Spoon! – Tommy Wiseau og kultfænomenet The Room

128_00_topbillede

Tommy Wiseaus film The Room (2003) beskrives som en af filmhistoriens dårligste film. Alligevel vises den for fulde sale verden over. Den er endt med at være elsket for sin ufrivillige komiskhed og elendige skuespil, hvilket har gjort dens instruktør og hovedrolleindehaver berømt. Men hvordan er det sket? Denne artikel undersøger, hvordan en film, der efter alle gængse standarder er fuldstændig mislykket, kan opnå så stor berømmelse, samt hvad det er, der sker, når en gruppe mennesker samler sig omkring et kultfænomen.

 

Tommy Wiseaus film The Room fra 2003 har siden sin opkomst fået verdensomspændende berømmelse. Vel at mærke ikke på grund af sine filmiske kvaliteter – tværtimod. Den beskrives som en af filmhistoriens absolut dårligste film, og dens manuskriptforfatter/ instruktør/ producer/ hovedrolleindehaver anses for at levere en af de værste skuespilpræstationer, der overhovedet er set på det hvide lærred.

Og man må være enig. The Room er én lang række af ubehjælpsomheder; plottet er fuldt af huller og scener, som er fuldstændig ude af sammenhæng. Dialogen tangerer nærmest absurd teater, og skuespillet er vitterligt håbløst. Kort sagt, alt er forkert.

Men det er netop denne mangel på kvalitet, der har givet filmen dens berømmelse. Den ubehjælpsomhed, The Room udviser, har gjort, at den sammen med fx Plan 9 From Outer Space (Ed Wood, 1959) er rykket ind i en klasse af film, der er så dårlige, at de har fået kultstatus. The Room vises for fulde huse verden over. Der er endda blevet udviklet en række ritualer hos publikum: Man råber med på replikkerne, hilser på filmens personer, når de dukker op på lærredet og kaster med plastikskeer. Det umiddelbart negative indtryk er altså blevet vendt til noget positivt, og The Room er endt med at være elsket for sin ufrivillige komiskhed (fig. 1).

Tommy Wiseau er samtidig blevet berømt som en nutidig Ed Wood, der entusiastisk fortsætter med at tro på sin films genialitet. Faktisk virker det som om Wiseau efterfølgende i fulde drag har nydt den ret beset temmelig tvivlsomme berømmelse, han har fået. Han har i hvert fald udnyttet filmens popularitet til at markedsføre merchandise og lancere en serie af undertøj med sit navn som varemærke (fig 2).

Fig. 1: Spoon! Et veloplagt publikum viser deres påskønnelse af The Room.
Fig. 1: Spoon! Et veloplagt publikum viser deres påskønnelse af The Room.

Fig. 2: Wiseau udnytter sin (films) kultstatus kommercielt - eksempelvis med sit eget undertøjsmærke
Fig. 2: Wiseau udnytter sin (films) kultstatus kommercielt – eksempelvis med sit eget undertøjsmærke

The Room er altså et fænomen, der består af filmen selv, dens instruktør og det fællesskab, der dannes hos publikum ved visningerne. Men hvorfor har en film, der efter alle gængse standarder er fuldstændig mislykket, opnået så stor berømmelse? Og hvad er det egentlig er for mekanismer, der er på spil, når en gruppe mennesker samler sig omkring et kultfænomen? I min analyse anvender jeg Rene Girards begreber om det mimetiske begær som fortolkningsredskab. Da det at se The Room handler om at le, kommer jeg desuden ind på Henri Bergsons teori om latteren. For at give en forståelse af The Room’s tilblivelse vil jeg starte med bogen The Disaster Artist skrevet af skuespilleren Greg Sestero, der medvirkede i filmen.

Katastrofekunstneren

The Disaster Artist består af to spor. I det ene beskriver Sestero sit møde og venskab med Tommy Wiseau, og det andet omhandler forløbet omkring indspilningen af The Room. Derudover er bogen et forsøg fra Sesteros side på at forstå Tommy Wiseau og hans motivation for at lave filmen (fig. 3).

