The Vikings! Vikinger i populærkultur og kulturel erindring

af -

Vikingerne står i høj kurs i populærkulturen. Det bekræftes med den succes, som den irsk-canadiske tv-serie Vikings (2013-) har opnået. Mens du venter på femte sæsons 20 episoder, der forventes i 2017, kan du her læse om vikinger i filmisk og erindringskulturel kontekst.

 

Transnationale vikinger

Vikingerne har en central plads i dansk populærkultur, men det er ikke udelukkende et dansk eller nordisk fænomen. Vikingerne er også et yndet emne i populærkulturen – og i oplevelseskultur, turisme og reklameindustri – i det øvrige Europa, i Nordamerika og i Asien. I Nordamerika er der en lang tradition for at fremstille vikinger i film og tv, og Vikings, som er skabt af Michael Hirst for History Channel, er bare det seneste bidrag til en lang række filmiske fortolkninger af vikingerne (Harty 2011: 193-214). Marvels film om den nordiske gud Thor i skikkelse af en superman-figur er måske blandt de mest kendte, men allerede i stumfilmens tid blev der på det nordamerikanske kontinent skabt film, der fandt inspiration i fortidens nordboere og den mytologi, som udgjorde deres religiøse forestillingsverden. I Asien er det især computerspil og mangaer, der refererer til vikinger (fig. 2). Pga. denne brede tilstedeværelse i populærkulturen kan vikinger ses som en integrerende kraft globalt set, dvs. et interkulturelt og interkontinentalt referencepunkt med en sammenbindende funktion (fig.3).

Fig. 2: Første bind af Makoto Yukimuras manga Vinland saga udkom i 2005. Serien er tydeligt inspireret af sagaer og vikingekultur. Den starter med nordboernes erobring af England og skildrer den unge Thorfinn, der lytter til Leif Ericsons fortællinger om landet mod vest, Vinland – The Land of Pastures.

Fig. 3: Det er ofte vikingernes krigeriske side, der fremhæves i populærkulturen. Det er også tilfældet i stumfilmen The Viking (1928), hvor vikingerne i filmens begyndelse fremstilles som krigere, der vækker frygt i hele verden.

At overskride grænser

Populærkulturen skaber forestillinger om vikingerne. Ofte modsiger de resultater, der gælder i den akademiske verden de forestillinger, der skabes og cirkulerer i film, tv-serier, computerspil og tegneserier. Men på trods af uoverensstemmelser mellem viden og fiktion om, hvordan nordboerne faktisk levede i perioden mellem ca. 800-1050, er de populære repræsentationsformer – uagtet at de er af en anden karakter end akademiske forskningsresultater – autoritative formidlere af fortiden. Dette ikke mindst i kraft af deres brede cirkulation.

Fig. 4: Ragnar Lothbrok (Travis Fimmel) i Vikings med det kristne kors i hånden.

En af de dominerende forestillinger om vikingerne er, at de udfordrer grænser, både geografiske, teknologiske, kropslige, etiske og kulturelle grænser. I Vikings er hovedpersonen Ragnar Lothbrok netop karakteriseret ved at være grænseoverskridende: Han overskrider geografiske grænser i sin besejring af nye landområder, teknologiske grænser igennem navigation og skibskonstruktion (støttet af Lokefiguren Floki), kropslige grænser igennem bersærkergang og en overmenneskelig evne til overlevelse, etiske grænser igennem overraskende handlemåder og voldelig adfærd, og – endelig – bryder han kulturelle grænser med sin accepterende og inkluderende holdning til andre kulturer og religioner, som eksempelvis når han fascineres og tiltrækkes af munken Athelstans kristendom. Ragnars uafklarede og undersøgende religiøsitet er et gennemgående tema i serien. På sin sidste rejse, hvor han ved, at han snart skal overskride grænsen mellem denne verden og de dødes verden, siger han: “I don’t believe in the gods’ existence […] The gods are mans creations to give answers that they are too afraid to give themselves” (IV: 15). Men han har en selektiv tilgang til religionen og udvælger de elementer, som han finder relevante; det viser sig mest udpræget, da han står på tærsklen til døden og giver udtryk for troen på, at han vil gense sine sønner i Odins hal (fig.4).

