Dødbringende maveplaskere? Om swimmingpoolen som et symbol på rigdom, erotik og død

Swimmingpoolen opfattes nok af de fleste som lig med afslapning og plasken i det solbeskinnede vand. Den er et tegn på at have opnået velstand, så man kan dase velfortjent oven på et veludført arbejde, ligesom den også nærer fantasierne -især de erotiske. Men i mange film bliver pølen også et farligt sted, hvor hovedpersonerne ikke ser truslerne komme, før det er for sent. Denne artikel er derfor en filmhistorisk gennemgang, hvor jeg ser på de betydninger, swimmingpoolen har fået gennem tiden, fra The Great Gatsby over The Graduate til Swimming Pool.

Så tager vi igen et hovedspring ud i det våde element. Denne gang drejer sig om swimmingpools. Rent metodisk er artiklen en morfologisk og filmhistorisk undersøgelse, koncentreret om de konnotationer swimmingpoolen har fået gennem filmhistorien, og hvordan den dermed optræder som symbol og betydningsbærende enhed (Hjelmslev, 1993,101-110).

Jeg har tidligere beskrevet vandets rolle i horrorfilmen, men i denne artikel er det helt overvejende andre filmgenrer, der skal behandles. I bogen The California Gothic omtaler Bernice Murphy den private swimmingpool som noget, der i film forbindes med både det søde, glamourøse luksusliv og det erotiske, men også bærer et element af død i sig (Murphy 2022, 150).

En anden, som behandler dette forhold, er arkitekturhistorikeren Thomas Van Leeuwen, der i sin bog The Springboard in The Pond omtaler menneskets forhold til det at svømme eller bevæge sig i vand som et møde mellem Eros og Thanatos.Vi er fascinerede af det glitrende blå element, og vores omgang med vandet er lystfyldt, men samtidig er det ikke vores naturlige opholdssted, og vi må gøre en aktiv indsats for ikke at drukne (Leeuwen 1998, 2-3) (fig. 1 og 2).

Døden ved poolen – swimmingpools på film

Urteksten for sammenhængen mellem død og swimmingpools er F. Scott Fitzgeralds roman The Great Gatsby fra 1925, hvor Jay Gatsby myrdes af sin elskerindes ægtemand ved swimmingpoolen. I de nyere filmatiseringer af romanen (1974, 2000, 2013) vises det tydeligt, hvordan Gatsby ikke opdager hævnerens skikkelse, der tårner sig op over ham, mens han daser ved sin swimmingpool (se topbillede). Det gode liv har altså en bagside, som kommer frem i de følgende film og tv-produktioner.

The Great Gatsby foregår på Long Island i New York. Ifølge Leeuwen hørte swimmingpools oprindelig til hos “Old Money” på USA’s østkyst. I mellemkrigstiden flyttede tyngdepunktet – og mængden af nye pools – til Californien og Los Angeles. Der opstod en tæt sammenhæng mellem Hollywood og swimmingpools, da millionærer og filmstjerner i mellemkrigsårene fik designet pools med fx romersk- eller sydhavstema til deres overdådige villaer. Samtidig fik svømning en erotisk association bl.a. i Johnny Weismüllers Tarzan-film, ligesom vandballetter og synkronsvømning blev populære elementer i mange filmmusicals. (Leeuwen, 155-227).

At filmverdenen selv var sig bevidst om forbindelsen mellem Hollywooddrøm og svømmepøl ses tydeligt i den berømte åbningsscene fra Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), hvor hovedpersonen Joe Gillis’ (William Holden) lig flyder rundt i Norma Desmonds (Gloria Swanson) swimmingpool (fig. 3).

I filmens start er Normas swimmingpool tom og ligner en åben grav, fuld af affald  og rotter. Senere, da Joe er blevet hendes elsker og således har revitaliseret hende, er den blevet renset og fyldt op igen. Da han skal overbevise veninden Betty, om at han er tilfreds med at være hos Norma, peger han netop på den oplyste pool som et symbol på den materielle komfort, det har givet ham, for i filmens slutning at ende, hvor vi så ham i starten, da Norma skyder ham, og han døende falder i vandet. Swimmingpoolen iscenesættes altså som et symbol på rigdom og succes, og Sunset Boulevard er en af de mest klassiske metafilm, der selvbevidst blander film noir og gotisk æstetik med fiktive figurer og virkelige berømtheder i cameo-roller (fig. 4).

Våde middelklassedrømme eller -mareridt?

