Dallas Buyers Club

af -

dallas-buyers-club

På papiret kan Dallas Buyers Club, der netop har haft dansk premiere, næsten forekomme for rigtig, for skræddersyet til amerikanske filmpriser som de snarlige Academy Awards og for forudsigelig i sin historie om den homofobiske cowboy, der i midt-firserne rammes af aids og i kampen for overlevelse bliver bannerfører for de – hovedsagligt homoseksuelle – aids-ramte. Det fungerer dog – på lærredet – ikke mindst takket være et fornemt manuskript, elegant narration og en kompromisløs hovedrolleskuespiller.

 

Fig. 1: Dallas Buyers Club, Jean-Marc Vallée, 2013.

Fig. 1: Dallas Buyers Club, Jean-Marc Vallée, 2013.

Årets Oscaruddeling er lige om hjørnet, og kan man forestille sig en film med mere ’Oscar bait’ end Jean-Marc Vallées Dallas Buyers Club(fig. 1)? En film baseret på virkelige begivenheder, der tager et samfundsrelevant problem op (HIV og aids i 80erne), mens den fortæller en historie om en mand, der i kampen mod sin dødelige sygdom ikke bare lærer at leve med den men også bliver et bedre og mere fordomsfrit menneske og sågar ender med at kæmpe for HIV- og aidspatienters ret til selv at vælge deres behandling. Via hovedpersonens Ron Woodroofs personlige udvikling udtrykkes samtidigt et Oscar-egnet budskab om accept af seksuelle minoriteter. Til filmens Oscarappel kan lægges, at hovedrolleindehaveren Matthew McConaughey tabte sig 25 kilo for at få det rette sygdomsplagede og afmagrede udseende. McConaugheys dedikation understreger så at sige filmens ”kunstneriske prestige”.

Den relativt lille film (med et budget på 5 millioner dollars og en forholdsvis ukendt instruktør) har da også opnået seks oscarnomineringer – heriblandt de prestigefyldte ”bedste film”, ”mandlige hovedrolle”, ”mandlige birolle” og ”bedste manuskript”. På forhånd kan man dog godt have sin tvivl om, hvorvidt nomineringerne bunder i filmens kvalitet eller i kalkuleret bait, for umiddelbart kan det jo godt lyde en smule forudsigeligt og frelst (Fig. 2). Det burde ikke kunne fungere uden for Academy-sammenhæng, men det gør det langt hen ad vejen, og selv om filmens plotmæssige udvikling måske ikke ligefrem overrumpler tilskueren, så er filmen alligevel fængslende uden at være omklamrende, samtidig med at den undgår at fremstå kalkuleret eller overvældende frelst.

Balanceret fortællekunst

Fig. 2: Filmens instruktør Jean-Marc Vallée er også et ganske ubeskrevet blad.

Fig. 2: Filmens instruktør Jean-Marc Vallée er også et ganske ubeskrevet blad.

De første scener i Dallas Buyers Club illustrerer fint den balance, som filmen ikke mindst takket være det fine manuskript af Melisa Wallack og Craig Borten generelt formår at holde (fig. 3).  Først og fremmest er de et eksempel på forbilledlig fortælleøkonomi: Lige fra åbningsscenen hvor Ron Woodroof (McConaughey) under et rodeostævne dyrker glædesløs sex med to kvinder i en tyrebås, mens der parallelklippes til tyreridningen i arenaen, får man som tilskuer fornemmelsen af, at noget er helt galt. Den afmagrede Ron synes presset til det yderste, og udviklingen i arenaen, hvor rytteren først smides af og derefter stanges af tyren, kobler sex og død ret konkret, hvilket også understreges af scenens brug af subjektiv lyd, idet reallyden fra arenaen erstattes af en hyletone. I den næste scene introduceres HIV og aids som tema samtidig med, at Rons egen homofobi understreges: Mens Ron indsamler indsatserne til et forestående væddemål, læser han om Rock Hudson, der er blevet ramt af sygdommen og deler sin foragt med sin ligeså homofobiske omgangskreds. Også de følgende scener opnår meget fortællemæssigt: Rons evne til at tage utraditionelle metoder i brug etableres, da han slår en politibetjent for at få denne til at anholde ham, så han kan slippe væk fra de folk, der vandt væddemålet og nu vil have deres penge; betjentens fars Alzheimers introduceres, hvilket vil få betydning senere; Rons skrøbelighed understreges, da han kollapser på vej ud af bilen, og tilskueren får også et hint om, at Ron trods sine homofobiske og racistiske holdninger også bekymrer sig om sine medmennesker: det er ham, der forlanger, at der ringes efter en ambulance, da en mexicaner uden arbejdstilladelse er kommet til skade på arbejdspladsen.

