Kenneth Angers hovedværk Scorpio Rising (1963) regnes som en af 1960’ernes mest indflydelsesrige undergrundsfilm. Effekten af Angers homo-erotiske skildring af ungdommens motorcykelsubkultur og ironiske anvendelse af populærmusik har haft kolossal indflydelse på prominente filmskabere som blandt andre Martin Scorsese, David Lynch og Nicolas Winding Refn. I denne artikel vil der blive kastet lys over, hvordan den amerikanske teenager for alvor mistede sin uskyld på film i Scorpio Rising.
Den amerikanske undergrundsinstruktør og enfant terrible Kenneth Anger blev født i Santa Monica i Californien i 1927 og regnes i dag som en af pionererne inden for efterkrigstidens eksperimentalfilm (fig. 1). I en alder af 17 år instruerede Anger sin første kortfilm, den homo-erotiske Fireworks (1947), der vandt prisen for Bedste Poetiske Film på Festival du Film Maudit i Biarritz i Frankrig i 1949. I juryen sad den franske avantgardeinstruktør Jean Cocteau, som var så begejstret for Angers evner bag kameraet, at han inviterede Anger over Atlanten for at bo i Paris. Anger fortsatte med at producere eksperimentalfilm i Frankrig, hvor han skød den surrealistiske kortfilm Rabbit’s Moon (1950), som han brugte årtier på at klippe færdig med populærmusik, på Jean-Pierre Melvilles efterladte kulisser. I 1950’erne vendte Anger tilbage til Californien, hvor han involverede sig i den kunstneriske elite og instruerede den psykedeliske kortfilm Inauguration of the Pleasure Dome (1954), der var inspireret af en udklædningsfest, hvor temaet lød: ”Come As Your Madness” (Landis 1995, s. 73). Anger blev dybt fascineret af den engelske okkultist Aleister Crowley (fig. 2), hvis hedenske religion Magick eller Thelema blev en stor inspirationskilde for Angers filmiske oeuvre (Dyer 2003, s. 122). Som en følge af Crowleys lære, grupperede Anger ni af sine kortfilm som antologien Magick Lantern Cycle. Anger var så filmisk påvirket af Aleister Crowley, at han annoncerede sit fødeår til 1947 — samme år som Crowley døde — og fik navnet Lucifer tatoveret på brystet med flammebogstaver.
Fetichistisk og okkult generationsportræt
I 1961 begyndte Anger at arbejde på en film om den amerikanske ungdoms spirende motorcykelsubkultur. Resultatet blev den dialogfri eksperimentalfilm Scorpio Rising (1963), der rangerer som en af de mest banebrydende og indflydelsesrige værker i filmhistorien. Titlen refererer til stjernetegnet Scorpio, der styrer kønsorganer og maskineri: Filmens to hovedkomponenter. Med afsæt i New Yorks italiensk-amerikanske bikere, som Anger fik lov til at følge med et kamera, og samtidens populærkulturelle ikonografi, var Scorpio Rising en fetichistisk og okkult skildring af Beatgenerationens ungdomskultur på 28 minutter. Angers quasi-dokumentariske skildring af den halvsindssyge motorcykellømmel Bruce Byron var en surrealistisk meditation over amerikansk populærkultur, religion og ideologi. I filmen sammenstillede Anger 13 harmløse popsange i en montage bestående af narkotikaindtagende teenagere, motorcykler, lædertøj, filmstjerner, tegneserier, homo-erotiske orgier, religiøse og nazistiske symboler.
Scorpio Rising fik en renæssance, da filmen blev vist under en legendarisk koncert med de engelske punkbands Sex Pistols, The Clash og Buzzcocks på spillestedet Screen on the Green i London i 1976 (Robb 2012, s. 212). Endvidere var Angers forbillede Crowley i det hele taget populær hos rockmusikere: The Beatles inkluderede Crowley på coveret af deres LP Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1967), og albummets begyndelseslinje ”It was twenty years ago today” refererer til Crowleys død i 1947. Led Zeppelins guitarist Jimmy Page studerede Crowleys bøger og købte hans ejendom Bolleskine House i Skotland i 1971.
