Med udgangspunkt i transgressiviteten som gennemgående figur, tager Søren Søberg Poulsen sin læser med på en filmhistorisk tour de force-læsning af det bogen kalder for ’den grænseoverskridende genrefilm’. Det er et film- og kulturhistorisk essay, der byder på både næranalyser af udvalgte film og på udblik til de store kultur- og samtidstendenser som filmene både er opstået af og et blik tilbage på. Vi kommer vidt omkring og dybt ned i bogens mere end 100 film over en periode på 100 år.
”Døm ikke bogen på omslaget” er en fortærsket metafor, men det er også et bogstavelig råd at give i forbindelse med denne bog. Den består af 200 sider, men kan læses på en god eftermiddag, da dens størrelse er lidt undseelig pocked sized. Undertitlen præciserer hvad titlen Blotlagt henviser til, nemlig ”krop, sex og vold fra tidlig tonefilm til torture porn” og den tilhører desuden genren essay. Den virker med andre ord som en nichenørdet bog om horrorfilmens mange obskure undergenrer og de film vi finder her, som sigter mod et lige så nichenørdet publikum. Men bogen er udgivet på det akademiske forlag Multivers, som burde borge for en vis kvalitet. Og det gør det. Bogen er nemlig meget andet end det – dens modus operandi er, som forfatteren selv formulerer det: ”Det smalle, der forbliver smalt, har begrænset interesse for bogens undersøgelse” (s. 158), (fig. 1).
Bogens indhold og tilrettelæggelse
Poulsen er cand.mag. i medievidenskab, dansk og religionsvidenskab men speciale i gyserfilm. Han betegner selv bogen ”et passioneret, film- og genrenørdet forsøg” på at undersøge hvordan sex, vold og normafvigelse ”trænger ind i mainstreamfilmens pæne virkelighed fra avantgardefilmens højder og især fra explotation-filmes dyb” (s. 9). Så den nørdede interesse er der bestemt. Bogen har et dobbeltblik, som gør den interessant: nemlig at de grænseoverskridende genrefilm, for det første, ikke er isoleret til horror alene og, for det andet, læses med udblik til både mainstreamfilmens tendenser og samtidens kulturelle kontekst.
Centralt i bogens læsninger er horrorteoriens klassiske forståelse af otherness, i bogen behandler som ’det andet’ og ’den anden’ (s.11) og disse begreber strukturerer bogens mange tematiserende analyser. Den er, foruden et forord, inddelt i fem kapitler:
- 1930-1960: Sex vold og afvigelse i Hollywoods ungdom.
- 1960-1970: The Times They Are a-Changin’ – bryster, baller og blotlagte organer.
- 1970-1980: Sammenbrud og nybrud.
- 1980-2000: Videobånd, po-mo og vrangvendte kroppe.
- 2000-2023: Torture porn and beyond.
Over 100 filmtitler kommer vi gennem, hvoraf størstedelen anvendes til at optegne de vigtigste tendenser, mens andre får mere plads, for at tydeliggøre bestemte filmhistoriske og -analytiske pointer. Herudover næranalyserer Søberg Poulsen fire film, idet de fungerer som filmhistoriske pejlemærker og symptomatisk markerer forskellige kultur- og filmhistoriske tendenser. Det er et glimrende pædagogisk greb at forankre de filmhistoriske og kulturanalytiske overordnede linjer i næranalytiske læsninger af disse film.
Genrelæsninger af de centrale film
Søren Søberg Poulsen indleder sin bog med en analyse af Tod Brownings klassiske horrorfilm Freaks (1932) som udkom før den moraliserende Hays Code fik lagt restriktioner for hvad man kunne tillade sig at behandle i Hollywoodfilm (fig. 2).
Analysens argument er, at ”filmen skubber den kulturelt frastødte krop ind på center stage og insisterer på den menneskelighed” (s. 27). Med reference til den bulgarske psykoanalytiker Julia Kristavas begreb om abjektet, argumenterer kapitlet for, at
Freaks maser […] det abjekte – hvilket vil sige det frastødte – tilbage i ansigtet på Hollywoods mainstream-forbruger. På den måde står filmens revolutionære kraft i diametral modsætning til den politiske korrekthed, der forsøger at indkapsle det afvigende i det normale. (ibid).