Hermed er swimmingpoolen blevet etableret, dels som et statussymbol på rigdom og berømmelse, men også på medaljens bagside. Både Jay Gatsby og Joe rammes af nemesis for at have svigtet deres egen samvittighed, da de valgte det søde liv.

Efter Anden Verdenskrig blev poolen en luksus, som også middelklassen fik adgang til. Nu kunne man holde poolparties i forstæderne og fejre sin bid af den amerikanske drøm. Dette skete hovedsagelig i det sydlige Californien. Derfor blev poolen set som en del af en typisk ”laid-back” californisk livsstil, og Los Angeles var i 1950 verdens pool-hovedstad med over en million af slagsen (Leeuwen,165).

Vel etableret som en sådan velstandsindikator blev poolen også til et symbol på bagsiden af det gode liv, og i 60’erne blev den en del af kritikken af ”The American Dream”. En film, der tydeligt anvender poolen sådan, er Mike Nichols’ The Graduate (1967). Ben (Dustin Hoffman) introduceres som passiv og eksistentielt retningsløs i en lang indstilling, hvor vi et close-up ser ham stirre apatisk frem for sig på baggrund af et akvarium, på hvis bund en lille dykkerfigur ses. (Halsskov, 2017). Senere har Ben i fødselsdagsgave fået en dykkerdragt, hvori han vises som et dresseret dyr for forældrenes venner. Via hans klaustrofobiske perspektiv fra dykkermasken ses de jublende forældre, der tvinger ham ned i poolen, hvor han sætter sig på bunden, mens scenen toner ud i blåt (Fig. 5). Ben bliver altså styret i et og alt – nærmest bogstaveligt – druknet i deres forventninger og er blevet et med den indespærrede, ensomme figur i akvariet. Senere vises Bens forandring, da han tager afsæt fra vippen, dukker op af vandet igen og kravler op på en luftmadras. Derfra match-cuttes der til Ben, der ligger ovenpå Mrs. Robinson! Derefter klippes igen til sexede, bronzebrune Ben på luftmadrassen med en øldåse strategisk placeret i skridtet (fig. 6). Den seksuelle debut har givet ham selvtillid, han “flyder ovenpå” og  lader sig ikke længere styre af forældrene (Brown 2014, 42-45).

Poolens truende bagside ses endnu tydeligere i Frank Perrys satire The Swimmer, der kom året efter. Her dukker Ned (Burt Lancaster) op ud af ingenting iført badebukser. Han vader uinviteret ind til nogle venner og erklærer, at han vil “svømme hjem”, forstået sådan at han vil tage en svømmetur i hver af de ti swimmingpools, der ligger på vejen til hans hus. Undervejs mødes Ned med tiltagende fjendtlighed, og gradvis afsløres han som en manipulerende bedrager og skørtejæger, der har mistet alt. Stædigt benægter han sandheden, indtil han endelig bryder grædende sammen foran sit tomme, aflåste hjem, samtidig med, at en regnstorm bryder løs. Er Ned bare et dumt svin, eller er han syndebuk for resten af lokalsamfundet? De fleste af hans tidligere venner er vulgære nyrige, der fremhæver deres pools for at prale. Ned, gennem hvis perspektiv, vi ser begivenhederne, bliver den fremmede, der blotlægger andres dobbeltmoral, akkurat som Ben i The Graduate, men han er også udelukket fra fællesskabet i og med, at hans hjem slet ikke har nogen pool, men en tennisbane – han har altså ikke kunnet leve op til de succesnormer, der hersker i miljøet. En tur i den opstigende middelklasses pools i årene omkring “The Summer of Love” giver dermed et kig ind bag hække og facader, der afslører ensomhed, desperation og alkoholisme (fig. 7).

Efter oliekrisen vises middelklassen som økonomisk presset, fx i Fun With Dick and Jane (1977), hvis titulære par (George Segal og Jane Fonda) tyr til røveri, da de ikke kan betale regningerne – bl.a. til den swimmingpool, de er ved at få anlagt. Senest i tv-serien Breaking Bad, hvor Walter Whites (Bryan Cranston) pool bliver et spejlbillede af hans tankeverden og de katastrofale konsekvenser, hans handlinger får. I seriens pilotepisode tager han beslutningen om at begynde at lave amfetamin for at opretholde sin pressede levestandard og betale lægeregningen siddende ved sin forfaldne pool, der bliver et meget konkret billede på, at han trods sit hårde arbejde ikke har fået det i den amerikanske drøm.. I takt med at pengene strømmer ind, kommer poolen i bedre stand. Men som det påpeges i videoessayet  “Why Breaking Bad is full of Swimmingpools”, ser man aldrig nogen bade i poolen – den er et rent statussymbol. Meget passende ender poolen forfalden og tømt for vand i sæson fem, da hans hjem beslaglægges af politiet – enden på den amerikanske drøm for en stadig mere økonomisk trængt middelklasse, der må tage desperate midler i brug for at holde sig oven vande (fig. 8 og 17).