Det historiske

Skjoldmøen Lagertha.

Diskussionen om Ragnar Lothbrok og begivenhedernes faktualitet er en central del af Vikings’ kommentarspor, og den potentielle virkelighedsforbindelse udgør en del af seriens tiltrækningskraft. Forholdet mellem fakta og fiktion debatteres blandt seere og anmeldere, ofte ud fra en målestok, hvor idealet synes at være nærhed til den historiske virkelighed (se f.eks. her). Hensigten med serien er dog ikke, at den skal være dokumentarisk. Ifølge Michael Hirst tilstræbes der autenticitet, men på en måde der kan vække fortiden til live (se her). Folkene bag serien tager aktivt del i fakta/fiktionsdebatten, og ved siden af tv-serien har producenterne lavet dokumentarisk formidling, herunder serierne Secrets of the Vikings og Real Vikings, der behandler spørgsmålet om de fortalte og visuelt repræsenterede personers og begivenheders historiske baggrund. Igennem denne form for dokumentarisk formidling kontekstualiseres den fiktive verden, der skabes i seriens univers, historisk, og der etableres en paratekst, som på den ene side kan medvirke til, at forestillingerne kan justeres og korrigeres, men som på den anden side fastholder den fiktive dimension i en afgrænset form, hvor forestillingerne kan udfolde sig frit.

Isolerede detaljer, der kendes fra middelalderens nordiske tekster og materielle kultur, er i tv-serien ofte sammensat frit og uafhængigt af deres historiske placering i tid og rum. Blandt andet skabes der et fiktivt sted, Kattegat, hvor begivenhederne har et centrum, ligesom personernes relationer kan være uafhængig af historisk kronologi, som eksempelvis når Rollo (der ligesom Ragnar er inspireret af en nordisk sagnhelt) fremstilles som Ragnars bror. Mens spørgsmålet om kvinders status som krigere er omdiskuteret i forskningen, er serien determineret på at fremstille kvinder som krigere. Denne ide udpensles især i fremstillingen af Ragnars første kone, Lagertha, skjoldmøen, der gradvist (især i sæson 4, hvor hun overtager styringen af Kattegat) skaber det, der minder om et matriarkat i et ellers stærkt maskuliniseret samfund. Amazonmotivet, der har rødder i den antikke kultur, farver tydeligvis fremstillingen.

Dialog mellem repræsentationsformer

Det er ikke kun i samtidens populærkultur, at fortiden og vikingerne medieres i de tilgængelige repræsentationsformer, som f.eks. tv-serier og film. I middelalderen blev fortiden repræsenteret i skriftmediet, som dengang blev afgørende for cirkulationen af forestillinger og ideer om fortiden. Som allerede antydet indgår Vikings i dialog med flere af disse tekster; eksempelvis Ragnar Lodbrogs saga, Totten om Ragnars sønner, Saxos Danmarkshistorie og digtet Krakas tale. Centrale scener og passager fra teksterne indgår i serien. En af de vendinger, der får et ekko i serieuniverset, er Ragnars advarsel i Ragnar Lodbrogs saga til den engelske konge Ella, der slår ham ihjel ved at kaste ham for slangerne. I forventning om, at sønnerne vil tage hævn, siger han, at “Grisene ville grynte nu, hvis de vidste, hvad den gamle måtte tåle” (Ragnar Lodbrogs saga, s. 173). En variant af denne vending bliver Ragnars sidste ord i tv-serien, og efterfølgende får talemåden en ironisk tvist af Floki, som overhører en ophedet og barnagtig diskussion mellem Ragnars æres- og magtorienterede sønner om, hvem der er Ragnars “true heir”: “So this was what the grounting of the little pigs was all about” (IV:19).

