For få år tilbage, vel en 3-4 stykker, så vi en kærkommen opblomstring af den danske dokumentarfilm. Det begyndte med titler som Sami Saifs Family (2001), Hjelm og Zandvliets Angels of Brooklyn (2002), og det fortsatte med film som Søren Faulis Min morfars morder (2004) og den prisbelønnede Jerusalem, min elskede (2004) af Jeppe Rønde.

Flere habile titler var imellem, men et gennemgående og særdeles kedeligt fællestræk var iscenesættelsen af instruktør-jeg'et. Det er instruktøren Faulis morfars morder, der skal findes, det er instruktøren Røndes tro, der skal genopdages og det er Saif' far, instruktøren sætter ud for at møde. At tage udgangspunkt i sig selv er der ikke noget galt med, men det kan være dumdristigt og ligefrem helt hen i vejret, som det skete i den frastødende "Min..."-serie, hvor eksempelvis Ida Holten Ebbesen kunne berette om sit for omverdenen fuldstændig irrelevante forhold til sine søstre. Det gale var, at dengang syntes langt størstedelen af tilgængelige dokumentarfilm at tage udgangspunkt i en personlig beretning. Og de få dokumentarfilm, som havde en samfundskritisk dimension, fokuserede alle på udenlandske forhold.

Men nu, og det er egentlig det, ordene her omhandler, kan en drejning i horisonten øjnes. Perspektivet bredes ud, og der er mere på færde end en personlig fortælling.

Hvor spillefilmen allerede har vist sine snert af samfundskritisk substans, som det skete i Per Flys klassetrilogi, senere i Nikolaj Arcels Kongekabale og senest i Dommeren af Gert Fredholm, så er dokumentarfilmen først nu begyndt at røre på sig.

Røren kan delvist tilskrives initiativet Boost the Dox fra Det Danske Filminstitut. Initiativet tilgodeser yngre dokumentarfilmskabere, der vil lave samfundsengageret film. Film der anlægger et kritisk perspektiv på det danske samfund. Og ansøgningerne strømmer ind. Mere end 100 samfundskritiske projekter blev indleveret ved første deadline, og ansøgerne er i skrivende stund kogt ned til 25. I februar næste år vil det så blive klart, hvilke fem film der skal sættes i søen.

Uanset hvilke vinderprojekter instituttet vælger, kan man kun glæde sig over, at filmstøtten nu i højere grad vil bifalde den samfundskritiske film. I en tid hvor DR skærer ned på udgifter til den undersøgende tv-journalistik og TV2, når kanalen en sjælden gang sender en ordentlig dokumentar, fokuserer på udenlandske produktioner, ja så er der i høj grad behov for hver en krone, filminstituttet kan stille til rådighed.

Og nu kan man blot håbe, at der samtidig vil ske en bedre balancering mellem den enorme støtte, der gives til spillefilmen, og så den stadigvæk ret så ydmyge støtte, dokumentaren tilgodeses. Det høje antal danske spillefilm ligger i forvejen i en alt for hård konkurrence med hinanden, og det burde således være muligt at overføre nogle støttekroner fra fiktionens beretninger til virkelighedens problematikker. Det høje antal søgere til Boost the Dox viser jo, at engagementet er der.