Pul i (eller ved) poolen

I The Big Lebowski (1997) passerer The Dude (Jeff Bridges) på vej ud af sin navnebrors kæmpevilla tilfældigt Bunny Lebowski (Tara Reid), der soler sig ved husets pool. Han standser op for at flirte, og ud af det blå tilbyder hun ham oralsex – mod betaling, selvfølgelig. Coenbrødrenes film er en postmoderne parafrase på film noirs, og scenen i sig selv er en parodi på lignende scener fra pornofilm – Bunny er da også tidligere pornoskuespiller, med skumle forbindelser (fig. 9).

Tilbuddets brud på alle normer giver anledning til et godt grin, og scenen er taget på kornet, idet den som led i filmens mange indforståede henvisninger, spiller på publikums kendskab til pornofilmens klichéer, men også fordi den perfekt fanger den erotiske grundfortælling, som kan ses i mange lignende scener – også uden for pornogenren! Swimmingpoolens erotiske grundfortælling består af følgende narrativ: 1: En kvinde bader i eller soler sig ved en swimmingpool. 2: En mand ser hende og bliver interesseret. 3: Hun bemærker hans interesse, nyder den og inviterer ham til sig, og 4: De har sex.

Som vi skal se, er denne grundfortælling, hvor kvinden altså optræder som en forførerske, der udnytter “the male gaze” til at tiltrække manden noget som optræder i en lang række film, lige fra Oscarvinderen Children of a Lesser God over science fiction horrorfilmen Species (1996) til softcore-porno i Showgirls (1995). I den førstnævnte film forelsker talelæreren James (William Hurt) sig i den rebelske døve Sarah (Marlee Matlin). Da hun ikke reagerer på hans interesse, opsøger han hende, da hun svømmer nøgen i skolens swimmingpool. Han taler til hende (hun mundaflæser), og via hans perspektiv ser vi hende trække sig væk, ud mod midten af poolen, mens hun stirrer intenst på ham. James forsøger først at forklare hende: “Sarah, I am falling in love with you… “, men retter det derefter til “I am falling INTO THE POOL with you!” og lader sig fuldt påklædt falde forover og ned i vandet, da han forstår, hvad hun mener. Sarahs handling er i virkeligheden en invitation til James om at møde hende på lige vilkår, og i hendes tavse rige finder de sammen og elsker (fig. 10). 

En mere blodig variant ses i Species, hvor det parringslystne menneske-hybrid Sil (Natasha Henstridge) er sluppet løs i Los Angeles. Her har en attraktiv mand reddet hende fra et biluheld, og hun er taget med ham hjem og hopper i hans boblebad, der har endnu mere lumre konnotationer end en swimming pool, som en erotisk invitation. Redningsmanden havde nok forventninger om, at det skulle gå sådan, men er overrasket over Sils kontanthed. Da hun afslører, at hendes formål er at blive gradvid, trækker han sig væk, og hun dræber ham, mens hun forvandler sig til sin oprindelige form.

Selvom det tredje eksempel fra Paul Verhoevens omdiskuterede Showgirls er ufrivilligt komisk, er det taget med, da det følger det samme mønster: Den ambitiøse og intrigante Nomi (Elizabeth Berkley), der har ambitioner om at blive solodanser på natklubben Stardust, tager med chefen Zack (Kyle Maclachlan) hjem, smider tøjet og hopper i hans pool, hvorefter han følger med, og det udvikler sig til et meget lidenskabeligt og højlydt samleje (fig. 11).

Selvom disse tre film er vidt forskellige, har de den samme grundhistorie: I vandet sker der en forskydning af magtforholdet og initiativet, hvor den kvindelige part hurtigt tager kontrollen over det erotiske møde. Swimmingpoolens lumre potentiale forløses, samtidig med at kvinden iscenesættes som en art lokkende sirene, ofte med skæbnesvangre konsekvenser. Mænd bliver åbenbart svage i koderne, når de møder en attraktiv kvinde i det våde element.

Den europæiske pool: Sexy Beast og Swimming Pool?

Hidtil er alle artiklens eksempler hentet fra amerikanske film og serier, hvilket afspejler den omstændighed, at der er længere mellem swimmingpools  i europæisk film. Afslutningsvis vil jeg dog råde bod på dette med to film, hvor poolen spiller en central rolle.

