Populær serialitet i en dansk arena er en bog med mange kvaliteter. Flere af dens kapitler tager temperaturen på tv-serie-landskabet i Danmark på en overbevisende måde og kommer vidt omkring nogle af de nyeste tendenser. Denne anmelder har tænkt sig fremadrettet at referere til Klastrups kvikke læsning af instagramprofiler som remediering af realitygenren og sæbeoperaen. Klastrup tager udgangspunkt i instagramprofilen michellameiermorsis, og hun viser overbevisende, hvordan visse typer af SoMe-profiler trækker på de historiske genrer. Derefter opstiller hun nye, konkrete typer af SoMe-serials og forskellige typisk anvendte strategier og deres funktion. Det er godt set af Klastrup, hvordan det nye bygger på det gamle, og det er konkret anvendeligt til tekstanalyse.
Nedslag
Økolæsninger er åbenlyst oppe i tiden. Philipsens kapitel er derfor relevant for alle, der interesserer sig for den vinkel på film- og tv-produktion. Kapitlet er i en eller anden grad miljøaktivistisk, hvilket det også er åbent omkring. Der er brugbar information om branchens forhold til bæredygtighed, og problematikken belyses både fra producervinklen og med økolæsninger af fx Borgen (DR 2010-2013, DR/Netflix 2022) og Valdes Jul (TV 2, 2023) (fig. 1). Kapitlet berører måske problematikken med miljøkravs effekt på den kreative frihed lidt ensidigt: Fra kapitlets perspektiv er miljørigtige – det vil sige mindre skalerede, mere lokale og miljøtematiserede – optagelser næsten kun godt. Det bliver fremstillet som et positivt, kreativt benspænd. Men er det sandt? Der er nogle kritiske spørgsmål om kreativ frihed og visse miljøbelastende genrers fremtid, fx action og historisk fiktion, som kunne udfoldes. Og hvordan har miljøet det med, når hovedstadsbaserede produktionshold flytter optagelserne til udkantsdanmark? Er det måske også sådan indenfor film- og tv-produktion, at bæredygtighedskrav er nemmere i de store byer, end de er på landet?
Økonomiske perspektiver på dansk tv-serieproduktion er en vigtig, men underprioriteret vinkel. Andersen og Pilegaard tager overbevisende læseren med gennem udviklingen i finansiering af film og tv-serier, inklusiv de globale vindes og kulturpolitikkens effekt på produktionerne. At konklusionen i en eller anden grad så er, at det ikke er til at sige, om fx kulturbidragsordningen vil virke efter hensigten, at det kan gå alle veje, og at der generelt mangler transparens på området – ja, det er måske lidt nedslående, men det er ikke forfatternes skyld.
Manuskriptforfatterperspektivet er altid interessant. Bogens tre kapitler med fokus på arenaer er gode, men også væsensforskellige. De to første er skrevet af praktikerne Elsebeth Nielsen og Andrias Høgenni, og det sidste er skrevet af Pilegaard, som har en akademisk baggrund. De praktiske kapitler redegør dygtigt for, hvordan man fortæller med rum og lokation. De er dog stort set blottet for referencer til relevant faglitteratur og er således lidt på kanten i forhold til den akademiske genre, som bogens andre kapitler indskriver sig i – og Pilegaard viser, at man sagtens kan skrive om arenaer med referencer til eksisterende forskning. Jeg ser og anerkender dog styrken i at lade praktikere komme til orde.
I Hansens kapitel om Blue sky-crime læser han Hvide Sande (TV 2, 2021-) som et eksempel på en europæisk tendens til at placere produktioner i udkanten, som Hansen dokumenterer mere udførligt i anden sammenhæng. Kapitlet står dog fint i egen ret og tager læseren fra droneæstetik til public service-påvirkning i udformningen af danske tv-serier. Man får en fornemmelse af, hvordan produktionsmiljøet på nogle punkter arbejder på at frigøre sig fra arven fra Nordic Noir, samtidigt med at man åbenlyst bygger på selvsamme arv.
Jonas Risvig-kapitlet af Bøtner Hansen er selvskrevet som bidrag, fordi Risvig har været toneangivende blandt de unge, som ellers er så svære at få fat i. Kapitlet står sådan set stærkt nok, hvis man tager det, som det er – fine analyser af produktionerne og relevante produktionsinterviews med blandt andet Risvig selv. Det er dog lidt uheldigt, at kapitlet ikke nåede at få den shitstorm med, som Risvig siden er endt i. Risvig er blevet kritiseret for sine rekrutteringsteknikker og interaktionen med sin målgruppe – to ting som kapitlet ellers roser ham for. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om kritikken er retfærdig eller ej. Den siger dog noget om skrøbeligheden i at arbejde med unge, og den understreger endnu engang, hvor svært det er at lave fængende fiktion til netop den målgruppe. Man kan ikke undgå at læse kapitlet i et lidt andet lys i skrivende stund.
