Gyldne dråber: Om den symbolske brug af alkohol på film

Du bliver hvad du spiser, siger man jo, men bliver du også hvad du drikker? Det synes i hvert fald at være tilfældet på film, hvor det kan spille en karakterdefinerende rolle hvilken øl eller vin man måtte foretrække. Selvom det modsatte sikkert også ofte vil være tilfældet – altså at karaktererne blot drikker et eller andet tilfældigt eller måske drikker noget de er blevet betalt for at drikke som product placement – er filmhistorien rig på eksempler hvor lige præcis dette aspekt af filmenes mise-en-scène benyttes som et bevidst kommunikativt middel. I denne billedanatomi ser vi nærmere på hvordan bestemte typer af øl og fransk hvidvin tillægges en symbolsk værdi i nogle af hovedværkerne fra en lang række toneangivende instruktører.

Alkoholiske drikke bærer på forhånd en række associationer med sig, især når det kommer til hvorvidt man er fint på den eller ej. Med andre ord benyttes alkohol på film ofte som et middel til at signalere til tilskueren hvilken social klasse en given karakter måtte tilhøre. Om en karakter drikker øl, vin eller spiritus kan således indikere om vedkommende bevæger sig i de højere luftlag eller ej. For nogle karakterer er alkohol et statussymbol, for andre blot et middel til at komme en tur i hegnet. Fransk hvidvin, fx, konnoterer utvivlsomt forfinelse og elegance. I Hitchcocks Rear Window (1954) viser netop fransk hvidvin sig at blive brugt til at definere de to hovedkarakter. Hele den første akt af filmen benyttes til at optegne et af filmens bærende spor, nemlig den romantiske konflikt mellem hovedpersonen Jeff (James Stewart) og hans kæreste Lisa (Grace Kelly). Det understreges på forskellig vis at deres forhold er udfordrende fordi de på alle tænkelige måder er hinandens modsætninger.

Det gælder således fx deres profession og livssyn: han er en eventyrlysten fotograf der elsker at være fanget i orkanens øje, hun er en glamourøs fotomodel der elsker at være i spotlyset. Han har benet i gips grundet en arbejdsulykke hvorfor han sidder i sin pyjamas dagen lang, hun går kun i de allermest eksklusive designerkjoler som koster det hvide ud af øjnene. Og deres diametrale forskellighed indkapsles i en kort dialogudveksling som centrerer sig om fransk hvidvin. Nu hvor han ikke kan forlade sit hjem, har hun sørget for at få mad bragt ud fra en af byens mest eksklusive restauranter, og naturligvis skal de have fransk hvidvin til. Men hvor hun går op i at det er en Montrachet (som selvfølgelig er en af de absolut mest distingverede og dyre hvidvine overhovedet), virker han til at være komplet ligeglad. Det er som at kaste perler for svin: han ænser slet ikke at vinen er fin og vil bare gerne have “a great big glassful” (fig. 1).

I Michael Hanekes franske Code Inconnu (2000) bliver fransk hvidvin ligeledes benyttet som et middel til at skabe en skærende ubehagelig kontrast. I filmens løb fatter en af filmens centrale karakterer, skuespillerinden Anne (Juliette Binoche), mistanke om at et barn i en af de tilstødende lejligheder udsættes for voldelige overgreb af sine forældre. Det kulminerer idet hun modtager et anonymt brev der beder hende gribe ind. Efterfølgende diskuterer hun med sin mand, fotografen Georges (Thierry Neuvic), hvad de skal stille op under en indkøbstur i supermarkedet. Men han gider ikke rigtigt engagere sig i det, og ser det som Annes eget personlige dilemma idet brevet jo er stilet direkte til hende. Og nok engang indkapsles konflikten i en kort replik om hvidvin. Midt i deres diskussion – som ligefrem udvikler sig til et offentligt skænderi – spørger han henkastet om de skal købe Chablis eller Sancerre, hvortil hun selvfølgelig vredt svarer at hun ikke kunne være mere ligeglad (fig. 2). Igen benyttes den franske hvidvin til at påpege kløften mellem de to karakterer, men også til at understrege de klasseskel som filmen i det hele taget i høj grad tematiserer. Man kunne således sagtens have forestillet sig at han havde spurgt om noget helt andet: fx rød eller hvid, fransk eller udenlandsk, chardonnay eller sauvignon blanc. Chablis eller Sancerre er langt mere specifikt, og selvom disse vine ikke er helt så eksklusive som en Montrachet, er der ikke desto mindre tale om typer af hvidvin der ikke nødvendigvis er hverdagsvin for den almene franskmand. Således signaleres det subtilt hvordan Georges og Anne hører til den øvre middelklasse og at deres normale hverdagsdilemmaer ikke ligefrem er af eksistentiel karakter. Kontrasten mellem at vælge mellem den ene eller den anden fine vin på den ene side og så om de bør gribe ind overfor en situation der involverer vold i hjemmet er skærende – og bare tanken om at det skulle gøre nogen forskel om man skyller det ned med Chablis eller Sancerre, har allerede givet vinen en dårlig eftersmag i seerens mund.