Fig. 3 Filmens fine, Oscarnominerede manuskript er skrevet af to ret uprøvede og hidtil ukendte navne Melisa Wallack og Craig Borten.

Fig. 3 Filmens fine, Oscarnominerede manuskript er skrevet af to ret uprøvede og hidtil ukendte navne Melisa Wallack og Craig Borten.

Faren ved en så fortælleøkonomisk narration er, at det opleves af tilskueren som først og fremmest funktionel plotformidling. Her får scenerne imidlertid med forskellige midler deres eget liv, og så labber man jo med glæde de plotmæssige informationer i sig. Åbningsscenen er stilistisk og stemningsmæssigt fascinerende med den kontrastrige klipning, ambivalensen i nærbillederne af Ron sammen med de to kvinder og den subjektive lyd.

I den potentielt belærende scene, hvor Rons homofobiske udgangspunkt markeres, nedtones den løftede pegefinger både af, at scenen egentlig handler om indsatserne, der skal kradses ind og af et befriende comic relief, idet en af vennerne spørger, hvem Rock Hudson er, og irettesættes af en af de andre, der spørger, om han ikke har set North By Northwest. Joken er lidt indforstået og en smule underspillet. Det er i øvrigt karakteristisk, at humoren i filmen tjener som comic reliefs som afrunding på følelsesladede scener eller efter tematisk ladede eller budskabstunge replikker.

Fra homofob til bannerfører

Fig. 4: Ron modtager dommen.

Fig. 4: Ron modtager dommen.

Ron, der er en moderne cowboy – blue-collar worker, på kanten af loven med bibeskæftigelse i rodeobranchen og storforbruger af sprut, stoffer og damer, får efter en arbejdsulykke konstateret HIV. Lægernes dom er, at han har 30 dage tilbage at leve i.  Rons voldsomme reaktion over for lægen skyldes ikke så meget dødsdommen som lægens spørgsmål om, hvorvidt han har haft sex med mænd (fig. 4). Sygdommen er imidlertid en realitet, og udover at skulle forholde sig til den bliver han også udstødt af sin omgangskreds, da de hører om hans sygdom og ser det som et bevis på homoseksualitet.

Da Ron ikke kommer med i et behandlingsforsøg med præparatet AZT, køber han det hos en rengøringsassistent på hospitalet, og da dette ikke længere kan lade sig gøre, rejser han til Mexico, hvor han møder en læge med et tvivlsomt CV, men med bedre præparater end AZT, som er det eneste tilbud til de amerikanske HIV-ramte. Ron øjner muligheden for at gøre en god forretning og begynder at smugle disse præparater ind i USA, hvor de ikke er godkendte, og sælge dem til sine sygdomsfæller. For at omgå lovgivningen, der forbyder salg af ikke-godkendte præparater, starter han ”Dallas Buyers Club”, hvor man mod et månedligt kontingent på 400 dollars, får medicinen forærende. Hvad der i første omgang starter som en kamp for egen overlevelse og derefter en god forretning bliver dog efterhånden en langt mere uselvisk kamp for HIV-ramtes ret til den bedst mulige behandling.

Filmens stilgreb

Filmen er angiveligt skudt helt uden brug af kunstigt lys og på bare 25 dage. Fravalget af kunstigt lys resulterer dog ikke ligefrem i en dogmeagtig æstetik (de naturlige lyskilder anvendes fornuftigt og moderne kameraer er jo ganske lysfølsomme), men bidrager til filmens indie-agtige look.

