Skal vi være sure på Jojo Rabbit? – Forståelser og modtagelse af historie på film

0
286
Taika Waititis Oscar-vindende film Jojo Rabbit er utallige gange blevet kaldt kontroversiel, fordi den bevidst leger kispus med det, vi ved fra historiebøgerne. Men er en film som denne problematisk for vores billede af fortiden, idet den banaliserer og underminerer forståelsen af et af nyere histories mørkeste kapitler? Eller kan fiktionaliseringen faktisk bidrage med nye perspektiver på 2. Verdenskrig? Gennem en dobbeltanalyse med udgangspunkt i forskellige modtagerpositioner undersøger denne feature muligheder og komplikationer forbundet med historisk fiktion.

Da buddhismen i løbet af det 6. århundrede fandt vej fra Indien til bl.a. Japan, befandt de buddhistiske præster sig i lidt af en kattepine. De stod nemlig over for at skulle formidle religionens hellige skrifter, der var nedskrevet på Sanskrit, til den lokale, analfabetiske befolkning. Løsningen blev at skabe en række visuelle værktøjer, herunder de cirkelformede figurer kaldet mandalaer, der lettere kunne forklare og levendegøre den buddhistiske lære. De visuelle medier kunne langt fra rumme alle nuancerne af buddhismens komplekse idégrundlag, men præsterne vurderede alligevel, at de med deres bredere appel ville være gavnlige for udbredelsen af den buddhistiske ånd og verdensforståelse. Som tiden gik, blev billeder og figurer stadig dybere integreret i religionen i takt med, at flere og flere blev bekendt med buddhismen gennem dem – og ikke de hellige skrifter. I dag vil mange mene, at visuelle repræsentationer har overtaget den væsentligste formidlerrolle og måske endda er vigtigere for buddhismen som religion end de originale tekster (Rosenstone 2006, s. 154).

Er der her tale om en deroute, hvor det autentiske og ægte langsomt ædes op af kunstneriske friheder og et konstant fokus på at ramme laveste fællesnævner? Eller er det snarere et udtryk for, at de visuelle medier med deres evne til at gøre fortællinger levende, vedkommende og underholdende, er et vigtigt supplement til udbredelse og diskussion af eksperternes hovedbrud?

Ovenstående er lånt fra filmforsker Robert A. Rosenstone, der som én af mange har gjort sig tanker om sammenhængen mellem den skrevne historie og historie på film og tv. I dag er de visuelle medier nemlig ofte den primære kilde, hvorfra børn og voksne former deres forståelse af fortiden (se bl.a. Edgerton 2001, s. 1). I den forbindelse dukker med jævne mellemrum nye film og tv-serier op i medielandskabet, der trækker forskere og lægfolk til tasterne for diskutere, hvad historisk fiktion må og ikke må. Herhjemme er de mange diskussioner om DR-serien 1864 (2014) et af de mest markante eksempler, men også en serie som den norske Atlantic Crossing (2020) har bragt forskellige perspektiver på film og tv som historieformidler frem i lyset (se f.eks. Lundberg 2021).

Min fantasiven, Hitler

Da de første plakater til Jojo Rabbit (Taika Waititi) kom på gaden i efteråret 2019 hævede øjenbrynene sig givetvis på mange forbipasserende biografgængere. For bag den lille dreng i uniform stod en karakter med verdenshistoriens nok mest genkendelige overskæg og lavede ”kaninører” med sin hånd (fig. 1). En komedie. Om naziregimet. Kan man det? Jojo Rabbit er blot det sidste skud på stammen af komediefilm, som bl.a. tæller Charlie Chaplins The Great Dictator (1939), Mel Brooks’ The Producers (1967) og David Wnedts Er ist wieder da (2015), der har rejst dette spørgsmål.

Fig. 1: Plakaten til Jojo Rabbit lægger ikke just op til en alvorlig fortælling om stormagtspolitik, jødeforfølgelser eller andre klassiske aspekter fra historiebøgerne om 2. Verdenskrig.