Christiansens kapitel om Equinox samt Brix Jacobsens ditto om Operarejsen (DR 2022-2024) og Orkestret (DR 2022-) er god, gammeldags, begavet tekstanalyse, begge med udgangspunkt i cases, der taler ind i en tendens og siger noget om deres samtid. Christiansen laver en læsning af Equinox (Netflix 2020), der viser, hvordan serien indskriver sig i den populære weird fiction-genre, som vi kender fra Stranger Things (Netflix, 2016-) Dark (Netflix, 2017-2020), mm., og hvordan den balancerer mellem worldbuilding og verdensudviskelse: En omfattende verden bygges op, men samtidigt udfordres samme verdens ontologi (fig. 2). Brix Jacobsen undersøger Frederik Cilius og Rasmus Bruuns forskellige lege med fakta- og fiktionsgenrer i Operarejsen og Orkestret, og hvordan der – genreskellene til trods – er endog mange ligheder i de greb de bruger i begge serier. Afslutningsvist laver Kampmann Walther en ikke uinteressant, men ret flippet læsning af en norsk film, der fungerer som en nordisk repræsentant for multivers-filmen. Derrida bruges til at udforske serielle elementer i filmen. Lidt kritisk kunne man måske spørge, om mange film ikke har serielle elementer, hvis man læser dem, som kapitlet foreslår.
Bogen rummer generelt et væld af metoder: tekstanalyse, produktionsanalyse, mediesystemanalyse, locationanalyse, målgruppeanalyse, mm. Bredden i metoder og perspektiver er stærk, og en stor del af kapitlerne kan stå selvstændigt som klart profileret og redelig forskning i (mestendels!) danske tv-serier. Hvis du ikke skal læse andet af denne anmeldelse, så tag denne grundlæggende ros med dig videre. Jeg har dog også nogle overordnede kritikpunkter.
Kritikpunkter
Der er noget ved bogens ramme, der skurrer. Der er gode elementer i rammen – tankerne om serialitet er fx skarpe. Men som Gunhild Agger dokumenterer i Det grænseløse tv-drama (2020), er den danske tv-series guldalder forbi. Den sluttede lige omkring 2016, plus minus. Tv-seningen er fragmenteret. Presset fra streamingtjenesterne og youtube er enormt, og man har de sidste mange år været i en art krisetilstand i produktionen af danske tv-serier. Redaktørerne lader lidt som om, at det ikke er sådan. Man hiver et 2015-citat fra Camilla Hammerich frem om, at DR samler danskerne med tv-serier, og efter en lille disclaimer mener man, at “vi danskere stadig er meget tro mod dét at se danskproduceret tv-drama” selv i 2024. Der er få undtagelser som fx Badehotellet (TV 2, 2013-2024), men generelt er seertallene jo ofte halverede siden den danske tv-series guldalder, og i mange tilfælde er de decimerede. Risvig har gjort det godt under omstændighederne, men dansk tv-fiktion kæmper stadig med at nå et ungt og i mange tilfælde endda et midaldrende publikum. Det bagatelliseres, hvilket er ærgerligt. Jeg forstår ønsket om at tale bogens cases op. Men hvis vi vil tale om danske tv-serier, bliver vi nødt til at have en ærlig samtale om, hvem de når. Og hvordan de realistisk set kan finansieres, hvor Pilegaard og Andersens kapitel trækker i den rigtige retning.
Et andet kritikpunkt er, at valget af kriterier for at være med i bogen grundlæggende er vage. De er, at indholdet er “set af mange”, serielt og “har været tilgængeligt for et dansk publikum”. Især det sidste er et endog meget vagt krav at stille, idet stort set alt globalt indhold er tilgængeligt for den dansker, som aktivt opsøger det. Der menes givetvis “har været streamet eller sendt på en almindeligt tilgængelig streamingservice eller kanal i Danmark”, men det er stadig vagt. Når Downtown Abbey (ITV, 2010-2015) er “i en dansk arena”, hvis man husker kort at perspektivere til Borgen og Orkestret, hvad er så IKKE i en dansk arena, fristes man til at spørge? Det afsluttende kapitel er på kanten af alle kriterier. Jeg bifalder egentlig, at man i en undervisningsbog inkluderer en, i forfatterens egne ord, “syret” læsning af en tekst, for at vise hvordan man også kan bruge teori. Det er dog en tekstanalyse af en norsk film (set af mange? dansk arena?), hvor kapitlet på de sidste to sider slår en teoretisk krølle og laver en “seriel læsning” af filmen.
De vage udvælgelseskriterier fører til den vævende titel, Populær serialitet i en dansk arena. Jeg spekulerer over, om man ikke med større vilje til at skære igennem havde kunnet kalde den for Populære danske tv-serier eller, hvis man var gift med serialiteten, Populær dansk serialitet. Begge dele havde været mere rent og, tror jeg, nemmere at markedsføre.Når det er sagt, så er Populær serialitet i en dansk arena fyldt med robuste og skarpe kapitler om den mangfoldighed af seriel fortrinsvis dansk underholdning, der produceres. Jeg kommer som sagt til at bruge den, og hvis du underviser i eller beskæftiger dig med nutidige danske tv-serier, kan jeg ikke se andet, end at den også vil være relevant for dig.
* * *
Fakta
Litteratur
- Philipsen, Heidi H.-K. & Henning Bøtner Hansen, red. (2025). Populær serialitet i en dansk arena. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
- Agger, Gunhild (2020). Det grænseløse tv-drama. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
