berømte spoilers. Spoilerfænomenet er næppe nyt, men med de sociale medier og de nye udgivelsesvinduer og -platforme er ord som spoiler og spoiler alert blevet meget almindelige. Er der opstået en egentlig spoilersensitivitet, og hvad skyldes denne sensitivitet i givet fald? Findes der forskellige typer af spoilers, og er det nogensinde tilladeligt at spoile en film eller tv-serie? Disse og lignende spørgsmål vil jeg søge at besvare i denne artikel. En artikel der ikke har til formål at ødelægge nogens film- og tv-oplevelse, men som ikke med garanti kan kaldes spoilerfri.

 

Som underviser har jeg oplevet mange ting. Jeg er blevet irettesat af en skeptisk studerende, fordi jeg – ti år efter seriens afslutning – tillod mig at beskrive hvordan afslutningsmontagen i Six Feet Under (HBO, 2001-2005) indrammer seriens gennemgående dødstematik (fig. 1). Jeg har også mødt kritik for at vise en komisk YouTube-video, som i en hidsig montage sammenklipper en række indstillinger fra Game of Thrones (HBO, 2011-) til tonerne af Pointer Sisters-klassikeren ”I’m So Excited” (fig. 2), og jeg er blevet kritiseret for at beskrive incestmotivet i Twin Peaks (ABC, 1990-1991). Dette på et tidspunkt hvor serien var mere end 20 år gammel og hvor jeg var blevet bedt om at introducere prequel’en Fire Walk with Me (1992), som ellers synes at forudsætte et indgående kendskab til den førnævnte serie (fig. 3-4). Ja, en studerende har sågar ladet mig høre for en sort t-shirt, som i sit print gengiver en ikonisk scene fra Philip Kaufmans Invasion of the Body Snatchers (1978). En ikonisk scene fra et næsten 40 år gammelt remake af en klassisk science fiction-film – og vel at mærke en scene som man kun genkender, hvis man allerede har set Kaufmans remake (fig. 5).

Fig. 1-2: Korte udsnit fra afslutningsmontagen til Six Feet Under og en Game of Thrones-relateret fanvideo.
Fig. 1: En enkelt frame fra afslutningsmontagen til Six Feet Under.

Fig. 2.
Fig. 2. Et afslørende udsnit fra en ultrakort Game of Thrones-relateret fanvideo.

Fig. 3-4: Billedpar fra Twin Peaks (ABC, 1990-1991) og Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992).
Fig. 3: Et klassisk shot fra Twin Peaks (ABC, 1990-1991).

Fig. 4.
Fig. 4. Et sigende billede fra Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992).

Fig. 5: En ikonisk indstilling fra afslutningen af Philip Kaufmans Invasion of the Body Snatchers (1978). Den ikoniske afslutningsscene i Kaufmans remake er forskellig fra afslutningen i Don Siegels oprindelige film fra 1956.
Fig. 5: En ikonisk indstilling fra afslutningen af Philip Kaufmans Invasion of the Body Snatchers (1978). Den ikoniske afslutningsscene i Kaufmans remake er forskellig fra afslutningen i Don Siegels oprindelige film fra 1956.

Forleden oplevede jeg dog noget temmelig overraskende: Jeg blev mødt med irritation og skepsis, da jeg i forbindelse med en generel introduktion til tragediegenren tillod mig at afsløre Ødipus’ hemmelighed. En hemmelighed, der ellers ikke er synderligt velbevaret og som ligefrem har lagt navn til et klassisk psykologisk kompleks. Disse hændelser har fået mig til at tænke: Er vi blevet mere sensitive overfor spoilers, og hvordan kan vi i givet fald forklare denne sensitivitet? Er der forskel på spoilers, og hvornår – om nogensinde – er det rimeligt at spoile handlingen i en film eller tv-serie? Hvad vil det overhovedet sige at spoile en film eller tv-serie, og forudsætter denne betegnelse ikke, at film er nogle narrative én-gangs-forlystelser, der ikke tåler gensyn?