De ligheder i fremstillingen af Ragnar Lothbrok og hans omgivelser, der måtte være mellem middelalderens tekster og tv-serien er dog udtryk for en dialog mellem repræsentationer, de er ikke faktualitetsmarkører. Middelalderens tekster er repræsentation af fortiden og dets mennesker, der dengang – ligesom tv-serien gør nu – medvirkede til at konstruere ideer om fortiden. Eksempelvis fremstilles Lagertha allerede i Saxos Danmarkshistorie omkring år 1200 som en krigerskikkelse, der “ejede en mands mod i en kvindes krop. Med udslagent hår ned over skuldrene kæmpede hun altid forrest blandt de raskeste krigere.” (Saxos Danmarkshistorie, s. 397).

Vikinger anno 1928

The Viking (1928) er et tidligt eksempel på, at vikingerne blev fremstillet filmisk. Filmen blev distribueret af Metro-Goldwyn-Mayer, og producenterne benyttede tidens nyeste teknologi. The Viking er således et tidligt eksempel på såvel stumfilm med et tilhørende soundtrack som brug af technicolor (fig.5).

Vikingen, der refereres til i titlen, er Leif Ericsson, en stormand som søgte nyt land og, som ifølge filmens fortæller, var den første hvide mand, der “set foot on the shores of the new world” (The Viking, 1:27:10), dvs. i Nordamerika. Ligesom i tv-serien er udfordringen af geografiske grænser et hovedtema i filmen, og højdepunktet er rejsen mod vest. På grænsen mellem kendt og ukendt, nyt og gammelt er naturen i oprør, og konflikterne mellem personerne tilspidses, højdepunktet underbygges af dramatiske lydeffekter og akkompagneres af Wagner. I denne situation skal Leif Ericsson fremstå som en heroisk karakter, der formår at bevare roen og holde modet oppe på besætningen, således at grænsen kan overskrides, og det nye land mod vest kan betrædes (fig. 6).

Fig. 5: Leif Ericsson (Donald Crisp) skildres med to af de mest karakteristiske vikingemarkører, hjelmen og skægget, dog i fordrejet form, hvor de forventelige horn på hjelmen er udskiftet med vinger og fuldskægget med en sirlig moustache. The Viking fik et stort publikum, men blev kritiseret og anmeldt som en opéra comique (Arnold 2011: 146).

Fig. 6: Leif Ericssons skib når til en geografisk grænse, og besætningen er bevidste om den fare, der truer på verdens kant, hvilket bl.a. kommer til udtryk i formodningen om, at havmonstre tygger i skibets køl. Filmen bruger her motivet om marginale steders monstrøse befolkning, hvor ubetrådte steder, til lands og til havs, befolkes med abnorme og afvigende væsener (The Viking, 1:12:03).

Fig. 7. Filmen er entydig i sin fremstilling af Leif Ericssons kristne overbevisning, og han skildres som en missionær. Her placerer han et kors på Nordamerikas kyst.

Ligesom tv-serien Vikings indgår denne film i dialog med middelalderens tekster, især Grønlændernes saga og Erik den rødes saga, som samlet set kaldes Vinlandssagaerne. I sagaerne er mødet mellem nordboerne og den befolkning, som bor i det nye land, Vinland, konfliktfyldt. Sagaernes fremstilling af stedet og menneskerne vægter andetheden og det fremmedartede, dette i en sådan grad, at nordboerne ikke kan blive i det ellers paradisiske land (Williamsen 2005). Sagaens fortæller opsummerer situationen således: “De indså nu, at selvom landet bød på rige muligheder, så ville de altid komme til at leve i ufred og skræk for dem, der boede der i forvejen” (Erik den rødes saga, s. 367). I modsætning dertil skildrer filmen et tilsyneladende fredfyldt møde mellem vikingerne og den oprindelige befolkning i det nye land.

Der er endvidere en dialog mellem filmen og tv-serien, f.eks. fremstiller de begge den første konfrontation mellem vikinger og deres modstandere med en forventelig modstilling mellem det civiliserede og forfinede og det voldelige og rå, og konfrontationen iscenesættes med et blik igennem henholdsvis den høviske borgkulturs (i The Viking) og den lærde klosterkulturs (i Vikings) vinduer, der markerer en åbning til vildskaben og hedenskaben (fig. 7).

