Er Lars von Trier egentlig morsom?

Lars von Trier har altid været en polariserende skikkelse. På den ene side betegnes han ofte som den største nulevende danske instruktør og på den anden side som dansk films absolutte enfant terrible – og indimellem endda som begge dele i samme åndedrag. I sin artikel om von Trier som provokunstner medgiver Mette Hjort fx von Trier så meget at han har bibragt filmkunsten en vis formmæssig fornyelse og har været stærkt medvirkende til en generel opblomstring i den danske filmbranche, men samtidig argumenterer hun for at von Triers provokationer ofte beløber sig til intet andet end rendyrket bullshit (Hjort 2017).

 

At von Trier ofte kommer i uføre og indimellem falder i decideret unåde har ikke blot at gøre med de bevidste provokationer, der er at finde i hans film, men skyldes som de fleste vil vide også hans tendens til som person at fremføre kontroversielle udsagn uden en klart markeret ironi. Mest notorisk er selvfølgelig nazi/Hitler-episoden ved Cannes i 2011 under pressekonferencen for hans film, Melancholia (2011), der var en del af hovedkonkurrencen det år. Som Hjort også bemærker det, har vi som danskere måske nok en (beklagelig) tendens til at tilgive von Trier disse fejltrin – for han er jo trods alt et ”geni” (og for dansk films vedkommende et af meget få), og så forstår de jo tydeligvis heller ikke von Triers lidt grove, ironiske, danske humor i udlandet.

En ting som von Trier til gengæld kun sjældent kaldes er netop humorist, og med Cannes-episoden i tankerne er det også tydeligt hvorfor, for hvis det var von Triers forsøg på at være morsom, må det siges at han fejlede eklatant. Ikke desto mindre er der rent faktisk lejlighedsvis ansatser til en underspillet (galgen)humor visse steder i von Triers værker. Der er selvfølgelig den ene film som han faktisk selv i filmens indledning betegner som en komedie, nemlig Direktøren for det hele (2005). Og så er der også Riget (1994 & 1997), som er et af de få von Trier-værker, som den efterhånden ellers righoldige akademiske litteratur om von Trier rent faktisk har italesat som værende humoristisk (se fx Agger 1996 eller Grodal 2014). Og humoren hos von Trier har det til fælles med hans provokationer, at den oftest beror på at gøre noget der ellers normalt opfattes som en uskik. I Riget sker det i form af genre-sammenstødet mellem hospitalsdrama og spøgelsesfortælling, og i Epidemic (1987) og Idioterne (1998) gennem lignende sammenstød mellem forskellige grader af fiktion og virkelighed. Antichrist (2009) – der jo ellers sine steder er en blodig og særdeles ubehagelig affære – har også sine momenter: det er uklart om den talende ræv (fig. 1) er intenderet eller ufrivilligt morsom, apropos von Triers manglende evne til klart at markere hvornår han er ironisk (og nu er det jo heller ikke ligefrem den anden rævefilm fra det år, Fantastic Mr. Fox (2009)). Men også filmens prolog synes at forene provokation og humor i dens uforsonlige sammenstød mellem laber sort-hvid slow-motion cinematografi, opera og hardcore porno (fig. 2) – tre elementer der måske nok har en svulstig sanselighed tilfælles, men som ellers normalt opfattes som tilhørende særdeles forskellige kulturelle hierarkier.

Fig. 1: Er den talende ræv i Antichrist ufrivilligt morsom?
Fig. 2: Porno møder opera i et uforsonligt sammenstød.

Melancholia er til gengæld – akkurat ligesom filmens pressekonference – kun i de færrestes øjne humoristisk. Til gengæld fandt mange dens æstetiske sammenstød mellem et nærmest Dogme-håndholdt kamera og en ellers meget skarp billedkvalitet delvist provokerende (se Shaviro 2012, s.15-16, for en meget præcis beskrivelse af filmens visuelle stil). Jeg vil dog hævde at der i det ovenstående billede fra filmen ligger endnu en ganske lille antydning af noget humoristisk – som på samme tid fungerer som en slags spidsformulering af et nøgleaspekt ved von Triers kunstneriske overbevisninger. Billedet af limousinen opnår først og fremmest sin virkning gennem det, der går forud for det. Melancholia har nemlig ligesom Antichrist også en særdeles overdådigt billedskøn prolog, hvor jordens undergang portrætteres poetisk, sat til tonerne af ouverturen til Wagners Tristan og Isolde, og nok engang i gennemført slow-motion (som vistnok faktisk er fastmotion afspillet i normal hastighed). Denne prolog er givetvis det mest gennemført smukke og absolut storladne von Trier nogensinde har lavet – og scenens storhed(svanvid) bekræftes da også af de mange referencer til forskellige mesterværker fra kunst- og kulturhistorien, fra film som Alain Resnais’ L’Année dernière à Marienbad (1961) og Stanley Kubricks 2001 (1968) til Wagner på lydsiden og malere som John Everett Millais og Bruegel den ældre (og gennem det konkrete maleri Jægernes hjemkomst dermed også til Tarkovskys Solaris (1971)).