Også inden for filmens verden har Angers indflydelse været tydelig. I bookletten til dvd-udgivelsen af Angers Magick Lantern Cycle kommenterer Martin Scorsese, hvilken indflydelse Scorpio Rising har haft på anvendelsen af populærmusik som filmisk virkemiddel:
I was entranced by Scorpio Rising when I saw it for the first time, and it’s had a powerful effect on me and my own films over the years. The way Anger used music in that film, in such perfectly magical harmony with the images, opened my thinking about the role music could play in movies. It could become as important to the characters and the world of the film as it was to all of us at the time. The extraordinary link between movement and music that Anger found in Scorpio Rising… allowed me, and all of us, to see and feel the devotional, ritualistic side of listening to music. It was vital to who we were and who we wanted to be.
Citeret i forordene til The Complete Magick Lantern Cycle 2007.
Forholdet mellem filmmediet og populærmusik er mangeårigt og mangeartet. Siden Bill Haley & The Comets’ signatursang “Rock Around the Clock” akkompagnerede titelsekvensen i Richard Brooks’ Blackboard Jungle (1958), har instruktører flittigt anvendt præeksisterende pop- og rocksange på utallige måder. I Hollywood udviklede fænomenet sig hurtigt i retning af fabrikerede exploitationfilm — de såkaldte teenpics og strandfilm — hvor kendte popstjerner som blandt andre Elvis Presley, Frankie Avalon og Annette Funicello medvirkede som både skuespillere og sangere. Den norske filmteoretiker Peter Larsen definerer denne strømning som backstage musicals, idet filmene i denne genre fiktionaliserede virkelighedens popstjerners vej til det store gennembrud (Larsen 2005, s. 152-153). Således simulerede filmene en følelse af, at publikum blev inviteret bag kulisserne i popstjernernes liv. Formålet med denne præmis var at skabe en spinkel narrativ ramme omkring sangernes diegetiske musikoptrædener i filmenes handlingsforløb.
Rock’n’roll som ironisk kommentarspor
I sit essay “As Above, So Below: 30 Years of Underground Cinema” (1995) udpeger den engelske filmforsker Jane Giles Scorpio Rising som den første skelsættende og eksperimentelle anvendelse af populærmusik i filmmediet (Giles 1995, s. 45). Modsat har den amerikanske filmhistoriker P. Adams Sitney argumenteret for, at Bruce Conners obskure kortfilm Cosmic Ray (1962), der indeholder Ray Charles’ ”What I’d Say”, prædaterer Angers ironiske anvendelse af populærmusik (Sitney 2002, s. 108-109). Scorpio Risings kobling mellem maskuline billeder og iørefaldende popsange skaber et anarkistisk filmsprog, der simultant hylder og ironiserer relationen mellem billed- og lydside. Anger var dybt inspireret af den sovjetiske montageskoles teoretiske erklæringer om lydens rolle i montagen:
Only the contrapuntal use of sound vis-à-vis the visual fragment of montage will open up new possibilities for the development and perfection of montage.
Eisenstein, Pudovkin & Alexandrov 1928, s. 371.
Scorpio Rising er en rendyrket videreudvikling af de sovjetiske montagespillefilm, fordi filmens historie fortælles gennem sammensætningen af billeder og lyd. I et interview med The Brooklyn Rail reflekterede Anger over, hvordan den kontrapunktiske anvendelse af populærmusik i Scorpio Rising var inspireret af Eisenstein:
The songs are in direct commentary to the images. They are like ironic humorous commentary on them, and they were integrated. There’s a thought behind everything; it isn’t just like blind luck. […] The use of shock cuts, and the fact that you can put things together that have no particular meaning separately, but when you put them together they assume a third meaning. I mean that’s in the basic film grammar, but he was the first person to articulate it.