Ellers er filmens mest iøjnefaldende stilistiske greb den udbredte brug af forstærket reallyd og subjektiv lyd og en række montager, hvor tiden flyder sammen, og der elegant match-cuttes mellem tidsligt forskudte elementer som Ron, der sluger sine piller, til Ron, der kyler shots ned. En anden bemærkelsesværdig ting ved filmens generelt vellykkede (og i øvrigt Oscarnominerede) klipning er, hvordan plottet formidles i elliptiske klip til ny scene. Af eksempler kan nævnes, at Ron sætter sig hen til den mandlige rengøringsassistent på stripbaren, efter at have købt en stripper til denne, og der så klippes til første udveksling af penge og AZT uden for hospitalet; eller da der klippes direkte fra det øjeblik, at Ron i samtalen med sin kvaksalver i Mexico for første gang kobler præparaterne med tanken om mulig profit til Ron, der pakker bilen med de første præparater. At lægge information i sådanne ellipser er naturligvis ikke et ukendt fænomen, men det er elegant gjort i Dallas Buyers Club.

Filmens lovestory

Rons udvikling skydes i høj grad mødet med den transeksuelle, HIV-smittede Rayon (Jared Leto) (fig. 5). Ved deres første møde på hospitalet hvor de begge er indlagt, er Ron (naturligvis) særdeles fjendtligt indstillet, men både Rayons evne til at give svar på tiltale og hans evne som pokerspiller aftvinger en vis respekt fra Rons side. Da Ron rammes af et voldsomt krampeanfald, er han også nødt til at tage i mod Rayons massage. Rayons omsorg står selvsagt i skærende kontrast til Rons gamle venners eksklusion.

Fig.  5: Jared Leto som den transeksuelle Rayon. Leto er ligesom McConaughey nomineret til en oscar – i birollekategorien.

Fig. 5: Jared Leto som den transeksuelle Rayon. Leto er ligesom McConaughey nomineret til en oscar – i birollekategorien.

Fig. 6: Det umage par i Dallas Buyers Club: Ron og Rayons tvinges af omstændighederne til at tilbringe tid sammen, og langsomt opstår et venskab mellem de to mænd, på samme måde som had er blevet vendt til kærlighed mellem mand og kvinde i utallige film.

Fig. 6: Det umage par i Dallas Buyers Club: Ron og Rayons tvinges af omstændighederne til at tilbringe tid sammen, og langsomt opstår et venskab mellem de to mænd, på samme måde som had er blevet vendt til kærlighed mellem mand og kvinde i utallige film.

Senere da Ron skal til at sælge sine importerede præparater til de HIV-ramte bøsser i Dallas og har brug for en, der kan skaffe ham adgang til miljøet, indgår han et partnerskab med Rayon. Efterhånden udvikler det forretningsmæssige sig til et egentligt venskab og i takt hermed nedbrydes Rons fordomme over for bøsser. Denne udvikling markeres meget konkret i en scene, hvor Ron og Rayon er ude at handle. I supermarkedet møder de en af Rons gamle buddies, TJ, der nægter at give Rayon hånden. Ron, der i starten af deres partnerskab heller ikke ville give Rayon hånden, vrider TJ’s venstre arm om på ryggen og tvinger ham til det.

Med Jennifer Garner i rollen som Dr Eve Saks, som i første omgang behandler Ron, men som senere overbevises om, at Rons præparater er bedre for patienterne end hospitalets AZT-behandling, ville man måske pr. automatik forvente romantik mellem de to. Måske som konsekvens af Rons HIV-diagnose er dette dog fravalgt i filmen. Ron og Eves forhold er absolut platonisk, og Rons flirt er tydeligvis kun på skrømt. Det er i stedet venskabet mellem Ron og Rayon, der fungerer som substitut for den heteroseksuelle romance, som de fleste amerikanske film inkorporerer som den ”anden plotlinje” (jævnfør Bordwell 2007 og Thompson, 1999, s. 14). Udviklingen i venskabet mellem Ron og Rayon kunne da også minde om det mønster, vi kender fra en lang række romantiske komedier med umage par: fra indledende fjendtlighed og modsætninger til gradvis forståelse og følelsesmæssig omvendelse. (fig. 6)

En ærkeamerikansk fortælling

I grundstrukturerne er plottet i Dallas Buyers Club en særdeles klassisk amerikansk fortælling. Udgangspunktet, en mand rammes af dødelig sygdom og tvinges til at tage sit liv op til revision har filmen eksempelvis til fælles med Breaking Bad (Vince Gilligan, 2008-2013). Et andet fællestræk for de to værker er den underliggende kritik af aspekter af det amerikanske kapitalistiske sundhedssystem. På et par signifikante punkter er de dog væsensforskellige.