Andetsteds i analysen kommer den canadiske sociolog Ervin Goffmans begreber om frontstage, backstage, samt facework også til, her dog uden den store udfoldelse. Det abjekte udfoldes i næste kapitels analyse (s. 60-61) og den interesserede læser kan så selv forfølge disse begreber i primærkilderne.
To film – begge instrueret af Hershell Gordon Lewis – er udvalgt til at inkarnere andet kapitels genretendenser. Den første er den notoriske Blood Feast (1963). Filmens besynderlige kameraindstillinger, kontinuitetsproblemer og dilettantiske manuskript var ligegyldig, for filmen var den først af sin slags til at introducere organudtagelsen som idé i horror (s. 63) (fig. 3).
Analysen viser hvordan filmen trækker på roughie-genrens æstetik, og hvordan klipningen mimer nudie-cutie’ens syntaks. Den anden film er Two Thousand Maniacs (1964) og denne film læses som ”et spejl, der viser sit samtidsamerikanske publikum, hvor grimt det ser ud når man forstørrer og forvrænger samtidskulturens fremmedgørelses-dynamikker” (s. 80). Derudover er det en af analysens pointer, at filmens brug af skiftende identifikationspositioner og den medfølgende ambivalens udelukker ”modtagerens mulighed for at holde lidelserne ud i strakt, fremmedgørende arm” (s. 83).
Et samtidskulturelt spejl
Næste kapitel fokuserer på Wes Cravens The Last House on the Left (1972), en film som æstetisk låner fra både dokumentarfilmen, artfilmen, nybølgerealismen, guldalder-pornoen og exploitation-filmene og betegnes som ”et vidnesbyrd fra et kulturelt sammenbrud; et indblik i en krigstraumatiseret nations – og generations – dybeste afkroge” (s. 101-102). Filmens ondskab læses her som et samtidskulturelt spejl, der ”samler samtidens kulturelle tråde og lader dem udradere hinanden i et radikalt, absurd og påtrængende ubehag” (s. 108). Den er et ubarmhjertigt opgør med den amerikanske love generation og en både visuel og tematisk fremstilling af den realitet som Vietnam-krigen, My-Lai-massakren og det forestående nederlag skulle betyde for det det amerikanske samtidskulturelle klima (fig. 4).
Analysen ligger i forlængelse af den ideologikritiske analyse, den amerikanske filmkritiker og -teoretiker Robin Woods laver, ud fra argumentet om, at horror tematiseret den borgerlige ideologis andethed. Argumentet er også, at: ”Det er således både generationer, klasser og ideologier, der brydes i den afsluttende duel” (s. 117). Kapitlet kombinerer skarpe næranalyser med denne samtidskulturelle horisont og leverer en eksemplarisk analyse af hvordan og hvorfor The Last House on the Left er sådan en vægtig og vigtig film.
Kroppen i centrum
1980’erne og 1990’erne, ”hvor den realistiske, transgressive filmkunst endnu engang blev fortrængt fra mainstreamfilmens store lærreder” (s. 123) er udgangspunktet for det fjerde kapitel i bogen. Her var det kroppene, som var i centrum for mainstreamfilmene, fra de olierede, hårdtpumpede action-skuespillere til canadiske David Cronenbergs body horror-film. Kapitlet har underligt nok ikke en perioderepræsentativ film som analysegenstand, men tildeler den plads til en række mindre analyser. Til forskel fra den realistiske krop, som vi finder i både pornofilmen og gorefilmen, har vi her at gøre med den metaforiske krop: ”den abstrakte og groteske krop, der iklædes fantastiske, loftcraftianske, men også fremmedgørende gevandter trænger ind i modtagerens perceptive felt” tilsat en allestedsnærværende postmoderne ironi (s. 128). Herefter behandler kapitlet gorefilmen/splatterfilmen som supergenre for film med kropslige overskridelser af forskellig art. Vi kommer omkring nekrofili-film og den pseudo-dokumentariske mondo-horror, som ”videreførte 70’ernes realistiske voldsfilm” (s. 137), pinky violence film, roughie-genren, snuff filmen og den den japanske Guinea Pig-serie (Gini Piggu), som afbilleder gore, lemlæstelse og tortur. Der sker meget i dette kapitel og vi præsenteres for rigtig mange filmserier og subgenrer, men heldigvis er Poulsen god til at samle op undervejs:
Nudie-cutien ville eksponere bar hud, pornoen ville eksponere sex, Blood Feast ville eksponere blodige organer, men Gini Piggu ville med samme midler og realismen eksponere lidelsen i dens placering mellem det kropslige og det psykologiske (s. 139).