En rigtig film forfører altid to gange

[quote_box_center]Det hævdes, at man ødelægger nydelse eller skønhed ved at analysere dem. Det er hensigten med denne artikel.
– Laura Mulvey (1991)[/quote_box_center]

Når den feministiske filmteoretiker Laura Muvey taler om lyst og nydelse i forbindelse med film, henviser hun til en såkaldt skuelyst, hvor den kvindelige karakter gøres til et objekt for det glubske mandlige blik. Det er denne lyst, som Mulvey skriver om og som hun ønsker at ”ødelægge”. Men Mulveys ord kunne også – om med en vis tilsnigelse – overføres til diskussionen om spoilers. Også når det kommer til filmen og filmfortællingen kan man nemlig tale om en lyst. Eller rettere: Forskellige former for lyst.

Til mange film knytter sig et generelt ønske om fremdrift, en lyst til at spore, foregribe og gætte diverse plottråde og et ønske om at få et pay-off for alle de forventninger og set-ups, som filmfortællingen har etableret. Denne lyst, svarende til det som Roland Barthes kalder plaisir, knytter sig særligt til én type film: Den (stærkt) narrative og fremdriftsbetonede film (jf. Barthes 2003). I nyere film har vi oplevet en tendens til nogle postmoderne eller forførende film, som primært beror og sælger sig på nogle drillende og komplekse fortællestrukturer, der vildleder eller overrasker publikum. Med afsæt i film som Pulp Fiction (1994), Fight Club (1999), The Sixth Sense (1999) og The Prestige (2006) taler mange således om vildledende fortællinger, puzzle plots eller mind-game films (jf. fx Buckland 2009, Elsaesser 2009 og Jerslev 2001), forstået som film der primært er interessante for deres ukronologiske plotafvikling og som ofte baserer sig på et overraskende reframing act sidst i filmen (hvor handlingselementer vendes på hovedet, således at tilskuerens forventninger kuldkastes). At Tyler Durden (Brad Pitt) viser sig at være en skizofren fraspaltning af hovedpersonen (spillet af Edward Norton) i Fight Club fungerer eksempelvis som en central fortællemæssig overraskelse, som først introduceres i filmens slutning, og noget lignende kan siges om de afslørende eller forunderlige slutninger på filmene The Sixth Sense og Donnie Darko (2001). Ja, skulle man være fræk, kunne man sige, at fascinationen af The Sixth Sense næsten forsvinder efter første gennemsyn, idet man netop kender de overraskelser der synes at bære og definere dens vildledende plot.

Af samme grund vil netop denne type film også være særligt følsomme overfor spoilers. Hvis man som tilskuer allerede kender slutningen på The Sixth Sense, hvorfor skulle man så (gen)se filmen, kunne man spørge? Dette spørgsmål kan synes nok så rimeligt, men det antyder samtidig, at film som Fight Club, Donnie Darko og The Sixth Sense kun er interessante i kraft af deres overrumplende slutninger. Som om selve stilen var uinteressant, og som om historien ikke skulle holde til en dybere analyse og et nysgerrigt gensyn. Som om der ikke kunne knytte sig nogle nye og særlige oplevelser til gensynet (for Fight Clubs vedkommende kunne man netop mene, at der er nogle narrativt humoristiske detaljer, som kun er synlige for den indviede seer). Med Laura Carrolls ord:

[quote_box_center] … the underlying assumption doesn’t imply much respect for anything that a fiction might offer you except abrupt and sensational narrative developments, or much confidence in the long-term durability of a story (i.e. its ability to withstand and reward repeated engagements). A well-constructed story will stand up to decades of use and abuse, won’t it? (Carroll 2005).[/quote_box_center]

Fig. 6: M. Night Shyamalans The Sixth Sense (1999) er en såkaldt vildledende film, og her vil et forhåndskendskab til slutningen reelt spoile filmoplevelsen.
Fig. 6: M. Night Shyamalans The Sixth Sense (1999) er en såkaldt vildledende film, og her vil et forhåndskendskab til slutningen reelt spoile filmoplevelsen.