Symbolikken er bogstavelig talt tonstung i Jonathan Glazers Sexy Beast. I Spanien nyder eks-gangsteren Gal (Ray Winstone) sit velfortjente otium, da et enormt klippestykke ruller ned ad bjergsiden og er tæt på at ramme ham, før det lander i hans swimmingpool og knuser det fine hjerteformede kakkelmønster på bunden. Kort efter ankommer den intimiderende Logan (Ben Kingsley) for at presse Gal til et sidste kup. Da han nægter, kommer det til et opgør, og Logan bliver dræbt. Gal tager dog alligevel til London og deltager i kuppet for at få fred. Afslutningsvis genser vi swimmingpoolen: Hjertemønstret er blevet repareret, og han kan igen dase i fred. Men hvad er der blevet af Logan? Kameraet løsriver sig fra Gals perspektiv, dykker ned i poolen og gennem dens bund, borer sig ned i jordens indre og ned ad en mørk tunnel, for enden af hvilken vi ser Logan håne Gal fra sin grav. Sexy Beast viderefører altså grundfortællingen om rigdommen og det gode livs bagside: kriminalitet, og i sidste instans; mord, men tilføjer en psykoanalytisk dimension: Swimmingpoolen symboliserer, ligesom i Breaking Bad, hovedkarakterens bevidsthed, og klippestykket, Logan m.m., er det fortrængte, der vender tilbage fra underbevidstheden og hjemsøger ham (fig. 12).

Francois Ozons Swimming Pool (2003) er blevet set som en mangetydig film, der efterlader en masse spørgsmål. Man behøver dog ikke at lade sig mystificere, hvis man anskuer det sådan, at Ozon gennem hovedpersonens perspektiv lader filmens diegetiske niveauer flyde sammen, som han også gjorde i sin forrige film Sous le Sable (2000). Forstået sådan bliver den udfordrende Julie (Ludivine Sagnier) en manifestation af underbevidstheden hos den indebrændte krimiforfatter Sarah Morton (Charlotte Rampling). Julie er præcis det modsatte af Sarah selv – og måske alt det, hun ønsker at være. Ligeledes er Julie tydeligt forbundet med swimmingpoolen, hvor Sarah iagttager hende interesseret, når hun svømmer eller solbader. Som filmen skrider frem, overtager Sarah flere af Julies egenskaber: hun ryger, klæder sig mere afslappet, begynder at solbade og svømmer også, selvom hun lægger ud med at erklære, at hun hader swimmingpools! På den måde bliver swimmingpoolen til en slags lærred, Sarah projicerer sine fantasier ud på, hvorefter hun skriver dem ned på sin laptops (blå) skærm. Det tydeliggøres, da presenningen, som dækker vandet, trækkes bort, akkurat som et filmlærred, der glider til side. Her er fantasiens rige! På samme måde flyder grænserne mellem fiktion og virkelighed sammen i Mortons færdige bog, der har samme titel som filmen, vi ser. Dette værk-i-værket, der må forstås som en udleverende nøgleroman, baseret på Julies dagbog og det uudgivne manuskript, hun forærer Sarah, er en raffineret hævn over Sarahs forlægger, John (Charles Dance), der kun ønsker Barnaby-agtige krimier på samlebånd. I slutningen afsløres det, at Sarah har baseret Julie på Johns betydeligt yngre, uskyldigt udseende datter, Julia (fig. 13, 14 og 15).

Med Swimming Pool giver Ozon derfor et skoleeksempel på Freuds teori om underbevidste drifter som kilden til kreativitet! Ifølge Franziska Heller har vand som æstetisk element den funktion at få alle elementer i vores filmoplevelse til at flyde sammen (Heller, 78-80), og det er lige præcis, hvad der sker i Swimming Pool. Grænsen mellem virkelighed og fantasi, fortælling og fortæller, betragteren og det betragtede udviskes i det blå vand. Det erotiske handler heller ikke bare om sex, men også om kreativitet og en feminin medfølelse, som man også ser i andre af Ozons film (fig. 16).

Denne artikel har været en rejse fra klassisk Hollywood og til europæiske arthouse- og auteurfilm. Startende med Gatsby… og videre til Sunset Boulevard skabes en antikapitalistisk samfundskritik, hvor rigdom og berømmelse er noget ødelæggende. Poolen bliver et symbol på tom materialisme og et Memento Mori om succesens bagside, både hos middelklassen og de rige. Samtidig får den også en erotisk betydning, som ramme for seksuelle møder. Swimming Pool, der stammer fra den europæiske tradition for arthouse- og auteurfilm, handler netop om auteurens skabelsesproces og vej ud af en kunstnerisk krise og giver dermed det erotiske en ekstra dimension (fig. 17).