Kvinderne

Stumfilmen gentager også den udbredte forestilling, at vikingekvinder var stærke, beslutsomme og en del af krigerkulturen (fig. 8). Helga Nillson, filmens kvindelige hovedperson, er med på rejsen mod vest, og det er også en jarl fra Nordhumbrien, Alwin, som vikingerne har taget til sig som slave. Der udvikler sig et romantisk kærlighedsforhold mellem Helga og Alwin. Filmen slutter med, at Helga og Alwin bliver i det nyopdagede land, mens Leif Ericsson rejser tilbage til Norden. Fortællerens slutreplik lyder sådan: “What became of this little colony nobody know. But the watchtower they built stands today in New Port Rhode Island” (The Viking, 1:25:08). Filmens slutning er åben, men lægger op til den potentielle mulighed, at det forelskede og lykkelige par Helga og Alwin er founding figures, der kan etablere en koloni i det nyopdagede land.

Oprindelsesmyte

Filmen medvirker til, at vikingerne får en plads i det, vi kan betragte som kulturel erindring. I den kulturelle erindring er det vigtigste ikke, hvordan fortiden faktisk var. Tværtimod konstruerer den fortiden og indsætter den i en fortolkningsramme, der er bestemt af nutiden, og af ønsket om hvordan fortiden bedst muligt kan forklare nutiden og sætte den i et ønskeligt lys. I den forbindelse kan udvalgte dele af eller detaljer fra fortiden være afgørende for identitet og tilhørsforhold. The Viking (1928) giver vikingerne en central plads i en amerikansk oprindelsesmyte og understøtter, at vikingerne er en integreret del af den kulturelle erindring, som nogle grupper i Amerika kan identificere sig med.

The Viking er baseret på romanen The Thrall of Leif the Lucky. A Story of Viking Days (1902) af Ottilie A. Liljencrantz. Liljencrantz var af svensk oprindelse, og hendes familie immigrerede til Amerika. Den skandinaviske immigrantkultur i Nordamerika er en væsentlig grund til, at vikingerne integreres i en amerikansk oprindelsesmyte, men den er ikke ene om at skabe og opretholde denne forestilling (Lunde 2010).

Men hvordan mere præcist indsætter The Viking vikingerne i den kulturelle erindring? Filmen italesætter en forestilling om europæisk tilstedeværelse i Nordamerika forud for Columbus. Derved giver den vikingerne en central plads i en amerikansk oprindelsesmyte. Vikingerne forbindes med et bestemt sted, Newport, Rhode Island, og et bygningsværk på dette bestemte sted angives som dokumentation for, at disse nordboere var netop dér (fig. 9).

Fig. 8. Helga Nillson (Pauline Starke) vokser op hos Leif Ericsson og beskrives som “an orphan of noble blood – living the life of a Viking sea rover” (The Viking, 8:59).

Fig. 9: Fortælleren i The Viking refererer til det virkeligt eksisterende Newport Tower, Rhode Island, der er fortolket forskelligt, men som bl.a. er blevet knyttet til vikingers tilstedeværelse i det, der nu er Rhode Island.

En af de udfordringer, der mødes, når vikingerne integreres i efterfølgende perioders identitetsgivende forestillinger, er deres krigeriskhed og hedenskab. Men i filmens verden fremstilles Leif Ericssons ankomst som en kristen mission, han efterlever ikke en forventelig hedensk adfærd, men bringer kristendommen til den nye verden. Denne founding figure fremstilles således på en måde, som ikke blot er acceptabel og relevant, men også beundringsværdig i filmens samtid.

Monumenter over fortiden

The Viking er blot et ud af en lang række eksempler på, at vikingerne har en plads i Nordamerikanske oprindelsesforestillinger. Newport Tower er også i andre sammenhænge blevet fortolket som et bevis på, at nordboere kom til New England omkring år 1000, og filmens reference til tårnet er således et udtryk for en tendens. Der blev eksempelvis også i 1887 rejst en statue af Leif Eriksson i Boston, Massachusetts. Statuen er et ud af flere monumenter i området, der skulle markere denne vikings tilstedeværelse på dette bestemte sted. At der også eksisterer en Leif Erikssons-dag (9. oktober) muliggør potentielt, at der kan opstå en kulturel ritualisering omkring denne founding figure.

