Ny humorbog fra 16:9: Helt til grin

Hver dag er dit nyhedsfeed og dine sociale medier fyldt med sjovt indhold. Dine venner deler videoklip med honest trailers, komiske reklamer, fake news og politisk satire. Du ser komedieserier og romantiske komedier, og dine børn ser humoristisk børne-tv og sjove YouTube-klip. Men hvad er det egentlig, der foregår? Hvorfor griner vi af de ting? Filmtidsskriftet 16:9 og VIA Film & Transmedia har skrevet antologien Helt til grin – moderne audiovisuel komik på tværs af medier, hvor du får svaret.

 

”Humour is serious business”. Således skrev humorforskeren Walter Nash for mere end 30 år siden, og komediegenren er fortsat genstand for stor debat og polemik. Den aktuelle film Alle for tre er f.eks. blevet omfavnet af det danske biografpublikum, men nedsablet af kritikerne, nøjagtig som det skete med de to foregående film i serien. Den tyske film Min far Toni Erdmann har derimod fået gode anmeldelser og har samtidig solgt over 100.000 billetter herhjemme. Alle for tre vidner om den skepsis, der fortsat er i forhold komdiegenren, men Toni Erdmanns historie peger i en anden retning.  Måske er flere mennesker, selv kritikerne og kulturparnasset, ved at få øjnene op for komediens kunst?

Humor er en svær størrelse, og der kan være komik i alt fra en prut til en lang indstilling i en svensk artfilm. Bogen Helt til grin handler ikke om humor i generel forstand, men om moderne audiovisuelle komedieformer, der udnytter den filmiske stil som en central del af komikken. Fra sjove lyde til finurlige kamerabevægelser, komiske klip og løjerlige kompositioner.

Helt til grin introducerer forskellige humor- og komedieteorier og giver en generel introduktion til forskellige audiovisuelle komediegenrer. Bogen rummer kapitler om alt fra tv-satire og sketchshows til moderne romcoms, sitcoms, dramedier og webserier. Der er kapitler om den filmiske komik hos Quentin Tarantino, Wes Anderson og Roy Andersson, og kapitler om Amy Schumer, South Park, børne-tv, fupdokumentarer, komiske reklamer og sjove YouTube- og remixfænomener.

Helt til grin er produceret i et samarbejde mellem 16:9 og VIA Film & Transmedia. Den er redigeret af Andreas Halskov, Henrik Højer og Thomas Schwartz Larsen, og den er skrevet af forskere, kritikere og filmfolk fra hele landet.

Køb bogen >

 

For uddybning, interview og anmeldereksemplar kontakt redaktør og medforfatter Andreas Halskovinfo@16-9.dk eller telefon/sms 61 68 44 59.

Download pressemeddelelse (PDF)

Download bogens forside i høj kvalitet (JPG)

 

DEL