Harry Potters tyngdepunkter

potter
Harry Potter og fangen fra Azkaban betragtes ikke normalt som et af Cuaróns hovedværker, men ikke desto mindre var det i denne film at Cuarón begyndte at eksperimentere med den brug af CGI-genererede long takes som hans senere film er blevet hyldet for. Denne artikel retter således sit fokus mod de tre long takes der er i Fangen fra Azkaban og viser hvorledes denne film på sin vis har lagt en del af fundamentet for Cuaróns senere arbejde.

 

Fig.1. Et stillbillede er kun en ringe erstatning for den visuelle magi i Gravity.
Fig.1. Et stillbillede er kun en ringe erstatning for den visuelle magi i Gravity.

I midten af september sidste år, lige inden jeg forlod Madison og rejste ud for at deltage i Vancouver International Film Festival, nævnte jeg, at jeg havde set en af trailerne for filmen Gravity. På det tidspunkt forudså jeg, at denne film ville blive ”det mest spændende nye stykke filmproduktion i år.” Jeg tilføjede endda, at denne trailer med titlen Drifting, ”med jorden og alle stjernerne flyvende rundt om den panikslagne og ensomme astronaut spillet af Sandra Bullock, ligner Michael Snows geniale La région centrale, blot med en fortælling.”

På det tidspunkt overvejede jeg, om filmen mon i sin helhed ville kunne opretholde det eksperimentelle niveau, som sættes med traileren: Med konstant roterende skuespillere oppe i de svimlende højder og et utøjret kamera, der svæver omkring dem. Eller ville fortællingen gå hen og blive mere og mere konventionel, som historien skred frem?

Det har siden vist sig, at den særdeles ukonventionelle uforankrede rumlighed, som gør, at karakterer og baggrund bevæger sig op, ned og sidelæns i et åndeløst tempo, fortsætter igennem størstedelen af filmen, hvilket er ganske bemærkelsesværdigt. I de enkelte scener, hvor Ryan befinder sig i en rumkapsel og sidder ret op og ned, falder virkemidler og handling til ro kortvarigt. Men disse scener leder blot op til flere scener ude i rummet med det samme svimlende kamera. Kort sagt, filmen har vist sig at være lige præcis så stor en formmæssig og stilistisk bedrift, som jeg havde håbet, og jeg har allerede dedikeret to længere blogindlæg til Gravity:

[quote_box_center]www.davidbordwell.net/blog/category/directors-cuaron

www.davidbordwell.net/blog/2013/11/07/gravity-part-1-two-characters-adrift-in-an-experimental-film[/quote_box_center]

Fig.2. Levende billeder i Harry Potter og fanden fra Azkaban.
Fig.2. Levende billeder i Harry Potter og fangen fra Azkaban.

I det følgende skal det derfor handle om Cuaróns hidtidige karriere, hvor jeg i særlig grad vil betone Cuaróns bidrag til Harry Potter-filmserien: Harry Potter og fangen fra Azkaban (2004).

Den seneste film fra Cuaróns hånd var Children of Men fra 2006. Og efter en så lang pause har artikelskribenter og anmeldere følt det nødvendigt at opsummere hans karriere. Alle nævner de som oftestChildren of Men og den mexicanske komedie …Og din mor! fra 2001, som var Cuaróns debutfilm. Men det er sjældent, der refereres tilHarry Potter og fangen fra Azkaban (2004) og Den lille prinsesse(1995).

