Har internettet slået filmkritikken ihjel?

af -

079_00

Efter to års insisteren på at betale professionelle skribenter for at forfatte seriøs filmkritik, drejede det ambitiøse Chicago-baserede filmsite The Dissolve i juli nøglen om på grund af økonomiske vanskeligheder. Og det er ikke et særtilfælde i USA. I de seneste år har den ene erfarne kritiker efter den anden fået kniven, i samme hast som nye og gamle kulturmedier skærer ned på anmeldelserne eller lukker helt.

 

Fig. 1: Metacritic.com. Er vi alle blevet kritikere?

Fig. 1: Metacritic.com. Er vi alle blevet kritikere?

Kritik er i lav kurs. I stedet konsulterer mange medieforbrugere aggregeringssites som Rotten Tomatoes, Metacritic og Yelp, der er er symptomatiske for nutidens mediekultur ved at tilbyde letfordøjelig information. Det mener David Hajdu, professor i kunst og kultur på Columbia University Graduate School of Journalism og musikkritiker på magasinet The New Republic.. De stiller fakta, points og tal til rådighed, der “muliggør hurtig handling bedre end nuanceret prosa. Vi lever i en tidsalder, der dyrker data,” siger Hajdu.

Kombineret med aviskrisen har den dalende læserinteresse i anmeldelser ført til nedskæringer og tilsvarende hårde tider for kritikere. I mellemtiden dukker sites og blogs dedikeret til film op overalt på internettet. Interessen for at diskutere film synes større end nogensinde. Men få bliver betalt for det længere, og situationen har i de seneste år skabt intens debat om filmkritikkens tilstand, og kritikken er jævnligt erklæret død eller døende.

Faldne koryfæer

At en betydelig forandring har været undervejs i nogen tid er indiskutabelt, siger Joshua Rothkopf. Som filmredaktør for Time Out New York er han en af de få kritikere, der anmelder film på fuld tid. “Den gruppe svinder ind,” siger han. “Ikke fordi, der er færre film at anmelde, men jobbet er skiftet til at være mere freelancebaseret. Det kræver, at folk er produktive og arbejder meget hårdt.”

Fra 2006 til 2010 førte Sean Means, filmanmelder for Salt Lake Tribune, en online-liste over faldne kolleger fra store aviser og magasiner, hvor antallet af fyrede kritikere i hele landet var over 60. Blandt de seneste tilføjelser er Owen Gleiberman, efter 24 år på Entertainment Weekly, i april 2014, J. Hoberman, efter 33 år på Village Voice i januar 2012, David Fear, filmredaktør på Time Out New York i november 2013, Todd McCarthy, efter 31 år og Derek Elley efter 20 år på Variety i 2010, Ben Kenigsberg og A.A. Dowd fra Time Out Chicago, som nedlagde sin printversion i april 2013, Stephanie Zacharek fra Movieline i juni 2012, hele freelancestaben på Boxoffice Magazine i januar 2013 og MSN Movies i september 2013.

Stephanie Zacharek er i dag førsteanmelder for newyorker-avisen Village Voice, men efter sin fyring fra magasinet Movieline tvivlede hun seriøst på sin egen fremtid som kritiker. Efter 11 år på onlinemagasinet Salon sagde Zacharek ja til et chefanmelderjob på Movieline, da mediemogulen Jay Penske relancerede magasinet i en onlineversion i 2010. Men to år efter nedlagde magasinet hendes stilling og hele anmeldelsessektionen. Efter Movieline kæmpede hun for at overleve som freelancer. “Selv hvis jeg skrev fem anmeldelser om ugen til NPR, som endda hævede deres honorarer for mig, kunne jeg dårligt få det til at løbe rundt. Jeg havde en opsparing, men i slutningen af de otte måneder, var jeg ved at løbe tør for penge,” siger hun. “Jeg satte seriøst spørgsmålstegn ved, om jeg ville finde et nyt job. Jeg var parat til at give op.” Hun åndede lettet op, da hun blev ansat på Village Voice i april 2013, men det har ikke stoppet hendes bekymring over filmkritikkens tilstand. “Listen over faldne kolleger, som har skrevet for en publikation i 25, år og som bliver tvunget ind i førtidspension… Det er skræmmende,” siger hun. “Professionen dør.”