Chodorov 2006.
Udover at tilføre montagen en musikalsk energi, fungerer sangene også som Angers sprogliggjorte og ironiske kommentarspor i forhold til handlingen. Sangenes tekstunivers fungerer som en udenforstående fortælleinstans, hvis funktion — svarende til det græske kor i oldtidens teaterskuespil — er at kommentere på og kvalificere publikums opfattelser af montagens billeder. Slutningen på en sang og begyndelsen på en anden markerer således en ny sekvens, der kolliderer visuelt med montagens foregående elementer.
De første fire sange i filmen udgør det segment, som Anger har døbt ”Boys and Bolts”, hvori bikernes fysiske forberedelsesritualer skildres (Dyer 2003, s. 130). I filmens første sekvens, der indrammes af Ricky Nelsons ”Fools Rush In (Where Angels Fear to Tread)”, etablerer Anger en rockabilly-biker i et motorcykelværksted. Via en serie af tiltninger og panoreringer ekspliciterer Anger skinnende motorcykeldele, olierede kæder og lædertøj (fig. 3-5).
I filmens anden sekvens parallelklipper Anger mellem den motorcykelreparerende biker og en præpubertær dreng, der leger med sin legetøjsmotorcykel (fig. 6-7). Angers metaforiske sammenligning underbygges af Little Peggy Marchs sentimentale nummer ”Wind Up Doll”, hvorigennem Anger forbinder bikerens motorcykelfascination med den feminine sangerinde, der definerer sig selv som et mekanisk objekt: “I guess I’m kind of a wind-up dolly too”. Anger karakteriserer kvinder og motorcykler som hinandens modstykker: Begge er legetøj, som drenge kan lege med. Til tonerne af pigegruppen The Angels’ ”My Boyfriend’s Back” overvåges bikeren af Manden med leen i motorcykelværkstedet. Nummerets truende strofe ”My boyfriend’s back and you’re gonna be in trouble” antyder, at det kappeklædte skelet er den faresøgende greasers anden store teenagekærlighed udover motorcykler: Døden.
Djævelen i forklædning?
Anger har udråbt opdagelsen af filmens fjerde sang som et eksempel på Magick. Crowley definerede Magick som en metode for et individ til at handle i overensstemmelse med ens sande vilje, hvilket han anså som en forsoning mellem ”freewill and destiny” (Crowley 1998, s. 207). Da Anger havde udvalgt filmens øvrige soundtrack, manglede han én popsang til at akkompagnere en sekvens, hvori tre poserende bikere iklæder sig lædertøj på ritualistisk vis. Helt tilfældigt tændte Anger for radioen, og ud kom Bobby Vintons ”Blue Velvet”, der netop kunne tilføre sekvensen en latent dosis homoseksualitet, som Anger sigtede efter (Sitney 2002, s. 104-105). Anger insinuerer homo-erotiske konnotationer ved at parallelklippe mellem en halvnøgen biker, der ligger i en seng, og en anden i færd med at iklæde sig en læderjakke (fig. 8-10).
Angers kontrapunktiske anvendelse af populærmusik udfordrer 1960’ernes amerikanske samfunds rigide diskurser om køn og seksualitet, når en tilsyneladende uskyldig og heteroseksuel melodi kombineres med mismatchende motiver af kropsudsmykkende bikere. Anger skævvrider og udvisker ethvert betydningsbærende tegns normative position og præsenterer i stedet en polemisk kritik af det amerikanske efterkrigstidssamfunds mørke understrømme. Den engelske filmforsker Richard Dyer hævder, at Anger vender popsangenes seksuelle orientering på hovedet i Scorpio Rising:
Most of the singers are men ostensibly singing to women, but the film has them appear to sing to other men. Montage further suggests the homo-erotic dimension of the images. In ‘The Devil in Disguise’ many seemingly hetero-sexual images are rendered gay (and devilish).