“If a book is not worth reading only because you know how it ends,” har litteraturkritikeren Rich Puchalsky ligeledes sagt, “then the book was probably never worth reading in the first place OR the reader isn’t paying close enough attention.” (in: Carroll 200). Puchalskys pointe er ikke helt urimelig, men den synes dog at underkende den umiddelbare lyst, som ofte knytter sig til stærkt narrative og fremdriftsbetonede fortællinger. Roland Barthes skelner imellem lyst (plaisir) og nydelse (jouissance), og han skelner tilsvarende imellem fremdriftsbetonede fortællinger, som kan læses én gang med stor og flygtig fornøjelse, og mere interessante fortællinger, som vinder ved analyse, gensyn og genlæsning. Den første type af fortælling er læselig (lisible), mens den anden teksttype er skrivelig (scriptible), og selvom denne opdeling kan synes grov og normativ, så peger den på nogle væsentlige skismer ift. forskellige tekster og læsninger. Hvis man ikke kender slutningen i The Sixth Sense, vil M. Night Shyamalans velkendte reframing act formentlig være overraskende, men hvis man kender slutningen – eller har hørt eller læst om den på forhånd – så ville filmen med stor sandsynlighed være mindre interessant (fig. 6). Shyamalans film er nemlig vildledende, og de færreste tilskuere kan vildledes to gange af den samme film og det samme plot twist.

Anderledes forholder det sig med film som Lost Highway (1997) og Citizen Kane (1941). Hvis man på forhånd ved, hvem der siger ordene ”Dick Laurent is dead” i Lost Highway – de ord som Fred Madison (Bill Pullman) hører gennem sin dørtelefon i filmens åbningsscene – så ville det grangiveligt gøre filmen mindre overraskende, men det ville ikke forklare og således udtømme filmen. I modsætning til The Sixth Sense ville det ikke være dækkende at kalde Lost Highway for vildledende, for dens fascinationskraft ligger ikke (alene) i dens evne til at vildlede og overrumple publikum. Filmens fortælling er ganske vist ukronologisk, og dens plot er rigtignok forførende, men den er forførende på samme måde som karakteren Alice Wakefield (Patricia Arquette): Man tror måske, at man har fanget den, men man kan blive ved med at afsøge nye afkroge af mysteriet, og filmen kan ikke til fulde færdiggøres. ”You’ll never have me” (fig. 7). Noget tilsvarende kan siges om Citizen Kane, hvor tilskuerens (forhånds)viden om ”Rosebud” (fig. 8) nok ændrer filmoplevelsen, men uden ligefrem at spolere eller udtømme filmoplevelsen (for mere om Citizen Kane og ”Rosebud” se Nielsen 2008).

Fig. 7: Lost Highway (1997) – en forførende hyper-noir, som man aldrig kan blive færdig med.
Fig. 7: Lost Highway (1997) – en forførende hyper-noir, som man aldrig kan blive færdig med.

Fig. 8: ”Rosebud” og Citizen Kane (1941) nævnes ofte i forbindelse med spoilerdiskussionen.
Fig. 8: ”Rosebud” og Citizen Kane (1941) nævnes ofte i forbindelse med spoilerdiskussionen.

Spoilerens kontekst

Som det ses ovenfor, findes der forskellige typer af film, og i forbindelse med stærkt narrative eller vildledende film er det særligt problematisk at få afsløret slutningen. Nogle film og tv-serier er, så at sige, mere følsomme overfor plot spoilers end andre, og det samme gælder tilskuerne. Der er dog også et kontekstparameter, som man ikke må glemme eller undervurdere. I forbindelse med undervisning, akademisk filmanalyse eller filmlitteratur må det eksempelvis forventes, at visse plot points, handlingstråde e.l. vil blive afsløret med henblik på at nå i dybden med og analysere de forskellige elementer. Film- og tv-kritiker David Bianculli har en lignende pointe, skønt han overser den væsentlige forskel imellem forskellige former og fora for filmkritik. Som Bianculli skriver:

