Family Noir

067-01

I dønningerne efter The Sopranos, Mad Men og Breaking Bad vælter det ind over os med såkaldte kvalitetserier – og det er blevet noget sværere at vælge, hvad der skal ses. Men i de måske lidt grumsede vande gemmer sig mange interessante serier, deriblandt en klynge med fokus på den amerikanske familie. Mød The Americans.

 

En af de bedste amerikanske tv-serier pt. er FX’s The Americans (2013-). Serien foregår i slut-halvfjerdserne og i begyndelsen af 1980’erne og handler om familien Jennings, der på overfladen er en helt almindelig amerikansk kernefamilie. Det er de dog langt fra. Forældrene Elisabeth og Philip er nemlig sovjetiske undercover spioner, der kæmper en indædt kamp for sovjetisk verdensherredømme, alt imens de tager del i livet i den forstad udenfor Washington, hvor de bor, og i øvrigt forsøger at være kærlige og nærværende forældre for deres to børn, Paige og Henry.

Serien, der er skabt af den tidligere CIA-officer og high school-lærer Joe Weisberg, er interessant af flere grunde. Som Mad Men (AMC 2007-2015) kaster den lys over nutiden ved at undersøge vores umiddelbare fortid og de værdier og politiske alliancer, der har bragt os til verden af i dag, men den er også et kammerspil, der, som det var tilfældet i The Sopranos, sætter familien som institution under lup. Akkurat som ’the Sopranos’ er ’the Jennings’ under et ubønhørligt og vedvarende pres, og skænderierne bliver naturligt nok mere skingre, og forskellene trukket skarpere op, når man ud over at have en familie at tage vare på også kæmper for en større sag. At sagen ikke umiddelbart er særlig sympatisk, gør bare seriens karakterer endnu mere interessante.

Dette fokus på familien som institution og mørket ’within’ har konsekvenser for The Americans visuelle udtryk. The Americans er bogstaveligt talt en meget mørk serie. Det gælder ikke mindst, når vi befinder os indenfor hos familien Jennings’, hvor køkken og soveværelse er centrum for en række højdramatiske samtaler. Nogle af dem afgør fjenders, eller venners, skæbne, mens andre mere ligner de klassiske diskussioner, der udspiller sig i hjem, der har teenagere boende. På billedet herover kombineres de to elementer. Paige, datteren i huset (med ryggen til kameraet), har længe været omdrejningspunkt for en bitter kamp mellem de to forældre; Elisabeth ønsker, at Paige skal følge i forældrenes fodspor og tage del i deres kamp for en bedre verden, mens Philip vil gå endog meget langt for, at det ikke kommer til at ske. Paige, der til forældrenes store fortrydelse er blevet del af en kristen menighed i området, fornemmer da også, at noget er galt, og konfronterer forældrene. Hvad der sker herefter, lader vi svæve hen i det uvisse, men det er symptomatisk for The Americans, at denne scene, en samtale mellem et forældrepar og deres datter, benytter en visuel stil, der bringer mindelser om noir-filmens dystre univers; Ikke mindst den kontrastfulde belysning, det lave perspektiv og brugen af vidvinkel, der accentuerer afstanden mellem forældre og datter afføder fornemmelsen af en væsensbeslægtethed med såvel den mørke kriminalfilm som halvfjerdsernes konspiratoriske thrillers.

Denne visuelle, men også tematiske slagside har The Americans tilfælles med en række andre aktuelle tv-serier, der har familien som omdrejningspunkt. I sin artikel i The Family Noir: Introducing TV’s Newest Trend giver David Canfield ligefrem fænomenet et navn og nævner Netflixs Bloodline som et af de mest åbenlyse eksempler. Han skriver:

[quote_box_center]The nuanced dramatics of Bloodline, The Affair, Rectify and others — including, certainly, the murky mother/son prequel  “Bates Motel” — shine a dim light on tropes of the family chronicle. Textured with menace, drowned in cynicism and vitalized by time-shifting intrigue, these series delve into tenuous family bonds with atmosphere to spare. They are immersive mood pieces, cutting with speedy elegance between sun and rain, past and present, love and hate. (Canfield 2015)[/quote_box_center]

The Americans kunne sagtens føjes til Family Noir-listen og med afslutningen på sæson 3 in mente, er der ikke ligefrem lagt i kakkelovnen til ro og fred på familiefronten hos the Jennings.

[quote_center]***[/quote_center]

Fakta

Canfield, David (2015): The Family Noir: Introducing TV’s Newest Trend. Indiewire 4. april 2015

De to første sæsoner af The Americans kan ses på Netflix.

DEL
Henrik Højer

Født 1969. Medstifter af 16:9. Cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film- og tv-kundskab. Adjunkt på VIA Film and Transmedia i Aarhus. Sammen med Jakob Isak Nielsen forfatter til bogen Film i øjet (Dansklærerforeningens Forlag, 2005). Har tidligere undervist på Aarhus Universitet i nyere amerikanske dramaserier, et område han også har skrevet om i flere sammenhænge; er medforfatter samt –redaktør (s.m. Jakob Isak Nielsen og Andreas Halskov) på bogen Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier (Turbineforlaget, 2011) og Guldfeber – På sporet af Oscarfilmen (Turbineforlaget 2014).