Pigen med kameraet

af -
029_00_mars
I foråret udkom Veronica Mars and Philosophy, en bog, der søger at opstille forskellige filosofiske forståelserammer for ungdomsserien om den begavede, noirske antiheltinde Veronica og hendes kamp for at opklare fortidens og livets mysterier. Bogen handler udelukkende om tv-serien, men udkom samtidig med premieren på Veronica Mars – The Movie, en follow-up, der endelig gav seriens hardcorefans, og ikke mindst Veronica, mulighed for closure. Både bog og film anmeldes her.

 

Ungdomsserien Veronica Mars

Fig. 1: Veronica Mars indskriver sig i en efterhånden lang række af amerikanske ungdomsserier, der bærer mange af de samme træk.

Fig. 1: Veronica Mars indskriver sig i en efterhånden lang række af amerikanske ungdomsserier, der bærer mange af de samme træk.

I 2004 havde den amerikanske ungdomskanal UPN premiere på Rob Thomas’ ungdomsserie Veronica Mars (2004-2007). Serien foregik i den fiktive, sydcaliforniske by Neptune og handlede om teenagepigen Veronica Mars (Kristen Bell), der arbejdede som privatdetektiv i sin fars firma, samtidig med hun gik på high school.

Som jeg tidligere har redegjort for i Fjernsyn for viderekomne (Nielsen, Halsskov og Højer, 2011), så er der en række klassiske indholdsmæssige kendetegn ved de amerikanske ungdomsserier (fig.1). I ungdomsserien finder man helt typisk temaer og konflikter, der hører ungdommen til (eks. rusmidler, arbejde, status, venskaber, moral, kærlighed/seksualitet og forhold til forældre). Disse konflikter udsættes som oftest for en melodramatisk og meget kontrastdrevet behandling. Omdrejningspunktet er typisk hovedkarakterer, der er yderst veltalende og reflekterende outsidere.

Især fra 1990’erne og fremefter har flere ungdomsserier samtidigt gjort hyppig brug af metabevidst selvironi og genreblanding, samt karakterskabeloner fra og referencer til tidligere film og øvrig kulturhistorie – og kan derfor, med rette, kaldes postmoderne. Det er disse rammer, ungdomsserien udfolder sig under i Beverly Hills 90210 (Fox, 1990-2000) og Dawson’s Creek (WB, 1998-2003), og som finder sin krystalklare form i Veronica Mars. Alligevel ligner Rob Thomas’ serie ikke helt de andre.

Det, der gjorde Veronica Mars unik, er, at serien følger de genremæssige kendetegn helt til dørs, samtidig med at ungdomsseriens relativt konforme ramme tvistes via en kynisk film noir tilgang til ungdomslivet. Den dramaturgiske og indholdsmæssige kompleksitet, hvormed historien formidles, det begavede manuskript og den hæsblæsende anvendelse af ironisk metabevidsthed og intertekstuelle referencer til alt fra Philip Malowe og The Graduate til Paris Hilton er ligeledes en del af seriens brand.

Veronica Mars’ kynisme og kompleksitet (dramaturgisk og indholdsmæssigt), referencerne, ironien, noir-stilen og et manuskript, der oser af vid og kvalitet, danner ikke bare grundlag for en fremragende ungdomsserie, men også for flere mere eller mindre akademiske udgivelser om serien, hvoraf den sidste tilføjelse er Veronica Mars and Philosophy – en bog, der forsøger at sætte serien ind i et mere bredt fænomenologisk perspektiv.

Veronica Mars og filosofi?

Fig. 2: Veronica Mars and Philosophy er en del af The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series.

Fig. 2: Veronica Mars and Philosophy er en del af The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series.