En af Zachareks bekymringer over fyringerne af de erfarne fastansatte skribenter er manglen på mentorskab. “Da jeg startede, havde jeg mange, jeg kunne lære fra,” siger hun. Det er ikke tilfældet for de unge, ofte nyuddannede reportere, der fylder mange nyhedsredaktioner, inklusiv Village Voices. Og at “fylde avisspalterne med hurtige artikler om, hvad der skete til Golden Globes-uddelingen for at tjene $50 hjælper ikke en ung reporter til at udvikle sig som skribent.” “Krisen er slem,” siger hun. “Men mellem os sagt, så kunne verden godt eksistere uden filmkritikere. Det er trist, men man kan på sin vis godt forstå det, når aviser afskediger kunstanmelderne og graverjournalisterne først.”

Filmkritikkens guldalder

Engang var det anderledes. I 60’erne og 70’erne herskede Pauline Kael fra The New Yorker og Andrew Sarris fra Village Voice over filmkritikken som sofistikerede stilister og trendsettere med hver deres tilhængere, “the Paulettes” og “the Sarristes.” Ophedede diskussioner om auteurteoriens legitimitet gjorde “kritikkens Katharine Hepburn og Spencer Tracy” til et populært samtaleemne blandt amerikanske intellektuelle.

Fig. 2: Pauline Kael.

Fig. 2: Pauline Kael.

Fig. 3: Andrew Sarris.

Fig. 3: Andrew Sarris.

Men det var Roger Ebert, der bragte filmkritikken ind i mainstreamkulturen. Ebert nød bred popularitet og anerkendelse som anmelder for Chicago Sun-Times i 46 år og ved at vendte tommelfingrene op og ned med Gene Siskel i tv-programmet At the Movies. Efter han mistede sin evne til at tale som følge af kræft, genopfandt han sin karriere på sin blog og som en entusiastisk tweeter. Han var den første filmkritiker, der modtog en Pulitzer Prize og en stjerne på Hollywood Walk of Fame. Da Ebert døde i april 2013, udnævnte mange kommentatorer ham til den sidste kritiker, der betød noget.

Ebert, hvis Twitter-profil stadig er aktiv, bestyret af hans hustru Chaz Ebert, har 814.000 følgere. The New York Times’ A.O. Scott, vel nok den mest indflydelsesrige kritiker nu om dage, har 40.000. Kenneth Turan fra Los Angeles Times har 2.300. Rotten Tomatoes har over en million.

Fig. 4: Ebert (og Siskel).

Fig. 4: Ebert (og Siskel).

Fig. 5: Rotten Tomatoes.

Fig. 5: Rotten Tomatoes.

Benjamin Crossley-Marra, marketingschef for distributionsselskabet Zeitgeist Film beklager faldet i antallet af filmkritikere, da de ofte er fortalere for uafhængige og udenlandske film. En god anmeldelse i New York Times kan stadig ses på billetsalget, siger han. Men the Times er ifølge Crossley Marra omtrent den eneste publikation, der stadig har denne status som meningsdanner. Onlineudgivelser har ikke nået samme grad af respekt,” siger han. “At skrive uden løn, uden en redaktør og under en stram deadline… det tarveliggør branchen. Nogle filmsites producerer respektabel kritik, men flertallet prædiker for koret – De skriver for nørder som sig selv, og ikke for et bredt publikum”, mener Marra. Som konsekvens bruger Zeitgeist færre penge på printannoncer og flere på græsrodsmarketing.

