The Substance er feministisk punk! Den handler om det fortryllende Hollywood, hvor aldring og fordærv ikke eksisterer. Her reduceres man til organisk affald, når den naturlige aldring kompromitterer vores skuelyst og objektets højtskattede fuckability. Lyder det ulækkert? Det er det også, og filmens instruktør, Coralie Fargeat går planken ud for at konfrontere os med bagsiden af ”det åndelige Hollywood”, som gennemsyrer alle vores kulturelle forestillinger om autenticitet, krop og skønhed.
Da Fargeats stiliserede og æstetisk stærke debutfilm Revenge (2017) rimeligvis tiltrak sig en del opmærksomhed, nævnte hun ved lejligheder en stribe af Quentin Tarantinos film som inspirationskilder for sit arbejde. Og selvom Fargeats film er udpræget politiske, og Tarantinos er udpræget apolitiske, er parallellerne mellem de to instruktører da også svære at overse. De laver begge stærkt stiliserede film, der trækker intertekstuelt på et gigantisk katalog af film fra såvel mainstream som indie og exploitation, og så beskæftiger de sig tematisk med filmen som medie og med Hollywood som producent af forførelse og fortryllelse (fig. 1). De er begge håndværksmæssigt og æstetisk så overlegne, at deres film får en hvinende syntetisk tone, mens realismen og relevansen altid befinder sig på refleksivt metaniveau.
I Tarantinos efter min mening bedste film, Once upon a time… in Hollywood (2019), hylder han på nærmest forelsket vis genrefilmens evne og vilje til med et trylleslag at lade det gode sejre og fortrænge dødens, forgængelighedens og meningsløshedens realitet, der hele tiden truer i filmens kontrafaktiske tidsbillede. The Substance handler om præcis den fortryllelsesevne og den forelskelse, men fra en diametralt modsat optik. Fargeat viser os nemlig, hvad der sker, når mennesket som naturligt, kødeligt væsen ikke længere kan manifestere den guddommelighed, som kærlighedsrelationen til et fatamorgana fordrer.
Hollywood fremstilles som et monster, der lokker og forfører med sirenesang og blændende bling-bling; fortærer og fordøjer; og skider en ud, når næringen er forbrugt, for straks at gå på jagt efter næste bytte. (fig. 2) Vores hovedkarakter, Elisabeth Sparkle, kaster sig i desperation efter at blive elsket af dette bæst ud i en nytteløs kamp imod selve aldringens, kødets og dødens realitet. Resultatet er selvsagt monstrøst, og udkommet af anstrengelserne er alt andet end kærlighed.
Fremragende casting
Castingen af Demi Moore som den dalende stjerne, Elisabeth Sparkle, er en genistreg, der vel kun kunne være overgået, hvis det var lykkes at lande Madonna i rollen. Den smukke og ungdommelige Moore – hvis stjernestatus helt i flugt med filmens præmis har været for nedadgående siden 1990’ernes spændstige ungdomsår – har nemlig i de senere år lagt navn, ansigt og krop til endeløse offentlige påstande, spekulationer, debatter og sexistisk mobning om vidunderkure, plastikkirurgi og hele den mølle i relation til sit åbenbart alt for smukke og sexede 61-årige kvindeydre. Moores aldring og krop er uden hendes eget bidrag blevet til noget, som Gud og hver mand skaber sig holdninger til og fælder dom over.
I The Substance falder Sparkles karakter fra Oscar-tinderne til sexet fitness-ikon ala Jane Fonda, før hun på sin 50-års fødselsdag på trods af sin uvirkelige skønhed og fysiske form smides på Hollywood-møddingen pga. faldende fuckability. Selvom den offentlige hype omkring Moores præstation måske er lidt vel højstemt efter min mening, spiller hun helt efter forskriften den forrykte rolle både til og udover kanten.
Skurken – en slesk og sexistisk producer, der er præcis lige så ulækker, når han fortærer rejer, som når han forbruger kvindekroppe – har med ganske ublu reference til Hollywoods vel største sexismeskandale nogensinde fået navnet Harvey. Ja, det er ikke ligefrem subtilitet, der præger The Substance! Harvey overspilles vidunderligt hæmningsløst af Dennis Quaid, der gør karakteren til et af de mest groteske indslag i en på alle måder grotesk film (fig. 3).
Efter Harvey har smidt Elisabeth på porten, tilbydes hun af en lyssky virksomhed en bagindgang tilbage til ungdomskroppen og dermed spotlyset i form af the substance. Produktet fremkalder på ganske kødelig vis en ung, smuk dobbeltgænger (Margaret Qualley), som udgør en ”mere perfekt version” af Elisabeth selv. Harvey savler af liderlig begejstring, da Elisabeths unge alter ego, kaldet Sue, træder ind ad døren. Og ved at gøre hende til hovedretten i fitness-showet og skrue helt op for pornoæstetikken, får Harvey både showet og Sues stjernestatus til at lette (fig. 4 og 5).
En anden slags Disney-prinsesse
Men Sue begynder selvfølgelig at agere uden at gøre regning hos værten, Elisabeth, og da kontrakten for deres Jekyll og Hyde-agtige samvær overskrides, bryder det undertrykte, kødelige forfald ud i lys lue. Filmens sidste del eskalerer i en vidunderligt vanvittig Askepot-parafrase, da Sue lander jobbet som værtinde på kanalens spektakulære nytårsshow (fig. 6). Lad os nøjes med at sige, at fortryllelsen heller ikke i The Substance kan vare ved, og at filmen lader en helt ny type Disney-prinsesse indtage scenen i sit mildest talt spektakulære klimaks.