Harry Potter og fangen fra Azkaban i Cuaróns karriere

Som hans række af filmtitler indikerer, så er Cuarón i sit virke som filminstruktør svær at karakterisere. Selvom han betragtes som en mexicansk instruktør, har han faktisk arbejdet meget lidt i Mexico. Udover et par kortfilm og nogle TV-projekter tæller hans mexicanske spillefilmproduktioner blot …Og din mor! og Love in the Time of Hysteria (Sólo con tu pareja, 1991). Han opfattes desuden som kunstfilminstruktør. Magasinet Varietys historie om Gravity i printudgaven fra 3. september 2013 bar titlen ”An Auteur’s Re-Entry” (online-udgaven af artiklen hed dog ”Alfonso Cuarón Returns to the Bigscreen after Seven Years with Gravity.” At Cuarón ofte opfattes som auteur, skal naturligvis tilskrives hans ganske succesfulde film …Og din mor! (distribueret i USA af Good Machine, nu Focus Features), men også den voldsomme Children of Men, som, selvom denfloppede rent økonomisk, var en ren succès d’estime. Children of Men er dog produceret og distribueret som en mainstream Hollywood-film af Universal.

I stedet for at jagte en karriere i Mexico, gik Cuarón direkte mod Hollywood efter at have lavet sin første spillefilm. I et interview fra 2006 beskriver han sin karriere således:

[quote_box_center]After coming up the ranks as a cable operator on a movie set and an assistant director, he made his first feature, “Sólo con tu pareja,” in 1991, and it won several awards at the Toronto Film Festival. However, the Mexican Film Commission, which had subsidized it, wasn’t happy with the movie.

“I basically burned my bridges with the commission,” says Cuarón, who moved to Los Angeles with no contract to do another film. Director-producer Sydney Pollack gave him a chance to shoot an episode on the cable TV series, “Fallen Angels.”

“Tom Cruise had directed one episode and Tom Hanks another. But mine was the one that won a cable award,” Cuarón says. “It was one of those things that led to the next.”

That turned out to be the sublime children’s movie “A Little Princess.”

“I never watch my movies after I’m done with them, but in my memory that’s the one I love the most,” he says.

Cuarón’s next experience directing a modern-day version of “Great Expectations” [1998] starring Gwyneth Paltrow and Ethan Hawke, wasn’t so great.

“My instinct always told me not to do it, and I ended up doing it anyway,” he says. “So I learned to trust my instinct.”[/quote_box_center]

I det samme interview fortæller Cuarón, at han har været heldig med det arbejde, han har fået lov at udføre i Hollywood:

That a major studio (Universal) was willing to underwrite such a downbeat story [as Children of Men] is a credit to Cuarón’s reputation. Unlike many foreign directors used to having enormous latitude in their native countries, Cuarón has learned to work within the Hollywood system.

“There is a tendency to see Hollywood like Darth Vader trying to destroy filmmakers,” he says. “And I’m sure that’s sometimes true. I have been very lucky to be able to create my own stuff without studio interference.”

At Cuarón opfattes som kunstfilminstruktør, er måske det, der har gjort, at hans eneste vovestykke ud i Harry Potter-universitet ofte anses som en afvigelse eller vildfarelse. I sin fremragende analyse af long takes i Children of Men (hvor der fokuseres på det, at de er skabt ved digitalt at blande flere forskellige optagelser), bemærker James Udden, at Cuarón allerede i …Og din mor! brugte long takes,men at han har ændret stil fremadrettet: “Next, Cuaron takes a ‘step back’ in a sense with Prisoner of Azkaban, paying yet more ‘dues’ to the system.” I sin korte men informative undersøgelse af long takes i Cuaróns værker understreger Justin Change, at hans særlige teknikker først så dagens lys i Harry Potter og fangen fra Azkaban i 2004, ”in which the director boldly imprinted his personality onto one of Hollywood’s most successful–and most risk-averse–franchises.” Men han gennemgår ikke, hvor i filmen man ser udmøntningen af disse teknikker.

Men Cuarón nød tydeligvis sit arbejde med Fangen fra Azkaban.Ovenstående interview var blot et blandt mange i 2006, hvor Cuarón gav udtryk for, at han gerne ville lave flere film i serien. “If I’m invited, I would be very tempted to direct it. The idea of revisiting that beautiful universe is irresistible [….] Everything that happens around a J. K. Rowling creation is enveloped in this beautiful, beneficial energy.” Men måske får han endnu en chance for at arbejde på en Rowling-film, for Rowling selv har meldt ud, at hun har planer om at skrive manuskriptet til en ny franchise, nemlig en filmserie, der tager udgangspunkt i den samme trolddomsverden.