[quote_box_center]There oughta be a law about when Spoiler Alerts become outdated, like groceries with use-by expiration dates. And I’m about to propose one. So how long, as a professional critic, am I supposed to wait before the pop-culture stragglers finally get around to the wanna-see stuff in their “To Do” piles? Do I have to wait until the slowest runner in the marathon crosses the finish line? And even then, what about Viewers: The Next Generation?
There has to be an end to the absurdity. My personal opinion is that once something has been broadcast, printed, exhibited or otherwise made available to the public, it’s fair game. If I want to talk about the ending of Lost the day after it ended, I can, and will. (Bianculli 2010).[/quote_box_center]

Fig. 9: Den herostratisk berømte slutning på NBC-serien St. Elsewhere (1982-1988), en slutning som har visse reminiscenser af Citizen Kane.
Fig. 9: Den herostratisk berømte slutning på NBC-serien St. Elsewhere (1982-1988), en slutning som har visse reminiscenser af Citizen Kane.

Bianculli har en pointe, og han nævner dagbladenes behandlinger af slutningen på tv-serier som Lost (ABC, 2004-2010) og St. Elsewhere (NBC, 1982-1988), som i 1988 blev afsluttet med et berømt snekugle-shot, der forklarede hele den forudgående handling som en dagdrøm (fig. 9). Bianculli skriver korrekt nok, at man som filmkritiker skal og bør have mulighed for at diskutere forskellige elementer i en film eller tv-serie, også de kontroversielle plot twists eller afslutninger. Dette er dog et følsomt område, særligt når vi taler om dagbladendes hurtige behandling af aktuelle film og tv-serier, og således burde man måske sondre imellem følgende typer af spoilers:

(1) Den institutionelle spoiler, dvs. traileren, foromtalen på dvd’en og ”next on”-montagen, som spoiler nogle forskellige (ofte mindre væsentlige) plotelementer mhp. at vække publikums interesse og få dem til at se eller købe den givne film eller tv-serie.

(2) Den kritiske spoiler, dvs. den spoiler, som inkluderes i en anmeldelse af en aktuel film eller tv-serie (som man ofte har set det i Bo Green Jensens ellers velskrevne anmeldelser). Denne spoiler er kritisk i dobbelt forstand, fordi den knytter sig til dagbladskritikken og fordi den risikerer at ødelægge filmoplevelsen for almindelige tv-seere og biografgængere.

(3) Den fanskabte spoiler, dvs. den spoiler, som skabes af og florerer iblandt forskellige fans i nogle såkaldte knowledge communities, uden nødvendigvis at tage højde for fansenes forskellige grader af kendskab til den givne film eller tv-serie.

(4) Den akademiske spoiler, dvs. en spoiler, som ses i akademiske tidsskrifter, monografier eller undervisningskontekster, som netop har til formål at behandle og dybdeanalysere diverse (oftest uaktuelle) film og tv-serier.

(5) Den hverdagsagtige spoiler, dvs. en spoiler, som opleves i en helt hverdagsagtig kontekst ved, at man overhører eller bliver inddraget i en afslørende samtale om en (ofte) aktuel film eller tv-serie hos frisøren, i bussen e.l.

Fig. 10: Flere af de såkaldte Losties brugte spoilers som en bevidst strategi mhp. at komme (tilbage) ind i den kryptiske ’tekst’.
Fig. 10: Flere af de såkaldte Losties brugte spoilers som en bevidst strategi mhp. at komme (tilbage) ind i den kryptiske ’tekst’.

Der findes altså forskellige typer af film og tilskuere – nogle mere følsomme overfor spoilers end andre – og der findes forskellige typer af spoilers. Men der findes også forskellige måder at bruge spoilers på, og nogle fans bruger dem faktisk aktivt og bevidst i forbindelse med deres film- eller tv-sening. I sit studie af Lost-fans (såkaldte Losties) og deres udveksling af viden har Jonathan Gray fundet frem til, at Lost-fansene brugte plot spoilers på diverse fanfora til enten at indhente det forsømte (catch up) eller at skippe fremad i teksten (skip ahead) (Gray 2010: 149) (fig. 10). Der knyttes en vis social kapital til viden om film og tv-serier, og det er tydeligt, at fans og anmeldere kan vise deres overlegne kendskab til en given film eller tv-serie ved at fortælle om eller ”foregribe” afgørende vendepunkter. Dette bringer mig dog til et sidste og ganske væsentligt punkt, nemlig de nye medier og udgivelsesvinduers betydning for spoilerkulturen og -sensitiviteten.