For det første er der hovedkarakterens udvikling: hvor Walter White påbegynder sin meth-produktion med ædle motiver om at sikre familien økonomisk og så gradvist synker til bunds rent moralsk, så foretager Ron jo den modsatte udvikling, fra bare at indkøbe medicin til egen overlevelse, og senere sælge de alternative præparater for profit, til i sidste ende at kæmpe en idealistisk kamp mod den amerikanske fødevarestyrelse FDA og medicinalgiganten Avonex for de hiv-smittedes ret til den bedst mulige behandling.

Det er den jævne mands kamp mod det store selskaber, mod lovgiverne, mod systemet. I modsætning til Breaking Bad, hvor Walter, uanset hvor mange millioner han skraber sammen, er ude af stand til at ændre systemet, så formår Ron at udfordre og ændre systemet og sikre aidspatienterne en bedre behandling.

Det er en rodfæstet del af amerikansk selvforståelse, at den jævne mand kan vinde over ”systemet” og dermed forbedre det. Eksempler herpå kan findes både i dyrkelsen af historiske/virkelige personer som Rosa Parks og Martin Luther King og i nyere tid Erin Brockowich og i film som Mr. Smith Goes to Washington (Frank Capra, 1939),Born on the Fourth of July (Oliver Stone, 1989) og Steven Soderberghs biopic Erin Brockowich (2000) (fig. 7 og 8). Dallas Buyers Club lægger sig i denne tradition, og mens filmen på den ene side rummer en kritik af medicinalgiganten og FDA, så hylder filmen altså samtidig individet og the American way.

Fig. 7: Den virkelige Erin Brokovich.

Fig. 7: Den virkelige Erin Brokovich.

Fig. 8: Erin Brokovichs filmiske modstykke i Julia Roberts’ skikkelse.

Fig. 8: Erin Brokovichs filmiske modstykke i Julia Roberts’ skikkelse.

”I prefer to die with my boots on”

Rons status som en moderne cowboy på kanten af loven og det civiliserede samfund er et vigtigt element i Dallas Buyers Club. Det markeres både visuelt (fig. 9) og i dialogen, som når Rayon tiltaler ham Lone Star, eller når han selv fortæller Eve ”I prefer to die with my boots on”.
Siden westerngenrens storhedstid og måske især med New Hollywoods genrerevisionisme er den amerikanske cowboy ofte blevet placeret i moderne settings, hvor han med sin letgenkendelige ikonografi i den grad skiller sig ud og synes åbenlyst fejlplaceret. Umiddelbart kunne Dallas Buyers Club ligne endnu en underminering af den stakkels cowboy, der her oven i købet smittes med aids.

Fig. 9: Ron er ret konsekvent klædt som én med jeans, støvler og den ikonografiske stetsonhat.

Fig. 9: Ron er ret konsekvent klædt som én med jeans, støvler og den ikonografiske stetsonhat.

Fig. 10: Joe Buck og Rizzo – ”the odd couple” i Midnight Cowboy. Rizzos kommentar om, at Joes cowboyantræk da kun appellerer til bøsser, får et komisk ekko i Dallas Buyers Club, hvor flere bøsser i cowboyoutfit fejlagtigt antager at Ron også er en ”westernbøsse”.

Fig. 10: Joe Buck og Rizzo – ”the odd couple” i Midnight Cowboy. Rizzos kommentar om, at Joes cowboyantræk da kun appellerer til bøsser, får et komisk ekko i Dallas Buyers Club, hvor flere bøsser i cowboyoutfit fejlagtigt antager at Ron også er en ”westernbøsse”.