Men ser man bort fra Cuaróns personlige oplevelser med at lave filmen, så bør filmen stadig ikke tilsidesættes som en bagatel i sammenligning med resten af hans filmproduktioner – altså afskrives som noget, han lavede, for at få mulighed for at arbejde på sine andre, mere personlige projekter. For det første adskiller filmen sig rent stilistisk fra de andre Harry Potter-film. Det er ikke nødvendigvis en let genkendelig, særlig Cuarón’sk stil, men alle Cuaróns film er nu meget forskellige, så det er der ikke noget mærkeligt i. Udden pointerer, at Children of Men har en gennemsnitlig indstillingslængde (GIL) på over 16 sekunder, mens gennemsnittet ligger på 5,5 sekunder i Fangen fra Azakaban. Men trods denne forholdsvist lave GIL har filmen tre long takes, som er særligt interessante. Desuden fik Cuarón gennem sit arbejde med Harry Potter-filmene mulighed for at arbejde med den nye CGI-teknologi, som han har anvendt i sine to senere spillefilm.

Fangen fra Azakaban betragtes af de fleste som en af de bedste, hvis ikke den bedste, af Harry Potter-filmene. Men filmens kvalitet kan ikke kun tilskrives Cuaróns instruktion, idet bogen også har status som én af de bedste i Rowlings serie. De første to bøger (Harry Potter og De Vises Sten og Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer) er hyggelige, underholdende børnefortællinger, men i Fangen fra Azkaban sker der et skred i kompleksiteten og plottets dybde. To nye karakterer indtræder, nemlig den sympatiske professor (og varulv) Remus Lupin og den ved første øjekast truende Sirius Black, som dog viser sig at være Harrys forældres bedste ven og Harrys gudfar. En tredje karakter kommer også på banen, den småtossede Professor Trelawney, som tilfører et strejf af komik. Senere får hun dog også stor indflydelse på Harrys liv på ganske uventede måder.

Nye skurke optræder også i filmen, nemlig de sjælesugende Dementorer og forrædderrotten, i både overført og bogstavelig betydning, Peter Pettigrew, som er endnu en gammel ven, der har skiftet side og nu er Voldemorts højre hånd. Lupin introducerer ”patronus”-teknikken, som er en beskyttende, lysende figur med evnen til at drive Dementorerne tilbage – og netop denne evne bliver afgørende for Harry og hans venner i resten af serien. Endelig introduceres også Hermiones såkaldte tidsvender, som hun anvender til at rejse tilbage i tiden, så hun kan deltage i flere klassetimer og tage flere forskellige fag på én gang. Til sidst bruger hun tidsvenderen til at tage Harry med tilbage i tiden og ændre på en række tragiske begivenheder, så de ender lykkeligt. Denne lange scene, et af højdepunkterne i Rowlings serie, er endnu bedre i filmversionen, fordi vi får lov at se både karaktererne og deres dobbeltgængere på skærmen.

Udover at kunne trække på bogens største styrker har filmen også den force, at det er heri, at Michael Gambon overtager rollen som Dumbledore fra Richard Harris. Mange seere var begejstrede for Harris’ portrættering, men efter min mening var han fejlcastet, og det var en hård rolle at spille for en skuespiller, der åbenlyst havde dårligt helbred. Jeg synes, han var foruroligende svagelig, stiv i sine bevægelser og sit udtryk, og han var knap i stand til at sige en hel replik uden at gispe efter vejret. Jeg begriber ikke, hvordan producerne kunne tro, at han ville holde til at spille rollen gennem hele serien. Gambons meget mere livlige og sjove performance som Dumbledore var en ren lettelse.