Kapitlet afsluttes med en læsning af to gysere, som trods deres forskelligheder har samme type psykopat til fælles nemlig Patrick Bateman fra Mary Harrons American Psycho (2000) og Henry fra John McNaughtons exploitation-film Henry – Portrait of a Serial Killer (1986).
Bogens sidste kapitel er fokuseret på den kropslige iscenesættelse som vi finder i torture porn-filmen. Kapitlet kommer omkring en række forskellige film, men har valgt Eli Roths Hostel (2005) som paradigmatisk case. Poulsen læser filmens tre All-american unge, mandlige backpackers privilegerede opførsel som ”en allegori over Vestens, og navnlig USA’s globale, politiske arrogance” (s. 179-108) når de drikker og horer sig igennem Europas storbyer. De unge mænd lokkes til et hostel i det rurale Slovenien, hvor det viser sig de bliver ofre for Elite Hunting Clubs medlemmer i det torturkammer, dette hostel viser sig at være (fig. 5).
Bogen argumenterer for, at hele torture porn-genrens bevæggrund er en ”griben efter den tabte relation til kødet eller materien [og] repræsenterer en modvilje mod det verdenstab, som det 20. århundredes modernitetestab har medført” (s. 180). Torture porn-genren er en søgen efter det autentiske og genren er en reaktion på fitnesskulturen og realityshows, der udvisker grænsen imellem den reelle krop og den fortalte krop. I torture porn bliver mennesker til forbrugsvarer, til konsum-kød, og deri ligger genrens væsentligste samfunds- og kapitalismekritik” (s. 185).
Bogens sigte og pædagogiske greb
Bogen er som allerede nævnt en essayistisk tour de force og den veksler mellem næranalyser af udvalgte scener, for derefter at aftegne store film- og kulturhistoriske linjer og flugtlinjer ud og ind af teorifelter og genrer. Essayet som genre fordrer mindre stringens, og Poulsen skriver da også i forordet, at bogen er ”en betragtelig slingren ind og ud af kulturhistoriske, kritiske og teoretiske stier” (s. 11). Det er meget rammende for læseoplevelsen. Vi skal omkring rigtig meget og det går stærkt nogle steder, som i følgende passage:
Denne incidentale refleksivitet, hvor filmen tematiserer samtidens hastigt tiltagende medialisering og det deraf følgende verdens- og meningstab, skulle ligesom filmens affektløse iscenesættelse af volden vise sig at være forud for sin tid (149).
Det forudsættes læseren allerede er har kendskab til medialisering og affekt – eller er villige til selv at læse op om det. Bogen har meget på hjerte og præsenterer i sin fortællelyst læseren for mange genrer – jeg noterende følgende, uden jeg vil påstå det er den fulde liste: Dadaistiske film, tysk ekspressionisme (s. 18), eksploitation (s. 43), nudie-cutie (s. 44), mainstreamfilmen (s. 46), torture porn, stag films (s. 49), mondo / shockumentary (s. 51), roughies (s. 52), gore (s. 53), gyseren (s. 68), kropsfilm (s. 59), pornoen (s. 89), pornogyset (s. 92), dwarfplotation (s. 94), avantgarde (s. 94), body horror, hurtcore porn (s. 131), splatter, slasher, slapstick (s. 132), giallo, found footage (s. 133), video nasties (s. 135), splatter-explotation, voldsfilm (s. 137), pinky violence (s. 138), faux snuff (s. 140), psykologiske gys (s. 142), mainstreamgys (s. 152), j-horror (s. 162), reality (s.181) (fig. 6).