Vennernes anbefalinger tæller højere

Før internettet, husker Rebecca Conget, (Vicepresident, indkøb og distribution for independent distributionsselskabet Film Movement), klagede distributører over, at kritikerne havde for meget magt. Da blogs og sociale medier begyndte at få indflydelse, fejrede alle det nye demokrati. Nu savner Conget og hendes kolleger tiden, hvor kritikere havde autoritet. “Det er meget demokratisk, og alle meninger er tilgængelige, men folk ved ikke, hvem de skal stole på længere” siger hun. “Det er sværere at få folk til at se din film, hvis anmeldelser ikke betyder noget for dem – når du ligeså vel kan spørge din nabo som læse avisen.” Film Movement citerer kritikere i markedsføringen af biografudgivelser, fordi deres publikum hovedsageligt er 45 plus. Men i forhold til den yngre målgruppe,, forlader de sig i mindre grad på kritikerne. “Når de unge går online for at beslutte sig for, hvad de skal se, kigger de på traileren og plakaten,” siger Conget. “Måske læser de brugeranmeldelser online og ser, om deres venner anbefaler filmen. Kammeraternes anbefalinger tæller højere.” ”Respekten for kritikerfaget er desværre ved at forsvinde.” Hun bebrejder både aviserne for ikke at beholde deres skribenter længe nok til, at læserne udvikler et forhold til dem, og den mentalitet, der er udviklet af de sociale medier. “Alle tror, at de er ekspert i alting nu,” siger hun. “Alle har deres egne Twitter- og Facebook-profiler og tror, at de er universets centrum, og at alle er interesserede i deres meninger. Tidligere var der en gruppe, hvor du tænkte, ok, jeg respekterer dem, fordi de har brugt år på rent faktisk at lære om teater eller litteratur. Det er deres ekspertise.”

“Der har været et anstrøg af antielitisme,” uddyber Professor David Hajdu fra Columbia University.

Amerika er grundlagt ud fra en forkastelse af klasse, stat og religiøs autoritet, men det er blevet værre i de seneste 10 år…Støjen fra taleradio og fra Fox lyder som en konstant, utrættelig dundren om, at den kulturelle elite er forfladiget, ude af trit, irrelevante og ligefrem destruktive, fordi de er uddannede. Konsekvensen af indstillingen om, at intellektualisme er suspekt, er en fordummelse i den offentlige debat…

Så længe den er aktuel i Dallas…

Denne fordummelse har også ramt aviserne, mener freelanceren Nick Pinkerton. Han opsagde sit samarbejde med Village Voice i februar 2013 i protest mod de forandringer, avisen gennemgik, da den og 10 andre alternative ugeaviser i 2012 blev solgt til the Voice Media Group. Flere redaktører og kritikere blev fyret, og avisen begyndte at bringe mindre lokaldækning og mere nationalt, syndikeret stof. Derved udvandede avisen sit indhold, mener Pinkerton. “Hvad der ville falde i god jord, var listicles relateret til hvad end der havde premiere i 1600 biografer den uge, eller et interview med en manuskriptforfatter til en fuldstændig uvæsentlig film – så længe man kunne bringe den artikel i Dallas, Orange County og Minneapolis. Det gav god mening forretningsmæssigt, men for mig tilintetgjorde det sektionens sjæl.”

Det er ikke et billede, Village Voices’ filmredaktør Alan Scherstuhl genkender. Han oplister avisens seneste “detaljerede dækning” fra “førsteklasses skribenter” af repertoireserier i BAM og Lincoln Center, historier om filmfestivaler, dokumentarer og udenlandske film samt anmeldeler af alle film, der har premiere i New York City. Men, siger han, alle redaktørerne på avisen slås om plads i printavisen. “Som en mangeårig læser, der voksede op med 90’ernes Voice, ville jeg også ønske, at vi havde plads og ressourcer til den overdådige filmsektion fra gamle dage. Hver uge er der filmbegivenheder i New York, jeg ville ønske vi havde plads til at dække i detaljer.”