Fangen fra Azakaban fik også hurtigt ry for at have en meget mørkere tone end de to første film. Jeg tror ikke, at der var en eneste anmelder, der undlod at pointere dette. Avisen Washington Posts anmelder kaldte filmen ”alt det som de første to film ikke var: kompleks, uhyggelig, nuanceret.” Og ifølge Roger Ebert var ”Harrys verden blevet lidt mørkere og meget mere faretruende.” I deres analyse af de første fire Harry Potter-instruktører skriver Manohla Dargis og A.O. Scott desuden om Fangen fra Azkaban at, ”tonen og farvepaletten er forandret, den lyse, flade belysning er skiftet ud med en dyster og farlig atmosfære, som minder om det, man oplever i gyserfilm.”

Måske hænger disse observationer og kommentarer sammen med, atFangen fra Azkaban havde den laveste box office-indtjening af alle filmene i serien, blot 797 millioner dollars (Filmen med den næstlaveste indtjening var Hemmelighedernes Kammer og højeste indtjening var Dødsregalierne, del 2, som tjente 1,3 milliarder dollars). Det er svært at tro, at færre mennesker ville gå ind og se næste film i serien, bare fordi instruktøren var blevet skiftet ud. For hvor mange kendte i virkeligheden Cuarón? Det er mere sandsynligt, at det skyldes, at forældrene simpelthen holdt deres børn ude af biograferne af frygt for, at handlingen ville være for intens.

I bogudgaven af Fangen fra Azkaban tager tonen også en drejning over i noget langt mørkere. Men lige meget om dette var årsagen til nedgangen, så holdt den ikke længe. Indholdet blev kun mere mørkt og uhyggeligt for hver ny bog i serien. Voldemort vendte tilbage i den fjerde bog, og flere af de primære karakterer måtte lade livet i de senere bøger. Således er de senere film også langt mere uhyggelige og skræmmende end Fangen fra Azkaban. Men intet af dette afholdt i sidste ende folk fra at købe bøgerne og biografbilletter til filmene.

Det er oplagt at tro, at filmstudiedirektørerne besluttede, at Cuarón var en passende instruktør til dette næste mørkere afsnit, men faktisk havde han endnu ikke fået ry for at levere barskt indhold. Det fik han først efter Children of Men. Og faktisk var Cuarón hverken filmstudiets første eller andet valg. En artikel på filmsiden Den of Geek! giver følgende forklaring:

[quote_box_center]The studio’s choices included Guillermo del Toro, who baulked at how the film was “so bright and happy and full of light”, and Marc Forster, who didn’t want to direct children again so soon after making Finding Neverland.

It came down to a final short-list of Kenneth Branagh (who had co-starred in the previous instalment as Gilderoy Lockhart), Alfonso Cuarón (A Little Princess) and Callie Khouri (Divine Secrets Of The Ya-Ya Sisterhood and screenwriter of Thelma And Louise). Eventually, Cuarón was appointed, and the director is largely credited with energising the series.[/quote_box_center]

Lad os undersøge den energi, som Cuarón tilførte Harry Potter-universet ved at kigge nærmere på det greb, som er blevet kendetegnende for hans stil, nemlig long takes.

Tre long takes og nogle prangende effekter

I modsætning til Children of Men bruger Cuarón i Fangen fra Azkabanikke udelukkende long takes i actionscenerne. De bruges heller ikke i åbningsscenerne som en prangende indledning af filmens eksposition, som ellers er traditionen i mere konventionelle Hollywoodfilm. I stedet bruger han long takes til at understrege motiviske paralleller og overgange i plottet. Og det er ikke overraskende for et værk fra Cuaróns hånd, at disse fortælleelementer er markeret med særlige kamerabevægelser. To af de tre long takes indeholder samtaler: En med en imponerende men ikke prangende tracking-bevægelse, som følger karakterne – den anden med nogle mere diskrete, langsomme push-ins og -outs.