På hjemlig grund kan vi også finde et filmisk eksempel på at lige præcis Chablis spiller en central rolle. I Jørgen Leths Det perfekte menneske (1967) informerer Leths speak os om at karaktererne drikker netop Chablis. Leth beskriver måltidet og siger derefter “Dertil en flaske vin. Chablis” og lidt senere “Vinen står fornemt i det svære glas” og “Den gode vin matcher laksen”. Således bruges vinen til at understrege netop den “perfektion” som også indgår i filmens titel. Chablis karakteriseres helt konkret som en “fornem” og “god” vin. Men i den kunstneriske tvekamp mellem Leth og Lars von Trier i De 5 benspænd (2003), hvor Leth skal genindspille Det perfekte menneske fem gange ud fra spilleregler fastsat af von Trier, ændres vinens betydning ganske radikalt. Som led i det andet af de fem benspænd udfordrer von Trier nemlig Leth til at genindspille Det perfekte menneske med sig selv i hovedrollen på et bagtæppe af nød og elendighed i Bombay. Efterfølgende bliver von Trier dog sur på Leth fordi han var blevet instrueret i netop ikke at måtte vise omgivelserne, hvilket Leth har trodset ved at opstille en semitransparent skærm mellem de fattige indiske tiggere og sig selv og det luksuriøse måltid. Men kontrasten ville givetvis alligevel have været skærende, selv hvis benspændet ikke havde vist modsætningen eksplicit: øjeblikke forinden ser vi således en fattig lokal kvinde der med sit lille barn på armen tigger Leth om penge gennem et taxavindue. I den følgende scene giver Leth i forbindelse med forberedelserne til indspilningerne udtryk for at han sagtens kan gennemføre projektet til trods for at kontrasten mellem den rige europæiske instruktør og de fattige indere ellers kan opleves som ubehagelig: “Jeg er jo så cool. Jeg kan godt gennemføre det – det rører mig ikke at spille det perfekte menneske på en baggrund af næsten hvad som helst”. Men for seeren glider det måske ikke helt så let ned. Situationen og speaken minder meget om den oprindelige film: Leths speak fortæller igen at det er en Chablis og at den “står fornemt i glasset”. Men på grund af den ændrede kontekst er vinens udsøgte smag og eksklusive kvalitet gået fra at være et tegn på forfinelse, feinschmeckeri og perfektion til nu at blive et billede på dekadent og usmageligt frådseri (fig. 3-4).

Men hvidvin er selvfølgelig ikke den eneste alkoholholdige drikkevare som kan tjene denne slags betydningsmæssige funktioner. Også fx øl er ofte blevet benyttet som andet end blot øl. Man kunne hente et eksempel fra første sæson af serien True Detective (2014) hvor karakteren Rust Cohle (Matthew McConaughey) insisterer på at drikke Lone Star (fig. 5). Navnet på øllen kan selvfølgelig tænkes at have en betydning: Cohle portrætteres nemlig igennem serien som en sær outsider der tænker meget anderledes end de andre detektiver. Som øl betragtet er der tale om en meget ordinær lager. Hans tunge filosofiske sindelag og kyniske nihilisme harmonerer således fint med at han helst vil drikke en fuldstændigt gennemsnitligt kedelig øl der ikke rigtigt smager af det store. For ham handler det ikke om at signalere stil, forfinelse eller klasse. Det er en ‘no-nonsense øl’ til en ‘no-nonsense guy’. Dertil kommer at det er en specifikt texansk øl. Så med andre ord tjener lige præcis denne øl måske samtidig til at kommunikere at til trods for at Cohle virker som en alien i sæsonens sumpede sydstatsmiljø, er han ikke desto mindre formet af (og måske fanget i) netop dette miljø.