Kort fortalt møder Sestero, der forsøger at slå igennem i Hollywood, Wiseau til skuespilundervisning. Wiseau har tydeligvist intet talent, men Sestero fascineres af hans gåpåmod og evne til ikke at lade sig slå ud af kritik, og de indleder et venskab (fig. 4). Wiseaus excentricitet træder frem fra første færd. Han er uforudsigelig og mangler totalt situationsfornemmelse, men åbenbart ikke penge. Da Sesteros skuespilkarriere begynder at tage fart, følger Wiseau glubende nysgerrigt med. Det virker som om han lever sit liv gennem Sestero, som på et tidspunkt tager ham med ind at se The Talented mr. Ripley. Filmen sætter noget i gang i Wiseau. Han begynder som rasende at skrive et manuskript til sin egen film og beslutter selv at finansiere og indspille den, da det prompte afvises af en række filmselskaber. Da penge ikke er noget problem, hyrer han sit eget filmhold.

Fig.3: The Disaster Artist – bogen om The Rooms tilblivelse.
Fig.3: The Disaster Artist – bogen om The Rooms tilblivelse.

Fig. 4: Sestero og Wiseau i The Room.
Fig. 4: Sestero og Wiseau i The Room.

Hurtigt står det klart, at Wiseau er komplet uduelig til at lede en filmproduktion. Han ankommer rutinemæssigt tre til fire timer for sent til sin egen filmindspilning – med sig selv i hovedrollen – og giver sig derefter til at hundse med filmholdet, ignorerer ethvert råd fra de professionelle filmfolk og kan ikke huske sine egne replikker. The Room ender dog med at komme i kassen, til trods for, at holdet bag den undervejs er skrumpet fra tredive til tre. Wiseau stråler af glæde over det færdige resultat og arrangerer en storslået premiere på sit makværk i en lejet biograf. Ingen distributører har ønsket at købe den.

” You´re tearing me apart!”

I Sesteros fremstilling fremstår Wiseau som en tragikomisk skikkelse. Dybt ensom, men drevet af et brændende ønske om at få succes og anerkendelse. Derudover er han ekstremt hemmelighedsfuld omkring sin baggrund. Tilsyneladende kommer han fra et tidligere østblokland og har tjent en formue i USA, hvilket har givet ham muligheden for at realisere sin drøm om at blive skuespiller. Hans store forbilleder er Marlon Brando og James Dean. En af de centrale scener i The Room er således blevet en ubevidst parafrase over en scene fra James Deans film Rebel Without a Cause (Nicholas Ray, 1955) (fig. 5 og 6):

Fig. 5: Forbilledet: ”You´re tearing me apart!” med James Dean.
Fig. 5: Forbilledet: ”You´re tearing me apart!” med James Dean.

Fig. 6: Kopien: ”You´re tearing me apart, Lisa!” med Tommy Wiseau.
Fig. 6: Kopien: ”You´re tearing me apart, Lisa!” med Tommy Wiseau.

 [quote_box_center] Robyn and Juliette´s scene came off without a hitch. Now it was Tommy´s turn to enter the scene. Because I was one of the only people involved in the production who´d seen the entire Room – script, I knew this scene – in which Johnny melts down in front of Lisa – had at least one incandescent mistake in it. This mistake concerned Johnny´s biggest line in the film: “You are tearing me apart, Lisa!” That´s not what the original script said, though. The line in the original script read: “You´re taking me apart, Lisa!” Tommy stole – or, rather, tried and failed to steal – the “tearing me apart” –  line from Rebel without a cause, spoken by James Dean´s character, Jim Stark, who is drunk and lashing out at his parents. Naturally, Tommy loved this scene. The power and sheer balls-out emotional savagery of it. It´s a moment where viewers don´t really know whether they´re watching a movie or an entire generation coalesce. Occasionally I wonder if The Room was not conceived and written, just so Tommy could have this elemental, unbridled moment of performance. Which makes it even weirder that Tommy still managed to fuck up the line in his script. No one involved in The Room had caught this gaffe, because no one but I had any idea how much James Dean meant to Tommy. (Meanwhile Tommy´s version of the line has a hundred times more hits on Youtube than James Dean´s version, which, quite frankly makes me feel like I´m being torn apart).  (Sestero, 2013, s. 126) [/quote_box_center]