Det første og længste af disse long takes finder vi i kroen Den Utætte Kedel, hvor Harry møder familien Weasley. Hr. Weasley tager ham til side og advarer ham om, at Sirius Black er undsluppet fra Azkaban-fængslet. Dette long take varer 1 minut og 53 sekunder.

Fig. 3: En svævende tekedel.
Fig. 3: En svævende tekedel.
Fig. 4: Fru Weasley hilser på Harry.
Fig. 4: Fru Weasley hilser på Harry.
Fig. 5: Hr. Weasley henvender sig til Harry.
Fig. 5: Hr. Weasley henvender sig til Harry.
Fig. 6: De går mod bagenden af lokalet.
Fig. 6: De går mod bagenden af lokalet.

7: Og går afsides for at snakke.
7: Og går afsides for at snakke.
Fig. 8: Og går frem for at kigge på plakaten af Sirius Black.
Fig. 8: Og går frem for at kigge på plakaten af Sirius Black.
Fig. 9: De bevæger sig igen afsides.
Fig. 9: De bevæger sig igen afsides.
Fig. 10: Kameraet bevæger sig tættere på Harry.
Fig. 10: Kameraet bevæger sig tættere på Harry.

Omgivelserne er fulde af tumult, og kamerabevægelserne er med til at trække seerens opmærksomhed væk fra den stuvende fulde krostue og hen på samtalen, som finder sted. Scenen begynder ved det travle bord, hvor vi ser en tekedel komme flydende gennem luften (I Fangen fra Azakaban bruger Cuarón ofte dette trick med at lade objekter svæve gennem forgrunden for netop at understrege magien i det miljø, vi befinder os i. Han genbruger grebet i Gravity til at skildre vægtløsheden i rummet). Fru Weasley hilser overstrømmende på Harry.

Hr. Weasley beder om at få lov at snakke med ham, og de to bevæger sig imod et aflukke bagerst i rummet. En plakat med en efterlysning af Black ses til højre for midten og bliver gradvist mere fremtrædende i kanten af indstillingen. Vi kan ikke undgå at lægge mærke til billedet, netop fordi fotografier i denne magiske verden bevæger sig.

Kameraet tracker forbi plakaten gennem en anden åbning tættere på kameraet og stopper, da karaktererne først er inde i rummet. Hr. Weasley fortæller Harry om Black, og kameraet bevæger sig bagud for at give plads til dem, idet de bevæger sig fremad for at kigge på plakaten.

Mens de taler, begynder kameraet at bevæge sig bagud, og Hr. Weasley fører Harry hen til en tredje åbning ind til den store krostue. De gør holdt ved siden af endnu en plakat med Blacks ansigt på, og Hr. Weasley forklarer Harry, at Black forrådte hans forældre til Voldemort, som slog dem ihjel og prøvede at slå Harry ihjel. Da en mand i en bowlerhat sætter sig ved bordet ved siden af dem, trækker Hr. Weasley igen Harry ind i et mere privat område.

Han fortæller, at Black vil forsøge at slå Harry ihjel, og han opfordrer ham til ikke at forsøge at lede efter Black. Scenen slutter med et push-in imod Harry, som svarer: “Mr. Weasley, why would I go looking for someone who wants to kill me?”.

Dette er et afgørende øjeblik, som markerer et skifte i fortælletonen. Filmen begynder med to komiske scener: Harry bruger magi og kommer til at puste sin irriterende tante Marge op, og herefter scenen med den fantastiske Natbus, som redder Harry og transporterer ham til Den Utætte Kedel. Og det er i netop denne scene, at den dystre tematik og alvorlige fare introduceres – med plakaterne af den sindssygt udseende Black og hans stumme skrig. En mørkere historie tager over, selvom der også fortsat er nogle humoristiske scener at finde indimellem. Denne samtale leder over i scenen på toget mod Hogwarts. Her ser man, for første gang i serien, at det regner voldsomt på hele turen, og her møder vi også de første Dementorer. Lupin forklarer, hvad de er.