Internettet kræver mere indhold

Det behøver dog ikke være enten-eller, ifølge Kate Erbland, som var en tilfreds freelancefilmskribent i årevis, indtil hun for nylig landede jobbet som redaktionschef på Indiewire. Erbland var en af de ansatte, der blev afskediget på både Boxoffice Magazine og MSN Entertainment. Mens oplevelserne – især på MSN, som fyrede hundredevis af freelancere via email – var “enormt chokerende”, mener hun ikke, at episoderne er betegnende for filmkritik som helhed. “Begge virksomheder havde problemer med ledelse, sammenhængende stil og med at tilpasse sig til internetkulturen.” Erfaringerne lærte hende, “ikke at lægge alle æg i én kurv” og ikke at forvente at kunne leve udelukkende af kritik. “At være kritiker alene er ikke længere en levedygtig karriere, for internettet kræver mere indhold på kortere tid. Den tid, hvor man kunne se en film, bruge nogle dage på at skrive om den og finpudse sin artikel er ovre. ”

Filmkritikken som en kat på steroider

Denne optimistiske realitetssans deler en anden tidligere skribent på The Dissolve, Matt Singer, som nu er redaktør på sitet Screencrush. Han kom fra en freelance-stilling som redaktør af Criticwire, Indiewires blog helliget filmkritikkens verden, der bl.a. rapporterer om jobskifter i branchen. Her skrev han klart flere historier om kritikere, der blev fyret end hyret. Alligevel mener han, at rygterne om filmkritikkens død er stærkt overdrevne.

“Hvis kritikken var død, hver gang nogen sagde, den var død, ville den være en kat på steroider,” siger Singer. “Hvis man går tilbage i arkiverne, finder man folk, der klagede over kritikkens tilstand i 1950, 1960 og 1970.” ”Selv de folkekære Siskel og Ebert blev anklaget for at ødelægge filmkritikken med deres “opadvendte tommelfingerfilmkritikkultur,” som Richard Corliss beskrev det i Film Comment i 1990.”

Faktisk hyldede selvsamme Ebert internettets demokratiske potentiale ved blandt andet at invitere amatørkritikere fra hele verden til at bidrage til sin blog. Han så internettet som en guldgrube af uopdagede talenter.

“Filmkritik er stadig en profession, men det er ikke længere en beskæftigelse. Man kan ikke tjene penge på det. Det giver muligheder til dem, der går op i film og godt kan lide at udtrykke sig,” skrev Ebert på sin blog i 2010.

Sean P. Means, min ven på Salt Lake Tribune, har udarbejdet en trist liste over filmkritikere, der har mistet deres arbejde. Er der nogen, der laver en liste over førsteklasses kritikere, der nu er aktive på internettet? Jeg formoder, at der er 20 eller 30 for hvert navn på Seans liste. Nogle af dem er på Seans liste. Jeg opdager nye hver uge. Internettet er en enorm skæppe, og du kan gemme en masse lys under den. (Ebert 2010)

I forbindelse med Eberts død, hvor blandt andet Variety spurgte, “Was Roger Ebert the last film critic who mattered?” (Verini 2013) protesterede filmanmelder for Washington Post Jen Cheney over den nostalgiske dommedagsretorik i artiklen

Tiderne er skiftet. Internettet forandrede dem. Og mens det er utroligt uheldigt, at nogle meget indsigtsfulde filmkritikere måske har mistet deres job i en uskøn overgangsfase, har internettet gjort denne tid til den bedste tid i historien til at engagere sig i provokerende dialog om film, og til at læse den engagerede kritik skrevet af mange forskellige mennesker, både værdsatte kritikere på højtprofilerede medier og “chucklefucks”. (Chaney 2013)

Fig. 6: På Roger Eberts Journal har man samlet Roger Eberts artikler og anmeldelser.

Fig. 6: På Roger Eberts Journal har man samlet Roger Eberts artikler og anmeldelser.

Matt Singer mener heller ikke, at jobsituationen for filmkritikere er udtryk for et fald i kvalitet eller engagement. “Der er en vis gran af sandhed i det faktum, at filmkritikkerjobs er mindre udbredt, end de var for 20 år siden,” indrømmer Singer. “Men er det fordi, folk er mindre interesseret i film eller i filmkritik, eller fordi avisindustrien har gennemgået en økonomisk nedgang?”, spørger han og tilføjer, at han ville være mere bekymret, hvis filmfestivaler begyndte at kollapse, eller filmsites begyndte at forsvinde. “Hvis man ser på de hjemmesider, der aggregerer filmkritik, kan man se, at der stadig er en enorm appetit efter det. Folk vil gerne vide, hvad kritikerne har at sige.”. Han mener desuden, at der er flere medier, der formidler god kritik, og flere gode kritikerskribenter end tidligere. “Udvalget er bedre, og mange af dem er strålende hvad angår stil, retorik, og analyse.”