Bag duggede ruder

I forbindelse med en artikel af litteraturkritikeren Laura Carroll bemærker en af kommentatorerne, at spoiler-advarslen primært er et Internetfænomen. ”The spoiler warning seems to me to be, basically, an Internet phenomenon”, som han skriver. Og han fortsætter:

[quote_box_center]It is not always so ugly and all-caps; there are various versions with different degrees of ugliness but with the same function. In my opinion, it was created because on the Internet, the shared context that you can assume exists in most other situations cannot be assumed to exist. I don’t think that it really has much to do with complexity of and reliance on plot. It is more of a social signaling device, saying that if you are a kind of person who really wishes to read a text for the first time, untroubled by the influence of preexisting interpretations, you shouldn’t read this one. (Jf. Carroll 2005).[/quote_box_center]

Fig. 11: Tv-serier som Fear the Walking Dead (AMC, 2015-) udkommer forskudt på mange forskellige platforme, og med de mange nye udgivelsesvinduer og sociale medier er muligheden blevet større for at foregribe og spoile handlingstråde i diverse film og tv-serier.
Fig. 11: Tv-serier som Fear the Walking Dead (AMC, 2015-) udkommer forskudt på mange forskellige platforme, og med de mange nye udgivelsesvinduer og sociale medier er muligheden blevet større for at foregribe og spoile handlingstråde i diverse film og tv-serier.

Kommentatoren har fat i an afgørende sag, nemlig dét, at der i dag eksisterer adskillige forskellige platforme og udgivelsesvinduer. En tv-serie udkommer ikke på ét bestemt tidspunkt, men har formentlig adskillige frigivelsestidspunkter på diverse forskellige kanaler og streamingtjenester. Og hertil kommer de geografiske forskelle, altså at den samme tv-serie udkommer på forskellige tidspunkter i forskellige lande. En serie som Fear the Walking Dead (AMC, 2015-) bliver fx vist på den amerikanske kanal AMC, og herhjemme kan den bl.a. ses på HBO Nordic. Anmelderne får særlige VIP-logins eller box sets og har mulighed for at skippe fremad i teksten og forudbeskrive dele af handlingen i deres respektive anmeldelser, før de givne afsnit når ud til den almindelige seer (fig. 11). Via diverse ulovlige tjenester, såsom Popcorn Time, er det ligeledes muligt at stille sig foran i køen og se afsnit eller film, før de givne afsnit eller film når lærredet hos almindelige seere og biografgængere. Dette har skabt en øget spoilersensitivitet, særligt fordi der i dag også er flere platforme og kanaler for at dele viden og skrive om eller anmelde film og tv-serier. Anmelderblogs, fanfora og sociale medier flyder over med beskeder om film og tv-serier, ikke bare mens filmene eller tv-serierne kører, men sågar mens de er in production, og man skal næsten holde sig for øjnene for ikke at få et blik ind bag de duggede ruder.

I forbindelse med den tredje sæson af Twin Peaks har der allerede været mange diskussioner blandt fans og kulturskribenter, eftersom fans har taget billeder fra settet og (tilsyneladende) foregrebet nogle af den nye sæsons plottråde, og eftersom skuespillerne selv har delt billeder og givet læserne nys om handlingen. Dana Ashbrook (Bobby Briggs) og Mädchen Amick (Shelly Johnson) har delt et billede, som indikerer, at de fortsat er med i den nye sæson, formentlig stadig som et par. Og nogle fans har taget billeder af en facade i North Bend, som indikerer, at Nadine Hurley (Wendy Robie) formentlig ejer en draperunner-forretning i den nye sæson (fig. 12). Skiltet ”Run Silent, Run Drapes” synes at pege tilbage til en plottråd fra første sæson (hvor Nadine taler om ”silent draperunners”), og fanbilledet har allerede været genstand for megen og fyrig debat. Ja, det fik sågar David Lynch til officielt at opfordre Twin Peaks-fansene til ikke at poste flere spoilers (fig. 13).