Disney-prinsessen er central for filmens feministiske præmis. The Substance handler om fortryllelsens pris og forsøger på meta-facon at levere affortryllelse ved at kaste kød, blod, fordærv og fysisk realitet i fjæset på både karakterer og modtagere (fig. 7). Alle rammes; alle må væmmes. Også en lille pige i askepot-kjole får en solid dosis. Dermed har filmens titel også et selvrefererende niveau. Den er et meget fysisk præparat imod samtidskulturens ”hollywooditis”; hvor vi ikke kan se monstret pga. dets stjernegnistrende fernis.
I sådan en vision skal der selvfølgelig samles op i alle populærkulturelle hjørner af samtiden, og The Substance ironiserer tydeligt over pornoen, reklameverdenen, fitnesskulturen, myter, eventyr, de sociale mediers foodporn og resten af vores kulturs allestedsnærværende æstetiske performativitet. I The Substance er der med fuldt overlæg alt, alt for meget af det hele, og bl.a. parallelklipningen imellem ulækre gryderetter, flirtende blikke og spændstige røvballer til lyden af Rafferties feberpulserende score er kvalmefremkaldende overgjort. Også de filmhistoriske easter eggs tårner sig op i filmen. Jeg øjnene efter et enkelt gennemsyn hilsner til Psycho, Vertigo, Videodrome, The Fly, Lost Highway, Twin Peaks, The Elephant Man, Whatever happened to Baby Jane, Carrie, Hellraiser, The Shining, The Texas Chainsaw Massacre, American Beauty, Alien, Pulp Fiction, King Kong, Death Becomes Her, Frankenstein, Society og som nævnt Askepot, og det er klart min fornemmelse, at det kun er toppen af det intertekstuelle isbjerg. Det hele skal med, for Harveys male gaze, der i filmen er hovedrepræsentant for den patriarkalske hollywoodkulturs reduktion af kvindekrop til konsumkød, er en virus, der har inficeret hele vores populærkulturs åndelige legeme, synes filmen at forfægte.
Udover den vrede og meget lidt subtile samfunds- og kulturkritik rejser The Substance også en diskussion af mere filosofisk karakter. Elisabeth Sparkle er repræsentant for et nutidsmenneske, som ganske ofte og uden at rømme sig nævneværdigt taler om andre og bedre ”versioner” af sig selv. Selvom filmen er så barok og grotesk, som den er, må tematiseringen af den aggressivitet imod hende selv, som Elisabeth Sparkles raseri inkarnerer, således resonere dybt hos mange mennesker i nutiden (fig. 8). Hvad gør det ved menneskets relation til verden og sig selv, at vi som kultur og individer væmmes så intenst ved forgængelighedens og det uperfektes realitet, og at vi tilsyneladende igennem bl.a. selvtugt, kirurgi og performativitet kan betvinge livets og dødens fundamentale realiteter? I The Substance er svaret, at det medfører den totale fremmedgørelse – over for os selv, hinanden og virkeligheden.
En bombe i sin samtid
Filmens sociale verden er et forrykt og skabet skuespil, og Elisabeth Sparkles alter ego, Sue, er et omvandrende simulacrum, en kødeliggjort fiktion, der i sin performativitet stiller sig imellem verden og det virkelige menneske, som hun repræsenterer, så Elisabeth mister hele sin forankring i verden og virkeligheden. ”Remember you are one”, formaner instruktionen ironisk, da Elisabeth ”unboxer” den vare, der senere skal spalte hende i to og føre til hendes individuelle undergang.
Med Rafferties accelererende score, de overstiliserede billeder, de pornoficerede kropsiscenesættelser, de hyperrealitiske slubre- og knaselyde og skuespillernes teatralske overspil trækker filmen os hele tiden rundt i grænselandet mellem det lækre og det ulækre, det kunstige og det virkelige, det naturlige og det monstrøse. Hollywood er måske nok eventyrlig kærlighed, men Hollywood er sandelig også noget helt andet.
Filmen skriver sig ind i en samtidig bølge af body-horror-film, der tematiserer de identitetsmæssige og fænomenologiske skred i oplevelsen af krop, køn og weltverhältnis. Den er måske ikke rørende og transformerende som Julia Ducournaus uforlignelige Titane (2021), men The Substance samler de kulturelle tråde og smider en bombe – en stor en – i midten af sin samtid. Som sådan er den måske allernærmest beslægtet med Brian Yuznas Society (1989), hvor spørgsmålene og magt og krop også i meget direkte forstand smelter sammen i en konfrontatorisk og omsluttende samfundskritik. Men The Substance er også helt sin egen. Den er begavet, æstetisk overlegen og frem for alt radikal og kompromisløs i sin vision. Som sådan ligner den et epokalt hovedværk i sin genre, som film- og kulturhistorikere med al mulig rimelighed også vil tale om mange, mange år ud i fremtiden.
* * *
Fakta
Coralie Fargeat: The Substance (Working Title Films, Blacksmith)