Det var i 1960’erne, at det blev arkæologisk dokumenteret, at der havde været vikinger på det Nordamerikanske kontinent, dog længere nordpå end de nævnte eksempler lader forstå, nemlig i New Foundland, Canada. Men en sådan dokumentation er på ingen måde afgørende for, om forestillingerne om en Nordamerikansk oprindelsesmyte med udgangspunkt i vikingerne kunne eksistere langt tidligere, og at de kunne sprede sig på et større geografisk område.

Succesfulde vikinger

Mange venter som nævnt spændte på et gensyn med tv-serien Vikings, med personerne omkring Ragnar Lothbrok – den stærke kvinde Lagertha, den svigefulde bror Rollo, den følelsesladede og halvgale, men geniale bådbygger, eneren Floki og – ikke mindst – sønnerne Bjorn, Ubbe, Hvitserk, Sigurd Snake in the Eye og Ivar the Boneless. I flere af middelalderens nordiske tekster fortælles der om Ragnars sønner, og der er på lignende vis lagt op til et generationsskifte i serien: Vil sønnerne kunne overgå de bedrifter, som generationen før dem har opnået? Vil nye og flere grænser blive udfordret?

Men hvorfor er det, at tv-serien Vikings har opnået så stor succes? Det har flere grunde, som først og fremmest skal findes i den fiktive fortælling, de virkemidler og den æstetik, som producenterne skaber og bruger. Der er ingen tvivl om, at tv-serien har formået at reaktualisere forestillingerne om vikingerne, så de henvender sig til et nutidigt publikum – og at den har skabt et fascinerende dialogisk rum mellem tv-seriens fiktive verden og middelalderens fortællinger. Men successen er hjulpet godt på vej af, at Vikings ikke taler ind i et filmisk og et kulturelt tomrum. Dels er der en lang tradition for filmiske fortolkninger af vikingerne, som tv-serien kan bygge videre på; dels er der grupper i mange dele af verden, der identificerer sig med disse nordboere, dette endda i så udpræget grad, at vikingerne kan være et fikspunkt for erindringer. Som vi så, er det tilfældet i USA, hvor der eksisterer en oprindelsesmyte, som igennem tiden på forskellig vis har integreret vikingerne i den kulturelle erindring.

***

Fakta

Vikings (Michael Hirst, 2013-) kan i Danmark ses på bl.a. HBO Nordic

The Viking (Roy William Neill, 1928), findes på Youtube

  • Arnold, Martin: Thor. Myth to Marvel. London, New York: Continuum International Publishing Group, 2011.
  • Harty, Kevin J.: The Vikings on Film. Essays on Depictions of the Nordic Middle Ages. Jefferson: McFarland, 2011.
  • Erik den rødes saga, i Islændingesagaerne. Samtlig sagaer og niogfyrre totter. Bind 1. Red. Annette Lassen, Reykjavik: Saga forlag, 2014.
  • Lunde, Arne: Nordic Exposures. Scandinavian Identities in Classical Hollywood Cinema. Seattle and London: University of Washington Press, 2010.
  • Ragnar Lodbrogs saga, i Oldtidssagaerne. Bind 1. Red. Annette Lassen. København: Gyldendal, 2016.
  • Saxos Danmarkshistorie, bind 1, oversat af Peter Zeeberg. København: Gads forlag, 2000.
  • Williamsen, E.A.: Boundaries of Difference in the Vínland Sagas, in Scandinavian Studies 77, 451-78, 2005.

Efter artiklen er skrevet, blev jeg opmærksom på Jón Karl Helgasons bog Echoes of Valhalla. The Afterlife of Eddas and Sagas, som udkommer på Reaktion Books i marts 2017.