Men efter de knap otte minutter som prologen varer, kaster von Trier os som anført over i en helt anden visuel æstetik præget af ultraskarpe men også kaotisk håndholdte billeder – der angiveligt gjorde flere biografgængere både svimle og søsyge. Og det er jeg ikke et sekund i tvivl om at von Trier i hvert fald selv finder morsomt: først at vise seeren hvor flotte billeder han kan skabe hvis han vil for dernæst at gnide seeren i øjnene at det vil han ikke. Det er en tråd, der kan trækkes hele vejen igennem von Triers instruktørskab – fra en formfuldendt og visuelt indtagende æstetik til en bevidst upoleret og visuelt frastødende æstetik. Og så spejles det i dette enkeltstående billede endda også på indholdssiden: modsat så mange instruktører så har von Trier – som han netop i prologen har demonstreret – faktisk en limousine (i overført forstand). Men han insisterer på at køre den ind på en ufremkommelig og grim grusvej, hvor der uundgåeligt vil ske et sammenstød, hvis han skal manøvrere den rundt i svinget. Og det er da morsomt – i hvert fald en lille smule. Men måske også samtidig en anelse trist – for tænk hvordan en von Trier-film, hvor han bare blæser afsted i limousinen, ville se ud.

***

Fakta

Film

  • 2001: A Space Odyssey (1968), instr. Stanley Kubrick.
  • L’Année dernière à Marienbad (1961), instr. Alain Resnais.
  • Direktøren for det hele (2006), instr. Lars von Trier.
  • Epidemic (1987), instr. Lars von Trier.
  • Fantastic Mr. Fox (2009), instr. Wes Anderson.
  • Idioterne (1998), instr. Lars von Trier.
  • Melancholia (2011), instr. Lars von Trier.
  • Riget (1994 & 1997), instr. Lars von Trier.
  • Solaris (1971), instr. Andrei Tarkovsky

Litteratur

  • Agger, Gunhild: “Hoved-, humor- og genrehistorier: En analyse af Riget”, K&K 23:2, 1996, s.135-158.
  • Grodal, Torben: “Two Nordic Existential Comedies: Smiles of a Summer Night and The Kingdom”, Journal of Scandinavian Cinema 4:3, 2014, s.231-238.
  • Hjort, Mette: ”The Problem with Provocation: on Lars von Trier, Enfant Terrible of Danish Art Film”, Panoptikum 24:17, 2017, s.18-37.
  • Shaviro, Steven: “Melancholia. Or, The Romantic Anti-Sublime”, Sequence 1:1, 2012, s.1-58.
DEL
Mathias Bonde Korsgaard
Født 1983. Adjunkt i film- og medievidenskab og postdoc ved Aarhus Universitet med et forskningsprojekt om nye audiovisuelle kortformer. Uddannet cand.mag. i Nordisk og Film & TV og Ph.D. i Kunst, kultur og litteraturstudier med et projekt om musikvideoens aktuelle status, begge dele ved Aarhus Universitet. Desuden tilknyttet Center for Computer Research in Music and Acoustics (CCRMA) ved Stanford University i foråret 2011 og Reid School of Music ved Edinburgh University i efteråret 2016. Er forfatter til bogen Music Video After MTV: Audiovisual Studies, New Media, and Popular Music (Routledge, 2017). Har udgivet artikler i Journal of Aesthetics and Culture, samt i antologierne Globalizing Art og The Oxford Handbook of New Audiovisual Aesthetics. Skriver jævnligt for 16:9 og er medlem af 16:9-redaktionen.