Der er ingen tvivl om, at mange af de problematikker, der tages op i Veronica Mars, er af eksistentiel karakter. At se serien i en filosofisk ramme virker derfor helt naturligt. Hele seriens gådefulde noirske univers og pigen Veronicas personlige dannelsesrejse påkalder sig netop refleksion over grundlæggende menneskelige vilkår. Det samme gør de cases, Veronica opklarer i serien – sager, der alle stiller spørgsmålstegn ved vores forhold til klassiske akademiske temaer som moral, arv, miljø, race, køn og klasse. Det er da også netop disse problematikker, der danner udgangspunkt for de forskellige essays i redaktørerne George A. Dunn og William Irvins antologi (fig. 2), og det er som udgangspunkt en velkommen og anderledes tilføjelse til den litteratur, der ellers findes om serien. Og ikke mindst en meget passende udgivelse op til premieren på Veronica Mars – The Movie.

Det første møde med bogen – forsiden – antyder en bog, der griber fat om Veronicas rolle som en nøgtern iagttager af livet som ung. Et spejlreflekskamera med en kraftig linse svæver i forgrunden i en ung piges hånd, mens et klassisk amerikansk high school-skab er synligt i baggrunden. Som dem, der kender serien, vil vide, er kameraet ikke bare et praktisk værktøj i Veronicas detektivarbejde, men det fungerer også ofte som det filter, iagttageren Veronica ser og organiserer sin verden igennem. At dette kamera er centralt for serien og en indgroet del af Veronicas person, slås fast i både Veronica Mars and Philosophy og Veronica Mars – The Movie. Mere om det senere.

Antologien Veronica Mars and Philosophy behandler forskellige aspekter af serien og livet som ung i Neptune, Californien – der selvfølgelig kan ses som en mikroversion af det amerikanske samfund, idet flere af landets grundlæggende konflikter sættes på spidsen i seriens noir-univers.

De fleste af bogens artikler tager fat i de afsnit af serien, der omhandler race-, køn og klassespørgsmål. Dernæst kommer en gruppe artikler dedikeret til karakteranalyse af Veronica som hhv. outsider, ung, ven, hævner, kvinde og detektiv. Endelig er der også tre af teksterne, der undersøger, dels hvorfor vi overhovedet har brug for at undersøge og finde grundlæggende forklaringer på den virkelighed, der omgiver os – dels hvordan vi når frem til disse svar. I lyset af, at Veronicas primære virke er som iagttager og undersøger af grundlæggende livsvilkår, gennem de sager hun løser, giver denne sidste vinkel – som er ny i forhold til den analytiske behandling af serien – meget god mening.

Generelt set er der dog lidt langt mellem snapsene i en bog, der kæmper med at kombinere relevante filosofiske diskussioner med aspekter af tv-serien, uden hverken at fjerne sig for langt fra serien eller fra filosofien. Resultatet er for få artikler, der virkelig går i kødet på seriens kerneproblematikker eller ser Veronica Mars fra nye, skæve og ikke mindst filmiske vinkler (fig. 3 og 4). Mange gange fremstår artiklerne alt for refererende og løsrevne eksemplificeringer af filosofiske teori. I andre tilfælde, hvor de forskellige forfattere forholder sig mere tekstnært til serien, virker den filosofiske teori påklistret. Mange af artiklerne i Veronica Mars and Philosophy placerer sig således på uheldig vis mellem to stole – den audiovisuelle analyse og filosofien – og det bliver hverken til interessant indføring i filosofi eller særlig brugbar film/tv-analyse. I denne forholdsvis store gruppe af ret overfladiske læsninger finder man meget få unikke betragtninger over serien og meget få tilføjelser til tidligere analyser af Veronica Mars (se faktaboks).

Fig. 3 og 4: Veronica Mars’ noir.

Fig. 3 og 4: Veronica Mars’ noir.

Fig. 3.

Fig. 3.

De problemer suppleres med en bunke henkastede, indforståede og i sammenhængen ofte fjollede Veronica Mars-citater, der på forstyrrende vis præger både artikler, forfatterbeskrivelser og titler. Man irriteres over, at redaktionen – i en bog, der søger at begå den seriøse akademiske øvelse at kombinere filosofi og tv-analyse – sender så blandede signaler. Konsekvensen er, at bogen mange gange fremstår i tvivl om sit eget projekt.

Nye nøgler til serien – trods alt

Fig. 5: Der er artikler, der er værd at kigge nærmere på i Dunn og Irvins bog – ikke mindst den sidste, der kortlægger forholdet mellem pigen Veronica Mars og kameraets linse.