Også i David Lynchs Blue Velvet (1986) indgår der en scene som tillægger øl en central betydning. Men som det så ofte gør sig gældende for den dunkle Lynch, er det heller ikke her helt tydeligt præcis hvad karakterernes ølpræferencer egentlig skal betyde. I en situation der allerede er faretruende spændingsmættet, spørger den psykotiske og ubehagelige karakter Frank (Dennis Hopper) hovedkarakteren Jeffrey (Kyle MacLachlan) hvilken slags øl han bedst kan lide som led i et psykologisk magtspil. Filmen har allerede beredt os på hvad Jeffrey kommer til at svare ved lidt tidligere at have udpeget en tom flaske Heineken i forruden på Jeffreys bil i et nærbillede (fig. 6). Men det viser sig med al ønskelig tydelighed at “Heineken” er det forkerte svar på spørgsmålet, i hvert fald ifølge Frank som udbryder: “Heineken?! Fuck that shit! Pabst. Blue. Ribbon!” (fig. 7). Situationen er for så vidt fuldstændig absurd: man kunne i hvert fald sagtens forestille sig at Frank ville have hidset sig op uanset hvad Jeffrey så end havde svaret – netop for på dominerende vis at demonstrere overfor Jeffrey hvordan Frank har ham i sin magt. Det understreges for så vidt af at det er lige præcis disse to øl der nævnes. Selvfølgelig er der den forskel at Pabst Blue Ribbon er “all American” mens Heineken er en hollandsk øl. Men der hører forskellene så også op: begge øl er af samme type og de er begge meget udbredte – og man fornærmer vel heller ingen ved at sige at de smager meget gennemsnitligt, måske endda stort set ens. Således er begge øl da også med på denne top 10 over øl der “forurener den internationale ølscene”. Men netop absurditeten i at nogen i ramme alvor kan mene at det gør en forskel om man drikker Heineken eller Pabst, indikerer givetvis at Frank leger psykologisk kispus med Jeffrey. Michael Zunenshine er gået endnu længere i sin læsning af øllens symbolske betydning i Blue Velvet, og inddrager også det faktum at Detective Williams hælder til Budweiser (der faktisk også er med på den ovennævnte top 10). Således hævder Zunenshine ligefrem at øllene i denne film rummer freudianske undertoner (men det er nok alligevel at stramme den…).

Endelig spiller øl også en betydelig rolle i Bong Joon-hos sensationelle Oscar-vinder Parasite – som jeg har for øvrigt allerede har påpeget det i forbifarten i min anmeldelse af filmen. Som det fremgår af topillustrationen ovenfor, ser vi i en scene tidligt i filmen at filmens fattige familie drikker FiLite. Denne øl benyttes ganske simpelt til at understrege præcis hvor fattige familien er. FiLite er nemlig hele 40% billigere end samtlige andre sydkoreanske øl. Og når man er presset på pengepungen, plejer det gerne at være forholdet mellem pris og procenter der er afgørende for hvilken alkohol man vælger. Rent faktisk er FiLite teknisk set ikke engang en øl – den brygges bevidst med et maltindhold på omkring 10% fordi den derved falder udenfor den koreanske definition af øl og således kan tillades at blive solgt langt billigere end konkurrenterne. Hvis man dertil lægger at sydkoreansk øl generelt har ry for ikke at være værd at skrive hjem om, så bliver det tydeligt at der altså her er tale om en “øl” som man fortrinsvist drikker på samfundets bund.

Imidlertid er der en scene lidt senere i filmen hvor den fattige familie igen drikker øl. Forskellen er at de nu er kommet til penge idet flere af dem i mellemtiden er kommet i tjeneste hos filmens rige familie. Den eneste karakter der nu drikker FiLite er moderen, der som den eneste endnu ikke er kommet i huset hos den rige familie. De andre er i mellemtiden gået over til at drikke den japansk-importerede øl Sapporo, som må formodes som minimum at koste fire gange så meget dåsen, hvis ikke mere (fig. 8). Deres gradvise sociale og økonomiske opstigen vises således ved at de har bevæget sig fra at drikke den billigste lokale (ikke-)øl til nu at drikke en importeret øl – inden de til sidst går linen ud og drikker den rige families dyrt importerede spiritus mens den rige familie er væk på telttur. Men der ligger måske også et forvarsel om at deres solidaritet faktisk kan ligge på et meget lille sted, netop i og med at moderen som den eneste ikke får lov at drikke den dyrere Sapporo. Så snart de fattige får smagt på de riges privilegier, vil mere have mere, og empatien for dem man før delte båd med fordufter helt af sig selv – end ikke indenfor familien fordeler man goderne ligeligt. Denne lille detalje peger således frem imod den konfrontation som filmens fattige familie senere har med nogle andre karakter som egentlig ellers minder meget om dem selv.