Det andet long take (1 minut og 30 sekunder) er en del af en langt mere stille scene på Hogwarts. Harry har ikke fået lov til at tage med de andre elever på udflugt til Hogsmeade, den lokale landsby, og han føler sig deprimeret og ensom. Han har en samtale med Lupin, som finder sted på en høj bro, der blev føjet til Hogwarts-kulissen i denne film. Scenen begynder i supertotal, hvor der trackes langsomt hen mod broen, imens man hører Harry tale om sin frygt for Dementorer med Lupin. Derefter klippes der til en halvtotal af de to på broen.

Fig. 11: En bro ses på lang afstand.
Fig. 11: En bro ses på lang afstand.
Fig. 12: Der klippes til en halvnær beskæring af Lupin og Harry.
Fig. 12: Der klippes til en halvnær beskæring af Lupin og Harry.
Fig. 13: Lupin bevæger sig væk.
Fig. 13: Lupin bevæger sig væk.

Fig. 14: …og vender tilbage igen.
Fig. 14: …og vender tilbage igen.
Fig. 15: Scenen slutter med et klip tilbage til den første indstilling af broen i supertotal.
Fig. 15: Scenen slutter med et klip tilbage til den første indstilling af broen i supertotal.

Kameraet bevæger sig langsomt tættere på, idet Lupin vender sig væk, mens han taler om sit venskab med Harrys mor. Han siger: “Well, your father James, on the other hand, he … he had a certain, shall we say, talent for trouble,” og Harry smiler.

Lupin går tilbage mod Harry, mens han konkluderer: “A talent, rumor has it, he passed on to you. You’re more like them than you know, Harry. In time you’ll come to see just how much.”

De to scener, som jeg fokuserer på her, er parallelle, men står også i kontrast til hinanden. Harry modtager information fra to faderfigurer: I første omgang taler han med Hr. Weasley, som er far i en stor, frembrusende familie, der så godt som har adopteret Harry. Og af flere omgange i den lange scene i Den Utætte Kedel bliver vi mindet om familien, når de kommer til syne i baggrunden (inklusiv Ginny, som Harry senere bliver gift med). De to rum er opdelt af en tyk væg med adskillige åbninger, som de to karakterer bevæger sig igennem, mens Hr. Weasley forbereder sig på at give Harry de dårlige nyheder. I modsætning til Hr. Weasley har den melankolske Lupin ingen familie, og på broen trøster han Harry i en kulisse af luftige, snørklede porthvælvinger, som indrammes af det vidtstrakte, tomme bjerglandskab. Den rolige atmosfære er passende, da Lupin er en af de første tre af Harry forældres klassekammerater og nære venner, som Harry møder i filmen.

Filmens tredje long take er det eneste, der på sin vis indeholder en actionscene, selvom det blot er en optakt til et længere segment af filmen, hvor små korte actionscener bindes sammen (Det varer et minut og otte sekunder og er det korteste af de tre long takes). Dette skud markerer endnu en overgang og er med til at introducere filmens klimaks. Alt er gået galt. Nøgleforvalteren Hagrids hippogrif ved navn Buckbeak er blevet slået ihjel, fordi man mente, den var for farlig at have i nærheden af eleverne. Sirius, som børnene nu ved er uskyldig i de forbrydelser, han blev anklaget for, er blevet fanget og står over for at blive udleveret til Dementorerne. Pettigrew, som har vist sig at være forræderen, der var skyld i Harrys forældres død, har forvandlet sig til en rotte og er stukket af. Ron er imidlertid endt på hospitalet, og i en scene i hospitalets sovesal giver Dumbledore Hermione et fingerpeg om, at hun burde bruge tidsvenderen og tage Harry med tilbage i tiden til starten på alle disse begivenheder og forsøge at ændre det, der er sket.