Fig. 5: Der er artikler, der er værd at kigge nærmere på i Dunn og Irvins bog – ikke mindst den sidste, der kortlægger forholdet mellem pigen Veronica Mars og kameraets linse.

Efter den svada er det dog på sin plads at konstatere, at der ér nogle rigtigt behagelige undtagelser. Det filmfilosofiske projekt lykkes faktisk i et mindre udvalg af artiklerne, der også formår at kaste nyt lys på særlige sider af serien (fig. 5).

Først skal nævnes William Irvins indledende artikel: ”Getting Past the Velvet Ropes: Status Anxiety in Neptune”. Essayet omhandler begrebet ’status’ med udgangspunkt i en stoisk forståelsesramme og rammer ned i en af seriens kernespørgsmål: hvor meget vil vi gøre (eller ikke gøre) for at passe ind? Det er et spørgsmål, der er helt centralt for ungdomsserier i det hele taget, og som i høj grad kaster lys på alle Veronica Mars’ hovedkarakterers måde at være i verden på. Vinklen er velvalgt, pointerne klart formuleret og eksemplificeret og læsningen underholdende.

Det samme kan siges om Paul Hammonds ”Don’t Forget about Me, Veronica: Time, Memory and Mystery in Veronica Mars”. Artiklen tilbyder ikke noget decideret nyt i forhold til ungdomsserien generelt og Veronica Mars specifikt – at disse i høj grad omhandler en tabt fortid, er påpeget mange gange før. Hammond formår til gengæld at samle trådene fra tidligere læsninger og tydeligøre samspillet mellem fortid og nutid i serierne ved at inddrage filosofiske betragtninger om, hvordan vi husker – og en gennemgang af, hvordan disse forhold visualiseres i Veronica Mars.

Andrew Z. Jones’ ”’Have You Ever Heard of Occam’s Razor?’ – Veronica’s Use of Inductive Reasoning” redegør på forfriskende og oplysende vis for de metoder, hvormed Veronica opklarer sager i serien. Med inddragelse af filosofisk teori giver han også en forklaring på, hvordan vi danner sandheder i vores liv – og dermed også, hvordan Veronica opklarer ikke bare konkrete forbrydelser, men også sandheder om sin egen tilværelses mere komplekse, personlige forhold.

Til allersidst skal nævnes James B. Souths afrundende ”Veronica Mars – She’s a Marshmallow”, der måske er bogens bedste analyse af serien. Teksten runder fint antologien af ved at samle op på Veronicas identitetsdannelse, og South bruger på interessant vis spejlreflekskameraet som symbolsk samlingspunkt for en gennemgribende læsning af hele Veronicas karakter. Ganske overbevisende betragter han kameraet som analogi til outsideren Veronicas iagttagende position på kanten af det samfund, hun befinder sig i. Her smelter ungdomsserien, filosofien og filmanalysen fint sammen – og trækker tydelige tråde tilbage til bogens forside og til hele serien, der (som det første billede i denne anmeldelse også viser) havde pigen med kameraet som kendetegn. At Souths pointe rammer plet, tydeliggøres i Veronica Mars – The Movie, hvis sidste indstilling har Veronica i forgrunden, mens spejlreflekskameraet dominerer fladen bag hende.

Veronica Mars – The Movie?

Fig. 6: Folkene bag Veronica Mars – The Movies Kickstarter-projekt producerede stickers til fans, der støttede projektet med mere end $10.

Fig. 6: Folkene bag Veronica Mars – The Movies Kickstarter-projekt producerede stickers til fans, der støttede projektet med mere end $10.

At tv-serien Veronica Mars havde, og har, en betydelig hardcore fanskare (kaldet Marshmallows) er slået fast et par gange. Første gang da de sendte 10.000 Mars-barer til CWs hovedkontor i et forsøg på at genoplive tv-serien, og sidst, men ikke mindst, da folkene bag Veronica Mars lancerede Veronica Mars – The Movie som et Kickstarter-projekt, altså en online-indsamling blandt fans, der kunne donere alt fra $1 og opefter til produktionen af filmen (fig. 6).