Filmen kredser om den 10-årige Jojo (Roman Griffin Davis), hvis fjogede fantasiven, Hitler (Taika Waititi), mod slutningen af 2. Verdenskrig forsøger at hjælpe og opmuntre ham til at opfylde sin største drøm – at blive Tysklands bedste nazist. Jojo møder imidlertid modstand, da han på en træningslejr for unge nazistaspiranter ikke er i stand til at dræbe en kanin, og derfor havner nederst i den nazistiske fødekæde. Endnu værre går det, da han opdager, at hans mor, Rosie (Scarlett Johansson), som resultat af sine anti-nazistiske overbevisninger, i hemmelighed huser den jødiske pige, Elsa (Thomasin McKenzie), der både skræmmer og fascinerer Jojo (fig. 2).

Fig. 2: Både Jojo og fantasi-Hitler er først skræmt over at have en jøde i hjemmet. Langsomt må Jojo dog give slip på sine ideologiske overbevisninger i takt med, at han udvikler et tættere forhold til Elsa.

Jojo Rabbit blev i 2020 nomineret til fem Oscars og vandt for bedste filmatisering. Inden da havde filmen imidlertid været igennem møllen af anmeldere, eksperter og brugere på det store internet, der hver gav deres besyv med i forhold til muligheder og faldgruber ved at portrættere nazister som komiske og dybt inkompetente.

Modtagerpositioner som et spektrum

I et forsøg på anskueliggøre, hvorfor historiske film og tv-serier gang på gang giver anledning til uenigheder og debat, kan der opstilles et spektrum, som forskellige modtagere kan placere sig forskelligt indenfor. Spektrets yderpositioner har bl.a. Kim Toft Hansen betegnet som henholdsvis en historiekritisk og en historieforhandlende tilgang (Hansen 2016, s. 34).

Den historiekritiske tilgang ser i sin yderste instans historisk korrekthed som et ideal i sig selv. Den deler således langt hen ad vejen den akademiske historieskrivnings traditionelle mål om at nå frem til et så autentisk billede af fortiden som overhovedet muligt (Edgerton 2001, s. 4). En historiekritisk tilgang i sin rendyrkede form er en sjældenhed i vor tid, idet de fleste i dag er enige om, at historiske værker – på trods af, at de altid vil indeholde kunstneriske friheder – har en vis berettigelse som middel til at skildre historie. Der ses dog jævnligt historiekritiske elementer i diverse debatter, når f.eks. historikere og andre interesserede parter taler om grænser for den kunstneriske frihed og ærgrer sig over, at film og tv tegner et forfejlet billede af fortiden (se f.eks. Almbjerg og Lindberg 2021). Et andet eksempel er de beskyldninger om historiemisbrug, som flere danske politikere rettede mod Ole Bornedal for tv-serien 1864 (Bondebjerg et al. 2017, s. 287).

I den modsatte ende af spektret findes den historieforhandlende position, der i stedet for at se fortidsskildringen som et mål i sig selv, anskuer fortiden som et middel til at fortælle en god historie og formidle et bestemt budskab. Sat på spidsen mener denne position, at fortiden frit kan formes, vendes og strækkes efter forgodtbefindende for at nå frem til en bestemt pointe. I en mere moderat form går den historieforhandlende position ind for, at den skrevne, akademiske historie og de visuelle mediers historieformidling er to vidt forskellige størrelser, og som følge deraf ikke kan dømmes efter samme målestok. Det giver ikke mening at diskutere autenticitet, for levende billeder kan aldrig være autentiske (se f.eks. Brunbech 2015). Ifølge Rosenstone, der selv er en central repræsentant for denne tilgang, er det langt bedre at tale om, hvad historien kan bidrage med nu og her, end hvorvidt et værk er historisk korrekt:

[…] seeing such works not just in terms of whether all their individual moments can be verified, but rather in terms of whether their overall portraits or vision has something meaningful and important to say about our past (Rosenstone 2006, s. 49).

I Rosenstones optik kan historisk fiktions visuelle metaforer og seerens stærke følelsesmæssige engagement således hjælpe modtageren til at ”tænke historisk” på en måde, som den skrevne historie sjældent kan (s. 8; 16).

Enhjørning til aftensmad og børn med bazookaer: Et historiekritisk perspektiv

Fra et historiekritisk perspektiv starter Jojo Rabbit interessant ud ved at sammenklippe filmens intro med en række scener fra Leni Riefenstahls propagandadokumentar Triumph des Willens (1935). Herefter klippes til Jojo og hans uniformerede kammerater, der entusiastisk heiler af deres lungers fulde kraft (fig. 3). Der slås an til en fortælling, som måske kan lære os noget om den nazistske indoktrinering af børn og unge.