Mimetisk begær – trangen til at efterligne andre

Analysen af fænomenet Tommy Wiseau/The Room kan passende begynde ved dette citat, der sætter drivkraften bag tilblivelsen af The Room i relief. I Sesteros beretning fremstår filmen som ét stort forsøg på at efterligne sin skabers idoler. Derfor er det nærliggende at forsøge at forstå Wiseaus motivation ud fra René Girards begreb om mimetisk begær: Ifølge Girard er en af menneskets grundlæggende egenskaber trangen til at efterligne. Vi socialiserer os ved at efterligne det, andre gør, og lærer at stræbe efter noget, hvad enten det er genstande eller medmenneskers anerkendelse og kærlighed, ved at en anden, kaldet mediator, viser os det som værd at begære. I det daglige er det nemt at se, hvordan det mimetiske begær optræder, når vi får lyst til at købe en læskedrik, fordi en fotomodel viser den som værd at eje. Men det handler ikke kun om reklamer: Mimetisk begær er et af menneskets grundlæggende drifter.

Girards teori kan synes meget banal, men er på samme tid utroligt dækkende, da den forklarer megen menneskelig adfærd, fra det rent dagligdags til hele kulturers normer og værdier. I tilfældet The Room ser vi tydeligt det mimetiske begær i aktion: Tommy Wiseau stræber efter den berømmelse og anerkendelse, hans forbilleder Brando og Dean har fået. For at få del i den, vil han skabe sit eget filmiske mesterværk, der skal gøre ham kendt for eftertiden. Og det gør han så…

Ser man videoklip med Wiseau på Youtube, lader han til at nyde den berømmelse, The Room har givet i fulde drag. Han stiller beredvilligt op til forevisninger af sin film og giver autografer. Ej heller virker han det mindste ked af, at det er en berømmelse, der er opstået af at være ufrivilligt komisk. Læser man interviews virker det faktisk, som om Wiseau stadig er fuldt overbevist om, at publikum virkelig synes om filmen for de kvaliteter, han tillægger den (fig. 7).

Manglende selverkendelse eller bare et desperat behov for anerkendelse? Tommy Wiseau har undgået glemslen og er på sin egen skæve måde blevet en stjerne, måske fordi hans excentricitet og tilsyneladende mangel på sociale færdigheder gør ham til en arketype. Han kan sammenlignes med millionærarvingen Florence Foster Jenkins, der huskes for at synge operaarier uden at have en tone i livet, eller skihopperen Michael Edwards også kendt som Eddie ”The Eagle”, der blev berømt ved at blive nummer sjok ved adskillige vinter OL (fig. 8). Både Wiseau og Edwards har skabt sig indbringende mediekarrierer ved at ”fejle stort”.  På mange måde er Wiseau blevet en fiktiv figur, der virkelig eksisterer, en klovn som mange af de figurer, vi kan se optræde i bøger og film.

Fig. 7: Tommy Wiseau og fans.
Fig. 7: Tommy Wiseau og fans.

Fig. 8. Den ukuelige optimist Eddie ”The Eagle”.
Fig. 8. Den ukuelige optimist Eddie ”The Eagle”.

Hvordan bliver et kultfænomen til?

Begrebet kultfilm er dækker over film, der ses og hyldes af en mindre gruppe mennesker. Det spænder efterhånden temmelig vidt, fra klassikere som The Big Lebowski (Joel & Ethan Coen, 1998) og kvalitetsmæssigt gode film, der ikke har fået anerkendelse, som eksempelvis Dark City (Alex Proyas, 1998) til exploitationfilm og film som The Room, der er ”So Bad they´re Good”.