Det blev en øjeblikkelig succes. Veronica Mars-projektet slog flere Kickstarter-rekorder: det hurtigste projekt til at nå både en og to millioner dollars; den bedst støttede film nogensinde; og flest antal unikke donorer i Kickstarters historie. Der var altså mange, der gerne ville høre mere fra den kvikke og smækre lille blondine og hendes noirske hjemby Neptune. Derfor blev filmen en realitet, og derfor har fans nu chancen for at få lukket Veronica Mars-kapitlet i deres liv med manér. Og hvordan er det så gået med Veronica – og med filmen?

Filmen åbner med et effektivt serieresumé, der i trailerform gennemgår de vigtigste begivenheder i tv-serien og leverer de informationer, der er vigtige for at kunne følge filmens handling gennem de følgende 100 minutter. Denne type resumé kender vi i høj grad fra tv-seriens ”Previously on …”-sekvenser – og det må vel egentlig siges at være meget passende, at en spin-off film, der bygger på en tv-serie, låner tv-seriens form til at bygge bro mellem de to – både for gamle fans og for nytilkomnes skyld.

Ni år efter seriens begyndelse har Veronica tilsyneladende lagt sin gamle detektivpersona og livet i Neptune bag sig og er ved at slå sig ned i New York som ung advokat, bistået af kæresten Stosh – den pæne, rare og forstående (læs: kedelige) fyr, hun mødte på universitetet i sæson tre. Livet er godt for Veronica, der dog stadig er genkendelig. Ikke bare af udseende, men også fordi hende skarpe vid og kyniske humor ikke fornægter sig, bare fordi omgivelserne er nye. Da hendes gamle flamme og mandlige modvægt, Logan Echolls (Jason Dohring), igen-igen anklages for mord, bliver kaldet fra hjembyen Neptune dog for stærkt, og Veronica vender næsen mod vest for endnu en gang at stå ansigt til ansigt med det miljø og de mennesker, der dannede rammen om hendes ungdomsliv.

En gave til fans

Fig. 7: Veronica og Logans gensyn.

Fig. 7: Veronica og Logans gensyn.

Veronica Mars – The Movie lægger på intet tidspunkt skjul på, at det er en film for Marshmallows. Som selvstændig fortælling virker filmens kriminalgåde påklistret, og plottet må fremstå forholdsvis magert, hvis man ikke har serien som forståelsesramme. Men for de fans, der har ventet længe på at høre nyt fra Neptune, rammer filmen sit mål (fig. 7).

Allerede førnævnte introsekvens påkalder sig fanskarens gunst, idet Veronica afslutningsvis kalder sig selv for en Marshmallow – hvilket på én gang er en reference til egen blødhed og et anerkendende nik til ”folk derude”. Med Veronica Mars-stemningen således etableret fortsætter filmen ved, i første reelle indstilling, at vise Veronica badet i den low-key belysning, der har fået mange til at døbe seriens stil teen noir. Jobinterview-sekvensen lige efter relancerer Veronicas sarkastiske persona, og kort efter falder filmens anden metatekstuelle reference – denne gang til det Kickstarter-fænomen, der muliggjorde filmens tilblivelse gennem fanstøtte. Det er en film, der kender sit publikum, og fire minutter inde i filmen er man derfor, som fan, ”vendt hjem”. Og her bliver man ved med at være, lige indtil kriminalfortællingen begynder at dominere omkring en time inde i filmen.

Fig. 8: James Franco dukker også op i Veronica Mars-filmen – i en karaktermorderisk og meget underholdende parodi på sig selv og kendiskulturen.

Fig. 8: James Franco dukker også op i Veronica Mars-filmen – i en karaktermorderisk og meget underholdende parodi på sig selv og kendiskulturen.