Fig. 3: Waititis skildring af den naive spejderidyl minder til forveksling om scener fra Wes Andersons Moonrise Kingdom (2012).

Inden da har seerne imidlertid allerede stiftet bekendtskab med Waititis tydeligt karikerede Hitler-karakter i filmens indledende scene. Her holder fantasivennen en peptalk for Jojo, hvorefter sidstnævnte i ren ”nazi-ekstase” hæmningsløst heiler Hitler rundt på gader og stræder til tonerne af The Beatles’ ”Komm gib mir deine Hand”, den mindre kendte tysksprogede version af storhittet ”I Want To Hold Your Hand”. I en senere scene, hvor en Gestapo-gruppe gennemsøger Jojos hjem, siges ordene ”heil Hitler” 33 gange på et minut. Overdrivelserne og de satiriske overtoner er til at få øje på.

Jojo Rabbit fremstår ikke som en film, der gør sig de store ambitioner om historisk korrekthed. Ganske vist er skriften på propagandaplakaterne tysk, og virkelige historiske begivenheder finder da også vej ind i karakterernes replikker hist og her, men karaktererne taler, som de ofte gør i Hollywoodfilm uanset geografisk placering, alle engelsk – nogle med britisk og andre med klichéfyldt tysk accent. Den manglende autenticitet bliver for alvor tydeliggjort da de 10-årige på træningslejren f.eks. skal lære at kaste håndgranater, og senere i filmen indgår i deciderede krigshandlinger med rifler og granatkastere (fig. 4).

Fig. 4: Waititis version af Hitler er lige så virkelig som den enhjørning, han spiser til aftensmad.

Hvis seeren ønsker at lære noget om Tyskland under 2. Verdenskrig, er der med andre ord bedre steder at lede, hvilket nok også var forventeligt, da der jo er tale om en sort komediefilm. Alligevel er Jojo Rabbit blevet beskyldt for at tage for let på nazismen (se. f.eks. Uhlich 2019; White 2019). Selvom filmen har sine alvorlige øjeblikke – bl.a. da Jojo finder Rosie hængt og dermed oplever regimets grusomheder på nærmeste hånd – er ingen af de bærende karakterer specielt onde. Jojo er naiv og uprøvet, Elsa er et offer, Rosie er en del af den civile modstandskamp, og de resterende nazister er mest af alt bare inkompetente. Vi ser samtidig Captain Klenzendorf (Sam Rockwell), der er Jojos nærmeste nazistiske leder, dække over, at Jojo skjuler Elsa, og til sidst i filmen redder han Jojo fra de allieredes antinazistiske repressalier (fig. 5). Bl.a. Ricard Brody har beskrevet, hvordan denne fremstilling af nazisterne som harmløse og til tider endda gode, er problematisk – ikke blot fordi den giver et fortegnet billede af det overordnede historiske narrativ, men fordi det også kan få os til at tage for let på vor tids neo-fascistiske fraktioner (Brody 2019). Nazister er ikke ufarlige, hverken dengang eller i dag.

Fig. 5: Den flamboyante og enøjede Kaptajn Klenzendorf overbeviser på sympatisk vis en allieret soldat om, at Jojo er jøde, hvorfor sidstnævnte får lov at gå fri.

Selvom filmen ikke nødvendigvis forsøger at opretholde en illusion om at være historisk korrekt, kan f.eks. banaliseringen af nazisternes ondskab altså fra et historiekritisk perspektiv have negative konsekvenser for forståelsen af fortiden samt tilgangen til vores samtid.

Nazisme i børnehøjde: Et historieforhandlende perspektiv

Hvis man i stedet bevæger sig over på den modsatte side af spektret og tager de historieforhandlende analysebriller på, er Jojo Rabbits fremstilling af nazismen ikke på samme måde problematisk – faktisk tværtimod. Filmens manglende historiske autenticitet kan nemlig anskues som en pointe i sig selv.