The Room har fået sin kultstatus gennem fællesskaber på internettet og mund-til-mund omtale. Ligeledes er den afhængig af at blive set i fællesskab med andre. Ser man den alene, virker den mærkelig og af og til tåkrummende pinlig. Skriver man fx ”The Room – review” som søgeord på Youtube, ser man, at de mange anmeldelser fra nettets selvbestaltede filmkritikere er delt op i to grupper. Dels de ”sure” anmeldelser, hvor en enkeltperson vredt påpeger filmens mange fejl, og de kollektive anmeldelser, hvor en gruppe af mennesker boblende af latter kommenterer filmen. Deltagerne ser ud til at more sig kosteligt sammen over den fælles oplevelse.

For at forstå, hvordan et kultfænomen opstår, kan vi se på den popularitet, Poul Kjøller opnåede, da han begyndte at optræde igen i midten af 1990´erne. Den nu grånende Kjøller sang for et publikum af unge, der var vokset op med hans børnesange på tv i 1970´erne. Publikum opførte sig til gengæld som om de var til en undergrundskoncert; de headbangede og stagedivede, som om det var hård rock. Det er næsten sikkert, at ingen blandt publikum ville opføre sig sådan, eller for den sags skyld sætte hans sange på stereoanlægget, hvis de var alene. Poul Kjøller blev altså ikke populær igen, fordi hans sange var gode, men på grund af den dyrkelse, som en gruppe af mennesker fandt sammen om – ”Poul er Gud!”, som det hed. Til børnesangenes uskyld føjede publikum 90´ernes musikkultur og adfærd omkring det at gå til koncerter – og således skabtes et kultfænomen.

Der er slående ligheder mellem det hjemlige kultfænomen Poul Kjøller og internationalt kendte kultfilm som The Room og The Rocky Horror Picture Show (Jim Sharman, 1975) Et kultfænomen opstår, fordi en gruppe mennesker i fællesskab bliver enige om at tillægge det en værdi og samles for at dyrke det. Fællesskabet har desuden skabt en række ritualer, der udføres i dyrkelsen af  kultobjektet.

Hvornår er noget så dårligt, at det bliver morsomt?

Man kan så spørge sig selv, hvad det egentlig er der sker, når publikum i fællesskab kaster plastikskeer eller toastbrød mod et filmlærred. Man samles om filmen i et komisk ritual for at le sammen, med hinanden, ad dens ubehjælpsomhed. Latteren, tilråbene og kastningen med plastikskeer m.m. kan ses som en art symbolsk vold, der udøves mod filmen.  Men er de et udtryk for hån eller ægte kærlighed? Ordene vold og hån kan i denne forbindelse virke lidt besynderlige, for filmens fans vil nok hævde, at de ikke har nogen ond hensigt. Tværtimod: De elsker The Room og ler, fordi de holder af dens ubehjælpsomhed. Her kan vi passende bringe en anden fransk tænker, nemlig Henri Bergsons teori om latteren på bane. Ifølge Bergson har latteren en social funktion:

[quote_box_center] ”Komikken opstår tilsyneladende når en gruppe menneske alle retter deres opmærksomhed mod et medlem   af gruppen, får deres følelser til at forstumme og kun bruger deres forstand. Hvad er da det specielle punkt, som de bør rette deres opmærksomhed imod?” (Bergson, 1993, s. 19) [/quote_box_center]

Bergson giver selv svaret: ”Det latterlige i såvel det ene som det andet tilfælde er en vis mekanisk stivhed i situationer, hvor man havde forventet at møde et levende, opmærksomt, smidigt og fleksibelt menneske.” (s. 20). ”Mekanisk stivhed” er der masser af i The Room. Filmens handling er dybt bizar, både i forhold til, hvad man forventer af en professionelt lavet film, men også i forhold til at give et troværdigt billede af menneskelig adfærd. Nogle har endda hævdet, at Wiseau i virkeligheden er et rumvæsen, som forsøger at opføre sig som menneske ved at efterligne tv-programmer, han har opsnappet fra Jorden…

Fig. 9: Kalkmaleriet af Jesus før – og efter – ”restaureringen”. I dag har kirken, hvor det findes, flere besøgende end nogensinde og tager entré.
Fig. 9: Kalkmaleriet af Jesus før – og efter – ”restaureringen”. I dag har kirken, hvor det findes, flere besøgende end nogensinde og tager entré.