Fig. 16: Hermione hænger tidsvenderen om Harrys hals.
Fig. 16: Hermione hænger tidsvenderen om Harrys hals.
Fig. 17: Lyset ændres og baggrunden bevæger sig baglæns i fast motion.
Fig. 17: Lyset ændres og baggrunden bevæger sig baglæns i fast motion.
Fig. 18: Hermione gemmer tidsvenderen væk.
Fig. 18: Hermione gemmer tidsvenderen væk.

Fig. 19: De løber ned ad en gang.
Fig. 19: De løber ned ad en gang.
Fig. 20: Kameraet bevæger sig gennem urglasset for enden af gangen.
Fig. 20: Kameraet bevæger sig gennem urglasset for enden af gangen.
Fig. 21: Vi ser skolegården fra oven.
Fig. 21: Vi ser skolegården fra oven.

Kameraet kredser om Hermione, idet hun vender sig væk fra Rons seng og trækker tidsvenderen frem fra under sin jakke. Hun løfter kæden og hænger den om halsen på Harry, så de begge er omsluttet af kæden.

Han kigger uforstående på hende, idet hun snurrer tidsvenderen og sender dem tilbage til det sted i historien lige før Buckbeak skal aflives.

Vi ser Harry med et forskrækket udtryk i ansigtet og en masse hurtige lysskift og slørede figurer, der bevæger sig baglæns i hurtigt tempo, mens Hermione sørger for, at de ikke bevæger sig for langt tilbage i tiden. Mens alt dette finder sted, forsvinder Ron fra sin seng bagerst til højre i indstillingen.

Kameraet bevæger sig tættere på, idet Hermione gemmer tidsvenderen, og det kredser om dem, mens de løber ud af rummet.

De løber hen ad en lang gang, og kameraet følger efter, indtil de drejer og går ud af en dør til venstre.

Kameraet fortsætter lige ud gennem de store tandhjul i skolens urværk, og vi ser skolegården langt nedenfor.

Kameraet bevæger sig igennem urglasset og tipper ned mod skolegården, hvor Hermione og Harry dukker op, og vi ser dem løbe gennem en døråbning i øverste del af skærmen.

Senere, efter de to har gjort, hvad de skulle, følger vi dem igen i en lignende indstilling gennem den samme skolegård, og med en kranbevægelse fører kameraet os op og gennem uret igen, hvor de to mødes på samme sted og løber ind og ned ad den lange gang på hospitalsfløjen.

…Og din mor! finder vi en lignende teknik, omend i et mere beskedent omfang. Heltinden Luise er i sin lejlighed, hvor hun venter på at blive hentet af Tenoch og Julio. De skal på stranden. Da de ringer og fortæller hende, at de er ankommet, går hun ud gennem hoveddøren, og kameraet tracker mod højre og tipper ned, så vi ser bilen holde nedenfor og køre væk. Selvom det ikke er et særlig langt take, har det til formål, ligesom det tredje long take i Fangen fra Azkaban, at markere en fortællemæssig overgang – i dette tilfælde slutningen på filmens første del, som leder over i den lange køretur, der varer gennem stort set resten af filmen.

Fig. 22: I …Og din mor ser vi Luise i sin lejlighed.
Fig. 22: I …Og din mor ser vi Luise i sin lejlighed.
Fig. 23: Kameraet tracker gennem lejligheden.
Fig. 23: Kameraet tracker gennem lejligheden.

Fig. 24: …og ud af vinduet.
Fig. 24: …og ud af vinduet.
Fig. 25: Vi ser gaden fra oven.
Fig. 25: Vi ser gaden fra oven.

