Aarhusprisen 2004

Lørdag d. 31. januar vandt 16:9 AARHUSPRISEN 2004 i kategorien Årets Film foran blandt andre Åge Rais’ film To ryk og en aflevering. Herfra skal lyde en stor tak til juryen, og en mindst lige så stor tak til alle jer der stemte på os via SMS.

Nomineringen

Her følger juryens begrundelse for nomineringen af 16:9:

En flok unge århusianere lavede i 2003 et akademisk tidsskrift om film. Et forsøg på at rive den dybere granskning ud af hænderne på de litterære og behandle alle filmens vikemidler og forhold. Meget ambitiøst. Det er et initiativ som ikke er taget før i Danmark, og det er stærkt gået. Tidsskriftet oser af lidenskab og ihærdighed, og det er væsentligt at nogle sætter sig for at tage film-mediet alvorligt på denne måde. Desværre kan 16:9 ikke dumpe ind ad brevsprækken, for det findes kun på nettet til pengepungen rækker til mere. Men se det på www.16-9.dk.

Om prisen

AARHUSPRISEN er en hyldest til de personer og initiativer, som har gjort det lidt sjovere at høre musik, gå i byen, på udstilling, shoppe og meget andet i Århus. Prisoverrækkelsen fandt sted ved et aften-arrangement på Train i Århus lørdag d. 31. januar 2004, hvor Casper Christensen var konferencier.