Dyer 2003, s. 129.
Filmens efterfølgende fire sange udgør segmentet ”Image Maker”, hvori bikernes psykiske forberedelsesritualer udpensles. Her introducerer Anger filmens egentlige hovedperson, Scorpio, der ligger i sin seng med en kat og læser tegneserier, mens Elvis Presleys ”(You’re the) Devil in Disguise” akkompagnerer sekvensen. Nummeret fremkalder publikums viden om The Kings egen epokegørende status som en af efterkrigstidens mest potente rockikoner, der personificerede en hel generations musik, livsstil og frigjorte seksualitet. I sangens første strofe ”You look like an angel” beskriver Elvis sin udkårne på himmelsk vis, hvorefter han håner hende i omkvædet som ”the devil in disguise”. Måden, hvorpå Anger integrerer Elvis’ sang i montagen, får publikum til at spørge sig selv, om Scorpio er en engleblid teenager eller en ulv i fåreklæder med djævelske impulser (fig. 11).
Relationen mellem nydelse og fare understreges, da kameraet dvæler på avisoverskriften ”Cycle Hits Hole & Kills Two”, før Scorpio iklæder sig læderarmbånd og okkulte fingerringe som rituel forberedelse på at ramme byen. På lydsiden overdøves Ray Charles’ ”Hit the Road Jack” af brølende motorer og hvinende dæk. Derefter sniffer Scorpio narkotika til tonerne af pigegruppen Martha & The Vandellas’ ”(Love Is Like a) Heat Wave” — en popsang om seksuelle lysters hede virkninger. Til at analogisere Scorpios stoffrigørelse og -trip, parallelklipper Anger mellem accelererende legetøjsmotorcyklister, fugle, der undslipper fra et bur på tv, syrede farveforvrængninger, en blodsugende Bela Lugusi i Dracula (1931), Dean og Brando på tv. Efter at have sigtet mod religiøse motiver på tv-skærmen med en pistol, finder Scorpio sit skorpionemblem frem. I den okkulte orden The Hermetic Order of the Golden Dawn, som Crowley tilhørte i en periode, symboliserer skorpionen død i den mest destruktive forstand (Regardie 2003, s. 211). Da Scorpio kysser sit dødbringende skorpionemblem, klipper Anger til en nøgen mandeoverkrop, hvilket transformerer Scorpios rebelske identitet til et ikonoklastisk ritual, der kombinerer død og sex.
En slesk Jesus og en sexlysten biker
I filmens næste sekvens inkorporerer og undergraver Anger en kitschet lavbudget-søndagsskolefilm, der skildrer Jesus’ rejse til Jerusalem. Anger parallelklipper mellem Scorpio, der vandrer gennem byens natteliv, og Jesus, som går foran sine disciple på en sti. Den bogstavelige lyrik “See the way he walks down the street / Watch the way he shuffles his feet” i The Crystals’ Phil Spector-producerede Wall of Sound-hit ”He’s a Rebel” tilføjer et humoristisk lag af ironi til Angers sammenligning mellem de to kulturelt fabrikerede ikoner: Bikeren og profeten. I et interview med Electric Sheep Magazine løftede Anger sløret for, at integreringen af Jesus i montagen var et heldigt uheld:
I used clips from a Lutheran Sunday School film called The Last Journey to Jerusalem, which was delivered to me by mistake and left on my doorstep when I was cutting Scorpio Rising. And I just kept it and then I cut it into my film, because I thought it was serendipity, a gift from the holy powers, whatever you want to call them, not necessarily the gods, but maybe a prankster. I saw the parallels between the leaders and the followers and cut a little bit of it in, and after the film was shown all around the country I got a letter from the Lutherans, saying, are you actually using our Sunday School film, it looks awfully familiar. And I said, yes, but it’s called a fair use, and I said, you should be ashamed showing such clichés to children because to show a simpering Jesus is not really helpful.