Waititi har udtalt, at han i forberedelserne til filmen ikke udførte nogen research på Hitler, fordi han ikke ønskede at portrættere ham, som han var, men som han kunne se ud i en nazistisk-indoktrineret 10-årigs hoved (Utichi 2019). Jojo er lille, svag og ensom, men finder styrke og mening i den nazistiske sag, som han gennem hele sit korte liv har fået fyldt i hovedet gennem propaganda og anden systematisk agitation. Dette forhold legemligøres gennem fantasivennens mange brandtaler og opmuntrende ord. I takt med at Jojos nazistiske glansbillede gennem filmen langsomt smuldrer, ændrer den fiktive Hitler karakter. Den muntre og selvsikre fantasi-Führer bliver gradvist mere desperat og ubehagelig samtidig med, at Jojo i bedste coming of age-stil undersøger sin identitet væk fra det oprindelige udgangspunkt. Udviklingen kulminerer, da han i en af filmens afsluttende scener sparker Hitler ud ad vinduet (fig. 6). Den karikerede fantasiven bliver således både et billede på ideologiens umiddelbare tiltrækningskraft, dens indlejrede had, samt det godes sejr over det onde.

Fig. 6: Jojo sender sin tidligere bedste ven ud på de evige slagmarker.

Jojo Rabbit blev af Waititi netop lanceret som en ”anti-hate satire” (Den of Geek 2019). Dette etableres f.eks. gennem karakterernes omfattende italesættelse af absurde klichéer om jøder. De unge nazister lærer bl.a. at kende jøderne på deres hugtænder, slangetunger, horn og skæl (fig. 7), hvorfor det ryster Jojos verdensbillede, at Elsa ligner en helt almindelig tysk pige. Hadet er absurd, og overdrivelse fremmer forståelsen.

Fig. 7: Elsa adskiller sig betragteligt fra de jøder, Jojo lærer om på træningslejren.

Samtidig strømmer der filmen igennem en åre af optimisme og lys i mørket. Denne kommer bl.a. til udtryk gennem Rosies mange hjertevarme forsøg på at modarbejde Jojos nazistiske tendenser og opmuntre ham, når han er frustreret. Hun fortæller ham, at kærlighed er stærkere end alt andet og udtrykker gang på gang glæde ved at danse. Efter Rosies død, spørger Jojo Elsa, hvad hun vil gøre som det første, når hun bliver fri, hvortil hun svarer: ”Danse”. Og i filmens sidste scene, hvor krigen er slut, og de to unge mennesker træder over dørtærsklen og ud i friheden, er dette netop, hvad de spontant gør (fig. 8). Dans bliver symbolet på friheden og det gode midt i det onde, hvorefter filmens optimistiske budskab understreges med et afsluttende citat af Rainer Maria Rilke: ”Let everything happen to you. Beauty and terror. Just keep going. No feeling is final.” Dermed bruger og former Waititi fortiden for at nå frem til et budskab fyldt med samtids- og fremtidsrelevans, som for ham og den historieforhandlende position er vigtigere end en autentisk forståelse af fortiden.

Fig. 8: I afslutningsscenen danser nazi-drengen og jødepigen med hinanden på åben gade til en tysk version af David Bowies ”Heroes”. Waitits valg om at skildre 2. Verdenskrigs rædsler fra et barns perspektiv er langt fra nyt. Mark Herman gjorde det på dyster vis i The Boy in the Striped Pyjamas (2008), ligesom Roberto Benigni i La vita é bella (1997) fokuserede på den uovervindelige kærlighed i nazisternes koncentrationslejre.

Modtagelsen af Jojo Rabbit

Af ovenstående dobbeltanalyse kan uddrages, at historie på film og tv altid vil være en dialog mellem afsender og modtager. Hvor én modtager vil tolke historisk fiktion på en bestemt måde, fordi vedkommende går til historiske værker med en forventning om at lære noget om fortiden, tolker en anden det anderledes, fordi vedkommende f.eks. vægter underholdningsværdi og budskab langt højere end autenticitet. Af samme årsag giver det ikke meget mening at tale om f.eks. historiemisbrug som en form for objektiv definition. En bevidst eller ubevidst fejlagtig skildring af fortiden, der fremstår som misbrug for én seer, vil være både acceptabel og meningsgivende for en anden.