Fans nævner, at en film for at få stemplet ”So bad it´s Good” skal have den ”kvalitet”, at der fra skabernes side ligger et engagement og en ærlig tro på at have lavet et produkt af høj kvalitet bagved, oftest ved at skabe en film inden for en mainstreamgenre, fx action eller gys. En ambition som ophavsmændene dog ikke har kunnet leve op til på grund af manglende evner eller pengemangel. Det er det dilettantiske forsøg på at efterligne et forbillede, som giver filmene den charme, der gør dem værd at se, akkurat som Eddie The Eagles fejlslagne forsøg på at give en professionel sportspræstation gjorde ham berømt, eller det ubehjælpsomme forsøg, som et entusiastisk spansk menighedsmedlem gjorde på restaurere et beskadiget vægmaleri af Jesus i sin lokale kirke. Havde resultatet blot været middelmådigt, havde ingen løftet et øjenbryn, men det færdige billede var så ubehjælpsomt, at endte med at gå verden rundt i 2012 (fig. 9).

Det, der gør Tommy Wiseau og The Room komisk, er dermed, at den, ligesom Eddie the Eagle og den spanske amatørmaler, forsøger at leve op til rammerne for, hvad der kendetegner et forbillede, i dette tilfælde det klassiske romantiske trekantsdrama, men fejler totalt i forsøget på at leve op til sin hensigt. Filmen tiltrækker vores opmærksomhed, da den bliver en afvigelse, både i forhold til vores forventninger til en film, men også i form af sin afbildning af menneskelig adfærd.

En anden af Bergsons pointer er, at latteren har en art korrigerende funktion. Den straffer fejl og klodsethed, fx når vi ler ad en mand, der glider i en bananskræl eller kommer ud fra toilettet med toiletpapir slæbende efter sig uden at lægge mærke til det:

[quote_box_center] ”Latteren straffer visse fejl omtrent som sygdomme straffer visse udskejelser, den rammer uskyldige og skåner skyldige, dens sigte er alment, og den kan ikke gøre hvert tilfælde den ære at undersøge det separat (…) I den forstand kan latteren ikke være fuldstændig retfærdig (…) den har til opgave at intimidere og ydmyge. Det ville den ikke have held med, hvis ikke naturen ikke med dette formål for øje havde anbragt en lille smule ondskab, eller i det mindste skadefryd, i selv det bedste menneske.” (s. 123) [/quote_box_center]

Bergson har her fanget latterens dobbelthed af lyst og grusomhed, som kommer til udtryk, når vi griner ad en komisk eller ”skæv” form for menneskelig adfærd. Vi tilsidesætter vores empati for dem, vi ler ad, samtidig med at vi bekræfter vores fællesskab med dem, vi ler sammen med. I dette tilfælde ad den komik, som opstår af The Rooms fejlslagne forsøg på at være et drama. Latteren er både forfølgelse og fornøjelse.

The Room ville heller aldrig have tiltrukket sig opmærksomhed, hvis det ikke var for Wiseau. Hans jammerlige skuespil gør ham til filmens hovedattraktion og genstand for latter. Wiseau forsøger at spille amerikaner i traditionen fra Brando og Dean, og hans film forsøger at være et drama, men fejler totalt som et sådant. Vi har derfor en situation, hvor The Room og dens skaber finder deres plads i den komiske tradition i modsætning til det drama, som var den oprindelige hensigt. Derfor er latteren over The Room i bund og grund ikke udelukkende ondskabsfuld. Vi ler ad filmen, fordi den er blevet til en serie af absurde sketches.