Electric Sheep Magazine 2009.
Gennem parallelklipningen illustrerer Anger, hvad Scorpio bogstaveligt ville have gjort, hvis han var Kristus: Da Jesus nærmer sig en blind tigger, viser Anger, at Scorpio ville have sparket ham ligesom han sparker til et motorcykelhjul. I stedet for at hjælpe den arme tigger, ville Scorpio have givet ham en bøde for ulovligt ophold akkurat som placeringen af en parkeringsbøde på motorcyklen. Anger sammenstiller Jesus’ berøring af tiggerens øjne med bøssepornografi, og da den tilsyneladende kurerede tigger går ned på knæ foran Jesus, klipper Anger til et nærbillede af Scorpios erigerede penis (fig. 12-14). Via montagen drager Anger provokerende paralleller mellem religiøs og seksuel underkastelse. Anger konstruerer sin egen tvetydige bikermyte ved at dekonstruere kristendommens eksisterende myter og kulturelle symboler. Referencen til Kristus anticiperer bikersubkulturens uomgængelige dødsderoute.
I segmentet ”Walpurgis Night” skildres bikernes frigivelse af undertrykte kræfter: Normafvigende seksualitet, umodenhed og sadisme. Claudine Clarks ”Party Lights” akkompagnerer en flok maskerede bikeres indmarch til en motorcykelklubfest (fig. 15). Anger fortsætter med at parallelklippe til Jesus og hans disciple, der tilsvarende ankommer til et hus. De håndholdte kamerabevægelser iagttager, at bikerne smider deres bukser, prikker til en kvinde med en bar penis, smækker hinanden i numsen og kommanderer en bukseløs fyr ud på en motorcykel i byen. Festens udskejelser kulminerer, da en drengegruppe anvender tvang til at afklæde og hælde et glas sennep ud over en ung fyr. Lyrikken “Please baby, have a heart / Cause can’t you see / You’re torturing me” i Kris Jensens ”Torture” får en absurd dimension, da Anger overlejrer den perverterede leg med lyde af skrigende svin (fig. 16).
Filmens sidste segment ”Rebel Rouser, the Gathering of the Dark Legions” skildrer bikernes destruktive ritualer. Scorpio har indfundet sig i en kirke, hvorfra han skyder et motorcykelløb i gang på tværs af tid og rum. Anger parallelklipper mellem bikerne, som gasser deres motorcykler op ved startlinjen, og Jesus, der hopper op på sit æsel i Jerusalem (fig. 17-18).
Anvendelsen af Gene McDaniels’ ”Point of No Return” annoncerer bikernes skæbne via lyrikken “I’m at the point of no return / And for me there’ll be no turnin’ back”. Sangerinden Little Peggy Marchs “I Will Follow Him” akkompagnerer sekvensen, hvori Scorpio transformerer sig til et diabolsk Übermensch: Efter at have urineret i sin nazistiske hjelm, holder Scorpio den op over kirkealteret som sin vanærende ofring til kristendommen, mens Anger parallelklipper til billeder af marcherende nazi-tropper. Filmens sidste sekvens indledes af en tegning af et kranie med en cigaret af mærket ”Youth” i munden (fig. 19). Den ondskabsfulde latter i starten af surfbandet The Surfaris’ instrumentalnummer ”Wipe Out” indikerer, at bikernes udslettelse står for døren. Angers frenetiske klippetempo kulminerer, da en fartgal motorcyklist kører galt og dør. Filmens dødbringende finale består af advarende sirener og motorcyklistens infrarøde lig.