Fig. 12: En mulig fanskabt spoiler fra den kommende tredje sæson af Twin Peaks (Showtime).
Fig. 12: En mulig fanskabt spoiler fra den kommende tredje sæson af Twin Peaks (Showtime, 2016/2017).

Fig. 13: En fanplakat af Rinaldo Zoontjes, som illustrerer David Lynchs opfordring til -fansene om ikke at poste flere spoilers på de sociale medier.
Fig. 13: En fanplakat af Rinaldo Zoontjes, som illustrerer David Lynchs opfordring til Twin Peaks-fansene om ikke at poste flere spoilers på de sociale medier.

“These days, technology has progressed so much that news value has, paradoxically, retreated,” skriver David Bianculli. Og han fortsætter: “Decades ago, pre-VCR, no one thought of issuing Spoiler Alerts, because you either saw it or you didn’t. But now, the sensitivity has gone the other way, and has gone way too far.” (Bianculli 2010). Bianculli har ret i, at spoilersensitiviteten har forandret sig, men dette har en naturlig og også rimelig forklaring. Med tilkomsten af nye (sociale) medier og den massive forøgelse af udgivelsesvinduer og platforme har muligheden for at spoile plotelementer i en film eller tv-serie aldrig været større. ”Next on”-montager og trailers kan opfattes som en art industry-circulated spoilers, men fans og kritikere spoiler også handlingen i diverse film og tv-serier, nogle gange af nødvendige årsager, men andre gange helt utilsigtet og uigennemtænkt. Der findes forskellige typer af spoilers, og der findes seere og tilskuere, som er meget nervøse for plot spoilers (såkaldte spoiler avoiders) og fans eller tv-seere, som faktisk bruger spoilers som en vej ind i en given film eller serie (såkaldte spoiler readers) (jf. Gray 2010: 151).

Ingen tekstlæsning er, som litteratur- og filmkritikeren Nick Caldwell udtrykker det, ”produceret i et vakuum”, og det er svært at påberåbe sig retten til ikke at kende slutningen på Citizen Kane (1941), Titanic (1997) eller Kong Ødipus (ca. 430 f.Kr) (fig. 14-16). Purister som David Shaw (forf. ”The Ethics of Spoilers”) mener, at alle spoilers er dårlige, men der en flydende grænse imellem spoiler og spoiled. Jeg kan som menneske ikke forvente, at jeg kun modtager den information, som jeg ønsker, nøjagtig når og hvis jeg ønsker den. Men som almindelig biografgænger og tv-seer kan jeg med rimelighed forvente, at jeg ikke får spoilet en biografaktuel film eller et kommende afsnit i en aktuel tv-serie, blot fordi jeg læser dagbladenes anmeldelser eller logger på Facebook. Som Jonathan Gray indsigtsfuldt udtrykker det:

[quote_box_center]It is virtually impossible to watch a movie or TV show without preconceived notions because of the hype that precedes them, while a host of media extensions guarantees them a life long past their air dates. An onslaught of information from print media, trailers, internet discussion, merchandising, podcasts, and guerilla marketing, we generally know something about upcoming movies and TV shows well before they are even released or aired. (Gray 2010: bagsiden).[/quote_box_center]

Fig. 14-15: Har man ret til ikke at kende slutningen på Citizen Kane eller Titanic?
Fig. 14: Har man ret til ikke at kende slutningen på Citizen Kane?
Fig. 15.
Fig. 15: … Og hvad med Titanic?

Fig. 16.
Fig. 16. Hovedkonflikten i Kong Ødipus er da velkendt?