Hvor mange af disse blot bruges som genre-label på film uden videre præsentation eller uddybning, så får vi en mere grundig introduktion til de mest centrale og genkomne over- og undergenrer i bogen. Og så samler bogen løbende op på pointer som vi har fået præsenteret tidligere. Og det er præcis derfor man sjældent farer vild i bogens slingren ind og ud af dens forskellige stier, som følgende passus illustrerer:
Pornoen viser os liderligheden, som ikke tåles af den borgerlige ordensideologi; Freaks, splatterfilmen og torture porn, viser os den kropslige realitet, som vores dominerende fiktioner i udgangspunktet ikke vil være ved. Den viser os livet, døden og kroppen, som forudsætter hele vores væren i verden. Det kontroversielle ved disse film er ikke deres fiktioner, men deres realitet (s. 200).
Det er denne akkumulerende læsning af de analytiske pointer, bogen laver, som tilbyder læseren overblik over en del forskellige undergenrer, som er endnu et af bogens velfungerende formidlingsmæssige greb.
Et lignende greb er at introducere til horrorgenrens kernebegreber og centrale teorier på velformidlet dansk. Vi får f.eks. alene i bogens andet kapitel en introduktion til bl.a. Kristeva og det abjekte, Rikke Schubarts dansksprogede I lyst og død (1993), Caroll J. Clovers klassiske Men, Women, and Chain Saws: Gender in Modern Horror Film (1992) og Laura Mulveys begreb om the male gaze fra hovedværket Visual Pleasure and Narrative Cinema (1975). (fig. 7).
Bogen er både velskrevet og velkomponeret. Det er et imponerende indblik i og overblik over ikke bare horror og dens underskov af subgenrer, bogen præsenterer. Men det er i særdeleshed bogens lyst til at kommunikere og tilbyde den filminteresserede læser et indblik i hele horrorgenrens mange krinkelkroge, der gør den stærk. Den insisterer hele tiden på, at det aldrig må forblive smalt. Analyserne lukker sig heller ikke om sig selv, men der peges hele tiden ud: Ud til filmhistoriske mønstre, til mainstreamfilm og til det, filmene taler ind i og op mod af samtidshistoriske og kulturelle tendenser. Jeg sidder efterfølgende med fornemmelsen af, at manuskriptets til bogen oprindelig har været meget mere omfattende og er blevet kondenseret for hver gennemskrivning, der er sket, uden at ville gå på kompromis med de mange pointer. Når nu Søren Søberg Poulsen har så meget på hjerte og vil præsentere sin læser for det store overblik og den viden han har over både det filmhistoriske og det teoretiske landskab, så må mit råd til redaktørerne af hans næste bog være: Giv den mand mere plads! Det har både han og hans læserne fortjent.
* * *
Fakta
- Søberg Poulsen, Søren: Blotlagt. Krop, sex og vold fra tidlig tonefilm til torture porn. Forlaget Multivers ApS, 2024
Litteratur
- Clover, Carol J. Men, Women, and Chain Saws: Gender in the Modern Horror Film. Princeton University Press, 1992.
- Goffman, Erving: “On Face-work. An analysis of ritual elements in social interaction”. Psychiatry Journal of Interpersonal Relations, vol. 18, 1955
- Goffman, Erving: The Presentation of Self in Everyday Life, Anchor Books, 1959.
- Kristeva, Julia: The Powers of Horror: An Essay on Abjection. Columbia University Press, 1982.
- Mulvey, Laura. “Visual pleasure and narrative cinema.” Feminism and film theory. Routledge, 2013.
- Schubart, Rikke: I lyst og død – fra Frankenstein til splatterfilm. Lindhardt og Ringhof, 1993
- Wood, Robin: Hollywood from Vietnam to Reagan. Columbia University Press, 1986.
