”The Court of the Crimson King”-scenen fra Children of Men, er navngivet således på DVD-udgivelsen, fordi det netop er King Crimsons syrerockede sang med den titel, der skaber overgangen fra forrige scene. Sangen er med til at etablerer den optik hvormed man kan anskue hovedpersonen Theos (Clive Owen) forestående besøg hos kunstsamleren Nigel (Danny Huston) og, på mange måder, hele filmen. Sangen beskriver grundlæggende – og noget forsimplet – en ensom pilgrim, der vandrer gennem en psykedelisk, (post)apokalyptisk verden, der tilsyneladende regeres af en blodrød (læs: morderisk) konge og hans hof. Kongen og hoffet trækker i snorene og smiler ”as the puppets dance”, som det hedder sig i sangen.
Anvendelsen af ”Court of the Crimson King” i Children of Menhenviser på den ene side til Theos besøg hos sin gamle bekendte, Nigel, der sidder i en magtfuld position i samfundet og kan trække i de tråde, der kan give Theo passage ud af det ellers lukkede London. Sangen italesætter ham ligefrem som ”The keeper of the city keys”. Men den henviser også mere generelt til Theos rejse gennem hele det sønderrevne og borgerkrigshærgede England, blandt mennesker og magtkampe, mod filmens slutmål.
Kunst i kø
Nigels opgave i filmen er, at redde så meget verdenskultur som muligt, alt i mens verden synker i grus omkring ham. Det er ikke tilfældigt, at de objekter og kunstnere, der vises eller refereres til i hans domicil er Pink Floyds Animals, Michelangelos David og Pietà, Picassos Guernica, Velázquez’ Las Meninas samt Francisco Goya.
Grisen over Battersea Power Station (fig. 1-2) er, som påpeget, en kærlig hilsen til Pink Floyds Animals og derigennem også til Animal Farm – værker, der begge adresserer forholdet mellem mennesker og magt. På hver deres måde beskriver disse værker magtens forførelse og korruption. Children of Men adresserer disse temaer ved at fremvise stort set alle uden for Theos nære kreds som magthungrende individer, der ikke er til at stole på. Fremfor at beskytte den gravide kvinde Kee (Clare-Hope Ashitey) og det lille barn hun bærer i maven, diskuterer de forskellig grupper, man møder i filmen, i stedet skamløst og kynisk, hvordan barnet kan bruges som middel i deres ideologiske kamp. I filmes dystopiske verden er der ikke plads til almindelig omsorg og moderlig kærlighed. Sådanne trivialiteter må vige for det politiske magtspil, synes mange af filmens karakterer at mene. Meget sigende nævnes det, af Nigel, at Michelangelos La Pietà (en skulptur, der fremviser Jomfru Maria der omsorgsfuldt holder den døde og pinte Jesus i sit skød) er blevet ødelagt.
Nigels omtale af Goya i scenen er heller ikke tilfældig. Mange af Goyas hovedværker, bl.a. Los Desastres de la Guerra (da. Krigens Rædsler) er en dokumentation af de vederstyggeligheder, der er en konsekvens af modsatrettede kræfters kamp om magten. Det er ikke svært at se slægtskabet mellem Goyas krigsraderinger og malerier og flere af de scenarier, der fremvises i løbet af Children of Men (fig.3).
Michelangelos David og Picasso’s Guernica, der figurerer mest prominente i scenen (fig. 3-4) taler også direkte til filmens magt- og krigstematik. Disse to værker hentede deres primære inspirationsmateriale i den lille, ”almindelige” mands kamp mod noget større (se billedtekst), hvilket ikke er svært at sætte i tematisk sammenhæng med Theos redningsmission i Children of Men. Begge værker symboliserer implicit drømmen om det frie menneske, der ikke er underlagt krigsgale magthavere (fig. 4-5).
Den Blodrøde Konge
Endeligt nævnes, i scenen, også Velázquez’ verdensberømte Las Meninas (fig.6). Las Mininas tvinger på flere måder , beskueren ind i sit eget fortolkningsunivers. På den ene side fordi både kunstneren med pensel i hånd, og de aristokratiske karakterer, der ellers fylder billedet, kigger direkte tilbage på os. På den anden fordi væggene i rummet i det spanske kongeslot selv er beklædt med billedkunst. Det samme sker i Nigels slot: ”Kunstens Ark”. Idet hans hjem er så gennemsyret af kunstværker, der påkalder sig refleksion og analyse, trækkes vi ind i scenens fortolkningsmæssige rum. Og fordi værkerne og de kunstnere, der præsenteres i Nigels hjem stort set alle er variationer over temaerne magt og krig er vi, som seere, tvunget til at forholde os til Nigel ud fra denne optik. Godt nok er han kunstsamler, med det formål at redde verdenskunsten fra destruktion, men hans projekt fremstilles i et koldt, kritisk – næsten satirisk lys. Han fremstår selviscenesættende (ja, ligefrem komisk selvforherligende), da han placerer sig højtideligt foran David-skulpturen og de to hunde, der vogter den (fig. 3). Denne kunstige og pudsige opstillethed findes også i Velázquez’, maleri. Og hunden der står i forgrunden, ja den findes såmænd også i forgrunden af ”The Court of the Crimson King”-scenens første indstilling (fig. 1).
Nigel og hans kunstredningsaktion fremstår derfor ikke særligt sympatisk, men mere som et magtens prestigeprojekt – vogtet over af selveste overgrisen, Kammerat Napoleon. Denne svæver symbolsk over Battersea Power Station – en imposant slots-lignende og industriel struktur – trist grå og regnvåd, og tungt bevogtet af ”systemets” soldater og sikkerhedsfolk (fig. 1). Bygningen kaldes måske nok ”Kunstens Ark” i filmen, men Nigel, der end ikke formår at kommunikere simple beskeder til sin søn uden vrede, er mere en selvisk og usympatisk ”Crimson King” (hvilket King Crimsons sang gentagne gange pointerer i scenen), end han er Noah på en guddommelig mission.
Pink Floyds Animals, Orwell’s Animal Farm, Michelangelos David, Picassos Guernica, Velázquez’ Las Meninas og Francisco Goya er således alle med til at eksponere filmens gennemgående behandling af den magtkrig, der udkæmpes i filmens (post)apokalyptiske univers. Dette rammesættes flot af scenens indledende establishing-shot og det afsluttende to-skud af Theo og en selvtilfreds Nigel, der afslørende og helt absurd konstaterer, at han faktisk ikke har gjort sig nogle dybere tanker om effekten af sit eget projekt (fig. 7).
* * *
Fakta
Film
Children of Men (2006, instr. Alfonso Cuarón)
Litteratur
- King Crimsons sangtekst.
- Reenberg, Holger et. al (2004): 500 års verdenskunst, Gyldendal.
- Chapper Chandler Martin har skrevet en opgave om scenen, som er væsensbeslægtet med denne artikel.