Men at det er lige præcis en Sapporo-øl de skifter til, er næppe heller et tilfælde. Filmen italesætter nemlig generelt Sydkoreas problemfyldte forhold til både Japan og USA som dominerende besættelsesmagter. Overklassefamiliens privilegier understreges således igen og igen ved at de køber ting af enten japansk eller især amerikansk oprindelse eller på anden vis ser op til alt med en amerikansk forbindelse. De slår ofte, til humoristisk effekt, over i engelsk (fx “Jessica nice”) og giver desuden åbenlyst udtryk for at det er en fordel at medlemmerne af den fattige familie har læst på amerikanske universiteter (selvom det så selvfølgelig er en løgnehistorie). Ligeledes er drengens indianertipi og hans bue med tilhørende pile bestilt fra USA (kulturel appropriation i tredje potens?), mens to af familiens tre hunde spiser det amerikansk klingende “Natural Balance Original Ultra” mens den sidste kun må forkæles med japanske krabbepinde (fig. 9-10).

Således kan det faktisk tilføje ekstra nuancer til vores forståelse af karakterernes sociale baggrund hvis vi holder godt øje med hvad de drikker (og hvad deres hunde spiser…). Og faktisk rækker forbindelsen mellem øl og film også udover filmene selv. Bryggeriet Cinema Brewers har i længere tid brygget øl inspireret af diverse filmklassikere – fra King Kong til The Big Lebowski og en 5 Dollar Shake fra Pulp Fiction (fig. 11). Og hvis du skulle have fået lyst til at (gen)se Parasite, kan du jo passende skylle den ned med den øl som Boomtown Brewery har brygget som en hyldest til netop Parasite. Øllen bærer det humoristiske navn Bong Joon Hops (fig. 12), og har man set filmen, vil man på forhånd kunne gætte hvordan øllen smager: det er en IPA – selvfølgelig med noter af fersken

* * *

Fakta

Film

  • Rear Window (1954), instr. Alfred Hitchcock.
  • Code Inconnu (2000), instr. Michael Haneke.
  • Det perfekte menneske (1967), instr. Jørgen Leth.
  • De 5 benspænd (2003), instr. Lars von Trier & Jørgen Leth.
  • True Detective, første sæson (2014), skabt af Nic Pizzolato, instr. Cary Joji Fukunaga.
  • Blue Velvet (1986), instr. David Lynch.
  • Parasite (2019), instr. Bong Joon-ho.

Litteratur

Mathias Bonde Korsgaard
Mathias Bonde Korsgaard
Født 1983. Adjunkt i film- og medievidenskab og postdoc ved Aarhus Universitet med et forskningsprojekt om nye audiovisuelle kortformer. Uddannet cand.mag. i Nordisk og Film & TV og Ph.D. i Kunst, kultur og litteraturstudier med et projekt om musikvideoens aktuelle status, begge dele ved Aarhus Universitet. Desuden tilknyttet Center for Computer Research in Music and Acoustics (CCRMA) ved Stanford University i foråret 2011, Reid School of Music ved Edinburgh University i efteråret 2016, samt Amsterdam School for Cultural Analysis (ASCA) ved Universiteit van Amsterdam i efteråret 2019. Er forfatter til bogen Music Video After MTV: Audiovisual Studies, New Media, and Popular Music (Routledge, 2017). Har udgivet en lang række artikler i internationale tidsskrifter og akademiske antologier. Skriver jævnligt for 16:9 og er medlem af 16:9-redaktionen, siden 2019 som ansvarshavende chefredaktør. Begår sig desuden som musiker og har bl.a. komponeret jinglen til 16:9 Podcast (med inspiration fra princippet bag DSBs klassiske jingle).

Seneste artikler