Løbets stemme – afskedshyldest til Jørgen Leth

FEATURE. Jørgen Leth har lært os at se cykelløb. Han har givet sporten, særligt Tour de France, stemme i Danmark. Men i år har løbet mistet sin stemme. Jens Haaning retter i den anledning blikket tilbage mod Leths Giro d'Italia-film Stjernerne og vandbærerne (1974), som er rendyrket cykelnostalgi fortalt med en filmisk coolness, som ville være Godard værdig. Afskedshyldest til Jørgen Leth som cykelkommentator.

Showrunner-effekten

FEATURE. Hvad er det afgørende, når en tv-serie genindspilles? Er det kultur? Den nye kanal? Nej, det er showrunner-effekten, mener Lynge Stegger Gemzøe, der i denne feature stiller skarpt på de amerikanske genindspilninger af Forbrydelsen, Broen og Nikolaj og Julie.

Flydende frygt: vandets funktion i It Follows, Don’t Look Now og...

FEATURE. De tre moderne gyserklassikere It Follows, Don´t Look Now og Dark Water har det til fælles, at vand får en vigtig, symbolsk rolle. Med dem som udgangspunkter dykker Peter Raagaard ned under overfladen og undersøger, hvilken rolle vand spiller i gysergenren.

“The Greatest Movie the World Has Never Seen” – Orson Welles’...

FEATURE. Blandt Orson Welles utallige uafsluttede projekter har The Other Side of the Wind opnået en legendarisk status. Welles’ sidste store filmprojekt er blevet omtalt som hans mest personlige, og de der fik lejlighed til at se en version af filmen i 1970erne kaldte den ’a knock-out’. Rygterne omkring filmen har svirret i fire årtier, og nu er den endelig blevet tilgængelig. Isak Thorsen fortæller om baggrunden for filmen og vurderer, om den har været værd at vente på?

Portrætfilmens ekstatiske sandhed: en æstetisk ramme for utraditionelle biopics

FEATURE. Den biografiske filmgenre, biopic’en, er lig med store personinkarneringer og betydningsfulde liv i set-up og pay-offs. Men hvad med rækken af film, der forvrænger virkeligheden og forsøger at indfange den historiske persons ånd og mytologi i formen? I denne feature argumenterer Lau Lehrmann hvorfor bl.a. Neruda og den biografaktuelle Van Gogh-film At Eternity’s Gate bør anskues som filmiske portrætter snarere end traditionelle biopics.

Serieverdenens populære flaskeskibe: Et blik på underholdningsværdien i bottle episodes

FEATURE. Bottle episodes sniger sig ind i flere og flere tv-serier. De er en producers våde drøm, for de er både populære, kreativt udfordrende, billige og hurtige at lave. Men er det det eneste? Troels Jensen dykker ned i et eksemplarisk tv-afsnit fra Penny Dreadful og går til forsvar for de spøjse episoders unikke underholdningsværdi.

Mening i fragmenter – postmodernitet i Noriko’s Dinner Table

FEATURE. Noriko's Dinner Table (2005) er en kompleks film, som udfordrer både seeren og filmanalytikeren. I forsøget på at lodde dybderne i Sion Sonos værk anvender Jeppe Kühn Laugesen derfor en prismatisk læsning, hvor filmen belyses fra forskellige positioner og forståelsesperspektiver.

Kulten fra Svendborg: Erik Ballings Martha og Store Marthadag

FEATURE. Erik Ballings sømandsfilm Martha fra 1967 blev taget af plakaten efter blot tre uger, men er i dag en elsket kultfilm. Hvert år i maj fejres Store Marthadag i Svendborg af flere hundrede fans. Men handler det hele bare om øldrikning og nostalgi, eller formår Martha at formidle nogle værdier, deltagerne kan genkende sig selv i? Peter Raagaard ser nærmere på både film og fans.

Tid og tab: Om elliptisk klipning og musikvalg i Mia Hansen...

FEATURE. Den franske Mia Hansen-Løve er - ufortjent - et temmelig ubeskrevet blad herhjemme. Og det til trods for de danske mediers ellers sædvanlige interesse for udenlandske filmfolk med danske aner. I denne uge undersøger 16:9s nytiltrådte redaktør, Jakob Langkjær, instruktørens brug af ellipser og musik samt de skarpe, eksistentielle og traditionsbevidste overvejelser, der ligger bag.

Troper i krimiserier

FEATURE. Tv-krimiserien ligger i forlængelse af en cirka 200 år lang litterær tradition og har etableret sig som en stærkt normbunden populærkulturel genre. Men hvilke genkommende træk er der reelt i tv-krimiserien, og hvor fasttømrede er disse? Er tv-krimiserier uoriginale og klichéfyldte, eller er der plads til genremæssige innovationer?