* * *

Fakta

Film, som analyseres eller nævnes i artiklen

  • Beverly Hills Cop (da. Frækkere end politiet tillader) Instr. Martin Brest. Paramount Pictures, 1984.
  • Breaking Bad, sæson 1-5. Instr. Vince Gilligan. Sony Pictures, 2008-2013 (tv-serie).
  • Cat People. Instr. Jacques Tourneur. RKO, 1942.
  • Children of a Lesser God (da. Kærlighed uden ord). Instr. Randa Haines. Paramount Pictures, 1986.
  • Dirty Harry. Instr. Don Siegel. Warner Bros, 1971.
  • Dirty Harry, Magnum Force (da. Dirty Harry går amok). Instr. Ted Post. Warner Bros, 1973.
  • Fun With Dick and Jane (da. At stjæle er en ærlig sag). Instr. Ted Kotcheff. Columbia Pictures, 1977. Genindspillet i 2005.
  • La Piscine. Instr. Jacques Deray. SNC, 1969.
  • Lethal Weapon (da. Dødbringende våben). Instr. Richard Donner. Warner Bros, 1987.
  • Maps to The Stars. Instr. David Cronenberg, Prospero Pictures, 2014.
  • Sexy Beast. Instr. Jonathan Glazer. Film4, 2000.
  • Showgirls. Instr. Paul Verheoven. United Artists, 1995.
  • Species. Instr. Roger Donaldson. MGM, 1995.
  • Sous le Sable  (da. Under sandet). Instr. François Ozon. Fidélité Productions, 2000.
  • Sunset Boulevard. Instr. Billy Wilder. Paramount Pictures, 1950.
  • Swimming Pool. Instr. Francois Ozon. France 2 Cinema, 2003.
  • The Big Lebowski. Instr. Joel og Ethan Coen.Working Title Films, 1998.
  • The Graduate (da. Fagre voksne verden). Instr. Mike Nichols. Lawrence Turman Productions, 1967.
  • The Great Gatsby (da. Den store Gatsby) er blevet filmatiseret adskillige gange. De nævnte filmatiseringer er henholdsvis:
  • 1974: Instr. Jack Clayton. Paramount Pictures.
  • 2000: Robert Markowitz, Granada Entertainments, (tv-film).
  • 2013: Baz Luhrmann. Warner Bros. Pictures, 2013.
  • The Last Boy Scout. Instr. Tony Scott. The Geffen Film Company, 1991.
  • The Swimmer (da. Klædt af til skindet). Instr. Frank Perry. Horizon Pictures, 1968.

Litteratur

  • Brown, Christopher & Hirsch, Pam (red.): The Cinema of The Swimming Pool. New Studies in European Cinema, vol. 17, Peter Lang AG, 2014.
  • Fitzgerald, F. Scott: Den store Gatsby. Gyldendals Bogklubber, 1971.
  • Freud, Sigmund: Digteren og fantasierne. In: Johansen, J.D. (red.) Psykoanalyse, litteratur, tekstteori, bd. 1. Borgen, 1977.
  • Glasby, Matt: Britpop Cinema – From Trainspotting to This is England. Intellect, 2019.
  • Halskov, Andreas: “Død over Hollywood – eksistentielle træk hos Mike Nichols og Hal Ashby.” “Død over Hollywood – eksistentielle træk hos Mike Nichols og Hal Ashby.” In: Kosmorama, Jan. 2017.
  • Heller,Franziska: Filmästhetik des Fluiden. Wilhelm Fink Verlag, 2010.
  • Hjelmslev, Louis: Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse. The Linguistic Circle of Copenhagen, 1993.
  • Leeuwen, Thomas A.P. Van: The Springboard in the pond – An Intimate History of the Swimming Pool. The MIT Press, 1998.
  • Murphy, Bernice M: The California Gothic in Fiction and Film. Edinburgh University Press, 2022.
  • Schilt, Thibaut: Francois Ozon. University of Illinois Press, 2011.
  • The Take (2019) “Why Breaking Bad is full of Swimmingpools” (videoessay)
  • Whitt, Jan: Dangerous Dreams – Essays on American Film and Television. Framing Film – The History & Art of Cinema, vol. 13. Peter Lang Ag, 2013.Thomas van Leeuwens forelæsning: “The Springboard in the Pond” (11-03-1999)  kan ses her.

Seneste artikler