Hvor historiekritiske røster ad flere omgange gav sig til kende i modtagelsen af Jojo Rabbit i udlandet, fokuserede nærmest ingen i den danske presse på de mulige problematikker, der kan være ved at fremstille Tyskland under 2. Verdenskrig på en komisk forvrænget måde, da filmen blev udsat for den danske anmelderstands skarpslebne blyanter. Filmen blev gang på gang omtalt som ”kontroversiel”, men vurderingerne og diskussionerne tog i langt højere grad udgangspunkt i, hvorvidt humoren er vellykket, ligesom flere mente, at Jojo Rabbit faktisk ikke er kontroversiel nok (Ritzau 2020). Noget tyder på, at vi godt kan grine af Hitler – i hvert fald i Danmark. Om forklaringen på dette skal findes i en uhøjtidelig, dansk tilgang til satire, eller i det faktum, at det – i modsætning til i debatterne om 1864 – ikke direkte er vores nationale arvesølv, der er på spil, er en anden diskussion. Når dette er sagt, er bl.a. filmens Oscar-statuette og dens IMDB-rating på 7,9 i skrivende stund et udtryk for, at den historieforhandlende tilgang til historiske fiktion også ser ud til at være den dominerende uden for vores grænser.

Så skal vi være sure?

Ligesom de fleste andre modeller er spektret mellem den historiekritiske og den historieforhandlende modtagerposition en grov forsimpling af en række komplekse, individuelle og kollektive variable, der konstant er i forandring. Blot fordi en modtager indtager et historieforhandlende standpunkt i forbindelse med en historisk komedie, kan den subjektive grænse for, hvad en instruktør må og ikke må, sagtens ligge et helt andet sted, når der f.eks. er tale om et mere alvorstungt historisk drama. Ligesom vi går til forskellige genrer med forskellige forventninger, går vi ofte til forskellige undergenrer inden for historisk fiktion med forskellige krav til autenticitet. Derfor er den enkelte modtagers placering på spektret dynamisk, og vil som regel variere fra værk til værk.

Af samme årsag kan modtagerens position nemt påvirkes af faktorer uden for selve værket. De mange diskussioner om f.eks. 1864 udsprang bl.a. af, at serien modtog 100 millioner kroner fra Folketinget dedikeret til et historisk drama, der ”kunne fortælle danskerne noget om deres historie” (Bondebjerg et al. 2017, s. 284). På denne måde fik mange seere fra start indlejret et historiekritisk syn på serien og dermed en vis forventning om autenticitet, der åbnede for alverdens diskussioner om historisk (u)korrekte geværer og skjorteknapper. Omvendt indgyder hverken traileren, plakaten eller Waititis branding af Jojo Rabbit forventninger om autenticitet – tværtimod.

Ovenstående analyse er ét af utallige eksempler på, at en film eller tv-series værdi ikke kun er indlejret i selve værket, men i stedet opstår i dialog med publikum. Om det er i orden at lave et frygteligt historisk kapitel i verdenshistorien om til en komisk fortælling om håb, eller der grund til at være bekymret over sådan et valg, må være op til den enkelte seer at vurdere. Og faktisk er det måske endda gennem dialogen og debatten mellem de historiekritiske og historieforhandlende røster, at vi lærer at forstå historiens mange nuancer, og dermed kan opnå en sund og reflekteret tilgang til fortid på film.

* * *

Fakta

Jojo Rabbit havde premiere ved Toronto Film Festival den 8. september 2019 og i Danmark den 16. januar 2020. Den modtog seks Oscar-nomineringer ved Oscar-uddelingen 2020 og vandt for bedste filmatisering (Best adapted Screenplay).

Film og tv-serier

  • 1864 (Ole Bornedal, 2014)
  • Atlantic Crossing (Alexander Eik, 2020)
  • Er ist wieder da (David Wnedt, 2015)
  • Jojo Rabbit (Taika Waititi, 2019)
  • La vita é bella (Roberto Benigni, 1997)
  • Moonrise Kingdom (Wes Anderson, 2012)
  • The boy in the Striped Pyjamas (Mark Herman, 2008)
  • The Great Dictator (Charles Chaplin, 1940)
  • The Producers (Mel Brooks, 1967)
  • Triumph des Willens (Leni Riefenstahl, 1935)

Litteratur

Født 1993. Cand.mag. i Historie og Film & TV fra Aarhus Universitet med særlig interesse for mediering af nostalgi på film og tv. Har bl.a. skrevet speciale om nostalgi i tv-serien Badehotellet i et receptionsanalytisk perspektiv. Underviser i mediefag og historie på Skanderborg Gymnasium.