Forår 2014

ET BILLEDES ANATOMI. Samarbejdet mellem den elektroniske musiker Aphex Twin og musikvideoinstruktøren Chris Cunningham affødte nogle af 1990’ernes mest ikoniske musikvideoer. I denne udgave af Et billedes anatomi ser vi nærmere på nogle af disse mareridtsagtige videoer der især er kendte for den markant brug af Aphex Twins ansigt på kroppe hvor det bestemt ikke hører hjemme.

FEATURE. Der vises færre og færre musikvideoer på TV, men i sin feature om 'prestigevideoen' viser Lennard højbjerg, hvordan stjerner som Robin Williams og Justin Timberlake forsøger at skille sig ud fra mængden af levende billeder på det allestedsnærværende internet. Det gør de bl.a. med produktioner, der er længere, mere eksperimenterende og extravagante end de musikvideoer, der dominerede MTV og VH1 tilbage i halvfemserne.

FEATURE. Som et led i 16:9s serie af artikler om ”bizarre” film kigger Andreas Halskov nærmere på Jean Isidore Isous bevidst fejlbehæftede film Traité de bave et d’éternité fra 1951. Filmen er en aldeles umedgørlig sag som bevidst nedbryder klassiske filmstilistiske konventioner – den gør en dyd ud af æstetiske fejl og tilfældigheder og formulerer således i lyd, billeder og støj hvad Isou selv har betegnet som en filmisk antigrammatik.

FEATURE. Blev musikvideoen til overnight med MTVs lancering i 1981? Denne artikel udforsker musikvideoens meget sammensatte ophav og viser, at tv ikke er musikvideoens arnested. Tag med Mathias Bonde Korsgaard på en tur omkring stumfilm, Disney, avantgardefilm, videojukebokse, Elvis-filmene mm. i denne artikel, som er første del i et kommende musikvideotema.

VIDEO-ESSAY. Jan Oxholm kaster et blik på nedbrydningen af den fjerde væg, bl.a. i tv-serien House of Cards (Netflix, 2013-), hvor de kameravendte monologer har skabt en del debat. Filmhistorien viser dog, at der ikke er tale om et filmisk og dramaturgisk nybrud, når den kyniske toppolitiker, Frank Underwood, henvender sig direkte til seeren.

FEATURE. Tv-serien Twin Peaks (ABC, 1990-1991) blev hurtigt et internationalt kultfænomen, der af mange regnes som et centralt tv-historisk værk. Anderledes forholder det sig med David Lynchs prequel Fire Walk With Me (1992), som blev mødt med kritiske tilråb i Cannes og har fået en næsten entydigt negativ reception. Andreas Halskov tager filmen op til revision og hævder, at den bør ses som andet og mere end et addendum til tv-serien.

ET BILLEDES ANATOMI. Filmfarverne og deres betydning er et felt, hvor man med fordel kan kaste automatiske symbollæsninger over bord. Med udgangspunkt i Sam Mendes Skyfall (2012) viser Henrik Højer, hvordan vi kommer tættere på James Bond ved at gå ad nye veje.

FEATURE. I de seneste år har vi set en række dokumentarfilm såsom Kinbaku - The Art of Bondage (2009) og Autumn Gold (2010), der beskæftiger sig med kroppen på grænseoverskridende vis. Steffen Moestrup argumenterer for, at vi med fordel kan afkode disse film, ikke blot med vores intellekt, men med hele kroppen.

FEATURE. Bertrand Bonellos De la guerre (2008) er en særlig og særligt fransk blanding af surrealisme, selvportræt, formalisme og pop. Bonellos film, som Mads Mikkelsen behandler i denne artikel, er en skæv og intellektuel sag, men også en vigtig produktion, der fejrer to af artfilmens største tabuer: nydelsen og det at have det sjovt.

VIDEO-ESSAY. Som paratekst til diverse film og tv-serier har titelsekvensen forandret sig, og den regnes efterhånden som en selvstændig kunstform. I dette videoessay tegner Andreas Halskov en kort historie over titelsekvensens udvikling i en tv-mæssig kontekst: fra konkret-rammesættende montager, der primært etablerer seriens miljø, karakterer og cast til moderne, mere abstrakte og æstetiske titelsekvenser, skabt af selvstændige produktionsselskaber som A52, Digital Kitchen, Imaginary Forces og Elastic.