Intellektuelt tab

Mange af hans kolleger er dog uenige. “Unge mennesker er dårligere skribenter,” siger Lisa Schwarzbaum, som accepterede en frivillig aftrædelse efter 22 år på Entertainment Weekly i forbindelse med en sparerunde i 2013. Ifølge Schwarzbaum giver internettet desuden plads til en masse “dumme ting”, som devaluerer kritikernes autoritet. Og når filmkritikerne mister kulturel betydning, bliver de skåret væk.

“Kritik har altid haft to funktioner,” siger Lisa Schwarzbaum, tidligere Entertainment Weekly “Den ene er servicevinklen: Vil jeg bruge mine penge på den her? Hvis man skal ud fredag aften, er det vigtigt.” Men, siger hun, mens Rotten Tomatoes kan erstatte forbrugerguiden, er det ikke en substitut for kritikkens anden funktion, som er at levere en analyse, der hjælper læseren til at forstå filmen eller tilføre nye perspektiver. Nedgangen i filmkritik er således ikke kun uheldigt for kritikeren, der mister sit job; det er et intellektuelt tab for samfundet.

“Vi mister respekten for værdien af diskurs og analyse, der ikke er promovering – ‘Jeg elskede den,’ ‘Jeg hadede den’,” siger hun. “Det tror jeg, vi har brug for. Ellers er det bare folk, der sælger og køber ting.”

Markedet er mættet

Når alle råber deres holdninger ud, hvordan adskiller vi så de intelligente tanker fra de intetsigende? Er demokratiseringen kommet ud af kontrol? Kan man tale om for mange stemmer og for mange meninger? “Jeg tror, vi er nået et punkt nu, hvor alt er overmættet,” siger Lisa Schwarzbaum. “Der er for mange film, og der er for mange mennesker, der taler. Mange er interessante. Mange er ikke. Hvad er det, vi virkelig ønsker at tænke over? Hvad betyder noget? Jeg tror, vi er et sted, hvor vi ikke kender svaret på det.”

Det overvældende antal valgmuligheder vil i sidste ende få publikum til at vende tilbage til en form for kuratering, forudser Rebeca Conget fra Film Movement. “Historisk set er alt cyklisk, og jeg tror, vi er kommet til et sted, hvor der er for mange valg. Og måske,” tilføjer hun, “vil folk indse, at deres venner ikke har en så god smag.” Men hvis det ikke sker, kan vi være i store problemer ifølge professor Noah Isenberg fra The New School: “Kulturelt set ville vi være meget fattigere,” siger han om det scenarie, at alle kunstkritikere forsvandt. “Vi ville blive frataget noget, som jeg synes er virkelig vigtigt i forhold til, hvordan vi definerer os selv. Vi ser de her film, vi tænker på de her film, og vi gør det på en sådan måde, at det faktisk påvirker den måde, vi opfører os på; måden vi tænker; måden vi diskuterer; måden vi klæder os; måden vi spiser; måden vi drikker; måden vi ryger. Det de ting, film gør ved os, og uden at skrive det, vil vi miste en meget, meget vigtig dimension af kulturel og intellektuel udveksling.”

Danmark i hælene på USA?

Den virkelighed kan vi muligvis også se frem til i Danmark, der er nogle år bagud i forhold til USA, men bevæger sig i samme retning. De fastansatte filmanmeldere kan tælles på én hånd, og ifølge Unni From og Nete Nørgaard Kristensens undersøgelse i bogen Kulturjournalistik fra 2010 er antallet af anmeldelser i aviserne faldet en anelse. I 2011 skrev Politiken (Hjort 2011), at både Ekstra Bladet, B.T. og Børsen skar markant i sine filmanmeldelser.