Det er oplagte paralleller til et af New Hollywoods mesterværkerMidnight Cowboy, (Jon Schlesinger, 1969) både i sammenkoblingen af cowboyen og homoseksualitet, det ømme forhold mellem to mænd (fig. 10) og såmænd også stilistisk, idet Midnight Cowboy med sin brug af ekspressive montager og subjektiv lyd sagtens kunne være en inspirationskilde for Dallas Buyers Club, hvis montager dog i form og funktion nok har mere til fælles med montagerne i en anden af sentressernes store værker – The Graduate (Mike Nichols, 1967).

Men hvor Midnight Cowboys Joe Buck tydeligvis er en cowboy, som tiden er løbet fra, og som grundlæggende er hjælpeløs i den moderne storby, så er Ron Woodroof som nævnt i stand til ikke bare at klare sig i den moderne verden, men også at gøre en forskel. Ja han er sågar i stand til at finde new frontiers – i og med at han i ført sin stetson, jeans og støvler rejser til Mexico, Israel og Japan efter nye medikamenter til sine sygdomsfæller. Det, der ved første øjekast ligner endnu en myterevisionistisk tur gennem sølet for cowboyen, er måske i virkeligheden en seriøs genrejsning! Ron Woodroof får i hvert fald lov til at ende filmen med støvlerne på.

Fig. 11 Matthew McConaugheys favoritstatus  op til Oscaruddelingen cementeres af, at han allerede har modtaget en Golden Globe for rollen i Dallas Buyers Club.

Fig. 11 Matthew McConaugheys favoritstatus op til Oscaruddelingen cementeres af, at han allerede har modtaget en Golden Globe for rollen i Dallas Buyers Club.

Den største styrke ved Dallas Buyers Club som film er nok dens fortjenstfulde mådehold i formidlingen i historien. Den stramme fortælling udelader i det store hele grundige baggrundhistorier for karaktererne, og der styres ret pænt uden om overdreven moralisering, livsglade bøsser og voldsom dæmonisering af FDA, Avonex eller Eves chef Dr. Sevard, der står for AZT behandlingen på hospitalet (og betales af Avonex for det). Filmen er først og fremmest et portræt af Ron Woodroof. Her har filmen endnu et stærkt trumfkort i McConaughey, der fremstår som favorit til Oscarstatuetten for bedste mandlige hovedrolle (Fig. 11). Det synes næsten utænkeligt, at Academy-medlemmerne ikke skulle falde for McConaugheys totale tranformation og den kunstneriske kompromisløshed som vægttabet signalerer.

Dallas Buyers Club er ikke en ny Midnight Cowboy. Den har en helt anden tillid til individets evne til at agere i den moderne verden, og er ikke et skelsættende mesterværk. Nuvel, mindre kan vel også gøre det. Uden at være så rabiat i sit filmsprog som Midnight Cowboy er den stadig stilistisk spændende af en mainstreamfilm at være, og selv om udfaldet på historien egentlig er givet på forhånd, så er filmen stadig ret gribende og både stramt og ofte elegant fortalt.

* * *

Fakta

Dallas Buyers Club fik premiere i de danske biografer d. 6. februar.

Anvendt litteratur

  • Bordwell David (2007a): ”Anatomy of the Action Picture”.
  • Thompson, Kristin (1999): Storytelling in the New Hollywood. London: Harvard University Press.

Ovenstående anmeldelse har ikke berørt spørgsmålet om i hvor høj grad filmen adskiller sig fra de faktiske begivenheder, som den hævder at skildre.

Lidet overraskende er der væsentlige forskelle: For eksempel er Både Rayon og Eve fiktive karakterer, og filmens fremstilling af præparatet AZT er særdeles simplificeret.

Se i denne forbindelse eksempelvis: Dylan Matthews: ”What ‘Dallas Buyers Club’ got wrong about the AIDS crisis”, The Washington Post 10. december 2013.

På filmens officielle hjemmeside kan man se enkelte scener fra filmen, trailers og featurettes om de involverede, hvor det blandt andet understreges hvor personligt et projekt, det var for Matthew McConaughey.

I modsætning til denne signatur opfatter Bo Tao Michaëlis det i sin anmeldelse på Ekkos hjemmeside det generelle fravær af baggrundsinformation om karakterne som et problem.