Der findes film og tv-serier, som i særlig høj grad spiller på vildledninger og plot twists, og der findes komplekse film og tv-serier, som har en såkaldt ”operational aesthetic” (for at bruge Jason Mittells term). Disse er særligt følsomme overfor spoilers, og det er særligt problematisk at afsløre de narrative krumspring eller omkalfatringer, når det kommer til denne type af film. Men også denne type film og tv-serie kan blive historisk og akademisk interessant, og også disse plot twists kan man som film- eller tv-kritiker have brug for at behandle. Om det ville være legitimt at spoile handlingen i en given film eller tv-serie er således afhængigt af diverse forskellige forhold, herunder (1) hvor aktuel filmen eller tv-serien er og (2) i hvilken sammenhæng man beskæftiger sig med filmen eller tv-serien. Måske skal vi alle tænke os om, før vi afslører hvem der dræbte Laura Palmer, hvad ”Rosebud” betyder eller hvad der sker i det kommende afsnit af Fear the Walking Dead. Men måske skal vi også alle sammen blive lidt mindre følsomme overfor den information, som hidsigt og ukontrolleret florerer på Internettet vedrørende klassiske film og tv-serier. Anmelderen skal være bevidst om, at han eller hun ofte beskriver aktuelle film og tv-serier, men seerne skal også være opmærksomme på, hvilken type bog eller artikel, de læser. Anmelderen skal kende sin læser, og læseren skal kende sit medie. ”Let’s be careful out there,” som de udtrykker det i en nu klassisk tv-serie. Og, nej, det er ikke en spoiler

Epilog

Efter udarbejdelsen af denne artikel, er spoilerdiskussionen pludselig blevet reaktualiseret, dette i forbindelse med årets Emmy Awards, hvor man valgte at sammenklippe en række serieafslutninger i en lille afslørende montage. Dette fik Andy Samberg til at kalde Emmyuddelingen for ”the Spoiler Awards”, og montagen vakte stor furore blandt seere såvel som kritikere. Montagen kan ses her, men det er på eget ansvar, særligt hvis man følger med i – og endnu ikke har afsluttet – serier som Mad Men (AMC, 2007-2015), Boardwalk Empire (HBO, 2010-2014) og Justified (FX, 2010-2015).

[quote_center]***[/quote_center]

Fakta

Litteratur

DEL
Andreas Halskov

Andreas Halskov (f. 1981). Cand.mag i filmvidenskab og engelsk med speciale i filmens lydside, ekstern lektor ved Københavns Universitet og adjunkt i engelsk og mediefag ved Egaa Gymnasium. Har undervist, holdt foredrag og udgivet artikler i diverse film- og medierelaterede sammenhænge (bl.a. i tidsskrifter som P.o.v., Cut!, AngloFiles, Soundvenue og Kosmorama). Har desuden bidraget med et kapitel om ”Tendenser og brudflader i moderne dansk reality-tv” til bogen MedierNu – Massemedier og meningsdannelse (Systime 2011) samt et kapitel om fejlæstetik i film til bogen Et fejlæstetisk univers (2011, red. Marie Boye Thomsen), foruden at have medforfattet og -redigeret bøgerne Fjernsyn for viderekomne – de nye amerikanske tv-serier (Turbine 2011, red. Jakob Isak Nielsen, Andreas Halskov og Henrik Højer) og Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen (Turbine 2013, red. Andreas Halskov, Henrik Højer og Thomas Schwartz Larsen). Herudover har han bidraget til en kommende amerikansk antologi om The Walking Dead (red. John W. Morehead), og han har skrevet to monografier: Paradoksets kunst (Turbine, 2014) og TV Peaks: Twin Peaks and Modern Television Drama (Syddansk Universitetsforlag, 2015). Halskov har også fungeret som ekspert i diverse medier (fx DR2, P1, P3, P4, Radio 24/7, Tv2 News, Politiken, JP og Børsen), foruden at være fast filmekspert ved Tv2’s Go’morgen Danmark. Og han skriver også fast om film og tv på bloggen “Det røde rum”.