Filmredaktør på Information Christian Monggaard mener, at mediemodellen i Danmark er så tilpas anderledes, at man ikke kan konkludere, at den danske dagbladskritik vil lide samme skæbne som den amerikanske og engelske. “Men det er da bekymrende for filmkritikken og den kvalificerede filmkulturelle samtale på verdensplan, at der synes at blive færre kritikere, ikke mindst af den fastansatte slags. Det er jo i vid udstrækning kritikerne fra de store britiske og amerikanske aviser, man læser, og som skaber en debat,” siger han. “Man skal dog heller ikke være blind for, at kritikken til gengæld trives på nettet i USA og England – den har lidt sværere vilkår på nettet herhjemme, men der er enkelte sites, som med et vist held forsøger. Man kan desuden diskutere, om det med lister og mere luftigt stof, som ganske rigtigt er blevet en vigtig del af internetfilmjournalistikken, skader den grundige analyse. Det gør det måske nok nogle steder, mens det andre er blevet et ofte underholdende – nogle gange overfladisk og uopfindsomt – supplement til den mere dybdeborende og grundige kritik. Det handler vel om at bruge alle nettets muligheder til at give den traditionelle kritik og filmjournalistik en saltvandsindsprøjtning.”

Monggaard vurderer ikke, at der er færre fastansatte kritikere på de danske aviser. Selv mener han at være den første af slagsen på Information – hans forgænger Morten Piil var fx ikke fastansat – og han bruger tid på meget andet end at anmelde. “Det, der efter min mening i højere grad går ud over kvaliteten, er, at der i nogle aviser bliver mindre og mindre plads til at skrive på, hvorfor kritikken i enkelte tilfælde reduceres til god/dårlig-vurderingen af de bredeste film,” pointerer Monggaard.

Den konstante forhandling om spaltepladsen nikker anmelder på Jyllands-Posten Nanna Frank Rasmussen genkendende til. Hun ser dog også en udvikling mod færre fastansættelser. “Vi har – 7, 9, 13 – ikke oplevet det samme mandefald som i USA, men det skyldes også, at vi aldrig har været så mange. De færreste er fastansatte. Før i tiden kunne man godt få en kontraktansættelse, men i dag er de fleste freelancere.”

Det går ud over arbejdsvilkårene, mener hun. Tidsforbrug og kompensation hænger ganske enkelt ikke sammen. Og ønsker man fx at videreuddanne sig ved at holde sig opdateret om nye genrer og talenter på festivaler, foregår det ofte i fritiden for egen regning. “Jeg savner en respekt for faget og for den kunstart filmanmeldelsen er. På redaktionerne hører man ofte, at der står en masse i kø til jobbet. Men hvem er det? Det er ikke skidenemt at skrive den gode anmeldelse, og det tager tid. Den tid bliver man ikke nødvendigvis betalt for. Man skal virkelig været drevet af en usund lidenskab for at leve som filmanmelder.”

***

Faktaboks

Citater uden henvisning er fra egne interviews.

Adams, Sam. “Editors Keith Phipps and Scott Tobias on the End of The Dissolve and the Future of Film Criticism” 09.07.2015. Criticwire.

Chaney, Jen. “Roger Ebert wouldn’t have agreed he was the last film critic who mattered“. 05.11.2013. The Dissolve.

Corliss, Richard: “All Thumbs: Or, Is There a Future for Film Criticism?” March/April 1990. Film Comment.

Dargis, Manohla og Scott, A.O. “Mad About Her: Pauline Kael, Loved and Loathed“. 14.10.2011. The New York Times.

Ebert, Roger. The Golden Age of Movie Critics. 01.05.2010. Roger Ebert.com.

Hjort, Anders. “Store danske aviser skærer ned på kulturkritikken“. 09.07.2011. Politiken.

Kohn, Eric: J. Hoberman Discusses Village Voice Layoff: “It’s like slicing salami. They just keep laying people off.” 05.01.2012. Indiewire.

Verini, Bob. “Roger Ebert: The Last Critic Who Mattered?” 05.11.2013. Variety.

Lignende artikler