Men til en komedie ville vi normalt ikke udføre de samme ritualer, vi ville bare le og spise vores popcorn. Det er derfor misforholdet mellem filmens hensigt og dens færdige resultat, som giver den løssluppenhed, der gennemsyrer biografsalen, når The Room vises. Samtidig skaber det et ligeværd mellem publikum og film. Løssluppenheden tillader os at indgå i en dialog med filmen i stedet for, som normalt, at blive tysset på. Det er denne søgen efter en form for dialog mellem publikum og medie, der kendetegner mange subkulturelle fænomener. Ved punkkoncerter er publikum nærmest over hele scenen. Andre fænomener som fx fanfiktion eller cosplay tillader ligeledes brugerne at gå i dialog med og anvende deres kreativitet til at arbejde videre på det medie, de dyrker. The Rooms kultstatus har så at sige åbnet et ”hul”, som tillader publikum at bruge deres kreativitet.

Afslutning

Undersøgelsen standser her. I tilblivelsen af kultfilmen The Room er det kontrasten mellem det mimetiske begær – ambitionen om at efterligne et forbillede – og den mekaniske stivhed – det klodsede og utilstrækkelige resultat af anstrengelserne, som skaber latteren. Det virker, som om Tommy Wiseau og Eddie The Eagle har forstået denne mekanisme og indset, hvordan den kan udnyttes til egen vinding. Der lurer en snu forretningsmand bag landsbytossen.

Fig. 10: James Franco og hans bror, Dave, som henholdsvis Tommy Wiseau og Greg Sestero i filmatiseringen af ”The Disaster Artist”.
Fig. 10: James Franco og hans bror, Dave, som henholdsvis Tommy Wiseau og Greg Sestero i filmatiseringen af ”The Disaster Artist”.

En af komikkens grundpiller er netop det ” fejlslagne forsøg”, som er et gennemgående træk ved de fleste kendte komiske figurer: Charlie Chaplin, Monsieur Hulot og Mister Bean vender det at udføre ”normale” handlinger såsom at lave mad, tage på ferie, charmere kvinder m.m. på hovedet via den fremmedartede måde, de udfører dem på, eller deres manglende evne til at udføre dem succesfuldt. Klovnens tragedie er forsøget på at gøre som alle andre kontra manglen på evner til at fuldføre forehavendet.

Og nu får historien endnu et lag: I 2016 får vi tre film om folk, der blev berømte ved at fejle stort. Eddie the Eagle har allerede fået sin film, og Meryl Streep spiller titelrollen i Stephen Frears’ film om Florence Foster Jenkins, som netop har fået dansk biografpremiere (og i øvrigt indgår i Biografklub Danmarks program). Endeligt er skuespilleren og instruktøren James Franco i skrivende stund ved at filmatisere The Disaster Artist – med sig selv i rollen som Wiseau (fig. 10).

 

[quote_center]***[/quote_center]

Fakta

Film:

Wiseau, Tommy: The Room. Wiseau-Films, 2003.

 

Anvendt litteratur:

Bergson, Henri: Latteren, Rævens Sorte Bibliotek, Politisk Revy, 1993.

Jensen, Hans Jørgen Lundager: René Girard, Forlaget Anis, 1991.

Jerslev, Anne: Kultfilm og Filmkultur, Amanda, 1993.

Jørgensen, Jørgen (red.): Voldens verden – verdens vold, Aros Forlag, 2008.

Sestero, Greg og Tom Bissell: The Distaster Artist. My life inside The Room, the greatest bad movie ever made, Simon & Schuster, 2013.

”Håbløs instruktør er småafhængig af sin egen film”. I: Politiken, 7/1 2011.

 

DEL
Peter Raagaard

Født 1975. Cand.mag. i dansk og historie fra RUC 2002.Sendelektor i dansk ved Universitetet i Tartu 2006-2009 samt Islands Pædagogiske Universitetsskole 2010-2011 og lærer ved SOSU Sjælland 2012-2016. Har tidligere udgivet artikler om dansk sprog og litteratur, bl.a. Jan Sonnergaard og Naja Marie Aidt.