Ungdommens dødsspejl
Anger har personligt beskrevet Scorpio Rising som ”A death mirror held up to American culture” (Landis 1995, s. 112). I sin feature ”Sataniske vers” (1989) argumenterer den danske forfatter Claus Winther, der også kendes som Gordon Inc., for, at ingen anden film har turdet forholde sig til 1960’ernes ungdomsmytologi ligesom Scorpio Rising (Winther 1989, s. 18-21). Udover at visualisere en sammenkobling af Crowleys rituelle foreteelser i en samtidig kontekst, hylder og kritiserer Scorpio Rising biker- og teenagemytologiens leg med vold, seksualitet og død. Angers ironiske distance udstiller identitetsfikserede regimers iboende absurditet — hvad enten det er Hollywoods konstruktion af heteroseksuelle sexsymboler i skikkelse af Brando og Dean, kristendommens prædiken om Jesus’ rolle som menneskehedens frelser eller nazismens størknede ideologi. Filmens antihelt Scorpio forføres af sex, stoffer, rock’n’roll, motorcykler, lædertøj, tegneserier, tv, filmstjerner, cigaretter, kokain, vanitassymboler og nazisme: Med andre ord skaber disse kulturelle symboler og tegn, som Scorpio putter sin tro og kraft i, hans identitet. Bikeren Scorpio bliver en paradoksal personificering af skorpionens tegn: På én og samme tid engel og djævel, forført og forfører, offer og bøddel — et ansigt i ungdommens dødsspejl.
* * *
Fakta
Nævnte film
- Blackboard Jungle. Richard Brooks, 1955.
- Blue Velvet. David Lynch, 1986.
- The Complete Magick Lantern Cycle. Kenneth Anger, 2007. DVD-boks med en samling af Angers film udgivet af Fantoma.
- Cosmic Ray. Bruce Conner, 1962.
- Dracula. Tod Browning, 1931.
- Drive. Nicolas Winding Refn, 2011.
- Fireworks. Kenneth Anger, 1947.
- Inauguration of the Pleasure Dome. Kenneth Anger, 1954 (1978).
- Rabbit’s Moon. Kenneth Anger, 1950 (1979).
- Scorpio Rising. Kenneth Anger, 1963 (1964).
Litteraturliste
- Chodorov, Pip (2006): Kenneth Anger with Pip Chodorov. The Brooklyn Rail.
- Crowley, Aleister (1998): “A Lecture on the Philosophy of Magick” i The Revival of Magick and Other Essays, red. Hymenaeus Beta & R. Kaczynski. Tempe: O.T.O.
- Dyer, Richard (2003): “Scorpio Rising” i Now You See It. New York: Routledge.
- Eisenstein, Sergei M., Pudovkin, Vsevolod & Alexandrov, Grigori (1928): “Statement on Sound” i Film Theory & Criticism, red. Leo Braudy & Marshall Cohen. New York: Oxford University Press, 2009.
- Electric Sheep Magazine (2009): Interview with Kenneth Anger.
- Giles, Jane (1995): “As Above, So Below: 30 Years of Underground Cinema and Pop Music” i Celluloid Jukebox: Popular Music and the Movies since the 50s, red. Jonathan Romnet & Adrian Wootton. London: British Film Institute.
- Landis, Bill (1995): Anger: The Unauthorized Biography of Kenneth Anger. New York: HarperCollins.
- Larsen, Peter (2005): Filmmusikk: Historie, analyse, teori. Oslo: Universitetsforlaget AS.
- Regardie, Israel (2003): The Golden Dawn: A Complete Course in Practical Ceremonial Magic: the Original Account of the Teachings, Rites, and Ceremonies of the Hermetic Order of the Golden Dawn. St. Paul, Minnesota: Llewellyn Publications.
- Robb, John (2012): Punk Rock: An Oral History. Oakland: PM Press.
- Sitney, P. Adams (2002): “The Magus” i Visionary Film: The American Avant-garde, 1943-2000. New York: Oxford University Press.
- Winther, Claus/Gordon Inc. (1989): “Sataniske vers” i MM, nummer 1: oktober/november.
