Skyfall i farver

Fig. 1: Skyfall, Sam Mendes, 2012.
Fig. 1: Skyfall, Sam Mendes, 2012.

Billedet ovenfor er fra den seneste og efter manges mening hidtil bedste James Bond film, Skyfall fra 2012. James Bond og hans rådgiver udi højteknologiske hjælpemidler sidder på National Gallery i London og betragter billedet nedenfor, J. M. W. Turners The Fighting Temeraire tugged to her Last Berth to be broken up (1839). Det er Q, der som den første kommenterer motivet:

[quote_box_center]Q: It always makes me feel a little melancholy. Grand old war ship, being ignominiously hauled away to scrap… The inevitability of time, don’t you think? What do you see?

James Bond: A bloody big ship.[/quote_box_center]

Som det bl.a. har været bemærket på websitet Bond Lifestyle, er Q’s kommentar en ikke ligefrem subtil reference til James Bonds egen situation i filmen og i sidste ende til den status, der efterhånden er blevet den institution, han repræsenterer, MI6, til del. Nemlig som et overflødigt efterladenskab fra en for længst afsluttet krig.

Billedet er ofte blevet set som Turners nostalgiske hyldest ikke bare til sejlskibet, der blev overhalet indenom af dampskibet, da billedet blev malet i 1839, men også som et forsøg på at vække a sense of loss i forlængelse af erkendelsen af, at Great Britain ikke længere var så ’great’ endda (fig. 2).

Denne erkendelse gennemsyrer ligeledes Skyfall, men det er ikke kun temaet, de to værker har tilfælles. Kig godt på den rødglødende orange, der er med til at give Turners billede sin melankolske, men også indtagende slagside og se så på det tredje billede herunder (fig. 3). Billedet er fra scenen, hvor M dør. Hun er om nogen selve symbolet på den institution, der i Skyfalls univers betragtes som anakronismen per se, MI6.

Fig. 2: J.M.W. Turner, The Fighting Temeraire tugged to her Last Berth to be broken up, 1839.
Fig. 2: J.M.W. Turner, The Fighting Temeraire tugged to her Last Berth to be broken up, 1839.

Fig. 3: Skyfall, Sam Mendes, 2012.
Fig. 3: Skyfall, Sam Mendes, 2012.

Farver på film

Filmanalyse har efterhånden bevæget sig væk fra den meget symbolske og konventionelle læsning af farver, hvor en farve forbindes med et bestemt begreb (rød = kærlighed). I dag taler man i højere grad om, hvordan colorgrading, belysning mm. er med til at skabe et overordnet mood. Det er ikke mindst tilfældet i Skyfall.

Fig. 4+5: Fig. 4-5: Screengrabs fra henholdsvis  den grafiske designer Roxy Radulescus blog Movies in Color og Frederic Brodbecks projekt Cinemetrics; Radulescu har analyseret en frame fra Skyfall, mens Brodbeck har arbejdet med bl.a. farvepalletten i Quantum of Solace (Forster, 2008). Som det fremgår, optræder den orange også mod slutningen af den 22. Bond-film. Radulescu siger om baggrunden for at starte Movies in Color, hvor hun analyserer farvepaletter i specifikke filmindstillinger: The idea started when I was watching Skyfall. I was taken with the cinematography and use of color more so than the story itself. I wanted to find out what colors made up certain stills and after making a few color palettes for Skyfall, took it a step further by extending it to all films and starting a blog.
Fig. 4-5: Screengrabs fra henholdsvis den grafiske designer Roxy Radulescus blog Movies in Color og Frederic Brodbecks projekt Cinemetrics; Radulescu har analyseret en frame fra Skyfall, mens Brodbeck har arbejdet med bl.a. farvepalletten i Quantum of Solace (Forster, 2008). Som det fremgår, optræder den orange også mod slutningen af den 22. Bond-film. Radulescu siger om baggrunden for at starte Movies in Color, hvor hun analyserer farvepaletter i specifikke filmindstillinger: The idea started when I was watching Skyfall. I was taken with the cinematography and use of color more so than the story itself. I wanted to find out what colors made up certain stills and after making a few color palettes for Skyfall, took it a step further by extending it to all films and starting a blog.

Fig. 5.
Fig. 5.

Som det fremgår af Roxy Radulescus analyse af farvepaletten i en frame fra Skyfall herover, er orange på ingen måde fremmed for Skyfall, men der skrues op for intensitet og varme og ned for jordfarverne i scenen, hvor M dør. Den orange, der optræder i Turners maleri og i scenen med M og Bond er en meget ’varm farve’. Af samme grund associeres orange også ofte med glæde og ro. Men i disse to billeder sniger mørket sig ind i den orange, så vi står over for en toning, der godt nok fastholder gløden og omfavner motiverne, skibet og M, men som også indeholder en gryende erkendelse af, at mørket i mere end en forstand kommer krybende.

Der er i begge billeder en bevidsthed om, at noget går på hæld, at solen har passeret sit zenith. Den orange er næsten hysterisk i begge billeder, men solen er på vej ned bag horisonten hos Turner, og ilden går på et tidspunkt ud i Skyfall (Det er flammer, der kaster det orange skær over scenen mellem Bond og M). I forlængelse heraf ligger en anden udlægning måske lige for, nemlig at styrken i den orange er selve ilden, der brænder og forkuller det engelske imperiums selvforståelse. Det er som bekendt Bonds ’family estate’ og barndomshjem, der brænder ned til grunden mod filmens slutning; et barndomshjem, der i den grad trækker tråde tilbage til det traditionelle, konservative og bagstræberiske Great Britain.

Under alle omstændigheder er Skyfall et fremragende eksempel på, at en films kvaliteter ikke nødvendigvis ligger gemt i plot og karakterer. Selv i en plot- og actiondrevet film som Skyfall kan de største kvaliteter ligge i oplevelsen af det specifikt filmiske, i formen.

[quote_center]* * *[/quote_center]

Fakta

Skyfall, Sam Mendes, 2012

Måler man på farvetemperatur ligger orange på under 2000 kelvin, mens gennemsnitligt sollys ligger på 5000 og kraftig overskyet himmel på ca. 10000 kelvin. Men analyserer man på menneskers opfattelse af farver og lys, vil farver lavere på kelvin-skalaen fremstå som ’varme’ og behagelige.

På The National Gallerys website kan man høre en kort, men interessant podcast af Russell Celyn Jones om Turners maleri. Han fremhæver bl.a. maleriets evne til at fremkalde tabserfaring på både nationalt og individuelt niveau. Tab af storhed, tid og liv. Aktuelt kan nysgerrigheden på Turner også stilles i Mike Leighs biopic Mr. Turner, der havde premiere i Cannes d. 15/5 2014.

DEL
Henrik Højer

Født 1969. Medstifter af 16:9. Cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film- og tv-kundskab. Adjunkt på VIA Film and Transmedia i Aarhus. Sammen med Jakob Isak Nielsen forfatter til bogen Film i øjet (Dansklærerforeningens Forlag, 2005). Har tidligere undervist på Aarhus Universitet i nyere amerikanske dramaserier, et område han også har skrevet om i flere sammenhænge; er medforfatter samt –redaktør (s.m. Jakob Isak Nielsen og Andreas Halskov) på bogen Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier (Turbineforlaget, 2011) og Guldfeber – På sporet af Oscarfilmen (Turbineforlaget 2014).