Slørede sandheder: Om åbningsindstillingen i Sauls søn

Kigger man nøje efter, gemmer åbningsindstillingen i Sauls søn (2015) på en krads kritik af den traditionelle stil i historiske film.

Den første indstilling i László Nemes’ Oscar-vindende debutfilm Sauls søn (2015) er mildt sagt desorienterende. Billedet er stærkt ude af fokus, og det er således umuligt at udlede, hvor og hvornår, vi befinder os. Vi kan, højst, fornemme en eng omgivet af træer og en udefinerbar bevægelse i billedets mellemgrund. Det er den information, vi må tage til takke med ved filmens begyndelse.

Langsomt opstår der yderligere bevægelse i billedet; vi fornemmer, at noget kommer imod os. Bevægelsen stopper først helt tæt på kameraets linse, og vi kan nu se, at det er en mand; bleg og iført slidt tøj med et dødt blik i øjnene. Her fastslås et af filmens bærende stilistiske principper: nærbilledet.

Manden, vi netop er blevet introduceret for, er hovedkarakteren, Saul. Efter hans tilsynekomst i billedet portrætteres han konsistent i nære indstillinger indtil filmens slutning 1 time og 42 minutter senere. Indstillingernes lave dybdeskarphed gør, at Sauls omgivelser, i tilsvarende omfang, står uskarpe hen. Tilsammen etablerer nærbillederne og den lave dybdeskarphed således en udpræget subjektiv kamerastil, som begrænser synsvinklen strengt til Saul. Stilen retter fokus mod Sauls indre liv; den måde han sanser verden på (hvilket i høj grad understøttes af lydsiden), og lader samtidig det omgivende univers’ ydre karakteristika flyde ud i baggrunden.

Fig 1: Kombinationen af nærbilledet og den lave dybdeskarphed skaber en udpræget subjektiv kamerastil.

Men hvorfor indledes filmen så med dette slørede, udefinerbare rum, som vi ikke kan orientere os i? Hvorfor brydes der fra filmens start med det ellers så konsistente stilistiske princip? Hvorfor ikke indlede med et nærbillede af Saul? Åbningsindstillingen gør, ved fraværet af Saul i forgrunden, seeren opmærksom på filmens stil som ikke-objektiv. Noget tyder altså på, at den subjektive stil er en pointe i sig selv, som søges fastslået helt fra start. En slags program.

Sauls søn udspiller sig under anden verdenskrig i den polske koncentrationslejr Auschwitz og er således en historisk film. Inden for denne genre har man traditionelt benyttet sig af en overvejende objektiv stil, der efterlader plads til virkelighedstro detaljer i mise-en-scènen og generelt indgyder en stærkere fornemmelse af faktiske begivenheder (modsat det personligt sansede) i tilskueren. Instruktøren af Sauls søn, László Nemes, stiller sig mildest talt kritisk over for denne tradition og har således følt sig kaldet til at gøre oprør:

When you go and see Holocaust-movies, most of the time, it is not only about the survivors, it is also from the point of view of God and in the worst case from the point of view of the perpetrators. When you analyze those films, you see that we have a general view of the camp. What kind of point of view can it be? Is it a bird or is it a guard overlooking the prisoners? This kind of jumping around with the angles of vision in the camp is extremely problematic morally, I think, and it definitely does not say anything about human suffering. And I think if we don’t understand human suffering and we cannot make the audience understand suffering then there’s no possibility to really have a relation to events like that and to our own history and to ourselves.

Mekado 2016.

Nemes’ ærinde er ikke at skildre, hvad der faktuelt skete eller hvordan der faktuelt så ud i Auschwitz. Denne stilistiske modus mener han, filmskabere bør overlade til journalistikken, og således lader han demonstrativt billedet stå ude af fokus i den tomme åbningsindstilling.

Cinema, for me, is almost becoming a part of journalism and I do not think it should function as that. It should defend itself, its own ground, and be really separate and distinct.

Mekado 2016.

Nemes’ ønsker derimod at stille skarpt på den menneskelige tilstand, som den tager sig ud midt i Auschwitz’ rædsler, der i sagens natur er begrænset til individets subjektive perspektiv.

I really wanted to go back to the fragility of the human perception (…) to convey that we’re much more limited than we want to communicate.

Mekado 2016.

I Nemes’ optik er vores evne til opfatte verden bundet af kroppen og således stærkt begrænset. Åbningsindstillingen i Sauls søn er demonstrativt desorienterende, fordi Nemes ønsker at minde os om, at vi aldrig opnår det fulde overblik. Det er en illusion.

* * *

Fakta

  • László Nemes er født i Budapest i 1977, men hovedsageligt opvokset i Paris, hvor han også har læst historie og statskundskab ved universitet. Efter den Oscar-vindende debutfilm, Sauls søn (2015), instruerede han Sunset (2018), som ligeledes har et historisk tilsnit, i det den foregår i Budapest umiddelbart før 1. verdenskrigs udbrud. Før hans egen instruktørkarriere tog fart, arbejdede Nemes som instruktørassistent for den ungarske mesterinstruktør, Bela Tarr.

Film

  • Sauls søn (2015), instr. László Nemes.

Litteratur

  • Murphy, Mekado (2016): Film at Lincoln Center Podcast #213 – László Nemes
Jakob Langkjær
Født 1988. Redaktør på 16:9. Cand.mag. i Dansk og Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet. Underviser i mediefag på HF. Han har tidligere skrevet om film og tv i ATLAS Magasin og er medstifter af og tidligere partner i Natlys Film, der har lanceret titler som Slangens Favntag og Manifesto i Danmark. Han har derudover tidligere arbejdet med kommunikation på Den Europæiske Filmhøjskole.