Det er en langt mere simpel indstilling, der udføres ved at bevæge det håndholdte kamera gennem rummet mod et åbent vindue, stikke det igennem vinduet og vende det nedad. Klippet fra Fangen fra Azkabanderimod er skabt ved meget udførlig billedmanipulation: I den del, hvor tiden bevæger sig baglæns, er Harry og Hermione filmet på en green screen – og den del, hvor kameraet bevæger sig igennem uret, er skabt med CGI-effekter (For en forklaring af de anvendte teknikker se American Cinematographers artikel om filmen).

Folk, der beundrer de udførlige ”kamerabevægelser” i Children of Menog Gravity – som i mange tilfælde består af adskillige sammenstrikkede elementer, der til sammen udgør en række tilsyneladende sammenhængende shots – bør tænke over, at det faktisk var Cuaróns erfaringer med Fangen fra Azkaban, der gjorde det muligt.Instruktørens fremskridt er beskrevet i en interviewartikel på SFGate fra 2006:

[quote_box_center]”One benefit was a crash course in computer-generated visual effects. Cuarón used ‘maybe a shot or two in “Y tu mamá también”’–the 2001 Mexican indie that got him an Oscar nomination for best original screenplay–and in his earlier Hollywood movies, ‘A Little Princess’ and ‘Great Expectations.’”

On the Harry Potter sequel, working with computer effects was ‘like speaking Russian,’ he says. The hardest part was figuring out how to shoot an object such as a plate, knowing that later it would be substituted by some wild effect.

‘The important thing was not to be shackled by these effects, to shoot as you would your normal scene. There’s a tendency I witness in movies and completely dislike in which the narrative is kind of forced because of the visual effects. You have to try to keep your character and the visual-effect character as separate as possible.’

By the time he started ‘Children of Men,’ all of this was ‘like second nature.’”[/quote_box_center]

I et senere (udateret) interview i tiden lige op til, at optagelserne afGravity skulle begynde, understregede Cuarón sammenhængen mellem hans nye film og alt det, han havde lært om special effects under arbejdet med Fangen fra Azkaban: “Well, Potter was my kindergarten and grammar school and high school and college education of visual effects. It is coming in handy with Gravity which is so, so visual-effects savvy [that] we’re inventing new technologies. Now it’s just second nature.” Han nævner desuden, at det var arbejdet med David Heyman, som var producer på alle Harry Potter-filmene, der fik ham til at bede Heyman om også at producereGravity.

thompson_fig_26Fangen fra Azkaban er der mange andre effekter udover de CGI-genererede long takes, såsom de hundredvis af stearinlys, der svæver i luften i Hogwarts store spisesal (se top) og de levende malerier, der overbefolker væggene på skolens gange (øverst til venstre). Det er bemærkelsesværdigt, at Cuarón, med blot to film på bagen siden hans beskedne mexicanske sexkomedie, har været i stand til at lave en film som Gravity, der er blevet lovprist af James Cameron, som jo er én af de bedste instruktører inden for effekttunge film. Det var de mange års arbejde med Harry Potter-filmen, der gjorde det muligt. Og som billedet nedenfor illustrerer: Den bedste måde, man kan forberede sig på at lave en film, hvor folk svæver vægtløst rundt i rummet, er at instruere Quidditch-kampe.

[quote_center]* * *[/quote_center]

Fakta

Citatet fra James Udden er taget fra hans artikel “Child of the Long Take: Alfonso Cuaron’s film Aesthetics in the Shadow of Globilization,” Style 43, 1 [Spring 2009]: 40. Alle med adgang til et forskningsbibliotek kan tilgå denne udgave via ProQuest eller andre online arkiver.

DEL
Kristin Thompson

Kristin Thompson (f. 1950) er en amerikansk filmforsker og er forfatter til en lang række bøger om film, bl.a. Storytelling in the New Hollywood (1999), Storytelling in Film and Television (2002) m.fl. Hun er desuden medforfatter til bøgerne Film Art: An Introduction og Film History: An Introduction, begge sammen med hendes mand, David Bordwell. Hun blogger jævnligt på davidbordwell.com.