I denne første – og bedste – time af filmen har Rob Thomas og de øvrige skabere af Veronica Mars-universet en fest med at reintroducere det sydcaliforniske rigmands- og surfermiljø, og ikke mindst de mange farverige karakterer, der spillede en central rolle i seriens tre sæsoner. Nogle af disse karakterer er blevet voksne eller ligefrem gamle og har rykket sig bemærkelsesværdigt. Andre sidder uhjælpeligt – og meget komisk – fast i deres roller fra high school. Gensynsglæden er stor og ikke mindst vanvittig morsom, de hurtige replikskifter sidder i skabet, og man skal stadig holde tungen lige i munden for at fange alle de intra- og intertekstuelle referencer, der kastes omkring med en iver, der er serien værdig. Jeg kender ikke til nogen serie, der som Veronica Mars kan ramme så selvironisk og præcist i sin miljø- og karakterskildring udelukkende ved at referere til film som Point Break (Kathryn Bigelow, 1991) og The Accused (Jonathan Kaplan, 1988) eller andre, mere eller mindre kendte, populærkulturelle fænomener uden for fiktionsfilmens univers. Eksempelvis dukker Kristin Bells mand fra det virkelige liv (skuespilleren Dax Shepard fra serien Parenthood) op i en cameo. Det er et af filmens mange komiske højdepunkter – og slet ikke det eneste eksempel på postmoderne humor (fig. 8).

At se Veronica Mars-universet udfolde sig på disse velkendte præmisser er som at være til et hyggeligt cocktailparty med gamle venner – afslappende, festligt og meget uforpligtende. Det er, en gang imellem, et rigtigt behageligt sted at befinde sig.

Ud over at tilbyde Marshmallows en (sidste?) nat med kliken tilbyder Veronica Mars – The Movie også en mulighed for at få lukket serien ned på en måde, som det aldrig lykkes originalen, fordi skaberne ikke var klar over, om serien skulle fortsætte, da sidste afsnit af tredje sæson løb over skærmen. Personligt havde jeg ingen problemer med seriens åbne slutning – åbne slutninger har deres helt egne forcer – og var derfor meget spændt på at se, hvordan seriens skabere havde tænkt sig at fuldbyrde konceptet. Og uden at sige for meget, så lykkes det fint. Da filmens sidste billede kører over skærmen, er Veronica lige præcis, hvor man har lyst til, hun skal være – på én gang afklaret med sine personlige afhængigheder og herligt uafklaret med, hvad der fremover skal ske. Med det altid nærværende spejlreflekskamera ved sin side er hun, endnu en gang, parat til at gå i kødet på livets store og små mysterier. Lad os endeligt efterlade hende der!

***

Faktaboks

Veronica Mars and Philosophy kan købes her.
Veronica Mars – The Movie var fra premieredatoen tilgængelig via iTunes, hvor den stadig kan købes.

Andre bøger, der omhandler Veronica Mars og ungdomsserier

  • Davis, Glyn & Kay Dickinson (red.): Teen TV – Genre, Consumption and Identity (BFI, 2008).
  • DeMauro, Brittany: ”The Power of the TV Nation and Postmodernism: Veronica Mars”, in Hubpages.com (2012) (besøgt 04.09.2014).
  • Højer, Michael: “Teen-Noir: Veronica Mars og den moderne ungdomsserie”, in Jakob Isak Nielsen, Andreas Halsskov & Henrik Højer (red.): Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier (Turbine, 2011), s. 270-285.
  • Ross, Sharon Marie & Louisa Ellen Stein (red.): Teen Television: Essays on programming and fandom (McFarland, 2008).
  • Thomas, Rob (red.): Neptune Noir – Unauthorized Investigations into Veronica Mars (Smart Pop, 2007).
  • Turnbull, Sue & Rhonda V. Wilcox (red): Investigating Veronica Mars – Essays on the Teen Detective Series (McFarland, 2011).
Født 1976. Cand.mag. i Engelsk/Film og TV-kundskab fra Aarhus Universitet. Lektor ved Favrskov Gymnasium og medlem af bestyrelsen i Danmarks Medielærerforening. Desuden freelanceskribent og foredragsholder med speciale i amerikansk film og tv. Har bl.a. holdt foredrag om brugen af film i engelskundervisningen på landets gymnasier og om den moderne amerikanske ungdomsserie. Bidrog desuden til 16:9s antologi Fjernsyn for Viderekomne med artiklen ”Teen Noir: Veronica Mars og den moderne ungdomsserie”.

Lignende artikler