FEATURE. Canadiske Guy Maddin indtager med sine film en skæv rolle i filmhistorien, og i blandingen af en intensiveret klippestil og en ekspressiv chiaroscuro-æstetik, som vi kender fra 1920'ernes Tyskland, forener hans film fortid og samtid. Kenneth McNeil ser nærmere på Maddins film, heriblandt The Saddest Music in the World, Brand Upon the Brain! og My Winnipeg, og beskæftiger sig særligt med disses forhold til 1920'ernes film.

KOMMENTAR. Filmen og filmbranchen er til evig debat. Ja, også selve filmkritikken har de seneste år været et rigt debatteret stofområde. I forlængelse af de mange nye onlinemagasiner og filmblogs, der knopskyder i det snart sagt uendelige, er man begyndt at spørge til filmkritikkens rolle, og enkelte, fx Kenneth Plummer, har sågar erklæret den seriøse filmkritik for død. 16:9 lancerer nu et nyt site, og tager i denne forbindelse diskussionen om 'den gode filmkritik' op.

FEATURE. Lige fra Intolerance (1916) til Inception (2010) har man kunnet opleve det besynderlige fænomen, at storsatsende, storskrydende amerikanske blockbusters samtidig kan være voldsomt idiosynkratiske. Ja, ligefrem have karakter af eksperimentalfilm. Alfonso Cuaróns Gravity (2013) er netop en sådan film. Den indskriver sig altså i en tradition, som på paradoksal vis netop har traditionsbrud som fællesnævner.

FILMANMELDELSE. Dallas Buyers Club forekommer i sin fortælling skræddersyet til Oscar-statuetten, men filmen fungerer nu også fint på lærredet, hvilket især skyldes en velspillende Matthew McConaughey og en stramt fortalt historie.

FEATURE. Findes der en mexicansk filmproduktion, som taler med sin egen distinkte stemme? Otto Pretzmann prøver sig frem med et par svar på dette spørgsmål. Han tilbyder ikke nogen encyklopædisk viden om emnet, ej heller færdigsyede opfattelser, snarere et par vævsprøver af centrale værker. Han ser bl.a. på film af the three amigos of cinema, Alfonso Cuarón, Alejandro Gonzáles Iñárritu og Guillermo del Toro, og finder især i Cuaróns Y tu mamá también (2001) en distinkt mexikansk stemme, som han savner i Cuaróns senere film.

IN ENGLISH. In space no one can hear you scream. This presents an audiovisual paradox. Because how does one create an auralverisimilitude in a space film, if virtually no sound is heard in outer space? In this article Andreas Halskov focuses on the sound of Alfonso Cuarón’s Gravity (2013), a sound design or sound score which in many ways is similar to that of Stanley Kubrick’s 2001: A Space Odyssey (1968).

FEATURE. Harry Potter og fangen fra Azkaban betragtes ikke normalt som et af Cuaróns hovedværker, men måske snarere som en vildfarelse i hans karriere. Ikke desto mindre rummer filmen en række træk der gør at den kan betragtes som en slags forstudie til de senere og mere anerkendte Children of Men og Gravity, heriblandt især Cuaróns særlige brug af long takes. I denne artikel retter Kristin Thompson således opmærksomheden mod de tre long takes i Harry Potter-filmen og læser dem i lyset af Cuaróns øvrige produktion.

BOGANMELDELSE. Firser-fjogede Chevy Chase, Martin Short og Steve Martin med gigantiske sombreroer er nok det, de fleste forbinder med Three Amigos. Men nu er det også titlen på en anderledes seriøs, kritisk og britisk bog om de tre markante mexikanske instruktører Guillermo del Toro, Alejandro Gonzaléz Inárritu og Alfonso Cuarón. Henrik Højer anmelder.

EN SCENES ANATOMI. Flere af Cuaróns film rummer religiøse lag, således også Children of Men (2006), hvor flere scener nærmer sig bibelsk palimpsest. Jesper Jensen ser nærmere på de frelsende karakterer i Cuaróns nyklassiker.

ET BILLEDES ANATOMI. I scenen ”The Court of the Crimson King” i Cuaróns Children of Men står de kulturhistoriske referencer til alt fra syrerock til den spanske revolution i kø. Men med hvilket formål, spørger Michael Højer, der ser på, hvorfor en lyserød gris, der svæver over et kraftværk i London er et velvalgt establishing shot i omtalte scene.